Det forfald, som kapitalismens krise skaber, er allestedsværende: socialt, økonomisk, politisk, klimamæssigt og kulturelt. Men forfaldet finder også sted på et idémæssigt plan, især i toppen af samfundet. Det kommer blandt andet til udtryk i to ideologiske tendenser.

Den ene tendens er at fordreje oplysningstiden og give denne historiske periode skylden for alle det nuværende samfunds ulykker. Det har været på mode i den akademiske verden i mange år, især blandt teoretikere, som ofte bliver betegnet som venstreorienterede: Adorno og Horkheimer fra Frankfurterskolen, den anarkistiske antropolog David Graeber, feministen Silvia Federici og selvfølgelig Michel Foucault.

Den anden tendens, som er et mere nyligt fænomen, er den kristne vækkelse i eliten, især blandt toppolitikere: Mette Frederiksen, Alex Vanopslagh, Pia Olsen Dyhr, Frederik Vad, Søren Gade og mange andre, som er begyndt at tale om deres kristne værdier, og hvor meget de går i kirke.

For os kommunister er religion en privatsag og fred være med, at man er religiøs. I virkeligheden inviterer vi alle mennesker – troende eller ej – til at gå med i kampen for et andet samfund, så vi kan skabe himmerige på jorden. 

Men politikerne bruger aktivt religion som et våben. De bruger kristendommen til at skabe splittelse mellem forskellige grupper og forsøger at distrahere mennesker fra de reelle problemer i samfundet ved at rette vores blik mod det hinsides. Alt dette for at bevare deres egen magt i samfundet.

En af de politikere, som sammenfletter de omtalte to tendenser er den nye kirke- og sundhedsminister, Ida Auken. Det er især hende, som har stået i spidsen for den kristne oprustning, der forkyndes fra Christiansborg, og i august udgav hun kronikken, “Socialdemokratiet og kristendommen”. Hun skrev denne kronik i forbindelse med et af sine nyeste påfund: at få knyttet en præst direkte til Folketinget. 

Der er masser af ting at kritisere i Ida Aukens kronik. Men de her to ideologiske tendenser ender sammen i en reaktionær smeltedigel i hendes tekst, hvor hun forvrænger, hvad oplysningstiden var, og den rolle som kristendommen har spillet. Hvis disse idéer bliver spredt længere ud i samfundet, vil det udelukkende have en negativ indflydelse.

Vi går derfor ind i den her ideologiske strid, for den kamp, vi som kommunister kæmper i dag, for et nyt og højere samfundsstadie, for menneskehedens befrielse, er også en ideologisk kamp; en åndelig kamp, om man vil. 

Kampen for kommunisme kan ikke reduceres til at sikre, at alle får mad på bordet og tøj på kroppen. Forudsætningen for, at vi som mennesker virkelig kan blive frie, er, at vi får et forhold til verden og os selv, som ikke er baseret på overtro og mysticisme, men derimod på et rationelt verdenssyn.

Derfor forsvarer vi alle idéer, som har et progressivt indhold, herunder essensen af det verdenssyn, som oplysningstidens tænkere stod for. Vi kan derfor ikke lade Ida Aukens angreb og fordrejning af oplysningstiden og hendes forsøg på at hive samfundet ned i en sump af irrationalitet og religiøs overtro stå uimodsagt.

Oplysningstiden

Først og fremmest må vi forstå, hvad oplysningstiden rent faktisk var. Den dækker groft sagt en periode i Europa efter renæssancen fra midten af 1600-tallet til begyndelsen af 1800-tallet, som skabte en kæmpe omvæltning inden for kultur, videnskab og ikke mindst filosofi. Det var en periode, som var med til at revolutionere den menneskelige tænkning på et niveau, der sjældent tidligere var set i historien. 

Men ikke kun det: De revolutionære idéer, som oplysningstænkerne udviklede, var med til at omvælte det gamle feudale samfund. Som marxister forsvarer vi altså oplysningstiden, fordi dens idéer spillede en ekstrem progressive rolle i at tage samfundet fremad.

Det er en lidt anden udlægning af oplysningstiden, Ida Auken har:

“Der blev taget meget vigtige skridt for det moderne demokrati under oplysningstiden, hvor menneskets fornuft blev set som selvstændig og individets rettigheder anerkendt. En udvikling, som fandt sted samtidig med, at en tanke om mennesket som individ udvikledes i den protestantiske teologi.” 

