Kapitalisterne tjener deres profitter på bekostning af arbejderklassens liv og helbred. Billede: Viktor Nikolaevich DeniFølgende er første artikel i en ny serie: ”Borgerskabets forbrydelser”, der vil afdække de overgreb som den herskende i Danmark har udøvet på arbejderklassen gennem historien. I dette nummer tager vi udgangspunkt i en forbrydelse, der stadig har følgevirkninger i dag: nemlig cementgiganten FLSmidths asbestudledning og dens konsekvenser for Aalborgs arbejdere.
Historien begynder i 1927, da den danske cementgigant FLSmidth grundlagde Dansk Eternit-fabrik i Aalborg midt i øgadekvarteret, som på det tidspunkt var et af Aalborgs største arbejderkvarterer. Fabrikken beskæftigede en stor del af de mandlige arbejdere, der boede i kvarteret, og stort set alle, både mænd og kvinder, med opvækst i kvarteret kender mindst én, der har arbejdet på fabrikken.
Eternitfabrikken producerede tagplader, som indeholdt materialet asbest, der i 1986 blev forbudt, på grund af de sundhedsmæssige risici, som materialet kan medføre her især lungehindekræft. Materialet er så farligt, at én enkel fiber kan føre til udviklingen af lungehindekræft, hvilket først finder sted mellem 15-50 år efter udsættelsen. Det vil altså sige, at i næsten 60 år blev fabrikkens arbejdere udsat for det kræftfremkaldende stof, som de tog med hjem til deres familier og naboer fuldstændigt uvidende om risikoen ved det.
Men det er ikke kun arbejderne og deres nærmeste, som er blevet udsat for faren. Fabrikkens produktion betød nemlig også, at hele nabolaget blev påvirket. De åbne sække med asbest der blev aflastet i havnen, blev kørt gennem byen uden noget værn mod stoffet, og når vinden blæste over nabolaget, som den gjorde næsten 300 dage om året, bar den støvet fra fabrikken med sig, der lagde sig som et hvidt slør over bygningernes tage. På den måde er tusindvis af mennesker gennem årene blevet udsat for det farlige materiale.
Hemmeligholdelse
Mens arbejderne ikke kendte noget til faren, kan man ikke sige det samme om fabrikkens ledelse. Allerede i 1930’erne begyndte Arbejdstilsynet at undersøge arbejdernes lunger, og fandt tydelige tegn på skade. Fabrikkens direktør William Jonsen blev underrettet, men hans løsning var at dække over det for arbejderne. Han sendte de værst påvirkede arbejdere til at arbejde i mindre støvede områder. Og til sidst stoppede han selv med at møde op på fabrikken. Men arbejderne skulle fortsætte.
Siden 30’erne har man altså vidst, at der var en forbindelse mellem asbest og lungesygdomme. Og siden 60’erne har man kendt til omegnsproblemet, altså at fabrikken også bragte de omkringliggende arbejderfamilier i fare. Direktøren indberettede det til bestyrelsen, men ligesom med arbejderne i selve produktionen, valgte bestyrelsen at dække over det, og fortsætte produktionen som før. Kurt Jacobsen, professor i virksomhedshistorie ved CBS kommer med den simple forklaring herpå:
»Omkostningerne var for store til at indstille anvendelsen af asbest. Ledelsens viden blev indkapslet. Medarbejderne fik ikke noget at vide. Borgerne i Aalborg fik ikke noget at vide. Og så kørte produktionen videre som hidtil.«
Ikke alene blev fabrikkens arbejdere og deres familier ofret på profittens alter, men resten af Aalborg lider fortsat under FLSmidths grådighed – for nuværende og tidligere arbejdere fra kvarteret omkring fabrikken har nemlig syv gange større risiko for at udvikle lungehindekraft.
Og det er netop noget, der stadig har dybtfølte konsekvenser for langt størstedelen af Aalborgs befolkning, som Tove Michaelsen forklarer til DR: »Jeg tror ikke, at der findes nogle aalborgensere i arbejderkvarteret, der ikke kender nogen, der er blevet ramt af det.« Tove mistede selv sin far og sine tre brødre til kræft. De arbejdede på cementfabrikken Aalborg Portland, der også var ejet af FLSmidth, og også producerede med asbest.
