Marxister står i fuld solidaritet med de palæstinensiske masser mod den brutale udvidelse af den israelske stat, men i stedet for at skabe ‘internationalt pres’ på Israel er der behov for, at arbejdere og unge organiserer sig i kampen for revolution. I denne artikel diskuterer vi kravet om boykot, frasalg og sanktioner rettet mod israelske virksomheder.
Undertrykkelsen og udplyndringen af millioner af palæstinensere har skabt en stat, der er bygget på etnisk udrensning, og som er afhængig støtte fra imperialistiske magter.
I takt med at den israelske stat udvikler sine egne imperialistiske interesser, ekspanderer den endnu dybere ind i de palæstinensiske områder, hvor den myrder og stjæler fra arbejderne – alt sammen i israelsk kapitalismes tjeneste.
I sidste ende er det eneste, der kan give håb om en meningsfuld løsning på problemerne i Mellemøsten, en socialistisk revolution.
Men mange arbejdere og unge, både i Palæstina og internationalt, er med rette oprørte over det israelske regimes forbrydelser. De ønsker ikke at sidde og “vente på revolutionen”. De vil handle!
For dem, der mener, at “noget må gøres nu”, er kampagnen omkring ‘Boycott, Divestment and Sanctions’ tiltalende, da den tilbyder en nem måde at tage et moralsk standpunkt og straffe Israel for dets forbrydelser [Kampagnen kendes internationalt under forkortelsen BDS. I Danmark blot kendt som ’Boykot Israel’].
Men vi må vurdere, om denne taktik rent faktisk gør noget for at befri palæstinenserne.
Bør marxister støtte forbrugerboykot og opfordre til “internationalt pres” for at gøre Israel til en “pariastat”? Hvad kan marxister internationalt gøre for at vise solidaritet med de palæstinensiske masser? Og hvordan kan vi fremme kampen mod imperialismen i hele regionen?
Forbrugerboykot
BDS kampagnen. Billede: Flickr
Den palæstinensiske solidaritetskampagne i Storbritannien er et brugbart eksempel. En del af deres strategi er at opfordre folk til at forpligte sig til “aldrig bevidst at købe israelske varer, før Israel overholder international lov og anerkender palæstinensernes rettigheder”.
Ved at gøre det, hævder solidaritetskampagnen, at man vil udøve “moralsk og økonomisk pres på Israel for at overholde international lovgivning og principper om retfærdighed”.
Resultatet af lignende forbrugerboykot har imidlertid været det stik modsatte.
For det israelske borgerskab spiller zionismen en meget vigtig politisk rolle. Ved at opildne til had og undertrykkelse af arabere i Israel og Palæstina, splitter man arabiske og israelske arbejdere, så begge kan blive udbyttet.
Zionismen samler de israelske arbejdere bag deres egen herskende klasse mod den arabiske “fjende”. Den israelske stat manipulerer den jødiske arbejderklasse med myten om Israel som en “fæstning”, som må forsvares for hver en pris.
Den israelske herskende klasse drager faktisk fordel af forbrugerboykotter, da de på kynisk vis kan pege på dem og sige: “Se! Hele verden er imod os!”.
Dette afleder opmærksomheden fra de vigtige problemer med fattigdom, dårlige boliger og arbejdsløshed, som findes blandt jødiske arbejdere i Israel.
Israels anti-boykot love, der blev vedtaget som en direkte reaktion på BFS, er for nylig blevet vendt indad for fx at slå ned på regeringsfjendtlige demonstranter i Israel.
Om noget har boykotterne været til statens fordel.
Ideen om at boykotte “alt med en israelsk stregkode” giver også en illusion om, at problemet blot er israelske virksomheder, og siger intet om den rolle imperialismen spiller – det vil sige den rolle, som for eksempel amerikanske og britiske kapitalister spiller i støtten til den zionistiske stat.
Ganske vist tror folk ikke, at spørgsmålet om hvilken is, de spiser, vil gøre en ende på palæstinensernes lidelser. Det ville være en bagatel.
Men bag fejlslagne opfordringer til forbrugerboykot af virksomheder som Ben & Jerry’s ligger ideen om, at hvis alle “stemte med tegnebogen”, kunne Israel overbevises om at overholde “retfærdighedsprincipper”.
Det rammer dog helt ved siden af. Kapitalisternes moral afspejler altid deres egne klasseinteresser.