Blot i disse få sætninger skævvrider Ida Auken fuldstændigt, hvad oplysningstiden var.

Hun reducerer her oplysningstiden til en periode, som skabte nogle “vigtige skridt” for demokratiet, og binder det sammen med en påstået simultant udvikling inden for kristendommen. Det sidste kommer vi tilbage til. 

Men det var en periode, som handlede om meget mere end udvikling af “moderne demokrati”, altså det nuværende kapitalistiske demokrati. Idéerne, som blev udviklet i denne periode, afspejlede, at et helt nyt socioøkonomisk system kæmpede for at blive født.

Det var nemlig i samme periode, at kapitalismen trådte ind på verdensscenen for at erstatte den rådne, feudale samfundsorden, som herskede i Europa, og som blev opretholdt ved kirkens hjælp. Modsat i dag spillede kapitalismen, da den kom til verden, en enorm progressiv rolle, fordi den udviklede samfundet: industri, produktivitet, handel og videnskab – altså samfundets produktionsmidler – blev alt sammen revolutioneret.

Den økonomiske udvikling gav en enorm impuls til resten af samfundet, som skabte en unik intellektuel opblomstring inden for kultur, videnskab, politik og ikke mindst filosofi. De nye idéer havde en effekt tilbage på samfundet, som stimulerede en yderligere udvikling af produktionsmidlerne. 

Man kan derfor beskrive oplysningstiden som kapitalismens ideologiske følgesvend i sin progressive, revolutionære ungdom. Den spirende kapitalistklasse promoverede aktivt oplysningstidens idéer. Ikke af hensyn til en abstrakt idé om “demokrati”, men for at kunne omstyrte den gamle feudale orden, var det nemlig nødvendigt først at nedbryde kirkens magt, de herskende kristne ideer og erstatte dem med noget bedre.

Denne periode er dog ikke kun kendetegnet af en kamp på idéer. Det var en kamp mellem et gammelt, forkrøblet, feudalt system og en ny, ung og dynamisk kapitalisme. Krige, borgerkrige, revolutioner og kontrarevolutioner prægede derfor tiden – meget lig den periode, vi gennemlever i dag.

Vi kan nævne den hollandske uafhængighedskrig, den engelske revolution, den amerikanske uafhængighedskrig og ikke mindst den franske revolution i 1789. Alle begivenheder, som var ekstremt progressive og inspirerende, fordi de var med til at skubbe samfundet fremad.

Politikere som Ida Auken fremstiller “demokrati” som endemålet. Men blandt oplysningstidens tænkere var en demokratisk styreform ikke et mål i sig selv, men derimod et middel til at bryde med kongernes og kirkens jerngreb, så den menneskelige fornuft kunne sættes fri. Det er de præcis samme kristne idéer, som oplysningstiden kæmpede for at frigøre mennesket fra, så samfundet kunne udvikles, som Ida Auken i dag forsøger at genoplive og genintroducere i samfundet.

Var oplysningstiden kristen?

I den anden del af det ovennævnte citat fremstiller Ida Auken det yderligere som om, at der eksisterede et kristent, protestantisk parallelspor med oplysningstiden. Hun underbygger ikke denne påstand og med god grund. For det var simpelthen ikke tilfældet. Oplysningstiden udviklede ikke samfundet i parløb med de kristne kirker, men var derimod et opgør med det åndelige diktatur, som kirken – katolsk såvel som protestantisk – havde etableret over Europa.

Frem for at skubbe på den progressive udvikling, der fandt sted først i renæssancen og senere i oplysningstiden, gjorde den kristne kirke alt for at bremse den. Galileo Galilei, den store videnskabsmand, blev sat i husarrest og retsforfulgt flere gange af kirken under inkvisitionen, fordi han udfordrede dens verdenssyn med sine opdagelser. Giordano Bruno, som gjorde det samme, var ikke lige så heldig, men blev brændt levende på bålet.

Der er mange forskellige retninger inden for kristendommen. Ida Auken forsøger at fremstille netop sin udgave, protestantismen, som den sande, demokratiske og progressive udgave af kristendommen. Men at fremstille det sådan er at omskrive historien. Protestantismen var lige så brutal som de andre kristne kirker i deres undertrykkelse af anderledes troende.

