Billede: conceptphoto.info Flickr
Uroen breder sig over de europæiske landområder fra Polen til Spanien, Tyskland, Schweiz, Rumænien og Grækenland. Landmændene er i bevægelse, og de har ikke holdt sig fra at bruge de mest militante metoder – i skarp kontrast til de “respektable” metoder, vi er vant til fra fagforeningslederne. Landmændene får de indrømmelser, som de kæmper for, hvilket millioner af arbejdere bemærker.
Den herskende klasse er blevet kastet ud i en alarmtilstand.
Under presset har Ursula von der Leyen lovet at skrotte lovforslaget om at halvere brugen af pesticider i Europas landbrug. Den franske, spanske og græske regering har alle lovet at øge støtten til landbrugssektoren. Frankrig har også skrottet en planlagt forhøjelse af dieselafgiften efter pres fra landmændene, mens præsident Macron i Frankrig og Leo Varadkar i Irland begge har udtalt sig kritisk om handelsaftalen med de store fødevareproducerende lande i Latinamerikanske Mercosur.
Den klare erfaring er, at en militant kamp betaler sig.
Landmændene udgør kun en lille del af befolkningen: 2,5 procent i Frankrig og lidt mere end 1 procent i lande som Holland og Tyskland. Alligevel er det lykkedes dem, kun bevæbnet med traktorer og med et antal på få titusinder, ikke kun at få indrømmelser, men også at splitte regeringer og selve EU.
Hvis vi ser bort fra indholdet af deres krav, så er det et markant eksempel, de sætter for arbejderne!
I Belgien, Spanien, Polen, Frankrig og Tyskland har vi set veje til byer blive blokeret. Store havne som Zeebrugge er blevet blokeret. I Belgien har landmænd lukket motorveje langs den hollandske grænse, mens polske landmænd, der har strejket i 30 dage, har gjort det samme langs den ukrainske grænse. De store mængder korn fra Ukraine bliver af polske landmænd beskyldt for at have forårsaget et prisfald for korn på 40 procent i 2023.
“Den, der sår elendighed, høster vrede,” stod der på en fransk landmands plakat. “Vi er her for at starte en brand,” sagde en belgisk landmand endnu mere direkte uden for EU-parlamentet. Uden for EU-parlamentetblev der rejst barrikader af traktorer og brændende dæk, statuer blev væltet og parlamentets sæde blev bombarderet med sten og æg. Andre steder har traktorer belejret regeringsbygninger.
Landmændene er også gået efter de store supermarkeds- og engrosmonopoler. I Belgien og Frankrig har man brugt brændende høballer til at barrikadere Aldi og Lidls distributionscentre. Landmænd fra det sydvestlige Frankrig lovede at “belejre” Paris og lukke hovedstaden ned ved at parkere snesevis af traktorer uden for Rungis fødevarehandelscenter – et engrosanlæg på 570 hektar kendt som “Paris’ mave”. Catalanske landmænd fulgte trop og blokerede Europas største engrosmarked for friske fødevarer, som ligger i Barcelona samt havnen i Tarragona.
I ord og handling er de milevidt fra de ydmyge og milde fagforeningsledere – mange af landmændenes egne ledere er ikke undtaget. Den svinerige leder af den franske landmandsfagforening, FNSEA, har for eksempel erklæret sig hjælpeløs over for sine medlemmers handlinger: “Jeg forsøger at opfordre til ro og fornuft”.
Dét, der virkelig forstyrrer den herskende klasse – dét, der virkelig berøver dem deres nattesøvn, er frygten for det eksempel, som landmændene sætter.
“Når man først accepterer [voldelige] handlinger fra nogle,” advarede Frankrigs tidligere landbrugsminister, “skal man ikke blive overrasket, hvis andre begynder at følge trop.”
Med 15.000 politifolk indsat for at dæmme op for urolighederne i Frankrig, advarede den franske politiforening regeringen om, at den må “finde den sociale brandslukker for at slukke ilden og forsøge at berolige situationen”. Hvis det ikke lykkedes, kunne “andre faggrupper blive involveret”, hvilket ville “lamme systemet”.
Det er netop derfor, at den herskende klasse er gået med til at give indrømmelser. De må lægge en dæmper på bevægelsen, fordi de kan mærke, at de sidder på en krudttønde. Dette eksempel har alle forudsætninger for at sprede sig.
Politisk uro følger
Billede: conceptphoto.info Flickr
Denne bevægelse er fuld af farlige politiske implikationer for den herskende klasse.
