Kapitalismen er et sygt system, der for længst har udlevet ethvert nyttigt formål. I sin periode med forfald og senilitet forårsager det krig, racisme, fattigdom og sult. Imperialisme, kapitalismens højeste stadie, er kendetegnet af striden mellem forskellige grupper af kapitalistiske stortyve om fordelingen af verden. I vores tid, hvor byttet skrumper under kapitalismens krise, intensiveres kampen mellem kapitalisterne, og vi ser en skærpet tendens til militarisme og krig.

Krigen i Gaza er det mest explicitte eksempel på kapitalismens barbari. Her har imperialisterne i Vesten givet helhjertet og entusiastisk støtte såvel som materiel bistand til den israelske krigsmaskines folkemorderiske massakre på 40.000 forsvarsløse mænd, kvinder og børn. De er i samme ombæring blevet udstillet for deres hykleriske snak om de såkaldte vestlige værdier, den regelbaserede verdensorden og menneskerettighedernes ukrænkelighed.

Alle deres krokodilletårer og prædikener om russiske krigsforbrydelser i Ukraine er blevet udstillet for det hykleri, det rent faktisk er. Det er ikke for at forsvare Ukraines frihed eller suverænitet, men for at svække Rusland som en rivaliserende magt, at det ukrainske folk er blevet gjort til kanonføde i et nyt imperialistisk blodbad.

Krigene i Gaza og Ukraine er blot to eksempler på det barbari, som kapitalismen skaber over hele kloden. Gaza, Ukraine, Congo, Sudan, de stigende spændinger omkring Taiwan og krige og borgerkrige i over 30 af verdens lande: det er den fremtid, som kapitalismen stiller menneskeheden i vente.

I den kamp om liv og død, som kapitalismen i dag befinder sig i, bliver reaktionære og imperialistiske krige mere udbredte. Det er millioner af almindelige mennesker — fattige og arbejdere — der betaler prisen for systemets blindgyde; i form af dødsfald, lemlæstelse og sygdom; gennem fordrivelsen af 117 millioner mennesker og med ødelæggelsen af leveforhold og stigende priser. Alt sammen for at en håndfuld parasitiske milliardærer, der hverken er valgt eller kan holdes til ansvar, tjener styrtende profitter.

Men processen finder også sit modstykke. Millioner og endda hundreder af millioner radikaliseres. De leder efter en spydspids i kampen mod militarisme, krig og imperialisme. Det er blevet bevist af de millioner af mennesker, der demonstrerer mod krigen i Gaza og af den massebevægelse, der besatte alverdens universiteter.

Tiden er inde til en bred, international kampagne med et klart program imod militarisme og imperialisme. Derfor fremlægger Revolutionary Communist International følgende program som udgangspunkt for en sådan kampagne og opfordrer alle individer eller organisationer, der er seriøse omkring kampen mod imperialistisk krig, til at kontakte os og slutte sig til den indsats.

Vi vil nå ud til alle skoler, fakulteter, fagforeninger og arbejdspladser for at give den voksende vrede, der er i samfundet, en utvetydig stemme og rette den mod dem, der er ansvarlige for det barbari, der tårner sig op omkring os, nemlig de imperialistiske herskende klasser.

Velfærd, ikke krigspolitik! Bøger, ikke bomber!

I takt med at det kapitalistiske system går i krise, at markederne skrumper, og at muligheder for investering forsvinder, stiger kampen mellem de imperialistiske magter støt. Overalt hvæsser de kløerne for at kunne forsvare og udvide deres markeder, indflydelsessfærer og investeringsområder.

Overalt har den herskende klasse himlet op om, at våben kommer før almindelige menneskers daglige brød. I 2023 alene steg verdens forsvarsudgifter med 9 procent til en ny rekordsum på 2,2 billioner dollars. Det svarer til 306 dollars om året til destruktion og ødelæggelse for hver person på kloden. 

