Versailles-slottet var et interessant valg fra Donald Trumps side til at afholde ceremonien, der skulle afslutte krigen med Iran. Men eftersom han i realiteten underskrev en kapitulation, var det langt fra upassende.

[Denne artikel blev originalt bragt på marxist.com]

Dette Memorandum of Understanding (MOU) på 14 punkter mellem USA og Iran udgør en ydmygelse for Trump, et strategisk nederlag for amerikansk imperialisme og et vendepunkt i verdenssituationen. For israelerne – som ikke blev konsulteret og ikke er medunderskrivere af aftalen, der ikke desto mindre er bindende for dem – kan konsekvenserne blive endnu mere alvorlige.

Magasinet Foreign Policy beskriver det som “et større nederlag end Vietnam”. Faktisk er konsekvenserne af Iran-krigen på mange måder mere vidtrækkende end Vietnam, selv om krigen har været kortere og mindre udmattende.

Kontrollen over Hormuzstrædet er blevet overdraget til Iran. De olieproducerende stater i regionen er blevet reduceret til en tilstand, hvor de må betale tribut til, og bukke sig for iranernes ønsker.

Rusland og Kina står styrket tilbage. De er de eneste lande med reel indflydelse på Iran. Det var Kinas allierede Pakistan, der stod bag en stor del af mæglingsarbejdet. På verdensplan vil der ske en forskydning af magtbalancen, i takt med at både USA’s allierede og modstandere bemærker, hvor svage kort amerikanerne egentlig har på hånden.

For Israel er denne nyhed faldet som en bombe. Hvis aftalen holder, kan det betyde enden for Benjamin Netanyahu. Den sætter endda spørgsmålstegn ved fremtiden for selve det amerikansk-israelske forhold. Dette, medmindre Netanyahu har en ny plan for at redde sig selv – hvilket kun ville betyde nye rædsler for regionen.

Desperate mænd griber ofte til desperate midler. Mens disse linjer skrives, bomber Netanyahu Libanon i et åbenlyst forsøg på at få aftalen til at bryde sammen. Der er folk i det neokonservative etablissement i USA, som uden tvivl tilskynder ham.

Hvad der står i memorandummet

Lad os se på betingelserne.

Det første punkt fastslår klart, at parterne “erklærer den øjeblikkelige og permanente afslutning på militære operationer på alle fronter, herunder i Libanon …” og garanterer desuden Libanons “territoriale integritet”.

Iranerne har altså ikke blot opnået fred med amerikanerne; denne aftale vil også binde israelerne til ikke blot en våbenhvile, men også en tilbagetrækning fra Libanon.

Med afslutningen på fjendtlighederne begynder nu en 60-dages forhandlingsperiode om en endelig aftale, “som kan forlænges efter gensidigt samtykke.” I denne periode skal der findes en løsning på det vanskelige spørgsmål om Irans berigede uran. Hvis det lykkes, bliver iranerne lovet investeringer på 300 milliarder dollar, en permanent ophævelse af alle sanktioner og en fuldstændig tilbagetrækning af den amerikanske flåde.

Selvom Trump har lovet, at de 300 milliarder dollar ikke skal komme fra amerikanske skatteydere, men fra regionale og andre investorer, bør vi være klare i mælet: Dette er et besejret USA, der betaler krigsskadeerstatning.

Selv før en endelig aftale er på plads, giver memorandummet dispensationer for “eksport af iransk råolie, olieprodukter og derivater samt alle tilknyttede tjenester, herunder banktransaktioner, forsikringer, transport osv.”

Det vil i praksis sige, at stort set alle sanktioner ophæves fra første dag.

Uanset de kommende forhandlinger garanterer memorandummet straks:

• En afslutning på israelsk aggression mod Libanon;
• En de facto ophævelse af sanktionerne;
• Anerkendelse af Irans ret til at kontrollere Hormuzstrædet;
• Frigivelse af milliarder af dollars i indefrosne aktiver.

Men lige så betydningsfuldt er det, som memorandummet ikke nævner.

Der nævnes intet om regimeskifte; intet om Irans allierede og stedfortræderstyrker; intet om, at Iran ikke må opkræve afgifter på skibstrafikken gennem strædet; og intet om Irans ballistiske missiler. “Hvis andre lande har dem,” sagde Trump om de ballistiske missiler, “er det lidt uretfærdigt, at de ikke også må have nogle.” Det har han trods alt ret i!