Selvom undertrykkelsen af palæstinenserne i Israel er indhyllet i religiøst sprog, for at retfærdiggøre dens brutalitet, så er det i den zionistiske herskende klasses interesse at fortsætte annekteringen af jord og besættelsen af Palæstina for enhver pris.
På den anden side får såkaldt “international lovgivning”, såsom “Køreplaner for Fred”, lov til at passere gennem FN, netop fordi alle ved, at de aldrig bliver ført ud i livet.
Ideen om, at al den lovgivning (hvoraf mange love aktivt modsiger hinanden) kunne vedtages og implementeres på baggrund af “moralsk pres”, er fuldstændig utopisk.
Frasalg
I forlængelse af ideen om “forbrugerboykot” ligger ideen om, at store kapitalistiske virksomheder skal overtales til at “frasælge” sine israelske aktiver.
Kort sagt er dette et krav om en kapitalistisk boykot, anført af civilsamfundsgrupper såsom “Don’t Buy Into Occupation”.
Et eksempel på denne taktik er kampagnen, der opfordrer den franske multinationale forsikringsgigant, AXA, til at frasælge sine aktiver i israelske banker. Som BFS’ hjemmeside forklarer:
»Selvom AXA har underskrevet FN’s ’Global Compact’, overholder de ikke dens principper. Israelske banker hjælper med at skabe, opretholde og udvide ulovlige israelske bosættelser, der betragtes som krigsforbrydelser i henhold til international lov. Det franske forsikringsselskab promoverer sine etiske retningslinjer, mens de overtræder dem ved at investere i israelske banker, der finansierer de ulovlige bosættelser. «
Og den fortsætter med ordene:
»AXA er afhængig af sit gode image og kontrakter med offentlige institutioner, civilsamfundsorganisationer og private virksomheder. En effektiv græsrodskampagne kan presse AXA til at stoppe sin medvirken til Israels [sic] krænkelser af palæstinensiske menneskerettigheder. «
Endelig påpeges det, at “AXA har anvendt en blanding af investerings- og frasalgsbeslutninger” siden kampagnens begyndelse. En blandet sejr.
Men det, som disse opfordringer til frasalg faktisk opnår, er blot at så illusioner til, at der findes “gode” og “dårlige” virksomheder under kapitalismen.
Hvis man kradser i overfladen, er der faktisk ingen større virksomheder, der spiller en seriøs rolle i produktionen, som ikke også er involveret i sager om brutal udnyttelse og direkte kriminelle handlinger.
Selv hvis boykotkampagnen med succes førte til, at en af de udvalgte virksomheder gik konkurs, eller flere store virksomheder blev presset til at frasalg for at opretholde deres forretning, ville bosættelserne og annekteringen af palæstinensisk land fortsat blive støttet af den israelske stat og af forskellige imperialistiske magter. Nye virksomheder ville ganske enkelt tage deres plads.
Virksomheders første prioritet er profit. Et multinationalt forsikringsselskab har ikke noget “menneskeligt ansigt”. De vil ikke frasælge en profitabel investering, på samme måde som store multinationale selskaber ikke ønsker at frasælge deres aktiver i fossile brændstoffer.
Den eneste grund til, at de ville gøre det, er i forsøget på at fremstille deres virksomhed i moralsk rent lys. Hvis AXA frasolgte aktiver, ville forsikringsselskabet stadigvæk være en udnyttende, grisk virksomhed. De er ikke en ven af den palæstinensiske arbejderklasse – eller af arbejderklassen i det hele taget.
Sanktioner
I endnu større målestok går BFS også ind for økonomiske sanktioner mod Israel. De kræver, at det “internationale samfund” gør Israel til en “pariastat” og isolerer landet økonomisk og politisk for at straffe det for dets overtrædelser af international lov.
For at citere BFS’ opråb til handling: “Vi appellerer til jer om at lægge pres på jeres respektive stater for at indføre handelsblokader og sanktioner mod Israel.”
Dette er den mest misforståede og vildledende idé af alle. Vi bør først og fremmest spørge: Hvem udgør egentlig det “internationale samfund”, som der appelleres til i disse tilfælde? Netop den bande af kapitalistiske røvere og imperialister, som har skabt kaos i Mellemøsten i over et århundrede.
Israel er et meget bekvemt støttepunkt for især amerikansk imperialisme. Vi behøver blot at kaste et blik på USA’s lange historie med interventioner i Mellemøsten for at se, at “fred og retfærdighed” ikke har noget at gøre med deres overvejelser.
