Det mest slående udtryk for, at situationen er forandret, er at der er opstået en verdensomspændende protestbevægelse, der afviser kapitalismen og al dens væsen. Et stigende antal mennesker reagerer imod den eksisterende ordens skrigende uretfærdighed: arbejdsløsheden, der dømmer millioner til tvungen lediggang, den kæmpemæssige ulighed, der koncentrerer en pervers rigdom mens størstedelen af verdens befolkning bliver fattigere. Desuden de endeløse krige, racismen og begrænsninger på ”liv, frihed og forfølgelse af lykke.”

Under ”normale” omstændigheder protesterer de fleste ikke. De forbliver passive tilskuere til et historisk drama, der udspiller sig foran deres øjne. De spiller ikke nogen rolle i det, men det afgør deres liv og skæbne. Men en gang imellem bliver folk rystet ud af deres tilsyneladende apati af store begivenheder såsom en krig eller en økonomisk krise. De begynder at handle, at interessere sig for politik, og de forsøger at genvinde kontrollen over deres liv.

Sådanne tidspunkter i historien har et navn: de kaldes revolutioner. Sådan var den amerikanske revolution i 1776, den franske revolution i 1789-93, de revolutionære bevægelser i Europa i 1848, Pariserkommunen i 1871, de russiske revolutioner i 1905 og 1917, den spanske revolution i 1931-37; og senest revolutionerne i Egypten og Tunesien.

De begivenheder, der udspiller sig for øjnene af os, har mange træk til fælles med de tidlige stadier i en revolutionær situation. Mange folk, der hidtil ikke interesserede sig for politik, befinder sig nu på gaden for at protestere og demonstrere imod en social og politisk orden, der er blevet utålelig.

Under disse forhold bliver idéer som anarkisme og socialisme taget frem igen, fordi de unge og arbejderne søger efter en forklaring på krisen og en vej fremad.

Anarkister som Proudhon, Kropotkin, Bakunin og Durruti bliver genopdaget af et nyt lag af unge. I den udstrækning, at de åbner folks øjne for det kapitalistiske samfunds udemokratiske og udbyttende natur, er den voksende interesse for disse idéer ekstremt positiv. Anarkisme appellerer til mange unge på grund af dens enkelhed: en afvisning af alt, der har med status quo at gøre. Men ved nærmere eftersyn er der en gennemtrængende mangel på virkelig substans og dybde i analysen hos disse idéer. Frem for alt er der meget lidt, der peger på en virkelig løsning på kapitalismens krise.

Spontanitetens begrænsninger

De millioner af mennesker, der er gået på gaden i Spanien og Grækenland imod nedskæringerne, stoler ikke på politikerne og fagforeningernes ledere. Og hvem kan bebrejde dem? I både Grækenland og Spanien har det været angiveligt ”socialistiske” regeringer, der har udført disse angreb. Masserne gav dem deres tillid og blev forrådt. De konkluderer, at de ikke bør overlade tingene til politikerne, men selv tage affære, hvis de vil forsvare deres interesser.

Dette viser et korrekt revolutionært instinkt. De, som spotter bevægelsen for ”blot at være spontan” udviser uvidenhed om kernen i en revolution, der netop er massernes direkte indblanding i politik. Denne spontanitet er en enorm styrke – men på et vist tidspunkt vil den blive bevægelsens fatale svaghed.

For at sejre er det nødvendigt at tage bevægelsen op på et højere niveau. Det kan kun gøres ved at forbinde den til bevægelsen på arbejdspladserne og fagforeningerne. Parolen om en generalstrejke er allerede fremkommet i en kimform. Men selv en generalstrejke kan i sig selv ikke løse samfundets problemer. Den må forbindes til behovet for en tidsubestemt generalstrejke, som direkte rejser spørgsmålet om magten.

Har vi brug for en ledelse?

Argumentet om, at vi ikke har brug for partier og ledere er helt igennem forkert. Det er ikke engang logisk. Det er ikke tilstrækkeligt at afvise noget, man ikke kan lide. Man må sige, hvad man vil sætte i stedet.

Den nuværende ledelse for arbejderklassen er meget dårlig. Her er vi enige med anarkisterne. Men konklusionen er ikke, at vi ikke har brug for ledelse overhovedet. Konklusionen er, at vi må kæmpe for at skifte den nuværende ledelse ud med en, der virkelig repræsenterer arbejderklassens interesser og aspirationer. Vi står for en revolutionær omdannelse af samfundet. De objektive forudsætninger for en sådan omdannelse er mere end modne.