Der er faktisk ingen omtale om de mange forskellige krigsmål, som Trump fremlagde op til og under denne krig.

Hvad får amerikanerne til gengæld?

Et løfte fra iranerne om ikke at udvikle atomvåben – et løfte, de altid har givet; nogle sødladne formuleringer; og én reel indrømmelse: genåbningen af Hormuzstrædet, som ikke engang var lukket, før krigen begyndte, og som nu vil være under iransk kontrol.

Hvad betyder det for USA?

Selv et barn kan se, at dette er en kapitulation fra amerikanernes side.

Årsagen er indlysende. Trods en massiv udtømning af deres missillagre, har USA ikke formået at tvinge Iran i knæ, hverken militært eller økonomisk. Der er gået fire måneder, siden Iran lukkede Hormuzstrædet. I den periode har USA tappet sine strategiske oliereserver for at holde priserne nede. Nu er disse reserver ved at slippe op, og en økonomisk katastrofe truer.

Trump indrømmede det i virkeligheden selv: “Jeg ønskede ikke at se en økonomisk katastrofe. Hvis dette var fortsat, kunne det være sket.” Efter genåbningen af strædet faldt olieprisen tilbage til 80 dollar per tønde, og aktiemarkedet steg kraftigt.

Der er mange kritikere af dette memorandum, men at aktiemarkedet ikke var blandt dem, glædede Trump. “Aktiemarkedet er mere genialt end nogen anden, inklusive folkene på denne scene. Bortset fra mig selv, naturligvis,” strålede han, mens de øvrige “folk på scenen”, herunder Marco Rubio, så akavet rundt.

Trump går nu rundt med fornyet energi. Han ånder lettet op. Men konsekvenserne af denne krig vil kunne mærkes i USA i mange år fremover.

På kort sigt vil aftalen fremkalde vrede hos det republikanske neokonservative etablissement. De er rasende. Det amerikanske etablissement kan ikke mentalt forlige sig med tanken om, at de – de almægtige amerikanere – skulle være blevet besejret, og endda så grundigt.

Der vil bryde konflikt ud i MAGA-bevægelsen. Hvis de neokonservative ikke straks kan få aftalen afskaffet, vil de søge hævn, måske efter en periode med genoprustning.

Men virkningerne vil række langt ud over de politiske eliter. Når Trump forsøger at fremstille dette som en sejr – så langt som til at kalde aftalen en “ubetinget overgivelse” fra Teherans side – hvad gør han så andet end at tilføje komisk farce til den amerikanske ydmygelse?

Dette er ikke et heroisk nederlag som Slaget ved Alamo, der tidligere kunne få amerikanske brystkasser til at svulme op af patriotisk stolthed. Trumps latterlighed – ligesom det absurde syn af UFC-kampe og motocross-opvisninger på plænen foran Det Hvide Hus i anledning af den amerikanske republiks 250-års jubilæum – fratager blot staten den smule værdighed og autoritet, den stadig måtte have. Hele Trumps optræden, som handler om at redde sit eget skind, vækker kun foragt og afsky.

Når imperialistiske magter er i tilbagegang, ser vi det samme mønster igen og igen: Nederlag i udlandet lægger grunden til klassekamp på hjemmefronten. Frankrigs nederlag i Algeriet skabte forudsætningerne for Maj-oprøret i 1968. I Portugal var det de bekostelige kolonikrige i Afrika, der lagde grundlaget for Nellikerevolutionen i 1974. Nederlaget til Iran vil fremskynde klassekampen i USA.

Regionale konsekvenser

Også i Iran har aftalen dog sine kritikere. Ironisk nok mener disse kritikere, at Iran alt for let opgav sine forhandlingsmuligheder, og de ønsker intet mindre end et totalt amerikansk nederlag. Det ville indebære en fuldstændig amerikansk tilbagetrækning fra Mellemøsten og en anerkendelse af Irans ret til at besidde beriget uran.

At ledelsen i Den Islamiske Republik ikke pressede på for mere, peger på det pres, den er underlagt – især fra Rusland og Kina, som ville have meget på spil, hvis hele verden blev kastet ud i en dyb økonomisk krise.

Men det var heller ikke nødvendigt for iranerne at holde fast i disse krav. Selv uden en formel amerikansk tilbagetrækning vil USA fremover stå svagere end nogensinde.

