Et af de bannere som eleverne havde hængt op i forbindelse med statsministerens besøg. | Foto: Revolutionære SocialisterDa Mette Frederiksen besøgte Campus Bornholm i april blev elevers politiske budskaber bortcensureret. Men de nægtede at finde sig i det og tog efterfølgende kampen op for ytringsfrihed på skolen - med stor succes.
Torsdag den 7. april skulle statsminister Mette Frederiksen besøge Campus Bornholm for at tale om den socialdemokratiske regerings udenrigspolitik i lyset af krigen i Ukraine. Kieran Hindshawer elevrådsformand for HTX-eleverne på Campus Bornholm, og han var ikke i tvivl om, at der måtte gøres noget:
»Der bliver altid skabt et glansbillede af politikerne, når de kommer på sådan nogle velorkestrerede besøg. Men virkeligheden er, at Mette Frederiksen står i spidsen for en nedskæringsregering, hvis politik går udover unge, og en flygtningepolitik som forsøger at splitte os,« forklarer Kieran.
Udover at være elevrådsformand er Kieran aktiv i Revolutionære Socialister på Bornholm. Han tog fat i de andre medlemmer af Revolutionære Socialister, samt andre venstreorienterede, han kendte på øen, blandt andet fra Rød-Grøn Ungdom (RGU). De blev enige om, at Mette Frederiksen ikke skulle besøge deres skole uimodsagt: »Vi ville gøre et eller andet som skulle vise, at vi er mange elever på skolen, som ikke er enige med hendes politik,« fortæller Kieran.
De endte med at være 15 stykker, som malede bannere, der skulle hænges op på dagen, hvor den socialdemokratiske statsminister besøgte skolen. På bannere skrev de forskellige politiske slogans, såsom: »Mette er ansigtet på sparekniven, men kapitalismen er problemet«, »Nej til krig - Stop oprustningen« og »Flygtninge = flygtninge, uanset hudfarve«, hvor der på det sidste var malet syriske og ukrainske flag.
Alt var klart til statsministerens besøg.
Hvilken ytringsfrihed?
Det blev den 7. april, og Kieran og de andre havde aftalt at hænge bannerne op rundt om på skolen en halv time før statsministeren ankom. Som sagt som gjort.
Men deres bannerophængning skabte panik hos rektoratet på Campus Bornholm. Nu hvor landets øverste leder kom på fint besøg, så skulle alt skinne og stråle. Ledelsen fik travlt med at løbe rundt på skolen og rive bannerne ned. Rektor stod ude på gangen og råbte af Kieran og de andre som var med til aktionen.
»Det havde de overhoved ikke ret til. Som elever på skolen har vi naturligvis ret til at ytre os, og det er fuldstændig uhørt, at vi ikke må fremføre vores politiske synspunkter,« mener Kieran.
Censuren fra ledelsen på Campus Bornholm kan nemt henlede tankerne på Tibet-skandalen, og det var kun få dage forinden, at Tibetkommissionen netop havde udgivet deres beretning om de gange politiet har krænket demonstranter ved kinesiske statsbesøg, blandt andet ved at fratage dem deres tibetanske flag. Denne gang blev ytringsfriheden ikke krænket på grund af kinesiske statsledere, men af hensyn til vor egen statsminister.
Ledelsens søforklaringer
Medierne fangede hurtigt historien, som først blev bragt hos TV2 Bornholm og senere blev samlet op af nationale medier, som Jyllands-Posten. Ledelsen fandt på den ene pinlige undskyldning efter den anden. De påstod, at det var “udefrakommende” unge som ikke gik på skolen, der havde hængt bannerne op, og at der havde været råben inde på skolen fra de aktionerende elevers side.
»Det passer ikke. Der var ingen af os, der råbte af nogen, men det var derimod rektor, der råbte af mig og de andre. Prøv at tænk på hvis det havde været en elev, som havde råbt af en ansat. Så var de jo nok blevet smidt ud. Og siden at rektor råbte af os med navns nævnelse, så ved hun også udmærket godt, at vi var elever, der gik på skolen,« forklarer Kieran.
De større medier tabte hurtigt interessen for historien, men problemet var ikke løst. Det var jo blevet tydeligt, at elever på skolen manglede sikring af noget så basalt som retten til at ytre sig: »Som elevrådsformand tog jeg kontakt til de andre elevrådsformænd, for at vi kunne finde ud af, hvordan vi kunne sikre vores demokratiske rettigheder som elever,« forklarer han.
De aftalte et møde med ledelsen, men Kieran tog initiativ til, at de lagde en plan på forhånd for hvad deres krav var. Elevrådsformændenes forslag var, at det skulle vedtages, at skolens elever har ret til at sætte bannere op på skolen, som ikke er diskriminerende eller rettet personligt mod nogen.
»Vores møde med ledelsen var på mange måder absurd. Stemningen var fuldstændigt vendt. Nu fik vi at vide hvor dejligt det var, at vi havde aktioneret, hvor glad ledelsen var for, at vi havde en “rig politisk kultur”, at der var engagerede unge på skolen, og så videre,« forklarer Kieran.
Ledelsen accepterede elevrådsformændenes forslag men påstod, at det ikke kunne indføres før næste år, hvor blandt andre Kieran er blevet student og derfor ikke længere går på skolen:
»Det ligner en manøvre fra ledelsens side, at de forsøger at skyde det til næste år. Men vi har nu fået et løfte, og jeg er ganske rolig for fremtiden. For der er aktive, venstreorienterede, revolutionære unge i klasserne under os, og jeg er sikker på, at de vil holde ledelsen oppe på deres løfte,« fortæller Kieran, som også har tænkt over, hvordan det kunne være, at ledelsen kunne presses til indrømmelser:
»Jeg tror, at det betød meget, at vi var nogle som har erfaring fra revolutionær politik. For mit eget vedkommende kan jeg i hvert fald sige, at jeg gennem mit virke som aktiv i Revolutionære Socialister har jeg lært utrolig meget om at organisere, om hvordan det er nødvendigt at holde øjnene på bolden og slå ned i en stemning.«
Og der er ingen tvivl om, at Kieran og de andre unge venstreorienterede slog ned i en stemning:
»Der er mange på Campus Bornholm, som ser hykleriet i regeringens politik, både når det gælder flygtninge og nedskæringer. Samtidig mener både lærere og elever naturligvis, at vi skal kunne ytre os. Hvad alt dette viser er, at den eneste måde hvorpå vi kan sikre vores rettigheder er at stå op for dem og organisere os.«