Uden hjælp fra reformisterne, stalinisterne og de faglige ledere, der baserer sig på klassesamarbejde, ville det ikke være muligt at fastholde det kapitalistiske system særligt længe. Det er en vigtig antagelse, som det er værd at understrege. Lederne af fagforeningerne og de reformistiske partier har en kolossal magt i deres hænder – en langt større magt end på noget andet tidspunkt i historien.

Hvis man taler for ikke-deltagelse, hvis man nægter at kæmpe for at skifte ledelsen ud, hjælper man bureaukratiet til fortsat at regere, hvilket vil sige en fortsættelse af det kapitalistiske slaveri. Som Trotskij forklarede, så betyder en afvisning af den politiske og faglige kamp, at man overlader magten i hænderne på de, der har den på nuværende tidspunkt.

Anarkismen i Spanien

I Spanien havde anarkisterne blomsten af arbejderklassen bag sig. I deres rækker var der mange heltemodige og hengivne klassekæmpere. Den anarkistiske fagforening CNT var langt den største arbejderorganisation i Spanien. De anarkistiske arbejdere var imponerende med deres heltemod og kampvilje. Alligevel demonstrerede den spanske revolution 1931-37 anarkismens fuldstændige fallit som en vejledning til arbejderne på vej til et socialistisk samfund.

I sommeren 1936, da Franco havde erklæret en militær opstand mod republikken, stormede Barcelonas arbejdere – der hovedsageligt var organiseret i CNT – kasernerne. Bevæbnede med improviserede våben besejrede de fascisterne, førend disse kunne slutte sig til Francos kup. Med denne heltedåd forhindrede de, at fascisterne kunne sejre i 1936.

Denne opstand førte til, at de anarkistiske arbejdere havde fuld kontrol med Barcelona. De valgte arbejderråd, der kørte fabrikkerne under arbejderkontrol, og de oprettede arbejdermilitser. Den gamle, borgerlige stat var ophørt med at eksistere. Arbejderklassen var den eneste magt.

Det havde været nemt at vælge delegerede fra fabrikkerne og militserne til et centralt råd, der kunne have udråbt en arbejderregering i Katalonien og appellere til arbejderne i resten af Spanien om at følge deres eksempel.

Men anarkisternes ledere gjorde ikke dette; de nægtede at danne en arbejderregering i Katalonien, da de havde chancen. Selv da Lluis Companys, der var præsident i den gamle, borgerlige regering i Katalonien (den såkaldte Generalitet-regering) opfordrede dem til at tage magten, nægtede de. Det var dødbringende for revolutionen. Borgerskabet og stalinisterne genopbyggede gradvist den gamle statsmagt i Katalonien, og de brugte den til at afvæbne folkemilitserne og knuse elementerne af arbejdermagt.

Hvad gjorde de anarkistiske ledere da? De samme herrer og damer, der tidligere havde nægtet at danne en arbejderregering, gik senere ind i en borgerlig regering og hjalp til at ødelægge revolutionen. Der var anarkistiske ministre i den nationale borgerlige regering i Valencia samt i den regionale regering i Katalonien. I praksis tjente CNT som et ”rødt dække” for den borgerlige regering. Disse handlinger bidrog kraftigt til, at den spanske revolution led nederlag. Spaniens befolkning betalte dyrt for dette gennem fire årtiers fascistisk barbari.

Dette skyldtes ikke blot nogle få ”brodne kar” i anarkisternes ledelse, det kommer af den indbyggede svaghed i den anarkistiske teori og praksis. Uden et teoretisk kompas til at vejlede en gennem revolutionens tumult, bliver beslutningerne improviseret hen ad vejen. ”Pragmatisme” og tom demagogi bliver dagens orden. Og uden en stærk, centraliseret, og demokratisk organisatorisk struktur, man kan stille til regnskab, er lederne ikke underlagt medlemmerne, og organisationen kan ikke handle som en samlet og stærkt helhed.

Staten

Den moderne stat er et bureaukratisk monstrum, der opsluger en kolossal mængde af de værdier, arbejderklassen skaber. Marxister og anarkister er enige om, at staten er et uhyrligt undertrykkelses-redskab, der skal elimineres. Spørgsmålet er: hvordan? Af hvem? Og hvad vil træde i stedet? Det er det grundlæggende spørgsmål for enhver revolution. I en tale om anarkisme under den russiske borgerkrig, opsummerede Trotskij glimrende den marxistiske holdning til staten:

”Borgerskabet siger: rør ikke ved statsmagten; den er de uddannede klassers hellige, nedarvede privilegium. Men anarkisterne siger: rør den ikke; det er en infernalsk opfindelse, en djævelsk enhed, lad være med at have noget med den at gøre. Borgerskabet siger: rør den ikke, den er hellig. Anarkisterne siger: rør den ikke, det er syndigt. Begge siger: rør den ikke. Men vi siger: rør den ikke blot, grib den og sæt den til at virke i jeres egne interesser, for afskaffelse af privatejendommen og for arbejderklassens frigørelse.”

