Javier Milei. Billede: Adrián Escandar, Wikipedia Commons
Den ekstreme, “libertære” højrefløjskandidat Javier Milei har vundet præsidentvalget i Argentina med næsten 56 procent af stemmerne, og dermed slået den peronistiske centrum-venstre kandidat Sergio Massa, der fik 44% af stemmerne. Massa er landets afgående finansminister, og havde bl.a. fornyet en aftale med IMF og gik til valg på en national enhedsregering med højrefløjen.
Mileis sejr og især hans sejrsmargin kom som en overraskelse, da flere meningsmålinger i dagene op til valget havde forudsagt et meget tættere resultat eller endda en sejr til Massa. Sejren til en så reaktionær kandidat, hvis medkandidat, Victoria Villaruel, åbent har forsvaret officerer, der har begået forbrydelser mod menneskerettighederne under militærdiktaturet, har skabt chok og forfærdelse blandt mange på venstrefløjen og blandt arbejderklasseaktivister i Argentina og andre steder. Som kommunister er det vores opgave at forstå årsagerne til, at Milei vandt.
Peronismens blindgyde
I 2014 blev den højreorienterede Mauricio Macri valgt efter flere år med en kirchneristisk regering (en form for venstreorienteret peronisme), som havde nydt godt af økonomisk stabilitet og høje råvarepriser. Macri forsøgte sig med et omfattende angreb på arbejdernes rettigheder og pensioner, hvilket fremprovokerede massiv modstand fra arbejderklassen.
Der var enorme protester mod pensionsreformerne i december 2017, efterfulgt af en generalstrejke i september 2018. Macri kunne være blevet væltet af massebevægelsen, men det lykkedes fagforeningsbureaukratiet og de peronistiske politikere at kanalisere vreden over i det forestående valg.
I 2019 blev regeringen bestående af Alberto Fernandez (peronist) og Cristina Fernandez (kirchnerist) valgt, og Macri røg ud med et brag. Valgdeltagelsen var på 82 procent. Men denne regering, som millioner af arbejdere og fattige havde stemt på for at slippe af med Macris arbejderfjendske politik, løste ikke nogen af de grundlæggende problemer, som den argentinske økonomi stod over for.
Tværtimod blev situationen gradvist værre. Inflationen steg til det nuværende niveau på 140 procent, drevet af den konstante devaluering af den argentinske valuta. Andelen af dem, der lever under fattigdomsgrænsen, blev næsten fordoblet til over 40 procent, herunder mange som er i arbejde.
Sergio Massa, den peronistiske finansminister, genforhandlede Macri-regeringens IMF-lån. Den nye aftale var ledsaget af drakoniske betingelser. Den dybe økonomiske krise og erkendelsen af, at “alle politikere i sidste ende er ens”, førte til en massiv miskreditering af alle etablerede politiske partier og institutioner. Dette var mulden som Mileis “libertære” højrefløjsdemagogi kunne blomstre i.
Sergio Massa. Billede: Ministerio de Cultura de la Nación Wikimedia Commons
Retsvæsenet blev brugt til at fjerne vicepræsident Cristina Fernandez fra valgkampen, og i stedet for at kæmpe imod, så hun passivt til, mens Massa blev den nye peronistiske kandidat. Under hans embedsperiode er levevilkårene blevet markant forværret.
Ind træder Milei, en højreekstrem galning, der præsenterer sig selv som en anti-establishment-kandidat, og som har taget sloganet til sig fra Argentinazo-oprøret i 2001 “que se vayan todos” (smid dem alle ud). På dette grundlag lykkedes det ham at vinde det obligatoriske åbne primærvalg (PASO) i august. Milei er den destillerede essens af de værste aspekter af Trump og Bolsonaro, og hans fremkomst afspejler krisen i de traditionelle borgerlige partier i Argentina (både højrefløjen og peronisterne), samt at den herskende klasse mister den direkte kontrol over sine valgte repræsentanter.
Som nævnt havde den slagne Massa lovet en national enhedsregering med højrefløjen, og han fremførte også sig selv som et par sikre hænder til at gennemføre den monetaristiske chokterapi, som den herskende klasse har brug for. Endnu en gang har det vist sig, at man ikke kan besejre en anti-establishment-kandidat fra højrefløjen (Trump, Bolsonaro) ved at sætte en establishment-kandidat fra midten op imod ham (Clinton i USA, Haddad i Brasilien osv.).