Sidste år fejede den hollandske Bonde-Borger-Bevægelse (BBB) alle andre partier til side og fløj til tops i meningsmålingerne. Det var ikke partiets reaktionære program, men landmændenes metoder, som partiet var knyttet til, der gav genlyd: de var parate til at tage fløjlshandskerne af og gå til frontalangreb på den herskende klasses forhadte regering og institutioner.
Med valget til Europa-Parlamentet i juni er den herskende klasse i hele Europa bange for, at en lignende ustabilitet ved stemmeurnerne vil sprede sig.
Det yderste højre, fra National Samling i Frankrig til AfD i Tyskland, forsøger at udnytte situationen. Ironisk nok tilbyder deres politiske programmer intet til landmændene. AfD har for eksempel længe været imod landbrugsstøtte. Mens højrefløjens protektionistiske programmer måske appellerer til landmændene, er det ironisk, at højrefløjens løfter om at skære ned på migrationen slet ikke stemmer overens med deres interesser. De fleste landmænd er helt afhængige af at udnytte billig migrantarbejdskraft.
Men hvis der er én politik, som det yderste højre kan vinde på ved det kommende valg, så er det modstanden mod krigen i Ukraine, som har presset brændstofpriserne i vejret og ført til en tilstrømning af billigt ukrainsk korn til EU-markedet.
Protesterne illustrerer tydeligt, hvordan den vestlige imperialismes tåbelige politik med at støtte en proxykrig mod Rusland, som ikke kan vindes, er kommet til at koste dem dyrt. De har ikke formået at lamme Rusland, men det er lykkedes dem at skabe alvorlige problemer for sig selv derhjemme. Især amerikansk imperialisme har ubekymret kunnet fortsætte krigen, som ligger langt fra deres kyster, men for de europæiske herskende klasser skaber den en verden af problemer.
Vi forudser imidlertid, at hvis det yderste højre gør fremskridt, vil mange på den såkaldte “venstrefløj” drage alle de forkerte konklusioner. De vil beklage “fascismens” fremmarch og overse den vigtigste pointe, nemlig at venstrefløjen selv har forladt scenen.
På tværs af kontinentet har store dele af den såkaldte “venstrefløj” allieret sig med sin “egen” herskende klasse, når det vedrører Ukraine. I Tyskland har venstrefløjen og fagforeningerne slået pjalterne sammen med de forhadte banker, virksomheder og liberale politikere mod AfD. De er ansvarlige. De tillod, at den yderste højrefløjs demagogi om et “venstreorienteret” establishment fik et skær af troværdighed. De skal ryddes af vejen til fordel for en kæmpende og revolutionær ledelse for arbejderklassen.
Kommunister må gøre opmærksom på det. Vi kan bruge eksemplet med landmændene til at vise, at militant kamp betaler sig, og med en tilsvarende dristig vending i arbejderorganisationerne, under den rette ledelse, kan vreden i samfundet kanaliseres væk fra det yderste højre og vendes i en revolutionær retning, mod selve det kapitalistiske system.
Landmænd knust
Faktisk kan højrefløjens forsvarere af kapitalismen – både de liberale og det yderste højre – ikke gøre noget for at lette det pres, der knuser de små landmænd.
Mens kapitalismen tumler fra den ene krise til den næste, bliver arbejderklassen tvunget til at betale. Men det er ikke kun arbejderne, der lider. Den knusende vægt af de store banker, energiselskaber og supermarkeder, handelsforstyrrelser, inflation og tårnhøje renter truer med at ødelægge mellemlagene af små landmænd og mindre erhvervsdrivende.
Det er netop det lag, som den herskende klasse forsøger at støtte sig på i “normale” tider. Det er ikke tilfældigt, at det er på landet – hvor livet normalt roligt går sin vante gang, og traditionerne stikker dybt – at de borgerlige, konservative og kristendemokratiske partier i hele Europa har haft deres dybeste rødder.
Billede: Kakoula10 Wikimedia Commons
Denne sikre støttepille er nu ved at smuldre mellem deres hænder. At selv landmændene er i bevægelse, må få det til at løbe koldt ned ad ryggen på borgerskabet og deres eksperter. Udviklingen i disse mellemlag er et tidligt tegn på kommende store eksplosioner. Men landmændene, som selv er små kapitalister, kan ikke på egen hånd udfordre storkapitalens herredømme.
I Europa har kapitalismen tildelt de små og mellemstore landbrug slag efter slag. Inflationen knuser dem. Den vestlige imperialismes stedfortræderkrig i Ukraine har drevet prisen på diesel og energi i vejret. I mellemtiden udløser de høje renter en bølge af konkurser blandt forgældede landmænd.
Ironisk nok har en stor del af den europæiske herskende klasses politik været rettet mod at dæmme op for arbejderklassens uro ved at holde inflationen nede … på bekostning af de mindre landmænd og erhvervsdrivende.