Eksempelvis Martin Luther, protestantismens ophavsmand. Han var personligt engageret i den ti dage lange tortur og sluttelige halshugning af den konkurrerende reformator Thomas Müntzer i 1525. Undervejs i torturen udgav Luther en pamflet, hvori han hånede Müntzer, og tog efterfølgende stolt ansvaret for Müntzers død. Samme brutale metoder spredte sig med protestantismen, hvor det eksempelvis i Danmark var lutheranere, der indførte heksebålet i 1537, året efter de overtog magten.

Luther havde et inderligt had til videnskabsmænd, såsom Kopernikus og Servetus, en mand, der blev brændt levende på bålet. Oplysningstænkere som Spinoza og Bayle, der begge levede i det protestantiske Holland, blev forfulgt på grund af deres idéer. Den skotske fritænker Thomas Aikenhead, der boede i det protestantiske Skotland, blev dømt for blasfemi og henrettet.

Det er dermed løgn, når Ida Auken fremstiller det, som om den protestantiske kirke var langt mere progressiv end de andre kristne kirker. 

Kirken var altså ikke bannerfører for fri tænkning, tværtimod. Når Ida Auken og andre politikere i dag vil indføre “sindelagskontrol”, viderefører hun blot sin kristne kirkes lange tradition om at ville diktere andres tanker og straffe dem for deres ideer.

Oplysningstænkerne

På trods af alle disse historiske kendsgerninger skriver kirkeministeren i sin kronik: “Det er altså forkert at tro, at oplysningstid og kristendom er i modstrid med hinanden.”

Man kan jo blot spørge, hvorfor det hed oplysningstiden? Det gjorde det, fordi verden nu, efter den sorte middelalder, blev lyst op igen; fordi Gud og kirken blev skubbet til siden til fordel for menneskelig fornuft, videnskab og rationalitet. For første gang i mere end tusind år var sandheden ikke låst fast af kristne dogmer, skrifter og gejstlige. Sandheden eksisterede ikke længere i himmeriget, men omkring os i den materielle, naturlige verden, som vi kunne få indsigt i ved vores tænknings kraft.

Dette var et kæmpe skridt fremad. Hverken før eller siden har vi set sådan en opblomstring af intellektuelle genier indenfor alle områder. Men Ida Auken forsøger at bruge disse genier til at påstå, at der intet modsætningsforhold er mellem oplysningstiden og kristendommen:

“Kant, Locke, Newton, Montesquieu, Voltaire og Rousseau var allesammen kristne. Diderot var blandt de få ateister, og der er diskussion om, hvorvidt Hume var det.”

Hun fremhæver hvor få, der betegnede sig selv som ateister. Men som vi har forklaret, var det livsfarligt at gå op imod kirken på daværende tidspunkt, så selv de mennesker, der var af ateistisk overbevisning, har med god grund skjult det.

Men vigtigere endnu ville det have været underligt, hvis ikke langt størstedelen af disse tænkere havde været troende i en eller anden grad. Det var en tid hvor religiøs tro, mystik og magi dominerede samfundet i det åndelige fængsel, som kirken havde etableret i Europa. Det var derfor naturligt, at overtro herskede i alle dele af samfundet, når videnskaben stadig var på så lavt niveau, som det var tilfældet. 

Det kan ikke overraske, at langt, langt størstedelen af befolkningen var dybt religiøse på det tidspunkt i historien. Hvad der kan overraske, er, at Ida Auken og så store dele af eliten i dag, med det enorme videnskabelige, teknologiske og intellektuelle fremskridt, der er sket siden, har behov for at ty til Gud for at forklare den verden, vi lever i.

Omvendt er det slående, når man læser disse oplysningsfilosoffer, at på trods af den enorme rolle, som kirken spillede, og på trods af, at samfundet dengang var så gennemsyret af religion, så spillede Gud og religion en sekundær og ofte minimal rolle i disse tænkeres filosofi. Hvad der var ekstraordinært var altså ikke deres tro, men at de havde modet til at bryde med kirkens åndelige monopol.