Massa og peronisterne forsøgte også at spille “demokrati vs. fascisme”-kortet for at mobilisere arbejdere og fattige til at stemme imod Milei. Det virkede til en vis grad i første valgrunde og gav Massa en pyrrhussejr. Men det var ikke nok i en tid, hvor alle demokratiske kapitalistiske institutioner er totalt miskrediterede.
På trods af sin rasen mod den elitære “kaste” (la casta) er Milei naturligvis ikke nogen anti-establishment-kandidat, og han har vundet valget med støtte fra betydningsfulde højreorienterede establishment-politikere. De vigtigste ledere af den traditionelle borgerlige højrefløj, tidligere præsident Macri og den slagne præsidentkandidat Bullrich, bakkede alle op om Milei i anden valgrunde i håb om at kunne spille en afgørende rolle i hans eventuelle regering.
I mellemtiden foretrak de mest fremsynede kapitalister og udenlandsk kapital Massa, som de mente, var bedre egnet til at gennemføre den politik, de havde brug for (nemlig et hårdt monetaristisk chok mod arbejderklassen), på grund af hans bevægelses forbindelser til fagforeningsbureaukratiet, som de håbede kunne holde masserne under kontrol. De frygter, at Mileis brutale tilgang kan fremprovokere en social eksplosion, hvilket meget vel kan blive tilfældet!
Milei er en politiker fra den yderste højrefløj, som vi afviser på det kraftigeste. Men vi er nødt til at forstå, hvordan han kunne komme til magten. Hovedansvaret ligger hos peronismen og især kirchnerismen. Arbejderne stemte på dem for at slippe af med Macri, men det de fik, var en fortsættelse af den samme politik under en ny administration.
En del af ansvaret ligger også hos den argentinske venstrefløj, FIT-U, hvis valgstrategi gjorde dem ude af stand til at drage fordel af desillusionen til den seneste regering. De blev for fokuserede på at vinde et par ekstra stemmer og nogle ekstra parlamentsmedlemmer, på bekostning af at fremlægge den eneste politik, der ville have skabt forbindelse til den akkumulerede vrede: en opfordring til at vælte hele systemet.
Fascisme?
Javier Milei. Billede: Javier Milei Twitter
Milei er en ekstremt reaktionær politiker, men han repræsenterer ikke fascismens magtovertagelse, som nogle har råbt op om. Fascistiske bander vil få fornyet selvtillid, men de repræsenterer ikke en væbnet massebevægelse, der er i stand til at knuse arbejderklassens organisationer. Den argentinske arbejderklasse er ikke blevet besejret. Faktisk er den endnu ikke trådt ind på kampscenen. Den har magtfulde organisationer og mangeårige revolutionære traditioner, som den helt sikkert vil genvinde.
Den herskende klasse vil forsøge at tæmme de mest absurde aspekter af Milei ved hjælp af den den kendsgerning, at han ikke har kontrol over nogen af parlamentets kamre og vil have brug for støtte fra den etablerede højrefløjs parlamentsmedlemmer.
Milei har lovet en massiv nedskæring i de offentlige udgifter på 15 procent af BNP (bl.a. ved at afskaffe 10 ud af de nuværende 18 ministerier), afskaffelse af al pris- og valutakontrol, afskaffelse af alle subsidier, en plan for privatisering af sundhed, uddannelse og pensioner, privatisering af statsejede virksomheder osv. Den herskende klasse er helt enig i et sådant program, selvom en del af dem er bekymrede for, at Mileis hensynsløse implementering af det kan give bagslag.
Samtidig har han lovet at “afskaffe centralbanken” ved at erstatte landets møntfod (den argentinske peso) med den amerikanske dollar, og han har raset mod Brasilien og Kina, som han beskrev som lande med “kommunistiske regeringer”. Det er kapitalisterne ikke så begejstrede for. Brasilien og Kina er Argentinas to vigtigste handelspartnere, og Argentina har i øjeblikket ikke de nødvendige midler til at understøtte en ’dollarisering’ og har ikke adgang til international finansiering.
Mileis regering vil være præget af interne modsætninger og stå over for en arbejderklasse, som ikke er blevet besejret, og som helt sikkert vil kæmpe tilbage for at forsvare det, der er tilbage af de rettigheder og vilkår, de har opnået gennem årtiers kampe. Perioden, der ligger foran os, vil være præget af skærpede klassekonflikter.
Situationen har en vis lighed med den krise, som den argentinske kapitalisme stod over for i slutningen af 1990'erne, og som endte med Argentinazoen, en masseopstand der væltede flere præsidenter i løbet af nogle få uger.
Opgaven foran os er at skabe en revolutionær ledelse, der kan føre arbejderklassen til sejr, når den uundgåelige sociale eksplosion finder sted.