Det er grunden til (og ikke “solidaritet”, som de ellers påstår), at EU’s døre blev åbnet for billigt ukrainsk korn. I mellemtiden forsøger Europas herskende klasse at sikre billig fødevareimport gennem aftaler med de fødevareproducerende nationer i Mercosur i Latinamerika.
Det er ikke de store supermarkedskæder og leverandører, der lider – tværtimod. Deres monopolposition giver dem et vist spillerum til kunstigt at holde priserne høje for forbrugerne, når inflationspresset begynder at aftage, mens de samtidig bruger overfloden af billig import til at presse priserne ned, når de køber fra titusindvis af små og mellemstore landmænd.
Så mens inflationen på fødevarer forblev over 7,5 procent for forbrugere i hele EU i sidste kvartal af 2023, faldt prisen som landmændene fik fra deres varer med 9 procent, tilbage til niveauet fra før Ukraine-krigen. Energi-, supermarkeds- og engrosmonopolerne stikker en stor del af differencen i lommen.
I mellemtiden har den generelle krise – og den hastige oprustning! – presset statsgælden i vejret. Hvem kommer til at betale? Det gør arbejderne gennem nedskæringer, men også de små landmænd gennem nedskæringer i deres subsidier. Selv før krisen gik 80 procent af subsidierne under EU’s fælles landbrugspolitik (CAP) til de rigeste 20 procent af landmændene.
Det er de fattigste landmænd, der arbejder 60 timer om ugen, som ender med at gå under. De samme landmænd får nu at vide af EU, at de skal skære ned på pesticider og gødning og holde markerne brak af miljøhensyn. Men markedet tvinger småbønderne til at anvende sådanne miljøskadelige landbrugsmetoder for at undgå at blive knust af giganterne i agroindustrien. Faktisk er blot 15 multinationale kød- og mejerivirksomheder ansvarlige for 80 procent af hele EU’s metanudledning.
Når de små landmænd føler, at de bliver uretfærdigt straffet, bliver de naturligvis åbne over for indflydelsen fra højreorienterede klimabenægtere. Alligevel er klimaforandringerne ironisk nok et stort problem for landmændene i form af tørke og skovbrande, som har haft en særlig ødelæggende virkning i Grækenland og andre steder i det seneste år.
Nogle på venstrefløjen – som har bemærket den yderste højrefløjs indflydelse på disse bevægelser – hævder, at det i sagens natur er en reaktionær bevægelse, at vi ikke kan tilbyde noget til landmændene. I store dele af Europa er det yderste højre bestemt dominerende i mange “fagforeninger”, der samler små landmænd og store landbrugsvirksomheder under én paraply og under de store virksomheders politiske dominans.
Men landmændenes protester er alt andet end gennemsigtige. Agroindustrien stod helt klart bag landmændenes kvælstofprotester i Holland sidste år, og indflydelsen fra den yderste højrefløj var mærkbar. Men i Catalonien er situationen på landet sådan, at bevægelsen er domineret af små og meget små landmænd, hvis fagforening hælder tydeligt til venstre.
For de små landmænd er det kun arbejderklassen, der – ved at tage magten og nationalisere de store banker, energiselskaber, supermarkeder, grossister og giganterne i landbrugsindustrien – kan tilbyde dem et sikkert og anstændigt liv. En planøkonomi, der producerer efter behov i harmoni med miljøet, kan tilbyde landmænd langt bedre vilkår end private banker og supermarkeder, der har til hensigt at presse dem for profit.
Når grossisterne og bankerne er nationaliseret under en samlet produktionsplan – og det er disse store tandhjul i økonomien, som kommunisterne ønsker at tage kontrol over, ikke små virksomheder og små landbrug – vil det koste samfundet meget lidt at tilbyde gode priser og billig kredit til små producenter. Vi kunne yde al den hjælp, som en planøkonomi alene kan yde, til at implementere bæredygtige og miljøvenlige landbrugsmetoder.
Kun kommunismen kan tilbyde en udvej. Argumentet plejede at være, at de midterste, småborgerlige lag i samfundet, som f.eks. landmændene, aldrig ville acceptere kommunismen, fordi den er for “ekstrem”, for “radikal”, for “militant”, at det ville skræmme dem væk. Men nu har landmændene vist, at de er helt parate til at bruge de mest militante, de mest ekstreme, de mest radikale metoder. Kun disse metoder duer – ikke kun for landmændene, men også for de millioner og atter af millioner af arbejdere på verdensplan.
Der er en vigtig lektie, hvis lederne af arbejderbevægelsen vælger at lære af den. Hvis ikke, bør de træde til side til fordel for dem, der har lært lektien.
