I slutningen af maj, brød en gerningsmand ind i en moske i Aarhus og forsøgte med 15 liter benzin at antænde bygningen. En medarbejder, der sov i bygningen, blev heldigvis vækket af indbruddet og tilkaldte politi og brandvæsen, før branden blev antændt. 

Politiet har allerede identificeret den formodede gerningsmand, der er mindreårig, og som derfor ikke kan sigtes. Men hvor politiet er sikre på gerningsmanden, er motivet utroligt nok, stadig uklart for dem.

Som Flemming Nørgaard, vicepolitiinspektør i Østjyllands Politi, sagde til TV2 Østjylland, så er politiet selvfølgelig “opmærksomme på det faktum [at adressen huser en moske], men at det ikke nødvendigvis betyder, at der er et religiøst motiv”. 

Hvis politiet oprigtigt tror, at der findes andre årsager til at sætte ild til en moske end politiske, er de dummere, end de giver indtryk af. Uanset den klodsede udførelse er handlingen tydeligvis et målrettet angreb mod en religiøs minoritet, hvilket forståeligt nok har spredt frygt og usikkerhed i området, uanset om gerningsmanden tilstår sin intention eller ej.

Himmelråbende hykleri

Ligesom politiet, er Aarhus’ borgmester Anders Winnerskjold fra Socialdemokratiet også i tvivl om, hvad der kunne ligge til grund for attentatforsøget: “Vi kan ikke med sikkerhed vide, hvad der ligger til grund for brandstiftelsen […] hvis det nu er et angreb rettet mod muslimer, så er det selvfølgelig kritisabelt, men det ved vi jo ikke”.

Borgmesteren påstår altså i ramme alvor, at et forsøg på brandstiftelse på en muslimsk menigheds forsamlingssted “ikke med sikkerhed” er et angreb rettet mod muslimer. You can’t make this up!

Som et gammelt ordsprog siger, er øjne og ører dårlige vidner for den, der ikke bruger dem. Til trods for kendsgerningernes klare sprog har hverken politi, medier eller politikere fordømt den forfejlede brandstiftelse, for hvad det er: et fejlslagent terrorforsøg. 

Politikernes og politiets forbehold mod at kalde angrebet et forsøg på terror bunder udelukkende i, at angrebet var rettet mod en moske. Da synagogen i Krystalgade i København i 2015 blev angrebet, stemplede politi, politikere og medier omgående angrebet som et terrorangreb. Hvor angrebet i 2015 ryddede forsiderne på samtlige nationale medier, er forsøget på at nedbrænde moskeen i Aarhus knapt blevet nævnt i de samme medier.

Det er ikke noget tilfælde: politikerne på Christiansborg og chefredaktørerne på landets største medier har gennem årtier spredt frygt og had for muslimer for at splitte arbejderklassen og distrahere fra de konstante angreb og forringelser, der kommer fra toppen af samfundet. Angrebet på synagogen i 2015 kunne bruges af etablissementet til at øge mistilliden til muslimer, mens angrebet mod moskeen i Aarhus er et frastødende resultat af deres dæmonisering af muslimer.

Har gødet jorden med had

I modsætning til politikere og medier tør vi godt sige, hvad der foregår: Angrebet kommer i direkte forlængelse af den racisme, Christiansborg har pumpet ud i mange år og udbredt gennem medierne, og er en afledt konsekvens af den. Deres rolle i at sprede frygt og had mod muslimer gør dem til medskyldige i angrebet.

I borgerskabets talerør som mediet Berlingske er overskrifter, der maler islam som en trussel mod Danmark og “danskheden”, hverdagskost. Tidligere i år bragte samme avis fuldstændigt ukritisk et konspiratorisk, racistisk perspektiv fra den yderste højrefløj om racekrig i Europa inden for 5 år, som om det var fakta, mens B.T. har givet Generation Identitær taletid til at sprede deres fremmedfjendske syn på muslimer i podcasten ‘Borgerlig Tabloid’.

Men det stopper ikke ved de åbenlyst reaktionære propagandasprøjter. Statsejede medier som DR inviterede for nylig Rasmus Munch Søndergaard, en dybt reaktionær “debattør” i Deadline, hvor han i bedste sendetid for tusindvis af seere fik lov at prædike sit racebudskab om, at danskhed er genetisk.

Kun én gruppe overgår mediernes evne til at sprede frygt og had for muslimer, og det er politikerne. Højrefløjen taler nu åbent for “remigration” (altså en form for tvungen deportering af hvem end de definerer som “udlændinge”). Mikkel Bjørn fra DF er kommet med udtalelser som, at “[h]vis man skal være lidt kynisk, så handler det om at ryge islamiseringen ud”, hvilket henleder tankerne på de værste episoder fra sidste århundredes jødeforfølgelse. 

Med udtalelser som “jeg vil gøre alt i min magt for at gøre det tæt på umuligt at leve en islamisk tilværelse i Danmark”, har Mikkel Bjørn eksplicit gjort sig til bannerfører for politik, der går ud på at chikanere muslimer, indtil de emigrerer fra Danmark. Brandattentatet mod moskeen i Aarhus har vist, hvordan denne politik bliver fortolket på den mest ekstreme del af højrefløjen.

Skylden for den nuværende giftige atmosfære for muslimer, udlændinge og danskere med anden etnisk baggrund generelt kan dog ikke tilskrives Mikkel Bjørn eller højrefløjen alene. Få uger efter angrebet på moskeen i Aarhus stemplede Socialdemokratiets nyudnævnte udlændingeordfører, Thomas Skriver Jensen, ind i debatten – ikke for at fordømme angrebet på moskeen, men for at sige, at der var “for mange muslimer i Danmark”. 

