Artiklen er dateret 25. april 1940. Først offentliggjort i Fourth International vol. 1 nr. 2, juni 1940, senere udgivet i In Defence of Marxism, London 1966, s. 212-222.


De kunne ikke forudse
”Vi forudså alliancen med Hitler” – skriver Schachtman og Burnam – men erobringen af det østlige Polen? Invasionen af Finland? Nej, ”vi” kunne ikke forudse disse begivenheder. Sådanne aldeles usandsynlige og ganske uventede begivenheder nødvendiggør, hævder de, en komplet omvæltning af vores politik. Disse politikere arbejdede tilsyneladende under indtryk af, at Stalin havde brug for en alliance med Hitler for at trille påskeæg med ham. De ”forudså” alliancen (hvornår? Hvor?), men de kunne ikke forudse hvad den skulle til for og hvorfor.

Winter_war_01
De anerkender arbejderstatens ret til at manøvrere mellem de imperialistiske lejre og lave aftaler med en imod en anden. Disse aftaler skal selvfølgelig som deres mål have forsvaret for arbejderstaten, erhvervelse af økonomiske, strategiske og andre fordele, samt, hvis omstændighederne tillader det, udvidelse af arbejderstatens grundlag. Den degenererede arbejderstat forsøger at opnå disse mål ved sine egne bureaukratiske metoder, som på hvert trin kommer i konflikt med verdens proletariats interesser. Men hvad er det præcis, der er så uventet og så uforudsigelige ved Kremls forsøg på at opnå så meget som muligt fra sin alliance med Hitler?

Hvis vore politikere, der er født under en uheldig stjerne, ikke kunne forudse ”dette”, så er det alene fordi de ikke tænker et eneste spørgsmål færdigt til slutningen. Under de lange forhandlinger med den engelsk-franske delegation i sommeren 1939 krævede Kreml åbent militær kontrol over de baltiske stater. På grund af at England og Frankrig nægtede at give ham denne kontrol, afbrød Stalin forhandlingerne. Dette alene pegede klart på, at en aftale med Hitler i det mindste ville sikre Stalin kontrol over de baltiske stater. Politisk modne folk over hele verden gik til sagen netop fra dette standpunkt og spurgte sig selv: præcis hvorledes vil Stalin opnå dette? Vil han ty til militær magt? Og så videre. Begivenhedernes forløb afhang imidlertid langt mere af Hitler end af Stalin. Generelt set kan konkrete begivenheder ikke forudsiges. Men begivenhedernes retning, som de udfoldede sig, indeholdt i bund og grund intet nyt.

På grund af arbejderstatens degeneration viste Sovjetunionen på tærskelen til den anden imperialistiske krig sig at være langt svagere end den havde behøvet at være. Stalins aftale med Hitler havde til formål at sikre USSR imod et tysk angreb og generelt sikre USSR fra at blive draget ind i en stor krig. Da han indtog Polen var Hitler nødt til at beskytte sig mod øst. Stalin var tvunget til, med Hitlers tilladelse, at invadere det østlige Polen for at give sig selv ekstra garantier imod Hitler på USSR’s vestlige grænse. Som et resultat af disse begivenheder fik USSR imidlertid en fælles grænse med Tyskland, og gennem denne kendsgerning blev faren fra et sejrende Tyskland endnu mere direkte samtidig med, at Stalins afhængighed af Hitler var stærkt forøget.