De kan være nok så rundhåndede, når det gælder militæret. De kan opstøve milliarder i militær støtte til den israelske krigsmaskine eller den blodige kødhakker i Ukraine. Og alligevel er vi blevet fortalt i flere årtier, at kassen er tom, at vi har levet over evne, og at vi bliver nødt til at slå os til tåls med angreb på uddannelse, sundhed og andre velfærdsydelser. Samtidigt med at de lægger an til flere nedskæringer på velfærd, giver de håndslag på ubegribelige milliardbeløb til militæret.

De selvsamme herrer og damer, der påstår ikke at kunne finde midler til uddannelse, har fundet vældige mængder penge, der kunne bruges til at bombe de huse, der tilhører Gazas to millioner indbyggere, i stumper og stykker. De påstår, at de ikke har råd til at bygge nye skoler og universiteter på egen jord, og ikke desto mindre fandt de penge til at forvandle alle Gazas 12 universiteter til støv inden for krigens første 100 dage. 

I Europa steg forsvarsudgifterne i 2023 med 16 procent sammenlignet med året før. Kort efter at krigen i Ukraine brød ud i 2022, annoncerede den tyske kansler Olaf Scholz, at et nyt bjerg af penge på 100 milliarder euro skulle bruges på landets genoprustning. Det kommer oveni en 55 procents forøgelse af forsvarsbudgettet siden 2014. 

De penge kommer ikke ud af den blå luft, og i år vil der blive skåret 30,6 milliarder euro på velfærd over hele linjen i Tyskland, som vil ramme sundhed, dagpleje og offentlig transport. Og det er kun begyndelsen.

I Storbritannien steg forsvarsbudgettet alene i år med 7,9 procent. Sammenlign det med nedskæringer på den offentlige sundhed på 1,2 procent — den største reduktion siden 1970’erne. Storbritanniens nye “røde” premierminister, Keir Starmer, har indrømmet, at han ikke kan love flere penge til landets faldefærdige sundhedsvæsen eller de børn, der går sultne, men har med et snuptag forpligtet sig til at give våben til Ukraine for flere milliarder. 

Situationen er den samme i andre imperialistiske lande. I Japan er forsvarsbudgettet steget med 11 procent og i Sverige med 12 procent. Billedet er det samme næsten, hvor end man kigger hen. 

Ved NATO’s topmøde i år, der markerede alliancens 75-års jubilæum, blev det annonceret, at et rekordantal medlemmer nu bruger over 2 procent af BNP på forsvar; 23 ud af 31. Det er en stigning fra kun tre for blot 10 år siden. Imidlertid blev selv det ikke set som godt nok. 

Imperialisterne har gjort det klart, at deres planer om militarisering kun lige er begyndt. De forbereder sig på den epoke med krig og destruktion, som deres system trækker os dybere og dybere ned i. En stadig større del af menneskelig kapacitet vil blive spildt på fuldkommen uproduktiv våbenmanufaktur.

Langt fra at tilføre noget til økonomien er formålet med våbenproduktion netop at destruere produktionen. Ved at bruge hundreder af milliarder, uden at skabe noget produktivt eller nyttigt, vil man unægteligt puste til inflationen, som vil ramme millioner af mennesker. På den måde vil vi for anden gang blive tvunget til at betale prisen for oprustningen, ikke kun gennem besparelser i uddannelses-, sundhedsvæsenet osv., men gennem højere priser. 

Forestil dig, hvad der kunne gøres med disse (støt stigende!) 2,2 billioner dollars om året. De penge kunne alene dække to tredjedele af de 3,5 billioner, som det anslås er nødvendigt at bruge om året for at stoppe klimaforandringer. Eller vi kunne give alle en gratis uddannelse af høj kvalitet. Hvor mange læger og sygeplejersker kunne ikke uddannes med henblik på at beskæftige et fornyet og opgraderet sundhedsvæsen, som for nuværende forfalder og synker hen? Kun 40 milliarder dollars er der årligt brug for (mindre en 2 procent af de globale forsvarsudgifter) for at brødføde de 850 millioner mennesker, der i dag lever i hungersnød. 

Med et snuptag kunne vi løse ethvert af de mange problemer, som menneskeheden står over for. Og hvorfor sker det ikke? Fordi imperialisterne — som gribbe, der omkranser deres bytte — skal sikre deres profitter og terræn bag en himmelhøj mur af skydevåben, tanks og artilleri. 

