Lørdag den 13. april annoncerede Iran, at de havde iværksat et angreb mod Israel med over 300 droner og missiler. Det fik Joe Biden til at forlade komforten af sit strandhus i Delaware og skyndte sig tilbage til Det Hvide Hus midt i, hvad der må have føltes som en voksende krise. Samme aften mødtes præsidenten med sit råd for national sikkerhed angående de igangværende missilangreb.
Han kunne godt have sparet sig besværet, da hans holdning allerede var fastlagt på forhånd. Bidens reaktion var lige så forudsigelig, som at solen står op i morgen.
”Vores forpligtelse over for Israels sikkerhed mod trusler fra Iran og dets stedfortrædere er urokkelig.”
Det var budskabet til offentligheden. Privat var han dog ikke en tilfreds mand, da selv en mand med hans begrænsede intellekt ville kunne forstå, at gengældelser fra Israel øger risikoen for en bredere regional konflikt, som kan trække USA og andre lande direkte ind i konflikten.
Biden mødtes med sit råd for national sikkerhed. Billede: Offentligt domæne
Et scenarie, hvor USA bliver trukket ind i en omfattende krig i Mellemøsten med katastrofale konsekvenser for verdensøkonomien – og i særdeleshed den amerikanske økonomi – vil ikke forbedre Bidens chance for at vinde valget til november, som allerede bliver mindre dag for dag.
Selvom han uden tvivl gerne vil “få styr på Iran”, og der ydermere er folk i hans administration, der er ivrige efter at udføre et angreb, så er han dog noget tilbageholdende af hensyn til valget og har derfor forsøgt at undgå et åbent sammenstød med Teheran siden starten af den nuværende konflikt i Gaza.
Massakren på civile i Gaza har allerede skadet Bidens valgchancer og undermineret hans opbakning blandt vigtige vælgergrupper. Hans ubetingede støtte til Israel og den blanke afvisning af kravet om en permanent våbenhvile i Gaza har frastødt muslimske og unge vælgere.
Han befinder sig nu i den vanskelige situation, at han både lover slålfast støtte til Israel og samtidig forsøger at forhindre en ny konflikt i at eksplodere med fare for, at USA bliver direkte involveret.
Iranerne ønsker ikke en konflikt med USA og kalibrerede derfor deres reaktion på Israels åbenlyse provokation, som var designet til netop at skubbe Iran og USA i krig mod hinanden.
Netanyahus plan
Det iranske angreb var det længe ventede modsvar på Israels angreb den 1. april på den iranske ambassades konsulat i Damaskus, hvor syv iranere, herunder to erfarne officerer, blev dræbt.
Hvad forsøgte Netanyahu at opnå, da han beordrede angrebet? Svaret er ganske enkelt. Han har hele tiden satset på at fremprovokere en regional konflikt, som ville tvinge USA til direkte at involvere sig – på Israels side, naturligvis.
Alt dette er direkte relateret til den brutale krig, som Israel fører mod Gazas befolkning. Israels militær kampagne går dog ikke som forventet. Efter seks måneder er dens mål ikke blevet opnået. Hamas er ikke blevet knust, og gidslerne er ikke blevet befriet.
Som konsekvens er Netanyahus opbakning kollapset. Demonstrationerne i Israel vokser med titusinder, som kræver et valg, hvor Netanyahu med al sandsynlighed vil blive afsat og muligvis stilles for en domstol.
Hans situation er desperat. Han er effektivt løbet tør for militære muligheder i Gaza, da næsten hele Gazastriben er blevet reduceret til murbrokker. Han har endda været nødsaget til at trække størstedelen af sine styrker ud af enklaven. Det sidste tilbageværende mål er den sydlige by Rafah, hvor 1,5 millioner sultne mennesker har søgt tilflugt.
Men den desperate situation for Gazas befolkning har forårsaget en bølge af internationale protester, som har isoleret Israel og tvunget amerikanerne til at lægge pres på Netanyahu for at afstå fra et angreb på Rafah. Mens han ledte efter et andet mål, blev hans opmærksomhed mere og mere rettet mod Iran.