De amerikanske militærbaser ligger i ruiner. Overalt i regionen har man fået en smagsprøve på amerikansk afmagt og iransk styrke. De forskellige golfstater er nu i færd med at indgå deres egne, separate aftaler med Iran.

Efter at have lidt omfattende skader som følge af iranske bombardementer i krigens første fase, gik De Forenede Arabiske Emirater angiveligt med til at betale Iran mellem 10 og 20 milliarder dollars, hvoraf 3 milliarder allerede skulle være udbetalt. Qatar har tilsyneladende indgået en lignende aftale. Saudi-Arabien vil snart være nødt til at gøre det samme. Der er tale om tributbetalinger.

Derudover kommer USA’s alliancer i regionen, som allerede var skrøbelige før krigen. Siden krigens begyndelse har De Forenede Arabiske Emirater trukket sig ud af OPEC, hvilket i praksis har knust kartellet og cementeret splittelsen mellem saudierne og emiraterne. De kølige relationer mellem Tyrkiet og Israel er blevet endnu værre.

Og så er der selvfølgelig USA’s vigtigste allierede i regionen: Israel. For den israelske herskende klasse er dette et mareridtsscenarie.

Den største taber: Israel

Israels ledere har i årtier længtes efter et opgør med Iran. De ønskede ikke blot regimeskifte og afvikling af et eventuelt atomvåbenprogram; de ønskede Irans ødelæggelse som nationalstat som et skridt på vejen mod en fuldstændig omlægning af Mellemøstens politiske landkort.

Ved krigens begyndelse mente de, at deres chance endelig var kommet. De forestillede sig endda, at de kunne ødelægge alle regionens nationalstater bortset fra Israel selv og skabe en barbarisk ødemark, hvor de kunne herske over ruinerne.

Midt i marts, mens krigen mod Iran var på sit højdepunkt, begyndte Naftali Bennett allerede at tænke fremad og kaldte Tyrkiet for “det nye Iran”. Den samme Naftali Bennett er nu de liberales foretrukne kandidat til at udfordre Netanyahu ved det kommende valg.

I februar og marts var den herskende klasse i Israel euforisk, beruset af sine egne forestillinger.

Men fra disse højder, er den nu styrtet ned med et voldsomt brag.

Lige nu beskrives dette på tværs af det zionistiske establishment som en “katastrofal kapitulation”. Netanyahu bliver angrebet for at have begået den strategiske fejltagelse at knytte spørgsmålet om Libanon sammen med krigen mod Iran.

Men netop denne sammenkobling var hele Netanyahus strategi.

Som vi har forklaret andre steder, er israelerne blevet vant til at presse deres amerikanske velgørere så hårdt, at de reelt ikke har andet valg end at støtte Israel.

Netanyahu invaderede Libanon samtidig med, at krigen mod Iran begyndte, netop for at forbinde de to konflikter. Hvis amerikanerne forsøgte at trække sig tilbage eller indgå en aftale med Iran, kunne han fortsætte med at provokere iranerne i Libanon og dermed fastholde USA i krigen for enhver pris.

Men her opstår problemet: Fordi Netanyahu har bundet de to konflikter så tæt sammen, har Trump ikke noget andet valg end at få afsluttet den israelske intervention i Libanon, hvis han vil trække sig ud af krigen.

Den israelske herskende klasse er rystet og grebet af panik. For Netanyahu er situationen endnu værre. Et nederlag i denne krig vil betyde enden på hans politiske karriere, med afsættelse fra embedet og måske endda en fængselscelle i horisonten.

Kan Netanyahu stoppe denne aftale?

Nogle af Netanyahus allierede insisterer på, at Israel kan klare sig alene.

“Trumps aftale binder os ikke. Israel er ikke underordnet USA,” protesterede Ben Gvir. “Vi er et uafhængigt og suverænt land.”

Men er I nu også det? JD Vance mindede ham om følgende:

“For det første, er Donald J. Trump den eneste statsleder i hele verden, som på nuværende tidspunkt er positivt indstillet over for staten Israel. Og han er tilfældigvis leder af verdens supermagt. Hvis jeg sad i den israelske regering, ville jeg måske ikke angribe den eneste magtfulde allierede, jeg har tilbage noget sted i verden.

Den anden ting, jeg vil sige, er, at to tredjedele af de defensive våben, som i de sidste tre måneder har beskyttet jeres hjemland, er blevet fremstillet af amerikanske hænder og betalt af amerikanske skatteydere.”