Dette følger i fin forlængelse af Frederik Vads “tredje erkendelse” fra 2024, hvor han i ramme alvor påstår, at muslimer udgør en 5. kolonne, der vil undergrave samfundet indefra. Som dedikerede forsvarer for dansk kapitalisme, et system viklet ind i krise, har Socialdemokratiet i årevis spredt reaktionære, racistiske budskaber for at at grave en kløft af mistillid mellem såkaldte etnisk danske arbejdere og arbejdere med indvandrerbaggrund. Selvsagt kan en politik, der spiller arbejdere ud mod arbejdere, kun gavne den herskende klasse.

Som følge af den racisme, der strømmer fra efterhånden hele etablissementet, har muslimer i Danmark i årevis lidt under chikane, vold og diskriminerende lovgivning, men brandattentatet markerer alligevel et nyt lavpunkt. Det kræver et resolut modsvar fra venstrefløjen; et svar der ikke blot fordømmer undertrykkelsen af muslimer i Danmark, men som forklarer, at det kun er toppen af samfundet, som drager fordel af racismen, fordi det splitter arbejderklassen, og dermed gør det sværere for den at bekæmpe de angreb og forringelser, der kommer fra oven.

Til trods for at Enhedslisten fremfører sig selv som et ‘antiracistisk’ parti, som kæmper mod undertrykkelse, har partiet ikke haft tid til at fordømme angrebet på moskeen i Aarhus med ét eneste ord.

Hvad, de derimod har haft tid til, er at reklamere på fuld drøn for alle de tomme løfter, som den nye regering kommer til at bryde, og nedtone, hvordan den kommer til at føre præcis den samme fremmedfjendske politik som SVM-regeringen. Med en venstrefløj som denne får racismen fra den herskende klasse og deres politiske repræsentanter på Christiansborg lov til at stå uimodsagt, hvilket giver den frit spillerum til at brede sig.

Kapitalismen behøver racisme

Men hvor kommer racisme fra, og hvorfor bliver det værre og værre? Svaret ligger i den funktion, racisme har i det kapitalistiske system: racisme er et værktøj for den herskende klasse og deres politiske repræsentanter til at aflede massernes frustrationer over samfundets tilbagegang. Kapitalismen har brug for racisme for at overleve, og så meget des mere, som systemet synker dybere ned i krise. 

I den nuværende tilstand af kronisk krise, tynget af gæld og uproduktiv spekulation, bliver krummerne fra kapitalisternes bord mindre og mindre. Den danske arbejderklasse er knapt nok kommet sig over inflationsbølgen efter Corona, mens nedskæringerne fortsatte under SVM-regeringen. I skrivende stund lurer den næste økonomiske krise allerede i horisonten, samtidig med at blokaden af Hormuz-strædet sender rystelser igennem verdensøkonomien.

Denne tilstand af økonomisk usikkerhed, stagnation og nedskæringerne vil fortsætte, så længe økonomien forbliver i hænderne på nogle få gigantiske banker, monopoler og milliardærer, og markedskræfterne får lov at regere. Fordi alle partierne på Christiansborg forsvarer det kapitalistiske system, er der ingen af dem, som kan tilbyde nogle reelle fremskridt til flertallet af befolkningen.

I mangel på reelle løsninger har de derfor brug for en syndebuk til at distrahere masserne fra at rette deres vrede over samfundets forfald opad, mod dem, der har ansvaret for det: milliardærerne og deres velklædte lakajer på Christiansborg. I sidste århundrede blev jøder brugt af de europæiske kapitalister som syndebukke, med grufulde konsekvenser til følge; i dag er det muslimer, som toppen af samfundet giver skylden for alle samfundets problemer.

Udover attentatforsøget i Aarhus har de nylige pogromer mod immigranter og muslimer i Belfast, i Nordirland og det dødelige terrorangreb mod en moske i San Diego, i USA, tilbage i maj vist de fatale konsekvenser, som etablissementets afledningsmanøvre har for helt almindelige arbejdere.

For at opnå et samfund, hvor folk kan leve trygt, uden at skulle frygte racistiske angreb, er det nødvendigt at gøre op med det kapitalistiske system, der kun kan overleve ved at spille fattige danskere ud mod fattige muslimer, og omvendt. 

Dette alternativ har et navn: kommunisme. I et kommunistisk samfund, hvor arbejderklassen har magten, er der intet behov for at sprede racistisk gylle og splittelse. Tværtimod, har arbejderklassen en objektiv interesse i den størst mulige solidaritet og enhed for i fællesskab at kunne opnå sine mål. Kun gennem arbejderklassens erobring af den politiske og økonomiske magt, kan vi lægge klassesamfundets forbrydelser og undertrykkelse i graven, én gang for alle.

Som krisen intensiveres, vil vreden og racismen kun tage til. Det betyder, at vi må være forberedt på at skulle forsvare arbejderklassen – hele arbejderklassen, uanset religion, eller etnicitet – mod yderligere angreb fra højrefløjen.

Og det kan vi sagtens, for mens kapitalismens dødskramper unægteligt producerer racistiske, højreorienterede skod med voldelige tendenser, skaber den i langt højere grad en brændende klassevrede blandt titusindvis af arbejdere og unge. De ser med afsky på milliardærerne, deres politikere, og højrefløjen, og overskygger i antal højrefløjens reaktionære afskum med længder. I 2024 så vi den britiske arbejderklasse vise tænder efter racistiske optøjer og angreb mod immigranter i Storbritannien.

Det står ikke i modsætning til at forbedre leveforholdene for flertallet af den danske befolkning; det er tværtimod den eneste mulige måde at gøre dette på. Allerkortest kan dette program opsummeres i to ord: kommunistisk revolution.