Biden-administrationen finansierer naturligvis allerede hans folkemorderiske kampagne i Gazastriben, men det er nu fuldstændigt utilstrækkeligt for Netanyahus formål. Netanyahu har et akut behov for den direkte involvering af det amerikanske militær i en bredere konfrontation i regionen – en konfrontation der ville tvinge USA og alle dets allierede til åbent at tage Israels parti.
Irans brændende konsulat i Damascus. Billede: Rajanews
Det var nødvendigt at provokere Iran til at angribe Israel, som derefter ville appellere til sine amerikanske venner om at komme til undsætning. Israels angreb på det iranske konsulat i Damaskus var en klokkeklar bevidst provokation, designet til at fremkalde netop dét udfald.
Netanyahu vidste, at Iran ville være tvunget til at svare igen. Enhver diplomatisk bygning betragtes som territorium for det land, som den tilhører, så dette kan kun betragtes som et direkte angreb fra Israel på iransk jord. På denne måde satte han bevidst en dødbringende kædereaktion i gang, som nu udfolder sig.
Biden og Israels premierminister Benjamin Netanyahu talte sammen lørdag aften den 13. april, det samme gjorde forsvarsminister Lloyd Austin og hans israelske kollega Yoav Gallant, og de to regeringer aftalte at holde tæt kontakt i de kommende timer og dage.
Det vides ikke, hvad der blev sagt i disse samtaler. Amerikanerne opfordrede uden tvivl til at udvise tilbageholdenhed. Men det forbliver uvist, hvor effektive disse appeller har været. Netanyahu er i stand til at kaste hele regionen ud i krig bare for at redde sit eget skind. Hvis det giver problemer for Joe Biden, så er det hans problem.
Teherans manøvrer
I de sidste to uger har flere lande lagt pres på Iran for at “udvise tilbageholdenhed” over for Israels åbenlyse aggression. Men der var ingen fordømmelse af Israels angreb i Damaskus: ingen FN-resolutioner, ingen sanktioner, slet ingenting.
Her ser vi endnu en gang det “internationale samfunds” dobbeltmoral. Lande som Iran, Rusland og Kina bliver konstant beskyldt for at forsøge at ødelægge det, der sædvanligvis beskrives som “den regelbaserede verdensorden”.
Men hvem fastsætter reglerne for denne såkaldte orden? Reglerne er lavet af USA, og alle andre lande i verden forventes at følge dem. Så enkelt er det!
Det skal påpeges, at Iran i lang tid udviste betydelig tilbageholdenhed over for Israels provokationer, herunder gentagne mord på landets militærpersonale samt 62 forskere, der arbejdede med landets atomprogram.
Der er i øvrigt absolut ingen beviser for, at Iran var involveret i Hamas’ angreb i oktober sidste år – et faktum, som ikke kun USA, men også Israel indrømmede på daværende tidspunkt.
Civile i Gaza. Billede: United Nations Photo Flickr
Iran reagerede ikke militært på det folkemorderiske angreb på befolkningen i Gaza. Men denne gang havde Teheran ikke råd til at tabe ansigt. Igen må det påpeges, at iranerne først rejste sagen i de relevante instanser i FN.
Reglerne i international lov sikrer immunitet for ambassader og lignende bygninger. De betragtes som ukrænkelige områder, som en integreret del af de nationale territorier for den nation, de tilhører.
Angrebet på det iranske konsulat i Damaskus var en åbenlys overtrædelse af de grundlæggende principper i Wienerkonventionen fra 1961. De Forenede Nationer var derfor forpligtet til at fordømme det. Men da en resolution om angrebet blev forelagt Sikkerhedsrådet, nedlagde tre af dets medlemmer veto: USA, Storbritannien og Frankrig.
Da FN havde nægtet at tage dette basale skridt, havde det iranske regime intet andet valg end at svare på en måde, der ville blive opfattet som proportional med den israelske provokation.
På trods af al opmærksomheden og hysteriet omkring missilangrebet – som i øvrigt var første gang, Iran udførte et angreb på israelsk jord, på trods af gentagne israelske angreb mod Iran selv – så var angrebet faktisk proportionalt.
Over 300 projektiler blev brugt i angrebet, som så ud som et formidabelt angreb. Men det er kun på overfladen. De fleste ser ud til at have været Shaheed-droner – en meget simpel model, som normalt kun bruges til at teste en anden stats luftforsvar som forberedelse til et mere alvorligt bombardement.