En slet tilsløret trussel: “Sæt ikke forholdet til os over styr, Bibi. Det vil du komme til at fortryde.”

Men Netanyahu har tidligere formået at sno sig ud af vanskelige situationer. Han vil uden tvivl også forsøge at finde en vej ud af den nuværende situation. Spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre denne gang.

Der er mange ubekendte faktorer og mange uforudsigelige aktører involveret. Men på kort sigt synes én af følgende ting at være på vej til at bryde sammen: verdensøkonomien, forholdet mellem Israel og USA, det israelske samfund – eller en kombination af alle tre.

Scenarie 1: Verdensøkonomien bryder sammen

Selv hvis Netanyahu og de neokonservative lykkes med at få Trump til at genoptage krigen, vil det militære styrkeforhold være uændret. Lagrene af kostbar ammunition er kritisk udtømte. Hvis iranerne genoptager deres bombardement af Israel, har amerikanerne ganske enkelt ikke de nødvendige luftforsvarsmissiler til at beskytte landet – selv hvis de ønskede det.

Det bedste tænkelige udfald ville være en ny lukning af Hormuzstrædet og dermed en katastrofe for verdensøkonomien. Men iranerne har også mulighed for at gå endnu videre, ved at lukke Bab el-Mandeb-strædet og dermed adgangen til Det Røde Hav gennem aktivering af deres Houthi-allierede i Yemen. Det ville afskære den vigtigste handelsrute mellem Europa og Asien.

Verdensøkonomien balancerer stadig på en knivsæg. Det er værd at bemærke, at selv nu kan der gå mange uger, eller endda måneder, før rederierne får løst de logistiske følgevirkninger og igen føler sig tilstrækkeligt trygge ved at sende større mængder skibstrafik gennem strædet.

Mange af regionens olie- og gasanlæg vil kræve flere års reparationer, før de igen kan levere til verdensmarkedet. Samtidig gør udtømningen af de strategiske reserver hele verdensøkonomien langt mere sårbar over for nye chok. Dertil kommer, at efterspørgslen nu vil være højere netop for at genopbygge disse lagre.

Alt sammen stof til eftertanke for Trump.

Scenarie 2: Forholdet mellem USA og Israel bryder sammen

Det vil måske ikke afholde Netanyahu fra at presse situationen til det yderste. Han forsøger allerede at skabe nye spændinger i Libanon. Han har indtil videre været nødt til at underskrive en våbenhvile, men han vil lede efter påskud til at bryde den. Allerede dagen efter, at memorandummet blev underskrevet, annoncerede han oprettelsen af en “bufferzone” med permanent israelsk besættelse i Libanon – et direkte brud på aftalen.

Men ved at gøre dette kan Netanyahu være i færd med at sætte selve forholdet mellem USA og Israel på spil.

Netanyahu har selv længe været bevidst om den logik, der ligger i en mulig splittelse med USA. Til en vis grad har han allerede forsøgt at forberede det israelske samfund psykologisk på en sådan udvikling. Sidste år talte han om nødvendigheden af gradvist at gøre Israel uafhængigt af amerikansk støtte i løbet af det næste årti og forvandle landet til en slags “Super-Sparta”, der kan udkæmpe sine egne krige.

Måske vil Netanyahu forsøge sig med den løsning. Men et brud med USA ville være et eksistentielt slag mod Israel og sandsynligvis blot føre til et nederlag på et senere tidspunkt.

Scenarie 3: Israel bryder sammen

Den sidste mulighed er, at Netanyahu bliver tvunget til at underkaste sig. Men i så fald vil alle de modsætninger i det israelske samfund, som eksploderede under protesterne mod retsreformen i 2023, og som siden med jævne mellemrum er blusset op igen – eksempelvis i protesterne for hjemsendelse af gidslerne – bryde ud på ny.

Siden den 7. oktober 2023 har Netanyahu forsøgt at kanalisere de indre spændinger i det israelske samfund udad mod eksterne fjender. Nu vil disse spændinger igen vende tilbage til den hjemlige politiske arena.

Tre års krig har efterladt det israelske samfund i ruiner. Antallet af mennesker i behandling for psykiske problemer er ifølge denne fremstilling steget med 240 procent siden 2024. De unge er ved fronten, mens tech-investorerne er flygtet.

Hæren er ophørt med at offentliggøre tal for soldater, der hjemsendes på grund af PTSD, netop fordi tallene er blevet så høje. “Folk har mistet tilliden til deres samfund, regering og institutioner,” fortalte en veteran og psykologisk fagperson til Al Jazeera.