Ingen mængde “moralsk” pres vil få USA til at lukke for den strøm af dollars, som flyder til Israel, så længe den amerikanske herskende klasse drager fordel af den israelske imperialismes rolle i regionen.
Af denne årsag vil USA heller aldrig tillade FN at vedtage sanktioner mod Israel.
Det er dog muligt at nogle stater, eller grupper af stater, ville kunne finde på at diskutere sanktioner. Til det scenarie må vi spørge: Hvilket konkret resultat ville det give?
Det ville ganske enkelt være en eller flere borgerlige stater, der gik sammen for at give en anden borgerlig stat et rap over fingrene. Det er der intet revolutionært potentiale i.
Sanktioner er en form for vilkårlig økonomisk krigsførelse; et middel til at belejre en hel nation. De er blevet brugt af amerikansk imperialisme og dens lakajer mod Cuba og Venezuela i forsøget på at underminere selve grundlaget for et civiliseret liv.
Dem, der lider mest under forsøget på at kvæle økonomien, er arbejderklassen. Det ses tydeligt med vestlig imperialismes sanktioner mod Rusland i det forgangne år. Det erklærede mål med sanktionerne var at svække Putin og hans regime. Men på det punkt har de været en total fiasko, idet Moskva har fundet forskellige måder at omgå den økonomiske blokade på.
Samtidig er det arbejdere og fattige i hele verden, der lider under konsekvenserne af sanktionerne i form af stigende priser på fødevarer, energi og andre basale fornødenheder.
Selv hvis en handelsblokader mod Israel på en eller anden måde blev gennemført, ville det være de mest undertrykte lag i samfundet – dvs. palæstinenserne – der ville blive knust mellem sanktionernes hammer og den israelske stats ambolt.
I mellemtiden vil israelske arbejdere blive skubbet længere ind i armene på deres egen herskende klasse, hvilket vil styrke regimet yderligere politisk.
I bund og grund kan opfordringen til “vores” kapitalistiske politikere om at gennemføre sanktioner og handelsblokader kun ende i mere reaktionær politik. Det højner ikke klassebevidstheden en milimeter.
At hæve bevidstheden
Leon Trotskij
Hvad er så arbejderklassens alternativ til disse metoder? Trotskij pointerede:
»I et samfund der bygger på udbytning, er den sociale revolutions moral den højeste moral. Alle de metoder er gode, som hæver arbejdernes klassebevidsthed, deres tro på egne kræfter, deres offervillighed i kampen.« (Overgangsprogrammet, 1938).
Hjælper en boykot af israelske varer med at øge klassebevidstheden – enten herhjemme eller i Israel og Palæstina?
Hvad med i resten af regionen, hvor der er en umådelig stærk arbejderklasse, som kunne spille en afgørende rolle i at omstyrte imperialismen?
Tydeliggør kapitalistisk “frasalg” eller sanktioner behovet for en socialistisk revolution? Eller skaber det illusioner om, at der kan findes en løsning inden for kapitalismens rammer?
En forbrugerboykot er i sagens natur en individualiseret og atomiseret affære. Den er afhængig af markedets logik – at bede kunderne om at stemme med deres penge og i sidste ende lade markedets “usynlige hånd” bestemme.
Men det er ikke i forbruget eller “købekraften”, at arbejderklassen finder sin sande styrke. Arbejderklassen er den mest magtfulde kraft i samfundet – men kun når den handler som en samlet enhed, som en klasse, på baggrund af dens rolle i produktionen.
Hewlett Packard er en af de virksomheder, som BFS går efter, fordi de driver Israels biometriske overvågningssystem. En enkelt arbejders beslutning om ikke at købe en HP-printer vil dog ikke have nogen indflydelse på virksomhedens bundlinje.
Men endnu vigtigere er det, at selv hvis hundredtusindvis af mennesker gjorde det samme, så ville det ikke gøre en eneste af disse arbejdere bevidst om deres rolle i produktionen eller om deres reelle magt i samfundet.
Hvis arbejderne hos HP derimod gik i strejke, eller hvis de nægtede at producere den teknologi, der blev leveret til Israel, så ville det have en klart progressiv klassekarakter – det ville øge arbejdernes bevidsthed og samle dem i en fælles kamp.
Faktisk har arbejdere allerede foretaget masseboykotter i forhold til Palæstinænsernes kamp for frihed, for eksempel i Sydafrika i 2021, hvor havnearbejdere nægtede at laste et israelsk skib.
