Deres udsendte reporter var onsdag den 4. december til en brag af en koncert med ingen anden end 70'er-bandet Røde Mor. Med en række af virkelig dygtige musikere (Peter Ingemann, Peter Mogensen, Henrik Strube, Lars Trier og Troels Trier) var der lagt op til en musisk oplevelse udover det sædvanlige.

Koncerten var faktisk en ekstra koncert, fordi billetterne til koncerten dagen efter var blevet revet væk. Det samme skete med denne koncert. I løbet af få dage var de ekstra 600 billetter flået væk. For folk, der ikke kender så meget til Røde Mor, eller som bare har hørt alle latterliggørelserne af 70'ernes musik, vil det nok virke lidt underligt. Men efter bare få minutters tilstedeværelse i den tætpakkede koncertsal faldt al kritik pladask på jorden. Her stod en række lettere modne mænd, som havde støvet deres instrumenter af og på ingen måde havde glemt, hvordan de virkede. Lars Trier med den spanske guitar, Henrik Strube på stylter med el-guitar og sang, Troels Trier, der havde lidt svært ved at få luft til mundharmonikaen, men på ingen måde problemer med at gennemtæske elorglet og synge de ræverøde tekster. Peter Ingemann sang også og hev i strengene på bassen, og Peter Mogensen hamrede løs på trommerne. Det var virkelig unikt. Vi snakker sange som: "Smæk", "Strømer kom og dans med mig", "Lil´ Johnnys mund" og så videre, hvoraf flere af teksterne ikke var ubekendte for publikummet, som ellers havde en bred aldersfordeling.

At Røde Mor pludselig laver koncert, kan nok virke lidt underligt på nogle. Pressen og det borgerlige kulturliv har jo begravet alle røde og progressive kulturindslag. Man kan da ikke synge mod krig, nedslidning af arbejdere og borgerlig forsumpning. Og der kan da ikke være nogen, der gider høre på det. Og så minsandten om ikke Røde Mor genopstår og tager på en total udsolgt turné. Dette viser, hvordan hetzen fra de borgerlige mod alt, hvad der foregik i 70'erne er fuldstændig ude af proportioner. Og at der rent faktisk er mange, som ikke er bange for tekster med politiske budskaber. De borgerliges hetz var ellers lykkedes meget godt. I talrige programmer og artikler har man kunnet høre tidligere venstrefløjspersoner angre deres tidligere holdninger og latterliggøre det, at man dengang kæmpede imod undertrykkelse og udnyttelse.

Røde Mors koncert var som et pust med frisk luft i al denne gas af borgerliggørelse. Forhåbentligt vil mange flere også kunne få denne oplevelse. Vi ved i hvert fald nu, at der er masser, der søger efter andet end kommercielle pladeselskabers kunstige skabninger. Vi vil have musik med holdninger, og minsandten om ikke det var, hvad vi fik. Af seks mulige røde stjerner får Røde Mor syv.

Flere af Røde Mors sange er også med i den nye sangbog "Den Store Røde Sangbog", som indeholder 215 af de absolut bedste røde sange, som det ellers var lige ved at lykkedes de borgerlig at få smidt i glemmebogen. Sangbogen koster 60,- kr. (plus evt. porto) og kan bestilles gennem Socialistisk Standpunkt. Læs mere under Materialer

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.