Stalinisme eller kommunisme?

Borgerskabet og dets apologeter forsøger at forvirre arbejderne og de unge ved at sætte lighedstegn mellem idéen om kommunisme og det monstrøse, bureaukratiske og totalitære regime i det stalinistiske Rusland. ”Vil du have kommunisme? Her er det! Det er kommunisme! Berlinmuren er kommunisme! Ungarn 1956 er kommunisme! Sovjets gulag-lejre er kommunisme!” Desværre gentager anarkisterne disse argumenter.

Dette er stupid bagvaskelse. Den bolsjevikiske revolution grundlagde en arbejderstat, der hverken var bureaukratisk eller totalitær. Tværtimod var det – inden det stalinistiske bureaukrati stjal magten fra masserne – den mest demokratiske stat nogensinde. De grundlæggende principper i sovjetmagten blev hverken opfundet af Marx eller Lenin. De var baseret på den konkrete erfaring fra Pariserkommunen og senere udviklet af Lenin.

De grundlæggende betingelser for arbejderdemokrati blev fremsat i et af Lenins vigtigste værker, Staten og revolutionen. Heri opridser han de følgende betingelser for en arbejderstat – proletariatets diktatur – ved dens begyndelse:

1. Frie og demokratiske valg med ret til at tilbagekalde alle embedsfolk.
2. Ingen embedsfolk skal modtage en højere løn end en faglært arbejder.
3. Ingen stående hær og politistyrke, men et bevæbnet folk.
4. Gradvist skal alle administrative opgaver gå på rotation. “Enhver kok bør være i stand til at være premierminister” – ”Når alle en tid lang bliver ’bureaukrater’, så at netop derved ingen kan blive ’bureaukrat’.”

Dette var de betingelser, Lenin fremhævede – ikke for fuldt udviklet socialisme eller kommunisme, men for den allerførste periode med en arbejderstat, overgangsperioden fra kapitalisme til socialisme.

Overgangen til socialisme – en højere samfundsform baseret på ægte demokrati og rigeligt til alle – kan kun opnås gennem arbejderklassens aktive og bevidste deltagelse i driften af samfundet, industrien og staten. Det er ikke noget, der nådigst bliver tildelt arbejderne fra godhjertede kapitalister eller bureaukratiske mandariner. Hele opfattelsen hos Marx, Engels, Lenin og Trotskij var baseret på denne kendsgerning.

Lenin fremhævede, at proletariatet kun behøver en stat, der ”er lavet, så den med ét begynder at dø bort og ikke kan gøre andet end at dø bort.” En ægte arbejderstat har intet til fælles med det bureaukratiske uhyre, der findes i dag, og endnu mindre med den, der fandtes i det stalinistiske Rusland.

Den unge Sovjetunion var faktisk slet ikke en stat i den forstand, vi normalt forstår det, men blot det organiserede udtryk for det arbejdende folks revolutionære magt. For at bruge Marx’ formulering, var det en ”semi-stat”, en stat der var designet til at dø bort og blive opløst i samfundet for at give plads til en kollektiv administration af samfundet til fælles nytte uden magt og tvang. Dette, og kun dette, er den ægte, marxistiske opfattelse af en arbejderstat.

Vold eller ikke-vold?

Spørgsmålet om staten er naturligt forbundet til spørgsmålet om vold. Den herskende klasse har et enormt tvangsapparat til rådighed: hæren, politiet, efterretningstjenesterne, domstolene, fængslerne, advokaterne, dommerne og fængselsbetjentene. Mange demonstranter har for nylig fået en værdifuld lektion i den marxistiske teori om staten – ved hjælp af en politimands knippel.

Dette bør ikke komme bag på os. Al historie viser, at ingen herskende klasse nogensinde uden kamp opgiver sine rigdomme, magt og privilegier – og det betyder som regel en kamp uden hæmninger. Enhver revolutionær bevægelse vil støde på dette statslige undertrykkelsesapparat.