Tag eksempelvis René Descartes, en af sin tids allerstørste, mest originale tænkere samt en af oplysningstidens pionerer og et referencepunkt for filosoffer, selv mange århundreder senere. Hans filosofiske forhold til Gud opsummeres meget præcist af den kristne filosof Blaise Pascal:

“Jeg kan ikke tilgive Descartes. I hele sin filosofi ville han så gerne have klaret sig uden Gud. Men han kunne ikke undgå at lade Ham give verden et skub for at sætte den i bevægelse; derefter har han ikke mere at bruge Gud til.”

Det rammer hovedet på sømmet. Ikke kun i relation til Descartes, men også for den gruppe af tænkere, som Ida Auken nævner. Hvad er deres vigtigste bidrag til den menneskelige intellektuelle udvikling?

Kants vigtigste bidrag er hans teorier om den menneskelige erkendelses mulighedsbetingelser, om universets opståen, baseret på Newtons videnskabelige opdagelser, samt hans moralfilosofi, der reducerede religion til et moralsk anliggende.

For Locke handlet det om menneskelig viden. Frem for at mene, at viden kom fra Gud, eller var noget medfødt, mente Locke, at al viden kom fra sanserne, vores opfattelsesevne og refleksion. Han er kendt fra citatet: “Der er intet i sindet, som ikke først har været i sanserne”. I kontrast til Ida Auken mente Locke desuden, at kirke og stat skulle adskilles; statskirken er et middelalderlevn, som Danmark som et af meget få lande i verden ikke har gjort op med endnu.

Lignende ting kunne siges om Newton, Montesquieu, Voltaire og Rousseau. Det vigtigste ved alle disse tænkere var ikke deres kristne tro, men derimod deres bidrag til den filosofiske, videnskabelige og politiske tænkning.

Ved at fremhæve dem som kristne misrepræsenterer og forvrænger Ida Auken ikke blot disse genier, men hele denne historiske periode. Hun bruger det til at forsøge at male et glansbillede af forholdet mellem kristendommen og oplysningstiden, som ikke eksisterede. 

Kunstig åndedræt til kristendommen

En rød tråd i Ida Aukens kronik er forsøget på at sidestille videnskaben og kristendommen:

“Selv ville jeg formulere det således, at det er helt åbenlyst, at naturvidenskaben har en altoverskyggende betydning for fremskridtet i sundhed og velstand. Og så har jeg et ekstra tydningslag på tilværelsen med kristendommen og min tro, der siger noget om alt det, som en klog videnskabsmand ville holde sig fra at udtale sig naturvidenskabeligt om: Hvad er meningen med livet? Hvad tør vi håbe på? Hvad skylder vi hinanden som mennesker? Hvordan skal vi forstå døden? Kan vi tilgive os selv og hinanden?”

Først og fremmest er det absurd at påstå, at “en klog naturvidenskabsmand” ikke har noget at sige om døden. Alt, hvad vi ved om døden, ved vi fra naturvidenskaben.

Men hvad hun her forsøger at gøre, er at putte naturvidenskab i én kasse (“sundhed og velstand”), så den har sit område for sig, for at kristendommen kan få sit eget område – om moral og eksistensen – for sig. Dermed bliver de ligestillede og er lige betydningsfulde. 

Det er en absurd fremstilling. For de enorme fremskridt, der fandt sted i videnskaben i oplysningstiden, gjorde det ikke kun muligt for mennesker at kunne leve et sundere liv eller øge rigdommen i samfundet. De var med til at omkalfatre hele det verdenssyn, som mennesker havde. 

De opdagelser og teorier, som eksempelvis Kopernikus, Kepler, Newton og Kant udviklede, var med til at underminere hele den kristne verdensopfattelse og dens idé om universets opståen. Men det havde en større effekt end det: For når kristendommen tog fejl i sådanne fundamentale spørgsmål, hvad ellers tager den så fejl i? 

Udviklingen af naturvidenskaben ændrede derfor menneskets opfattelse af verden, og hvordan den fungerer. Men med det begyndte mennesker også at se anderledes på sin egen plads i verden, og menneskers indbyrdes forhold til hinanden.

At Ida Auken vil underkaste sig en kristen overtro for at besvare de moralsk-eksistentielle spørgsmål, som hun her stiller, er hendes personlige valg. Men hvad hun her antyder, er, at ikke blot naturvidenskaben, men videnskaben i det hele taget ikke kan besvare dem.