Langt de fleste droner og missiler blev opfanget, mange af dem af USA. Der var næsten ingen tilskadekomne, og kun en enkelt militærbase blev påført mindre skader.
Det på trods af, at Iran besidder meget sofistikerede raketter og missiler, og at det aktuelle angreb strakte sig over en stor del af israelsk territorium. Hvordan hænger det sammen?
Faktum er, at både amerikanerne og israelerne blev advaret på forhånd, før angrebene fandt sted. Det gjorde det muligt for amerikanerne at anvende deres luftforsvarssystemer med stor effekt og dermed minimere skaderne.
Angrebet skal derfor tolkes som en advarsel fra Iran til Israel. I en meddelelse fra den iranske mission til FN kan man læse følgende:
“Irans militære aktion, der blev gennemført i henhold til artikel 51 i FN's charter om legitimt forsvar, var et svar på det zionistiske regimes aggression mod vores diplomatiske bygninger i Damaskus. Sagen kan betragtes som afsluttet.
Men hvis det israelske regime begår endnu en fejl, vil Irans svar være betydeligt mere seriøst. Det er en konflikt mellem Iran og det israelske slyngelregime, som USA SKAL HOLDE SIG LANGT væk fra!” (fremhævelse tilføjet).
Budskabets betydning synes at være: Dette er alt, hvad vi har tænkt os at gøre indtil videre; vi ønsker ikke, at dette skal eskalere yderligere; bolden er på Israels banehalvdel.
Iranerne har også udsendt en klar advarsel til landene i regionen: Vi vil betragte jer som legitime mål, hvis I intervenerer for at forsvare Israel ved at stoppe dronerne.
Det jordanske regime, som er et af dem, der er under størst pres fra masserne på grund af dets passivitet over for Gaza-massakren, sagde først, at det ville opsnappe de iranske droner, men benægtede det efterfølgende offentligt.
Et kor af hyklere
Biden og Netanyahu. Billede: U.S. Embassy Tel Aviv Wikimedia Commons min
Biden har offentligt udtalt, at han ikke ønsker en optrapning af konflikten. Det, han i virkeligheden mener, er, at “vi vil fortsætte med at støtte og finansiere Israels massakre på palæstinenserne, og vi ønsker ikke, at andre lande griber ind for at forhindre det”.
Men det er netop fortsættelsen af den folkemorderiske kampagne mod Gaza, der konstant provokerer alle folk i regionen. Bidens forsøg på at udvise sympati med ofrene for den israelske aggression (mens han fortsætter med at levere våben og penge, så Netanyahu kan fortsætte nedslagtningen) er afsløret som falsk og bedragerisk.
USA’s allierede udviser samme modbydelige hykleri og reagerede lydigt på det iranske angreb med et velindøvet kor af fordømmelser. Som sædvanlig skyndte den britiske premierminister Rishi Sunak sig for at stemme i: “Jeg fordømmer på det kraftigste det iranske regimes hensynsløse angreb mod Israel,” som han sagde, “[risikerer] at optrappe spændingerne og destabilisere regionen. Iran har endnu engang vist, at det er opsat på at så kaos i sin egen baghave.”
“Storbritannien vil fortsætte med at forsvare Israels og alle vores regionale partneres sikkerhed, herunder Jordan og Irak.
Sammen med vores allierede arbejder vi på at stabilisere situationen og forhindre yderligere eskalering. Ingen ønsker at se flere blodsudgydelser.”
Og for at fremme verdensfreden annoncerede Rishi Sunak straks, at han ville sende det britiske Royal Air Force til regionen for at bombe og beskyde alle, der var uenige med ham.
Hans kommentarer blev straks gentaget af hans partner-in-crime, “Labour”-lederen Sir Keir Starmer.
Josep Borrell føjede sin skingre stemme til koret: “EU fordømmer på det kraftigste det uacceptable iranske angreb mod Israel. Det er en optrapning uden fortilfælde og en alvorlig trussel mod den regionale sikkerhed.”
Hvad der er endnu mere påfaldende er, at ingen af disse herrer har sagt et ord om Israels angreb på Damaskus. Hvor besynderligt, at ingen af de israelske aktiviteter udgør nogen som helst trussel mod den regionale sikkerhed!