Ifølge nogle skøn møder mere end halvdelen af reservisterne ikke op, når de indkaldes.

Alt dette truer med at eksplodere endnu en gang. Efter i høj grad at have støttet sig til religiøse, reaktionære kræfter, står Netanyahu nu over for omfattende protester fra ultraortodokse jøder, som nægter at gøre tjeneste i det israelske militær.

Der har været store demonstrationer og blokader af motorveje. Der har været optøjer foran højesteretsdommeres boliger, og der har endda været forsøg på at storme hjemmene til militære chefer. Shin Bet er begyndt at udarbejde efterretningsvurderinger om højreekstrem, jødisk terrorisme.

De mange indre modsætninger i Israel kan udvikle sig på uforudsigelige måder.

Det giver Netanyahu endnu stærkere incitament til igen at rette opmærksomheden mod ydre konflikter. Hvis ikke i Libanon, hvor så? Vi har allerede set en stigning i det israelske militærs angreb i Gaza. Smotrich har i den seneste uge intensiveret provokationerne i byen Hebron på Vestbredden. Kan processen med at annektere Vestbredden blive fremskyndet?

Andre, såsom Likud-ministeren Amichai Chikli, har lovet, at Israel snart vil være i krig med Syrien som led i kampen mod det, som dele af den israelske herskende klasse i stigende grad betegner som en tyrkisk-ledet “radikal, sunnimuslimsk ondskabens akse”. Hvis USA binder Israel til ikke at angribe Iran eller dets allierede, kan Israel så i stedet vende sig direkte mod nogle af USA’s egne regionale partnere?

Udfald

Ironisk nok er et af resultaterne af denne krig netop, at USA bliver mere afhængigt af Israel som stedfortræder, fordi USA generelt er blevet svækket i resten af regionen. Hvis Israel fortsætter sin tilsyneladende ukontrollerede kurs, kan landet stadig antænde nye konflikter i Mellemøsten og dermed trække USA endnu dybere ind.

Men lad os træde et skridt tilbage og understrege de vigtigste overordnede pointer.

Iran kommer styrket ud af konflikten: politisk, militært og – med de milliarder af dollar, der frigives – sandsynligvis også økonomisk inden for en ikke alt for fjern fremtid.

For USA og dets allierede er dette en katastrofe – en fuldstændig og uforbeholden katastrofe. Ifølge denne analyse vil den blotlægge og forstærke modsætningerne i USA, Israel og hele Vesten. Den har kraftigt reduceret amerikansk indflydelse i regionen og langt udenfor den.

I Sydøstasien sendte Filippinerne, Australien, Vietnam, Cambodja, Laos, Thailand, Myanmar og Bangladesh under krigen delegationer til Kina for at anmode om gødning, olie og andre kritiske råvarer. Det samme gjorde europæerne. Og det samme gjorde Trump, hævdes det. Han var i Kina for ikke længe siden, sandsynligvis for at bede Xi Jinping om at lægge pres på iranerne.

Vi bør heller ikke glemme, at amerikanerne siden krigens begyndelse ifølge denne fremstilling har været vrede over, hvad de opfattede som manglende europæisk støtte, og derfor har nedgraderet deres militære tilstedeværelse på kontinentet. Det beskrives som endnu et søm i kisten på det såkaldte »kollektive Vesten«.

Samtidig kommer verdensøkonomien ud af krisen mere skrøbelig end nogensinde. Iranerne er nu de anerkendte herrer over Hormuzstrædet, mens de europæiske undermålere bedriver pirateri mod den såkaldte russiske “skyggeflåde”. Dette fremstilles som endnu en alvorlig forstyrrelse af verdenshandelen, der styrker tendenserne til protektionisme og oprustning.

På den anden side udgør det et alvorligt slag mod verdens førende imperialistiske magt. Selv nu fortsætter amerikansk imperialisme med at presse og intimidere andre lande, især på den vestlige halvkugle. Tidligere har masserne måske accepteret dette som en uundgåelig realitet. Hvem kunne forestille sig, at det var muligt at modstå et frontalangreb fra amerikansk imperialisme? Men nu har iranerne vist, at det kan lade sig gøre.

I det større, historiske perspektiv, vil dette nederlag blive betragtet som et afgørende vendepunkt i amerikansk imperialismes nedgang.