Klik her for at hente Digital Revolution #4Leder: Det er i sandhed forunderlige tider. Olie til salg for minus 40 dollar pr. tønde. Døde der bortskaffes i massegrave i verdens rigeste by New York. Et budgetunderskud for den danske stat på 120-170 mia. kroner i 2020 støttet af samtlige 'ansvarlige' partier. Verden er vendt på hovedet. Intet er som før.
Der er dog én undtagelse, ét sted hvor intet er forandret: Den danske venstrefløj. På trods af den mest aggressive krise i kapitalismens historie, er alt her ligesom før. Jovist, de venstreorienterede parlamentarikere har velvilligt deltaget i at overføre svimlende beløb fra de offentlige kasser til det private erhvervsliv. Men ellers ses krisen som en engangsforestilling, et bump på vejen der skal overstås, for at vi kan komme videre med den dagligdag vi kendte.
Enkelte repræsentanter fra den moderate venstrefløj udtrykker endda håb for, at denne statslige intervention i markedet kan blive begyndelsen til en ny udbygning af velfærden på kapitalistisk basis. Det er som om disse folk lever i en anden verden.
Ideen er, at vi alle - rig som fattig - er i samme båd. Skal vi blive i dette billedsprog så er virkeligheden dog snarere, at vi står på Titanic og venstrefløjens parlamentarikere lige nu står og hjælper kapitalistklassen i de sidste redningsbåde, mens vandspejlet nærmer sig ankelhøjde på arbejderklassen. De trøster sig ved, at de har sikret, at arbejderklassen har fået en kasse at stå på, som hjælpepakke imod at fødderne bliver våde!
Erhvervslivet vælter sig i gratis penge. Aldrig før er så store summer så hurtigt blevet langet ud. De er gratis for kapitalejerne, men ikke for arbejderklassen. Når staten laver det største budgetunderskud siden 80’erne, så er der nogen der kommer til at betale. Og det bliver ikke kapitalejerne, det skal de og deres stat nok sørge for. Nej, det er arbejderne de vil have til at betale, ligesom det skete efter sidste krise. Betalingen på det private arbejdsmarked vil ske i form af, krav om bedre konkurrenceevne for at den danske eksportøkonomi, der konkurrerer på et overmættet marked, skal give vækst som forudsætning for at finansiere de øgede offentlige udgifter. Allerede nu ser vi således arbejdsgiverne kræve mulighed for at tvinge ansatte ned i løn med trussel om fyring, som en del af aftalen mellem FH og DA. I det offentlige vil betalingen have form af nedskæringer, privatiseringer og øget brugerbetaling til at finansiere de svækkede statsfinanser. Det her er alvorlige sager.
Men mens IMF advarer det internationale borgerskab om faren for social uro som konsekvens af krisen - klassekamp på global skala, med andre ord - slutter den danske venstrefløj, og toppen af fagbevægelsen op om den nationale enhed. Hvordan kunne de gøre andet, når de ikke har tillid til at arbejderklassen kan ændre verden? I stedet ender de i et uskønt samarbejde med den herskende klasse om at holde hånden under dansk kapitalisme. Imens hvæsser arbejdsgiverne knivene.
Velfærden og de løn og arbejdsforhold, som vi kendte, risikerer at blive reduceret til et minde fra en fjern fortid.
Skal dette rædselsscenarie forhindres, hjælper borgfreden i parlamentet intet - tværtimod.
Vi kan ikke vente på en venstrefløj som nægter at indse, at den nye situation kræver en ny klassekamp - at intet bliver som før. Alle fagligt orienterede arbejdere bør forberede sig på den hårdeste klassekamp i generationer. De netværk der blev skabt op til OK20, men som aldrig rigtig kom i brug på grund af epidemien skal findes frem igen. Med klassesolidaritet på tværs af fag og sektorer, mellem arbejdere i arbejde og arbejdsløse, vil vi kunne tage kampen op gennem organiseret modstand på gaden og på gulvet.
Den nationale enhed er en narresut konstrueret af samfundets top, og har kun til formål at afholde os fra at gøre modstand, mens de fylder lommerne på vores bekostning.
Så bryd den nationale enhed. Lad kapitalejerne og deres politiske håndlangere sejle i deres egen sø. Vi er ikke i samme båd.