Finske tropper med ski under Vinterkrigen
Episoden med delingen af Polen havde sin efterfølger på den skandinaviske arena. Hitler kunne ikke have ladet være med at antyde over for sin ”ven” Stalin, at han planlagde at indtage de skandinaviske lande. Stalin kunne ikke have ladet være med at få koldsved. Når alt kommer til alt betød dette en komplet tysk dominans af Østersøen og Finland, og dermed udgjorde det en direkte trussel mod Leningrad. Endnu engang var Stalin nødt til at søge ekstra garantier imod sin allierede, denne gang i Finland. Imidlertid blev han der mødt med alvorlig modstand. Den ”militære udflugt” trak ud. Samtidig truede Skandinavien med at blive arenaen for storkrig. Hitler, der havde fuldført sine forberedelser til slaget mod Danmark og Norge, krævede at Stalin skulle slutte en tidlig fred. Stalin var nødt til at afkorte sine planer og afstå fra at sovjetisere Finland. Dette er de fremtrædende træk ved begivenhedernes gang i det nordvestlige Europa.

Små nationer og imperialistisk krig
Under forhold med verdenskrig er det at gå til spørgsmålet om små staters skæbne ud fra et standpunkt om ”national uafhængighed”, ”neutralitet” og så videre, det samme som at forblive i den imperialistiske mytologis sfære. Kampen omhandler verdensherredømmet. Spørgsmålet om USSR’s eksistens vil blive løst undervejs. Dette problem, der i dag står i baggrunden, vil på et bestemt tidspunkt komme i forgrunden. Hvad angår småstater og andenrangsstater, så er de allerede i dag blot skakbrikker i stormagternes hænder. Den eneste frihed de stadig har, og dette er kun i et begrænset omfang, er friheden til at vælge mellem herrer.

To regeringer kæmper for en tid i Norge: regeringen med de norske nazister, der bliver dækket af de tyske tropper i syd, og den gamle socialdemokratiske regering med deres konge i nord. Skulle de norske arbejdere have støttet den ”demokratiske” lejr imod den fascistiske? Hvis man følger analogien med Spanien kan det først se ud som om, at dette spørgsmål skal besvares bekræftende. I virkeligheden ville det være den mest umodne bommert. I Spanien var der en isoleret borgerkrig; de udenlandske imperialistiske magters intervention, om end vigtig i sig selv, var dog stadig af sekundær karakter. Det, der er i Norge, er det direkte og umiddelbare sammenstød mellem to imperialistiske lejre, i hvis hænder de krigsførende norske regeringer blot er hjælpetropper. På verdensarenaen støtter vi hverken de allieredes lejr eller den tyske lejr. Altså har vi ikke den mindste grund eller motiv for at støtte et af deres midlertidige værktøjer i Norge.

Kortet viser de områder, som Finland afstod til Sovjetunionen efter Vinterkrigen
Den selv samme tilgang må bruges i Finland. Fra verdens proletariats strategis synspunkt var den finske modstand ikke mere en handling i nationalt forsvar end modstanden i Norge. Dette blev bedst demonstreret af den finske regering selv, som foretrak at indstille al modstand snarere end at have Finland omdannet til en militærbase for Frankrig, England og USA. Sekundære faktorer som Finlands og Norges nationale selvstændighed, forsvaret for demokrati osv., om end vigtige i sig selv, er nu sammenflettet i uendelig kraftigere verdenskræfters kamp, og de er komplet underlagt disse. Vi må se bort fra disse sekundære faktorer og bestemme vor politik i overensstemmelse med de grundlæggende faktorer.

Fjerde Internationales programmatiske teser om krigen gav et udtømmende svar på dette spørgsmål for seks år siden. Teserne siger: ”Ideen om nationalt forsvar kan, særligt hvis den falder sammen med ideen om forsvar for demokrati, hurtigt blive brugt til at bedrage arbejderne i små og neutrale lande (Schweiz, særligt Belgien, de skandinaviske lande…).” Og videre: ”Kun småborgerlige dumrianer (som Robert Grimm) fra en gudsforladt schweizisk landsby kan i alvor tro, at den verdenskrig, han vil blive draget ind i, er et middel til at forsvare Schweiz’ selvstændighed.” Andre lige så dumme småborgere forestillede sig, at verdenskrigen er et middel til at forsvare Finland, at det er muligt at bestemme strategien på grundlag af en taktisk episode som den røde hærs invasion af Finland.