De udviste alle deres fulde støtte til Israels “ret til at forsvare sig” efter angrebet den 7. oktober. Men ifølge dem gælder det samme princip af en eller anden grund ikke for Iran.
En afsluttet affære?
FN's generalsekretær, António Guterres, udsendte en erklæring, hvori han sagde:
“Jeg fordømmer på det kraftigste den alvorlige optrapning, som det storstilede angreb på Israel fra Den Islamiske Republik Iran her til aften repræsenterer. Jeg opfordrer til et øjeblikkeligt ophør i kamphandlingerne.
Jeg er dybt foruroliget over den meget reelle fare for en ødelæggende eskalering i hele regionen. Jeg opfordrer alle parter til at udvise maksimal tilbageholdenhed for at undgå enhver handling, der kan føre til større militære konfrontationer på flere fronter i Mellemøsten.
Jeg har gentagne gange understreget, at hverken regionen eller verden har råd til endnu en krig.”
Som nævnt sagde Irans faste mission ved FN, at landets militære aktion mod Israel var baseret på artikel 51 i FN’s charter om den legitime ret til selvforsvar som et respons på det dødbringende israelske angreb mod det iranske konsulat i Syrien, og sagde videre, at angrebet på Israel kan betragtes som afsluttet.
Men den fortsatte: “Hvis Israel begår endnu en fejl, vil svaret fra Den Islamiske Republik Iran være betydeligt mere seriøst.” Missionen tilføjede, at hvis FN’s Sikkerhedsråd havde fordømt den israelske “aggression” mod de iranske diplomatiske missioner i Damaskus og efterfølgende havde retsforfulgt dem, der stod bag, “var det måske ikke nødvendigt, for Iran at straffe” Israel.
Irans Revolutionsgarde (IRGC) sagde i to separate erklæringer, at de havde affyret “snesevis af missiler og droner” og "med succes ramt og ødelagt” vigtige militære mål tilhørende den israelske hær i de besatte palæstinensiske territorier som svar på “adskillige israelske forbrydelser.”
Udtalelsen fra den iranske FN-mission tilføjede derefter, at den betragter sagen som afsluttet. Men det er på ingen måde sikkert. Kilder i det israelske kabinet, som blev citeret af Channel 12, sagde, at der ville komme en “betydelig reaktion” på det iranske angreb. Det er præcis, hvad Netanyahu ønskede at opnå med angrebet på Damaskus den 1. april.
Ifølge CNN mente embedsmænd i Biden-administrationen, at Irans angreb på Israel var “ude af proportioner” i forhold til Israels angreb på Damaskus, som udløste gengældelsen. Det lader til at være en ret lunken reaktion og langt fra, hvad Netanyahu havde forventet fra Washington.
Som nævnt er der nogle i Washington, der hellere end gerne vil have en undskyldning for at angribe Iran direkte. Men det ville have en enormt destabiliserende effekt i hele regionen. Det amerikanske diplomati vil nu febrilsk forsøge at udføre en balancegang for at få sig selv viklet ud af et rod, som de helt selv har skabt.
På den ene side er de nødt til at støtte Israel, som nu praktisk talt er deres eneste pålidelige allierede i hele regionen, og på den anden side er de nødt til at forhindre en regional krig, som kan komme faretruende ud af kontrol.
Et meget vigtigt element i amerikansk imperialismes overvejelser er behovet for at forhindre den voksende vrede blandt masserne i regionen fra at nå et punkt, hvor det kan føre til, at de reaktionære arabiske regimer, som er tæt på USA, bliver væltet.
Der er tydelige tegn på, at i hvert fald nogle af disse regimer er nervøse over hele situationen. Golfstaterne har f.eks. offentligt erklæret, at USA ikke bør bruge sine baser på deres territorium eller deres luftrum til et eventuelt angreb på Iran.
Både USA og Storbritannien har øget deres militære tilstedeværelse i regionen. Irans Revolutionsgarde har på sin side advaret om, at enhver trussel fra USA og Israel eller fra et hvilket som helst andet land vil blive mødt med et gensidigt og proportionalt svar fra Iran.
Krigens gløder umler kraftigt i Mellemøsten. Og der er adskillige mennesker, som er ivrige efter at puste til dem.
Denne artikel er oversat fra Marxist.com, hvor den blev bragt den 14. april.