Hvad er marxisternes holdning til vold? Borgerskabet og dets fortalere anklager altid marxister for at tale for vold. Det er en stor ironi, hvis man tænker over de enorme våbenarsenaler, den herskende klasse har ophobet, de svært bevæbnede hære, politiet, fængslerne og så videre. Den herskende klasse er aldeles ikke imod vold som sådan. Faktisk er dens herredømme baseret på vold i mange forskellige former. Den eneste vold, den heskende klasse afskyr, er når de fattige, underkuede og udbyttede masser forsøger at forsvare sig imod den borgerlige stats organiserede vold. Det vi sige enhver vold, der retter sig imod dens klasseherredømme, magt og ejendom. Det er i denne forbindelse unødvendigt at sige, at vi ikke opfordrer til vold. Vi er klar til at gøre brug af alle åbninger, som det borgerlige demokrati tillader os. Men vi bør ikke nære nogle illusioner. Under den tynde fernis af demokrati ligger virkeligheden: bankerne og de store virksomheders diktatur.

Når først arbejderklassen er organiseret og mobiliseret for at ændre samfundet, er der ingen stat, hær eller politistyrke, der kan stoppe den. Ni gange ud af ti er enhver vold, der forekommer i en revolutionær situation, igangsat af den herskende klasse, som desperat efter at fastholde magten. Derfor er faren for vold omvendt proportional med arbejderklassens vilje til at kæmpe for at forandre samfundet. Som de gamle romere plejede at sige: Si pacem vis para bellum – hvis du ønsker fred, forbered dig på krig.

Imidlertid betyder det ikke, at vi er fortalere for sporadiske voldshandlinger, der bliver begået af grupper eller enkeltpersoner: meningsløse optøjer, knuste ruder, ildspåsættelse og så videre. Sådanne ting afspejler nogle gange den oprigtige vrede og frustration, som folk føler – især den arbejdsløse og besiddelsesløse ungdom – over for klassesamfundets grove uretfærdighed. Men denne type handlinger opnår intet positivt. De fremmedgør blot arbejderklassens bredere lag og giver den herskende klasse et påskud til at bruge statens fulde styrke til at slå ned på protestbevægelsen generelt.

Der er en kraft i samfundet, der er langt stærkere end selv den mægtigste stat eller hær: det er arbejderklassens styrke, når den først er organiseret og mobiliseret for at ændre samfundet. Ikke ét hjul drejer, ikke én telefon ringer, ikke én pære lyser uden arbejderklassens tilladelse! Når først denne enorme magt bliver mobiliseret er der ingen magt på jorden, der kan stoppe den.

Der findes stærke fagforeninger, der ville være mere end i stand til at omstyrte kapitalismen, hvis de millioner af arbejdere, de repræsenterer, blev mobiliseret for dette formål. Problemet er igen et spørgsmål om ledelsen for arbejderklassen og dens organisationer.

Hvad må der gøres?

Ledelsen for masseorganisationerne, i første omgang fagforeningerne, er i en sørgelig forfatning overalt. Der åbner sig et perspektiv med ikke blot store kampe, men også store nederlag for arbejderklassen på grund af dårlig ledelse. Det er forståeligt, at visse unge mennesker, der frastødes af de nuværende lederes rolle, ser til de anarkistiske idéer efter en løsning.

I de fleste tilfælde har de, der betegner sig selv som anarkister, imidlertid ingen viden om anarkismens teorier eller historie. Deres anarkisme er overhovedet ikke rigtig anarkisme, men en sund reaktion imod bureaukrati og reformisme. Når de siger: ”vi er imod politik,” mener de: ”vi er imod den eksisterende politik, som ikke repræsenterer almindelige menneskers synspunkter.” Når de siger: ”vi har ikke brug for partier og ledere”, mener de: ”vi har ikke brug for de nuværende politiske partier og ledere, som befinder sig fjernt fra samfundet og kun forsvarer deres egne interesser og de rige folk, der støtter dem.”

Denne ”anarkisme” er i virkeligheden kun det ydre udtryk for en umoden bolsjevisme, revolutionær marxisme. Disse er ærlige unge mennesker, der af hele deres hjerte ønsker at ændre samfundet. Mange af dem vil komme til at forstå de anarkistiske idéers og metoders begrænsninger, og de vil lede efter et mere effektivt revolutionært alternativ.

Gennem smertelige erfaringer begynder en ny generation af arbejdere og unge at forstå naturen af de problemer, de står over for, og gradvist begynder de at forstå behovet for radikale løsninger. De bedste elementer begynder at indse, at den eneste vej ud af blindgyden er gennem revolutionær omformning af samfundet fra top til bund.

Artiklen er et uddrag af en længere tekst, der findes i sin helhed i den nye bog ”Marxisme og anarkisme”, som Forlaget Marx netop har udgivet. Bogen kan bestilles via www.forlagetmarx.dk.

Yderligere information