Georgien og Finland
Lige som arbejderne under strejker imod store kapitalister undervejs ruinerer højt respekterede småborgerlige firmaer, så kan arbejderstaten – selv komplet sund og revolutionær – i en militær kamp imod imperialismen, eller i søgen efter militære garantier imod imperialismen, være tvunget til at bryde denne eller hine småstats selvstændighed. Tårer over klassekampens ubarmhjertighed på enten den hjemlige eller nationale scene kan passende fældes af demokratiske filistre, men ikke af proletariske revolutionære.

Sovjetrepublikken sovjetiserede med tvang i 1921 Georgien, der udgjorde en åben port for imperialistisk angreb i Kaukasus. Ud fra principperne om den nationale selvbestemmelses synspunkt kunne der siges en hel del imod sådan en sovjetisering. Fra et synspunkt om at udvide den socialistiske revolutions arena var militær invasion i et bondeland en tvivlsom gerning. Fra et udgangspunkt om selvforsvar for arbejderstaten, omringet af fjender, var tvangsmæssig sovjetisering retfærdiggjort. Forsvaret for den socialistiske revolution kommer før formelle demokratiske principper.

Verdensimperialismen brugte i lang tid spørgsmålet om vold i Georgien som et kampråb for at mobilisere verdens offentlige mening imod Sovjetunionen. Anden Internationale var forrest i denne kampagne. Ententen sigtede på forberedelsen af en mulig ny militær intervention imod Sovjetunionen.

På samme måde som i tilfældet med Georgien har verdens bourgeoisi brugt invasionen af Finland til at mobilisere den offentlige mening imod USSR. Socialdemokratiet kom også i denne sag ud som den demokratiske imperialismes fortrop. Det paniske småborgerskabs elendige ”tredje lejr” udgør bagtroppen.

Sammen med den slående lighed mellem de to tilfælde af militær intervention er der imidlertid en grundlæggende forskel – det nuværende USSR er langt fra sovjetrepublikken i 1921. Fjerde Internationales teser om krig fra 1934 erklærer: ”Den uhyrlige udvikling af det sovjetiske bureaukrati og de arbejdendes usle levevilkår har i overordentlig grad formindsket USSR’s tiltrækningskraft over for verdens arbejderklasse.” Den sovjetisk-finske krig viste klart, at indenfor Leningrads skudlængde, den russiske revolutions vugge, er det nuværende regime i USSR ude af stand til at udgøre en tiltrækkende kraft. Men heraf følger ikke, at USSR må overgives til imperialisterne, men kun at USSR må vristes ud af bureaukratiets hænder.

”Hvor er borgerkrigen?”
”Men hvor er den borgerkrig i Finland, du lovede,” forlanger lederne af den tidligere opposition, der nu er blevet ledere af den ”tredje lejr” at vide. Jeg lovede intet. Jeg analyserede blot en af de mulige variationer af den videre udvikling af den sovjetisk-finske konflikt. Indtagelsen af isolerede baser i Finland var lige så sandsynligt som Finlands komplette besættelse. Indtagelsen af baser forudsatte videreførelse af det borgerlige regime i resten af landet. Besættelse forudsatte en social omvæltning, der ville være umulig uden at indblande arbejderne og de fattigere bønder i en borgerkrig. De første diplomatiske forhandlinger mellem Moskva og Helsinki pegede på et forsøg på at løse spørgsmålet på samme måde som det blev løst på i de andre baltiske stater. Finlands modstand tvang Kreml til at søge sine mål ved militære midler. Stalin kunne kun retfærdiggøre krigen over for de bredeste masser ved at sovjetisere Finland. Udpegelsen af Kuusmen-regeringen indikerede, at den skæbne, der ventede Finland, ikke blot var den samme som de baltiske stater, men den samme som Polen, hvor Stalin – uanset hvad de amatøragtige skribenter fra den ”tredje lejr” kradser ned – var tvunget til at fremprovokere borgerkrig og omvælte ejendomsforholdene.