Derfor siger vi:

• Ned med NATO og andre imperialistiske traktater og organisationer!
• Velfærd, ikke krigspolitik!
• Bøger, ikke bomber!

Ekspropriér bankerne og våbenproducenterne!

Hvor der er billioner at tjene, bliver der danset om guldkalven. Dem, der som Lockheed Martin, Raytheon, General Dynamics, BAE Systems og andre driver handel med død og ødelæggelse, slikker sig om munden over udsigten til en epoke med tiltagende imperialistisk krig. 

“Som du ved, er Israel-situationen oprigtig talt forfærdelig”, begræd cheføkonom hos våbenproducenten General Dynamics til et møde med investorer to uger efter, at Israel indledte sin uindskrænkede massakre i Gaza. Men hans manér ændrede sig straks, da han udpenslede de forrygende udsigter til, at krigen ville bane vejen for flere bestillinger af artillerigranater.

Som Lenin udtrykte det for mere end et århundrede siden: “Er krig frygteligt? Ja, frygteligt profitabelt.”

Siden februar 2022 er den britiske våbenproducent BAE Systems’ aktiekurs fordoblet, og de forventer, at salgstallene stiger med yderligere 12 procent i 2024. Mens resten af verdensøkonomien er fanget i en Tornerosesøvn, forventer Lockheed Martin, General Dynamics og Northrop Grumman, at deres aktiekurs stiger med mellem fem og syv procent i år. 

Virksomheder som disse har tit et årligt afkast på 10-12 procent ved at udruste imperialisternes krigsmaskiner. Hvilke andre steder finder man så svimlende en fortjeneste?

Supermarkeder, energiselskaber og andre udnytter som oftest de forstyrrelser i forsyningskæderne, som krig medfører, til at skrue op for deres priser. De kaster sig desuden over krigsødelagte lande, når kampene er ophørt, for at kunne tjene fedt på genopbygningen. Vi siger: konfiskér militærprofitterne og ekspropriér krigsindustrien rub og stub.

Mange pacifistiske fortalere for nedrustning rejser med de bedste intentioner kravet om nedlukningen af våbenfabrikker. Men dermed tjener de også, uden det er deres hensigt, til at fremmedgøre en gruppe af arbejdere med en nøgleposition, der, hvis det var op til dem, ville stå uden et job. Hundreder af tusinder af specialiserede og faglærte arbejdere er ansat i våbenindustrien. Dertil kommer de mange akademikere, hvis forskning er influeret af investorer fra forsvarssektoren for at fremme teknologien bag massemord. Frem for at kaste arbejderne, såvel som fabrikkerne, på porten, må deres evner bruges til bedre formål.

I stedet for at skulle dreje nøglen om, ville nationalisering af våbenindustrien og de største banker under arbejderkontrol gøre, at man kunne transformere dem til at skabe socialt nyttige ting. Under arbejderkontrol, finansieret af den eksproprierede banksektor og beslaglagte profitter fra våbenindustrien, ville arbejderklassen snildt kunne udvikle en plan, så fabrikkerne kunne undergå en komplet forvandling. 

Frem for at skabe ødelæggelsesvåben ville de hurtigt kunne skabe socialt brugbare remedier, der f.eks. kunne bruges i nye grønne industrier. Muliggørelsen er allerede blevet demonstreret i praksis: med den såkaldte Lucas-plan i 1970’ernes Storbritannien viste arbejderne på en våbenfabrik, hvordan man ned til mindste detalje og krone kunne gennemføre sådan en fabriksforvandling.

Derfor siger vi:

• Eskpropriér krigens profitmagere
• Ekspropriér dem, der driver handel med død og ødelæggelse!
• Eksproriér bankerne, der er dybt forbundet med krigsindustrien!
• Ingen kompensation!
• Sæt alle nationaliserede virksomheder under arbejderkontrol, så fabrikker kan omdannes til at tjene sociale behov!

Forsvar demokratiske rettigheder!