Det passer naturligvis ikke. I oplysningstiden beskæftigede alle de største filosoffer sig med åndelige spørgsmål om moral, fri vilje, eksistens og meget andet. Det er eksempelvis tilfældet med den store tænker Spinoza. 

Ida Auken nævner ham ikke. Det er svært at vide, om det er fordi, at han ikke var protestant, men havde en jødisk baggrund, eller om det er, fordi der lige under overfladen af hans geniale filosofi gemte sig en slet skjult ateisme. 

Spinozas idé om frihed var eksempelvis renset for guddommelig indgriben. Han var derimod en determinist i den forstand, at han mente, at der var en årsag til alt, der sker, hvilket er fuldstændig korrekt. Han mente, at frihed var essentiel for mennesker, for at de frit kunne tænke, undersøge og opdage de årsager og lovmæssigheder, som ligger bag alt, der sker. I den proces, hvor vi opdager mere og mere om verden, bliver vi selv mere og mere frie.

Mennesker får ikke svar på de store spørgsmål ved at folde hænderne og håbe på Guds mirakler. Vi gør det ved at undersøge verden og dermed også os selv. Det er essensen af oplysningstiden, men det er alt sammen noget, som Ida Auken vil skubbe til side til fordel for at give kristendommen kunstig åndedræt.

Inspiration til kampen i dag

Man kan spørge, hvorfor en toppolitiker som Ida Auken bruger tid på at fordreje oplysningstiden og hæve kristendommen op på en piedestal? Det er der flere grunde til.

Årsagen til, at hun promoverer kristendommen, er et forsøg på at distrahere mennesker fra de reelle problemer i samfundet og få dem til i stedet at søge svar i himlen, efterlivet og de hellige skrifter. Det er altså en måde at forsvare det nuværende samfund og status quo.

Det var den samme rolle, som kirken spillede i middelalderen og i oplysningstiden. Kirken er ikke reaktionær, fordi den har en fetisch for reaktionær politik. Den spillede, og spiller stadig, en reaktionær rolle, fordi den med sine idéer forsvarer et bestemt samfund og en bestemt herskende klasses rolle i det samfund. Førhen var det kongefamilien, adelen og godsejerne. I dag er det kapitalistklassen og dens politiske, ideologiske og kulturelle repræsentanter.

Årsagen til, at hun forsøger at tale oplysningstiden ned og fordrejer den, er, at hun er bange for den inspiration, den kan give arbejdere og unge i dag. Hun skriver eksempelvis:

“Men der er også sket helt forfærdelige ting i oplysningens og videnskabens navn. Man kan jo bare tage et kig på rædslerne under den franske revolution. For slet ikke at tale om, hvad der er sket i de politiske ideers navn.”

Lad os tage den franske revolution. Det er muligvis den enkeltstående begivenhed, som gjorde mest for at ødelægge feudalismen i Europa, så samfundet kunne bevæge sig fremad. Uden den franske revolution er det langt fra sikkert, at vi var nået til det udviklingstrin, som vi er på i dag.

Ida Auken glemmer at nævne, at de “rædsler”, som hun refererer til, var et forsvar mod den gamle kongeslægt, som sammen med kirken forsøgte at drukne revolutionen i blod. I virkeligheden forsvarede masserne, den brede del af befolkningen, sig langt mildere imod den herskende klasse, de havde væltet, end hvordan de var blevet behandlet under det gamle tyranniske regime.

Grunden til, at Ida Auken forsøger at sværte den franske revolution til, er, at den er en kæmpe inspiration for revolutionære i dag; den viste, at det er muligt at vælte magthavere, som i århundreder har siddet på magten og ændre samfundet radikalt.

Vi vil ikke blot gentage revolutionen i Frankrig. Den socialistiske revolution, vi kæmper for, vil være på et langt højere niveau, og kan sagtens gennemføres fredeligt på grund af arbejderklassens store vægt i et moderne samfund.

Som kommunister drager vi ikke blot inspiration af revolutionerne, men også af de idéer, som var med til at lægge grundlaget for dem. På trods af, at vi ikke er enige i alle de idéer, der opstod i oplysningstiden, forsvarer vi den progressive ideologiske kerne fra denne periode.

Vi står på skuldrene af disse filosofiske kæmper og bruger dem aktivt i kampen for et helt nyt samfund, som vil indvarsle en ny menneskelig og intellektuel opblomstring.