Sovjetiske kampvogne i Finland i 1939
Jeg pegede flere gange på, at hvis krigen i Finland ikke blev underlagt en generel krig, og hvis Stalin ikke var tvunget til at trække sig tilbage på grund af en udefrakommende trussel, så ville han være tvunget til at udføre sovjetiseringen af Finland. Denne opgave var i sig selv meget mere vanskelig end sovjetiseringen af det østlige Polen. Mere vanskelig fra et militært synspunkt, for Finland var bedre forberedt. Mere vanskelig fra et nationalt synspunkt, for Finland har en lang tradition for kamp for national uafhængighed af Rusland mens ukrainerne og hviderusserne kæmpede imod Polen. Mere vanskelig fra et socialt synspunkt, for det finske bourgeoisi havde på sin egen måde løst det førkapitalistiske jordspørgsmål gennem skabelsen af et småborgerskab på landet. Ikke desto mindre ville en militær sejr til Stalin over Finland utvivlsomt gjort en omvæltning af ejendomsforholdene aldeles mulig med mere eller mindre hjælp fra de finske arbejdere og småbønder.

Men hvorfor gennemførte Stalin ikke denne plan? På grund af en massiv mobilisering af den borgerlige offentlige mening imod USSR. På grund af, at England og Frankrig for alvor fremsatte spørgsmålet om en militær intervention. Og sidst – men ikke af mindst betydning – fordi Hitler ikke kunne vente længere. Ankomsten af engelske og franske tropper i Finland ville udgøre en direkte trussel imod Hitlers skandinaviske planer, der var baseret på konspiration og overraskelse. Fanget i skruestikken med fare fra to sider – fra de allierede på den ene side, og Hitler på den anden – afstod Stalin fra at sovjetisere Finland og begrænsede sig til isolerede strategiske positioner.

Partisanerne fra den ”tredje lejr” (de paniske småborgerliges lejr) stykker nu den følgende konstruktion sammen: Trotskij udledte borgerkrigen i Finland ud fra Sovjetunionens klassenatur; eftersom ingen borgerkrig fandt sted, betyder det, at USSR ikke er en arbejderstat. I virkeligheden var der aldeles ingen grund til logisk at ”udlede” en mulig borgerkrig i Finland ud fra en sociologisk definition af USSR – det var tilstrækkeligt at basere sig på erfaringen fra det østlige Polen. Omvæltningen af ejendomsforhold, der blev opnået der kunne kun være blevet opnået af den stat, der stammer fra oktoberrevolutionen. Denne omvæltning blev påtvunget Kremls oligarki gennem dets kamp for overlevelse under specifikke forhold. Der var ikke den mindste grund til at tvivle på, at under tilsvarende forhold ville det være tvunget til at gentage samme operation i Finland. Det er alt, jeg pegede på. Men forholdene ændrede sig under kampen. Krig foretager, ligesom revolution, ofte pludselige vendinger. Med den røde hærs standsning af militære operationer kunne der naturligvis ikke være tale om et udbrud af borgerkrig i Finland.

Enhver historisk prognose er altid betinget, og jo mere konkret prognosen er, des mere betinget er den. En prognose er ikke en seddel, der rummer et løfte, som kan indfris på en given dato. En prognose skitserer blot bestemte træk i udviklingen. Men sammen med disse træk opererer en anden række kræfter og tendenser, som på et bestemt tidspunkt begynder at dominere. Alle de, der søger eksakte forudsigelser af konkrete begivenheder bør konsultere deres astrolog. En marxistisk prognose hjælper blot orienteringen. Jeg tog gentagne gange forbehold for betingelsen for min prognose som en af flere mulige varianter. At klynge til frelse ved det tiendegrads historiske faktum at Finlands skæbne midlertidigt blev bestemt af Litauen, Letland og Estlands mønster i stedet for det østlige Polens mønster kan kun ske hos sterile skolastikere – eller lederne af den ”tredje lejr.”