Overalt i Vesten bliver de samme slaglinjer brugt som argument i oprustningsræset: krigsskibe og kanoner er nødvendige for at “garantere sikkerhed” og “beskytte demokratiet”.

Men hvad skal det forestille, det her “demokrati”, de angiveligt “beskytter”? Alle steder finder militarisering sted i samme åndedrag som censur, en hysterisk kampagne mod enhver kritisk røst om krigseventyrene, direkte repression eller indskrænkningen af hårdt tilkæmpede demokratisk rettigheder. 

Krigen i Gaza sker med fuld opbakning fra regimerne i Vesten, selvom størstedelen af befolkningen er imod det. Hvor er “demokratiet” her?

I Tyskland har den herskende klasse oppisket en stemning af hysteri. De sammenfletter deres urokkelige støtte til massakren i Gaza med deres immigrationsfjendtlige og islamofobiske politik og introducerer lovgivning, der på skandaløs vis vil kræve, at nye statsborgere anerkender Israels ret til at eksistere. 

Vi har været vidne til, at fredelige demonstrationer imod folkemordet er blevet ulovliggjort, studenterforeninger blevet lukket ned og besættelser blevet brutalt undertrykt af politiet, fra Amsterdams Universitet til UCLA. Det selvsamme politi står passivt hen, når zionistiske tæskehold angriber forsvarsløse studerende. I Tyskland og Frankrig har vi set forsøg på at forbyde pro-palæstinensiske demonstrationer. Den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis blev endda forbudt indrejse til Tyskland, da han skulle deltage i en konference om solidaritet med Palæstina. Hvor blev den ukrænkelige forsamlingsfrihed af?

På samme tid bliver der ført en mediehetz fra den såkaldt frie presse mod dem, der er modstandere af de igangværende krige i Ukraine og Gaza. De hæftes som Putins agenter, antisemitter, Hamas-sympatisører og lignende. I Frankrig er der blevet ført en ondsindet kampagne, både fra den højre- og såkaldte venstrefløj af dagblade og partier, imod Jean-Luc Mélenchon og La France Insoumise, der er blevet stemplet som antisemitiske for at være imod krigen i Gaza. Så meget for den frie presse. 

Såfremt intet andet bliver vi under kapitalismen fortalt, at én rettighed er sikker og ukrænkelig: retten til at bruge vores penge, som vi vil. Og alligevel diskuterer forskellige regeringer nu at indføre lovgivning imod BDS (Boycott, Divestment, Sanctions), der ville gøre det ulovligt at promovere boykot af Israel. Mange amerikanske stater, britiske universiteter og offentlige institutioner har allerede sat den slags forbud mod BDS i stand. 

Vi bliver fortalt, at kapitalisme og demokrati går hånd i hånd. Men den fortælling brister i mødet med virkeligheden. I perioder med økonomisk opsving havde den herskende klasse, i hvert fald i rige lande, råd til at indføre visse demokratiske rettigheder. Men jo mere tilspidsede klassemodsætningerne og de nationale spændinger bliver, jo mere er den herskende klasse tvunget til at give køb på demokratiske fortrædeligheder. For en kapitalistklasse, der har spillet fuldkommen fallit, er demokrati en luksus, de i stigende grad ikke har råd til. 

Derfor siger vi:

• Forsvar retten til ytringsfrihed! Anti-imperialister skal ikke have mundkurv på!
• Forsvar retten til at demonstrere! Imod repression af antikrigsbevægelsen!
• Stop kriminaliseringen af bevægelsen mod massakren i Gaza!

For at stoppe krig må vi gøre en ende på kapitalismen!

Kapitalisme betyder krig. Siden finanskrisen i 2008 er markeder og investeringsmuligheder skrumpet. Kapitalismen har overlevet sig selv. Produktionsmidlerne kvæles af de nationale markeder og privatejendommens spændetrøje. Øget militarisering og flere krige, i takt med at hver imperialistisk magt forsøger at kapre markeder og ressourcer på modstandernes bekostning, er den logiske endestation for kapitalismens krise. 

