Arbejdere på Kverneland Group betaler for krisen

Kverneland Group Kerteminde Danmark

En arbejder på Kverneland Group Kerteminde



5 minutter

Arbejderne på Kverneland Group føler sig overset, misinformeret og ladt i stikken. Det er os, der nu bliver ramt af krisens konsekvenser i form af lønnedgang, overarbejde og fyringer.

På Kverneland Group i Kerteminde er der også blevet sendt folk hjem pga. corona-krisen. Hjemsendelsen skete mandag d. 4. maj 2020. Efter en længere periode med tvivl og usikkerhed om, hvorvidt hjemsendelserne ville ramme os, blev vi ikke informeret ordentligt af hverken ledere, mellemledere, tillidsmænd eller fra ledelsens side af, når der blev spurgt ind til emnet. Siden 12. marts har man kunnet se kærester, koner, børn eller andre familiemedlemmer blive afklaret og sendt hjem med klar melding fra diverse arbejdsgivere; men på Kverneland Group Kerteminde blev der først officielt meldt ud torsdag d. 30. april 2020. På det tidspunkt havde corona-epidemien været over os i cirka 7 uger; men alligevel kunne vi, der arbejder på Kverneland i Kerteminde, først få klar besked en weekend før, at vi skulle blive hjemme. Vi er hjemsendt på en tilkaldeordning nu, hvor vi kan blive ringet op 24 timer, inden vi skal stille på arbejde.

Ugen før hjemsendelsen skete, blev der sendt en officiel mail ud fra ledelsen om, at der måske ville gøres brug af hjemsendelse for at få den økonomiske støtte fra regeringen. Samme uge blev alle vores værkførere og tillidsmænd sendt hjem – eller de blev venligt bedt om at tage deres afspadsering. Dette skabte en meget utryg situation blandt os arbejdere, da der nu ikke var nogen tilbage overhovedet til at tale vores sag og til at informere om, hvordan vi skulle navigere i den information vi blev givet.

Tillidsmændene blev sendt hjem på det mest kritiske tidspunkt overhovedet, fordi der blev fyret 27 arbejdere i samme uge. Størstedelen af de fyrede kollegaer var personer, som havde lang anciennitet og derfor også en lang opsigelsesperiode. Dette udnytter Kverneland nu, da de ikke er sendt hjem, men i stedet er der nogen af dem, som stadig arbejder og passer maskinerne, inden deres opsigelsesperioder er færdige. De sidste dråber skulle presses ud af vores kollegaer, inden de blev smidt på porten.

For at gøre situationen endnu værre er der rent faktisk dele af fabrikken, der har været nødsaget til overarbejde, fordi der alligevel har været mere at lave, end hvad man regnede med. Mens kollegaer bliver fyret og andre hjemsendt på statens regning med lønnedgang, så skal andre slide ekstra hårdt på fabrikken.

I alt er der sendt 125 arbejdere hjem ud af 300. Vi er sendt hjem med løn indtil den 4. juli. 2020. Det her er den information, vi fik omkring omkostningerne ved at være sendt hjem med løn:

“Oplægget omkring hjemsendelse fra regeringen, hvor medarbejderne får fuld lønkompensation, har vist at være meget dyr for os som virksomhed. Vi får langt fra dækket fuld løn til hjemsendte medarbejdere. Vi har beregnet en udgift på 4 millioner kroner.

Alternativet til dette har været at gøre brug af en arbejdsfordelingsordning, der for virksomheden ville koste 0,5 millioner, men til gengæld ville være meget dyr for jer som medarbejdere.

Vi er derfor blevet enige med tillidsfolkene om, at alle går 10% ned i løn i lønperioderne 11 til 15 [4. maj – 10. juli, red.]. De medarbejdere, der vil være på arbejde, mens andre er på hjemsendelse, vil få bonus på præsterede timer, der modsvarer nedgangen.

Så i praksis vil det sige; bliver du hjemsendt, falder din løn med 10%, men er du på arbejde, så får du normal løn.”

Det, der bare ikke blev nævnt noget om i mailen, var, at de arbejdere, der går på aften- eller nathold oveni de 10% også ville miste deres tillæg. Kverneland Group Kerteminde valgte nemlig at sende alle, der tidligere arbejdede på nathold, på daghold og alle på aften- og daghold hjem. Derfor blev det muligt, at hele virksomheden kom på dagholdstimer. Dette resulterer i, at arbejderne på aften- og nathold ikke kun mister deres 10%, men også 42,15 kr. i tillæg i timen.

Det mest groteske ved hele situationen er, at Kverneland Group Kerteminde er et stort firma med en egenkapital på over 100 mio. kr. Så de 4 millioner kr. ledelsen nævnte i den foregående mail, som det ville have kostet virksomheden, burde alle kunne regne ud, at der godt ville være råd til.

Da Kverneland Group Kerteminde søgte om lønkompensation hos staten, var det med en forståelse af, at staten dækker 90% af lønnen hos timelønnede. Kverneland Group Kerteminde søgte derfor lønkompensation for arbejdernes 100% løn, altså det, der normalt bliver udbetalt. Efter ansøgningen til staten lavede ledelsen og tillidsfolkene en aftale uden om både staten og de ansatte arbejdere om, at alle hjemsendte går 10% ned i løn. Det betyder derfor, at Kverneland slet ikke taber penge på at have folk gående hjemme, for de har ikke de sidste 10% af lønnen at betale. De betaler derfor kun løn til de ansatte, der stadig er på arbejde.

Det vil også sige, at jf. den mail, der blev udsendt om omkostningerne ved at være sendt hjem med løn, blev der opstillet 2 alternative løsninger til problemet. Problemet er bare, at denne ordning slet ikke var en af dem, der blev præsenteret i mailen, hvilket har resulteret i en total misinformation fra ledelsens side af.

Kigger man på hele forløbet, har ledelsen sagtens kunne se de konsekvenser, der ville opstå på grund af de beslutninger de har truffet. De har trumfet urimelige besparelser og handlingsforløb ned over hovederne på deres arbejdere, formidlet mangelfuld information og har i sidste ende gjort det sådan, at arbejderne har stået alene med byrden for krisen.

For at arbejderne på Kverneland Group Kerteminde kan blive hørt, er der brug for en større organiseringsgrad blandt os på virksomheden. Dette kunne komme til udtryk ved stormøder mellem arbejdere og tillidsfolk. Dette redskab skulle allerede have været brugt, inden de første forhandlinger mellem tillidsfolk og ledelsen startede. Når situationer spidser til, er organiseringsgraden det vigtigste, som vi har.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Bliv en del af RS’ facebook gruppe! klik her