Forsvaret for Sovjetunionen
Stalins angreb på Finland var naturligvis ikke alene en forsvarshandling for USSR. Sovjetunionens politik blev anført af det bonapartistiske bureaukrati. Dette bureaukrati er først og fremmest bekymret for sin magt, sin prestige, sine indtægter. Det forsvarer sig selv meget bedre end det forsvarer USSR. Det forsvarer sig selv på bekostning af USSR og på bekostning af verdens proletariat. Dette blev kun alt for klart afsløret gennem hele den sovjetisk-finske konflikts udvikling. Vi kan derfor ikke hverken direkte eller indirekte påtage os blot skyggen af ansvar for invasionen af Finland, der blot repræsenterer et enkelt led i det bonapartistiske bureaukratis politiske kæde.

Det er en ting at solidarisere sig med Stalin, forsvare hans politik, påtage sig ansvar for den – og dette gør det tredobbelt skændige Komintern – det er en anden sag at forklare verdens arbejderklasse, at uanset hvilke forbrydelser Stalin er skyldig i, kan vi ikke tillade verdensimperialismen at knuse Sovjetunionen, genskabe kapitalismen og gøre oktoberrevolutionens land til en koloni. Denne forklaring yder ligeledes grundlaget for vores forsvar for USSR.

De konjunkturelle defeatisters, dvs. eventyrere udi defeatisme, forsøg på at vikle sig ud af deres vanskeligheder ved at love, at i tilfælde af, at de allierede vil intervenere, vil de ændre deres defeatistiske politik til en forsvarspolitik, er en foragtelig undvigelse. Det er generelt ikke let at bestemme ens politik med et stopur, særligt i krigstid. I den sovjetisk-finske krigs kritiske dage, er det nu blevet kendt, nåede den allierede generalstab til den konklusion, at seriøs og hurtig hjælp til Finland kun kunne gennemføres ved at ødelægge Murmanskjernbanen ved at bombe den fra luften. Fra et strategisk synspunkt var dette ganske korrekt. Spørgsmålet om de allierede styrkers intervention eller ikke-intervention hang i en tynd tråd. I den samme tråd hang tilsyneladende den ”tredje lejrs” principielle standpunkt. Men fra selve begyndelsen anså vi det for nødvendigt at bestemme ens standpunkt i overensstemmelse med de grundlæggende klasselejre i krigen. Det er meget mere pålideligt.

Ingen overgivelse af allerede vundne positioner til fjenden
Politikken med defeatisme er ikke en straf til en given regering for denne eller hin forbrydelse, den har begået, men en konklusion på klasseforholdene. Den marxistiske handlemåde i krig er ikke baseret på abstrakte moralske og sentimentale overvejelser, men på den sociale vurdering af et regime i dets gensidige forhold med andre regimer. Vi støttede ikke Abessinien fordi Negus var politisk eller ”moralsk” overlegen i forhold til Mussolini, men fordi forsvaret for et tilbagestående land imod kolonial undertrykkelse tildeler et slag til imperialismen, der er verdens arbejderklasses hovedfjende. Vi forsvarer USSR uafhængigt af Moskvas Negus’ politik af to fundamentale årsager. For det første ville et nederlag til USSR give imperialismen nye kolossale ressourcer og ville forlænge det kapitalistiske samfunds dødskramper i mange år. For det andet er USSR’s sociale fundament, renset for det parasitiske bureaukrati, i stand til at sikre ubegrænsede økonomiske og kulturelle fremskridt, samtidig med at det kapitalistiske samfund ikke indeholder nogen muligheder bortset fra yderligere forfald.