Tusindvis af ofre
Selvom både myndigheder og virksomhedsejere kendte til de enorme risici ved materialet siden 1960’erne, blev asbest først gjort ulovligt i 1986. Antallet af dødsfald i forbindelse med lungehindekræft er relativt lavt, omkring 140 årligt, er det reelle dødstal langt, langt højere. Da professor i arbejdsmedicin ved Aalborg Universitet Øyvind Omland bliver spurgt om det reelle dødstal, svarer han:
»Alt i alt? Det er tusindvis. Jeg kan ikke komme det nærmere, men det er tusindvis.«
Det hænger sammen med, at lungehindekræft kun er én af adskillige sygdomme, som udsættelse for asbest kan medføre – mange andre dødelig kræftsygdomme, især i lungerne, kan sandsynligvis også kædes sammen med asbest.
Rene hænder…
Men naturligvis har FLSmidth, en virksomhed der går meget op i corporate social responsibility, altså virksomheders sociale ansvar, udtrykt sin dybeste sorg over alle de liv, som de (bevidst og med fuldt overlæg) har taget eller ødelagt… selvom virksomhedens repræsentanter godt nok ikke ville stille op til et interview, da sagen om forureningen af Aalborgs arbejderkvarter kom frem i lyset. Men i en e-mail til DR skriver en af virksomhedens repræsentanter de meget følelsesladede ord:
»Alle i FLSmidth er dybt berørte af denne sag, og også de nye oplysninger. Denne sag handler om mennesker, som har lidt, og det gør os ondt. Produktionen af asbest sluttede i 1986 med forbuddet, så det er mange år siden, at der har været FLSmidth-medarbejdere eller -ledere, som har haft aktivt med sagen at gøre. Derfor har vi ikke forudsætninger for at svare oplyst og respektfuldt på nøjagtigt hvad, hvem vidste hvornår.«
Sikke en skam. Men det er mest en skam, at FLSmidth fuldstændig undgår at kommentere på de utallige dokumenter, blandt andet fra retssagen mod eternitfabrikken, der utvetydigt beviser, at virksomhedens direktion og bestyrelse har kendt til problemer mindst tyve år før forbuddet, og at de aktivt arbejdede på at holde det hemmeligt fra arbejderne, deres familier og alle Aalborgs øvrige indbyggere.
Med en kort kommentar om, at det jo er længe siden, der blev produceret med asbest på deres fabrikker (i Danmark i hvert fald), vasker FLSmidth sine hænder rene af tusindvis af almindelige menneskers blod.
…og lukket pengekasse
Men hvad med den erstatning, som asbestofre kan få, og som faktisk med finansloven i 2021 blev udvidet til også at omfatte folk, der er blevet indirekte udsat for asbest? Der kan da ikke være nogen tvivl om, at en virksomhed, der går op i deres ”sociale ansvar” (godt nok på trods af, at mange af den multinationale virksomheds arbejdspladser andre steder i verden er blevet kritiseret for brud på menneskerettigheder), er med til at give en skærv?
Først og fremmest bør det nævnes, at finanslovens erstatning kun dækker ofre, der har udviklet mindst én af tre specifikke kræftformer, selvom der er stor sandsynlighed for, at asbest kan føre til langt flere former for kræft. Desuden gælder erstatningsretten kun frem til 2025. Lungehindekræft alene kan netop tage op til 50 år at udvikle, hvilket vil sige, at der er en stor sandsynlighed for, at en del folk kan få sygdommen konstateret over ti år efter tilbuddet er udløbet.
For det andet betaler FLSmidth ikke én øre. For det er jo mange år siden, der er kommet ny ledelse, asbest er blevet forbudt og så videre og så videre. Men virkeligheden er, at FLSmidth har udbetalt milliarder og atter milliarder i aktieudbytte og akkumuleret kapital – alt sammen profit der er blevet tjent på bekostning af tusindvis af arbejdere og deres familier. Nej, FLSmidths pengekasse er lukket, låst, og nøglen er smidt væk, og så er det staten, primært finansieret gennem arbejderklassens skattekroner, der må punge ud til ofrene. FLSmidth nægter at udbetale så meget som en krone til ofrene, som kunne bruge pengene til at gøre deres sidste dage en smule mere behagelige. Men det ville selvfølgelig gå ud over virksomhedens profit, og er det ikke det, der skabte alle problemerne til at starte med?
