I maj landede tallene fra Danmarks Statistik over, hvordan det står til med den faglige organisering i Danmark. Tallene viser, at krisen i fagbevægelsen ikke bare fortsætter, men tilmed har rundet et nyt hjørne.

Ikke nok med, at de røde fagforeninger i paraplyorganisationen Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) igen i år har mistet medlemmer – omkring 5.900 – så har den gule fagforeningssammenslutning Det Faglige Hus nu overhalet den største røde fagforeing, 3F, som landets største med 207.000 medlemmer.

Udviklingen markerer et vendepunkt for den danske fagbevægelse, der i årevis har været i nedgang og krise. Organiseringsgraden toppede i 1995, hvor omkring 70 procent af de danske arbejdere var organiseret i de røde fagforeninger. I dag er det derimod under 50 procent af arbejderne, der er medlemmer af en overenskomstbærende fagforening. 

Tabet af medlemmerne tog især fart fra 2007 og frem, hvor FH har mistet over 300.000 medlemmer. Mange arbejdere har meldt sig ind i de langt billigere gule “fagforeninger”, men samtidig er andelen af arbejdere, som står uden for begge organisationer, også steget markant.

Hvem har skylden?

Nyheden om de røde fagforeningers fortsatte tilbagegang, og at Det Faglige Hus nu er landets største fagforening, har pustet nyt liv i debatten om krisen i fagbevægelsen. Medierne har været ude og spørge Gud og hver mand om årsagen til de faldende medlemstal: lige fra fagbosser over selvstændige til økonomiske eksperter. Ja, stort set alle andre end arbejderne selv.

De kommer alle med forskellige bud på, hvad årsagen kunne være – alle lige dårlige: En selvstændig murer fortalte DR, at problemet er, at de individuelle arbejdere er dumme og grådige. Enhedslisten mener, at folk blot ikke har hørt nok om den gudsgivne “danske model”. Andre hævder, at problemet ligger i sproget: Vi burde stoppe med at kalde de gule fagforeninger for fagforeninger, som om det i sig selv ville vende fagbevægelsens tilbagegang.  

Der bliver peget fingre i mange retninger; faktisk alle undtagen én: toppen af de røde fagforeninger selv. Det er ene og alene her ansvaret for den faldende organiseringsgrad skal findes. Den ene fagspids efter den anden har i disse dage travlt med at fremhæve, at de gule fagforeninger er nogle nassere, fordi de ikke er overenskomstbærende og dermed ikke bidrager til “den danske model”. Men hvilke overenskomster er det, som fagtoppen bryster sig af? Den seneste overenskomst for privatansatte, OK25, førte til reallønsfald for arbejdere i den private sektor. Det samme gjorde overenskomstaftalen på det offentlige fra i år.

Det er ganske naturligt at helt almindelige arbejdere stopper op og spørger: “Hvad har fagforeningerne rent faktisk gjort for mig?”. Og meget sigende er svaret fra fagtoppen altid et tiltag, som blev indført for over tredive år siden.

Det danske klassesamarbejdes model

Som kommunister ønsker vi i Revolutionært Kommunistisk Parti naturligvis den stærkest mulige organisering blandt arbejderklassen. Det gør vi først og fremmest, fordi arbejderklassen uden organisering blot er råmateriale for kapitalisternes udbytning, som Karl Marx forklarede. Jo stærkere organisering, desto bedre er arbejderklassens muligheder for at forsvare sine eksisterende forhold og endda vinde forbedringer.

Vi står altid – og har altid stået – konsekvent og uden forbehold på arbejderklassens side – også når lederne af den etablerede fagbevægelse ikke har turdet. Vi støttede bagageportørerne i SAS Ground Handling, da de blev angrebet af hele den borgerlige presse for at kræve, at en af deres nye kollegaer, som var medlem af en gul fagforening, organiserede sig i 3F sammen med resten af arbejderne på arbejdspladsen. Vi støttede stilladsarbejderne i København, da de tog sagen i egen hånd, efter deres tillidsmand var blevet banket på ordre fra en arbejdsgiver. Vi støttede sygeplejerskerne, da de kastede sig ud i konflikt i forbindelse med OK21 og efterfølgende blev ladt i stikken af deres fagforening, fordi de ikke accepterede den overenskomst, som Mette Frederiksen påtvang dem gennem et regeringsindgreb.

Toppen af fagforeningerne vil ikke forsvare denne form for militante aktioner fra deres medlemmer, fordi det bryder med “den danske model”. For dem er fagforeningerne ikke kamporganisationer, som de oprindeligt var, men kun forhandlingsorganer – og samtidig en vej til at sikre fagtoppen magtfulde stillinger med klækkelige vederlag, der med tiden kan blive et springbræt til en endnu bedre karriere, for eksempel i en arbejdsgiverforening.