Det, der mere end noget andet fjerner masken fra vore højlydte kritikere, er at de fortsatte med at opfatte USSR som en arbejderstat, da Stalin ødelagde bolsjevikpartiet, da han kvalte den proletariske revolution i Spanien, da han forrådte verdensrevolutionen i ”folkefronterne” og den ”kollektive sikkerheds” navn. Under alle disse forhold anerkendte de nødvendigheden af at forsvare USSR som en arbejderstat! Men aldrig så snart invaderede samme Stalin ”demokratiske” Finland førend de imperialistiske demokratiers borgerlige offentlige mening, der tildækkede og støttede alle Stalins forbrydelser imod kommunisterne, arbejderne og bønderne – rejste et brøl til himlen, førend vore fornyere omgående erklærede: ”ja, dette er utåleligt!” Og i hælene på Roosevelt erklærede de en moralsk embargo imod Sovjetunionen.

Den veluddannede heksejæger Burnhams ræsonnement med omkvædet om, at ved at forsvare USSR, forsvarer vi dermed Hitler, er en god lille prøve på den småborgerlige idioti, der søger at tvinge den modsætningsfyldte virkelighed ind i en todimensional syllogismes ramme. Ved at forsvare Sovjetrepublikken efter freden ved Brest-Litovsk, støttede arbejderne da Hohenzollerne? Ja eller nej? Fjerde Internationales programmatiske teser om krig behandler dette spørgsmål i detaljer og fastslår kategorisk, at aftaler mellem en sovjetstat og denne eller hine imperialistiske stat ikke sætter nogle begrænsninger på det revolutionære parti i denne stat. Verdensrevolutionens interesser står over en isoleret diplomatisk kombination, hvor retfærdiggjort denne ellers må være i og for sig selv. Ved at forsvare USSR kæmper vi endnu mere seriøst imod Stalin, såvel som mod Hitler, end Burnham og co. gør.

Det er rigtigt, at Burnham og Shachtman ikke står alene. Leon Jouhaux, den skændige agent for fransk kapitalisme, rejser sig også indigneret over den kendsgerning, at ”trotskisterne forsvarer USSR.” Hvem skulle være indigneret hvis ikke han! Men vores holdning til USSR er den samme som vores holdning til CGT (Frankrigs LO). Vi forsvarer det imod bourgeoisiet på trods af, at CGT bliver anført af slyngler som Leon Jouhaux, der bedrager og forråder arbejderne med hvert eneste skridt. De russiske mensjevikker hyler ligeledes: ”Fjerde Internationale er i en blindgyde,” fordi Fjerde Internationale fortsat anerkender USSR som en arbejderstat. Disse herrer er selv medlemmer af Anden Internationale, som er anført af så fremtrædende forrædere som den typiske borgerlige borgmester Huysmans, samt Leon Blum, der forrådte en usædvanligt fordelagtig revolutionær situation i juni 1936, og dermed gjorde den nuværende krig mulig. Mensjevikkerne anerkender partierne i Anden Internationale som arbejderpartier, men nægter at anerkende Sovjetunionen som en arbejderstat med den begrundelse, at bureaukratiske forrædere står i spidsen for den. Dette falskneri oser af uforskammethed og kynisme. Stalin, Molotov og resten er, som socialt lag, ikke værre eller bedre end Blum’erne, Jouhaux’erne, Citrinerne, Thomas’erne osv. Forskellen mellem dem er blot at Stalin og co. udnytter og forkrøbler den socialistiske udviklings levedygtige fundament imens Blum’erne klynger sig til det helt igennem rådne fundament under det kapitalistiske samfund.

Arbejderstaten må tages som den er fremkommet fra historiens nådesløse laboratorium, og ikke som den er forestillet af en ”socialistisk” professor, der henholdsvis udforsker sin næse med sin finger. Det er revolutionæres pligt at forsvare hver eneste af arbejderklassens erobringer, selv om de er forvrængede af presset fra fremmede kræfter. De, der ikke kan forsvare gamle stillinger kan aldrig indtage nye.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.