Krigen i Iran har været et ydmygende nederlag for amerikansk imperialisme. Så simpelt kan det det forståelsespapir, som de krigsførende parter har indgået som rammerne for en fremtidig fredsaftale, opsummeres. 

Trump startede krigen for knap fem måneder siden med selvtilliden om, at den største militære og økonomiske magt på Jorden, amerikansk imperialisme, i løbet af kort tid kunne besejre Iran. Nu har han kastet håndklædet i ringen, og udfaldet er blevet det komplet modsatte.

Foreign Magazine beskriver det som “et større nederlag end Vietnam” i 1975. USA’s militær er blevet udstillet som inkompetent, svagt og ude af stand til at beskytte sine egne baser og allierede i regionen. Økonomisk har krigen kostet dyrt for USA. Lukningen af Hormuz-strædet har sendt oliepriserne på flugt og ramt den amerikanske økonomi hårdt for ikke at snakke om den energikrise, som har gjort hele verdensøkonomien mere volatil. 

Konsekvenserne af nederlaget i Iran vil blive mærket i den kommende periode, hvor USA’s indflydelse i Mellemøsten og globalt vil være svækket. Den største fare for det amerikanske imperium finder man imidlertid på hjemmefronten i form af den amerikanske arbejderklasse. 

De amerikanske arbejdere vil blive bedt om at betale prisen for krigen, som dagligt har kostet den amerikanske stat 13 milliarder kroner. Det kommer ovenpå den forrige periode, hvor det økonomiske pres på arbejdere og unges skuldre kun er vokset, og hvor Trump-administrationen og resten af eliten har været indrullet i Epstein-skandalen. 

Krig og klassekamp er ikke to adskilte processer, men påvirker hinanden gensidigt. Gennem historien har vi set mange eksempler på, hvordan imperialistiske krige har gødet jorden for revolution. Særligt i tilfælde hvor imperialistiske magter i forfald har lidt nederlag, som tilfældet er med USA i dag.

Pariserkommunen

I 1870 forsøgte den franske kejser Louis Napoleon at styrke fransk imperialisme ved at generobre kontrol med tabt territorium fra det preussiske styre i Tyskland. 

Den fransk-preussiske krig endte i et kæmpe nederlag til Frankrig i 1871, som udløste en alvorlig krise i regimet og en øjeblikkelig eksplosion i klassekampen. Den franske stat smuldrede, og magten faldt ned i hænderne på masserne i Paris, som udråbte Pariserkommunen, der blev verdens første eksempel på arbejdermagt i praksis.

Under belejringen af både de franske og preussiske hære holdt de modige parisiske masser magten i 71 dage, inden de på brutal vis blev slagtet af den franske stat. På trods af Pariserkommunens korte liv efterlod revolutionen en masse afgørende lektier for fremtidens klassekæmpere.

Den første russiske revolution 

På sammenlignelig vis indledte den russiske tsar i 1905 en krig med sin opadstigende rival Japan. 

Tsaren håbede, at krigen kunne skære på tværs af det kriseramte og splittede Rusland ved at samle nationen bag sig, men en række ydmygende nederlag for det russiske imperium udstillede regimets råddenskab og korruption.

Krigens økonomiske konsekvenser, som ramte de fattige bønder og arbejderne hårdest, blev den gnist som antændte den første russiske revolution. Som Lenin på berømt vis sagde, var revolutionen i 1905 generalprøven til den senere socialistiske revolution i 1917. 

Maj ‘68 i Frankrig

Ligesom den russiske revolution i 1917 var en skelsættende begivenhed, som påvirkede hele verden, så gjorde revolutionen i Frankrig i 1968 det også.

Efter 2. verdenskrig var fransk imperialisme voldsomt svækket, og ude af stand til at bevare kontrollen over sine kolonier i Afrika og Asien. Først tabte den herskende klasse i 1954 sine kolonier i Fransk Indokina, i dag Cambodja, Laos og Vietnam, som blev fulgt af succesfulde uafhængighedsbevægelser i Marokko og Tunesien. Frankrig blev derefter besejret i Algeriet, som opnåede formel selvstændighed efter 8 års revolutionær befrielseskrig, der sluttede i 1962.

Nederlagene underminerede fransk imperialismes magt og prestige, og hele systemet blev miskrediteret i millioner af arbejdere og unges øjne. I maj måned 1968 udløste politiets angreb på en gruppe studerende en revolutionær krise, hvor 10 millioner arbejdere gik i generalstrejke og tog magten over hele industrier. Regeringen faldt som et korthus, og præsident Charles De Gaulle flygtede ud af landet i helikopter.

Under ledelse af de franske stalinister og socialdemokratiske reformister led revolutionen i Frankrig i 1968 imidlertid nederlag. Der gik dog ikke længe, før startskuddet til en ny revolution i Europa blev antændt af lignende forhold. 

Portugal 1974

I Portugal ledte tabet af landets afrikanske kolonier direkte til det fascistiske diktaturs fald. Efter 13 års forfejlet forsøg på at bekæmpe koloniale oprør og uafhængighedsbevægelser i Angola, Mozambique og Guinea-Bissau mistede den herskende klasse sit forfaldne imperium. Det udløste en krise i regimet og blev startskuddet til Nellikerevolutionen. 

I april gennemførte det portugisiske militær et kup, som afskaffede diktaturet og erstattede regimet med en konservativ republik ledet af general Spinola. Det bragte imidlertid alle frustrationer i samfundet op til overfladen og accelererede klassekampen. De portugisiske arbejdere bekæmpede kapitalisternes nye styre med  massedemonstrationer, strejker og fabrikbesættelser.

Arbejderklassen paralyserede hele samfundet og havde potentialet for at tage magten. Men det stalinistiske kommunistparti og de socialdemokratiske partier forrådte – ligesom i Frankrig – revolutionen og gik i stedet med i den nye kapitalistiske regering. 

Hvis der havde eksisteret et revolutionært masseparti i Portugal 1974, kunne den portugisiske arbejderklasse have taget magten, hvilket ville have udløst en bølge af socialistisk revolutioner i Europa og resten af verden.

Den kommende amerikanske revolution

Amerikansk imperialisme har længe været i forfald og set sin indflydelse svinde ind over de seneste årtier, som nu bliver accelereret af nederlaget i Iran. Det vil have en enorm effekt på bevidstheden blandt amerikanske arbejdere og unge, som i forvejen er kendetegnet af et had til det politiske etablissement og de rige i samfundet. 

Deres følelse af et samfund i forfald vil kun blive forstærket; politikerne vil blive set af endnu flere som de korrupte krigsforbrydere, de er; og den økonomiske byrde for krigen vil kun skærpe de sociale spændinger yderligere. 

Nederlag til USA vil med andre ord bringe mere brænde til det bål, som vil udgøre den kommende socialistiske revolution i USA, hvor den amerikanske arbejderklasse vil rejse sig og feje imperialisterne af vejen.