Den organiserede arbejderklasse har en instinktiv tendens til internationalisme og solidaritet. Arbejderbevægelsens historie byder på et væld af eksempler på klassebaseret boykot.
I 1970’erne nægtede Rolls-Royce-arbejdere i Skotland f.eks. at servicere fly, der blev brugt af Pinochets militærjunta i Chile.
I stedet for at enkeltpersoner boykotter alle israelske varer, kunne en målrettet boykot fra fagforeningernes side forhindre, at der sendes våben til den israelske stat – ligesom franske og italienske havnearbejdere har gjort i forbindelse med Saudiarabiens krig i Yemen de seneste år.
Det ville være et mere produktivt udtryk for international solidaritet. Det ville være en organiseret politisk handling fra arbejderbevægelsens side, snarere end en appel til borgerlige politikere og storkapitalen om at begrænse våbenhandlen.
Vi må imidlertid sige klart og tydeligt: Selv et stop for eksport af våben til Israel er ikke nok. Det alene vil ikke fjerne det sociale grundlag for undertrykkelse og reaktion.
Kampen mod den imperialistiske våbenhandel må derfor være fast forbundet med kampen for socialisme på verdensplan.
Det centrale spørgsmål er derfor ikke de enkelte forbrugeres indkøbsvalg eller forskellige virksomheders “etik”, men et klassespørgsmål om, hvem der ejer og kontrollerer industrien, rigdommen og ressourcerne i samfundet: kapitalisterne, der kun har for øje at tjene profit til dem selv, eller arbejderklassen, hvis mål er at tilfredsstille samfundets sociale behov?
Den mest effektive solidaritet, vi kan give palæstinenserne og de undertrykte og udbyttede i alle lande, er derfor at kæmpe mod vores egen imperialistiske herskende klasse herhjemme, som del af kampen for en socialistisk verdensrevolution.
Medmindre det kapitalistiske grundlag for den israelske stat og imperialismen fjernes, vil al den nuværende krig, vold og undertrykkelse fortsætte.
Kæmp for revolution
Billede: Montecuz Foto
Mange er tiltrukket af BFS-kampagnen på grund af en ærlig bekymring for de palæstinensiske massers situation. “Vi må gøre noget nu for at afslutte den rædsel!” – siger de.
Til det svarer marxisterne: Ja, vi må gøre noget nu – men det “noget” må være at kæmpe mod den imperialistiske herskende klasse i vores eget land; at kæmpe for indførelsen af socialistiske tiltag, og at knytte ægte bånd af international solidaritet med de arbejdere og unge i Palæstina, Israel og resten af verden, som ønsker at gøre det samme.
BFS, som tilgang, halter bagefter begivenhedernes gang. Den periode vi lever i, er ekstremt konfliktfyldt og præget af massebevægelser og revolutionære udviklinger, ikke bare i Mellemøsten, men i hele verden.
Så til dem, der væmmes ved imperialismen og zionismens forbrydelser, siger vi: Spild ikke din tid med forbrugerboykot eller forsøg på at overbevise virksomheder om at investere mere etisk – bliv revolutionær, og kæmp for at vælte hele det rådne system.
De vestlige regeringers imperialistiske politik, som støtter det zionistiske regime, udspringer af de kapitalistiske klasseinteresser, som de repræsenterer. Udenrigspolitik er blot en forlængelse af indenrigspolitik.
En arbejderregering i Storbritannien eller USA bevæbnet med et ægte internationalistisk og socialistisk program ville betyde en afslutning på vestlig imperialismes indblanding i Mellemøsten, herunder en afslutning på støtten til den zionistiske stats kriminelle handlinger.
Marx forklarede, at “Ethvert lands proletariat må naturligvis først gøre op med sit eget bourgeoisi.”
Den mest effektive solidaritet, vi kan give palæstinenserne og de undertrykte og udbyttede i alle lande, er derfor at kæmpe mod vores egen imperialistiske herskende klasse herhjemme, som del af kampen for en socialistisk verdensrevolution.
En revolutionær bevægelse i et af de avancerede kapitalistiske lande vil give genlyd over hele verden og give en enorm impuls til den revolutionære bevægelse i Mellemøsten og andre steder.
Kun på basis af en socialistisk verdensrevolution, hvor økonomien planlægges demokratisk for at imødekomme menneskehedens behov, vil konflikter som dem i Mellemøsten blive endeligt overvundet.