Amerikansk imperialismes relative forfald stiller denne proces til skue. USA kan ikke længere forhindre sine rivaler i at hævde sig på et regionalt niveau. Deres allierede er også begyndt at indse, at de fremover må stå på egne ben, når det kommer til militær og forsvar af deres interesser. Af netop den grund ser vi oprustning i både Europa og Stillehavsregionen.   

Alverdens storpolitiske røvere, venner såvel som fjender af USA, har studeret blodbadet i Ukraine, der har blotlagt amerikanernes svaghed. De imperialistiske krige og proxykrige der venter os i fremtiden lover at blive et inferno af dødelig udmattelseskrig. Det vil kræve soldater, konventionelle våben, og en ufattelig mængde artilleri. 

Arbejderklassen og ungdommen kommer til at betale prisen med både deres levestandard og deres liv. Udover de hundreder af milliarder, der pumpes i krigsindustrien, bliver det nu for første gang siden den kolde krig diskuteret at genintroducere værnepligten i mange lande. 

Den såkaldte venstrefløj har, i det omfang at de ikke har føjet sig fuldkommen for deres “egen” imperialistiske magt, begrænset sig selv til ynkelige og patetiske appeller om “fred” —  og, hvad værre er, for at organisationer som FN træder til. Men imperialistisk “fred” vil aldrig være andet end en forberedelse og et forspil til nye imperialistiske krige. 

Hvad angår FN, var Lenins beskrivelse af dens forgænger, Folkeforbundet, meget passende. Det er blot en “røverrede” — et forum, hvor der spilles hasard med hele folkefærds rettigheder og levevis imellem diverse imperialistiske magter. Når røverne ikke kan nå til enighed, er organisationen nytteløs. Når USA øjner muligheden for at få blåstemplet sine imperialistiske interesser i andre lande, som med Koreakrigen i 1950-53, snigmordet på Lumumba i Congo i 1961, Golfkrigen i 1991 eller militærinterventionen i Haiti i 2004 har de intet problem med at bruge organisationen som et figenblad, der dækker over deres reelle hensigter. Når FN vedtager resolutioner, som de ikke er glade for (i relation til f.eks. Cuba eller Palæstina), ignoreres de uden videre omtanke, velvidende at det ikke kommer til at have nogen konsekvenser. 

Pacifisterne evner ikke at se, at militarisme og krig ikke er et produkt af ondsindet politik fra dette og hint borgerlige parti eller ministerium. Ingen verdensorganisation kan hæve sig over de enkelte krigsmagter og påtvinge verden fred. Krig og militarisme er et organisk og nødvendigt resultat af kapitalismen i sin imperialistiske forfaldsepoke.

Som Clausewitz forklarede på brillant vis, er “krig blot fortsættelsen af politik med andre midler”. For revolutionære kommunisters vedkommende er vores politik i tider med imperialistisk krig blot en fortsættelse af vores politik under imperialistisk fredstid.   

I hjertet af de imperialistiske magter proklamerede den berømte revolutionære og krigsmodstander Karl Liebknecht, at “hovedfjenden er derhjemme!” Vi må kæmpe for at vælte krigsmagerne i vores eget land for at stoppe vores egen herskende klasses imperialistiske spil. Kun klassekrig kan stoppe den imperialistiske krigsmaskine. Kun en socialistisk revolution kan vælte kapitalismen og bane vejen for en virkelig og varig fred. 

Vi gentager derfor vores appel. Til alle arbejdere, unge, venstreorienterede og kommunistiske organisationer, til afdelinger i fagforeninger, studenterorganisationer og enhver, der vil kæmpe for at stoppe krig, militarisme og imperialisme; lad os samarbejde.

Vi vil arbejde med alle, der er enige med de grundlæggende hovedlinjer i opbyggelsen af en seriøs, international, revolutionær, anti-imperialistisk kampagne mod militarisme og krig. Stemningen for et sådan initiativ eksisterer — det er vores opgave at organisere det og fremsætte en klar politisk handleplan. Vi siger: 

• Imod imperialisme og militarisme. Stop de endeløse krige!
• Ned med krigsmagerne!
• Fred mellem folkeslag, krig mod milliardærerne!
• Arbejdere i alle lande, foren jer!