Fra toppen af fagbevægelsen hører vi konstant, at organisering i de røde fagforeninger er vigtige for den “danske model”, men modellen er ikke en garant for bedre forhold, men derimod en spændetrøje for klassekampen. Formelt har vi strejkeret i Danmark, men i praksis er den ekstremt begrænset, da det ifølge den danske model kun er tilladt at strejke i forbindelse med overenskomstforhandlinger, der finder sted hvert tredje eller fjerde år. Det betyder, at arbejdsgiverne har mulighed for at planlægge produktionen således, at selv hvis en strejke skulle bryde ud som resultat af overenskomstforhandlinger, der kollapser, så vil strejken ikke være effektiv. Den danske model frarøver derfor arbejderklassen sit stærkeste kampredskab.

Dem der forsvarer den danske model vil imidlertid indvende, at modellen også betyder, at arbejdsgiverne ikke må lockoute arbejdere, så længe der er en overenskomst, og at modellen derfor også sikrer arbejderne. Problemet er imidlertid, at selvom arbejdsgiverne måske har mistet lockoutvåbnet, så har de utallige andre måder til at presse arbejderne: De kan højne arbejdstempoet; indføre ny teknologi og produktionskapaciteter, som gør at arbejderne skal lave mere arbejde end før; fyre som det passer dem og outsource alle de dele af arbejdet, som de ønsker. Arbejderne har til gengæld intet redskab, som de lovligt kan tage i brug mod arbejdsgiverne for at forsvare deres forhold. Hvis arbejderne nedlægger arbejdet, trues de med bøder og politi om nødvendigt.

Der er til gengæld én gruppe, der har nydt særligt godt af den danske model: fagtoppen selv. Derfor er det ikke så overraskende, at fagbosserne råber op om de gule fagforeninger, som de sidste mange år kun er vokset i medlemstal. Det repræsenterer en direkte trussel mod deres fede vederlag, magt, indflydelse og videre karrieremuligheder. Den danske model kræver nemlig en høj organiseringsgrad for at “virke”: hvis ikke fagbosserne har kontrollen over store dele af arbejderklassen, er de irrelevante for arbejdsgiverne. Kapitalisterne vil unægteligt spørge sig selv, hvorfor de skal spilde tid og penge på at forhandle med fagforeningerne, i takt med at de repræsenterer færre og færre arbejdere.

Det er paradokset i den danske model. Modellen forudsætter en høj organiseringsgrad med stærke fagforeninger og føjelige ledere, der kan holde arbejderklassen i ro. Men årsagen til at flere og flere arbejdere melder sig ud af de overenskomstbærende fagforeninger er netop, at de kan se, at fagforeningslederne ikke vil kæmpe for medlemmernes forhold.

Klassekamp er vejen frem

De gule fagforeninger fremfører sig selv som et alternativ til de røde fagforeninger, hvor man basalt set får det samme for pengene bare meget billigere – men det er ikke tilfældet.

De gule fagforeninger er på ingen måde kamporganer, som de røde fagforeninger oprindeligt var. De støtter ikke arbejderklassens kamp for bedre forhold og brugen af strejkevåbnet. Hvis arbejdere i gule fagforeninger kommer i kamp, betyder det, at de ikke får nogen strejkestøtte. De står altså uden indtægt og kan derfor ikke nægte at sælge deres arbejdskraft i en længere periode. Arbejderne i de gule fagforeninger står altså afvæbnet over for deres udbyttere, fordi tilbageholdelsen af arbejdskraft er arbejderklassens stærkeste våben i klassekampen.

De gule fagforeninger er i realiteten blot en slags forsikringsselskaber, der kan tilbyde løntjek, arbejdsløshedsunderstøttelse og goder som billigere vinterdæk eller fodboldbilletter. Medlemmerne har ingen reel indflydelse på organisationen og er snarere kunder, hvis kontingenter primært har til formål at sikre bestyrelsen profit. Problemet er imidlertid, at denne beskrivelse i vid omfang også passer på de røde fagforeninger, der af fagtoppen bliver drevet på præcis samme måde, men blot til et meget dyrere kontingent. Det er derfor ikke overraskende, at mange arbejdere har skiftet et medlemskab hos de røde fagforeninger ud med et hos de gule.

Al historisk erfaring viser, at hvis organiseringsgraden i de rigtige fagforeninger skal styrkes, sker det ved, at de i handling beviser, at de er organisationer, som arbejderklassen kan bruge til at føre en seriøs kamp for sine forhold – ikke blot i forhandlingslokalet, men først og fremmest ude i den virkelige verden ved, at arbejderne involveres direkte i kampen i form af strejker, massedemonstrationer, blokader osv. De steder i udlandet, hvor fagforeninger har slået en mere radikal tone an og taget klassekampens metoder i brug, er udviklingen en helt anden end herhjemme.

I USA har organiseringsgraden, modsat i Danmark, været stødt stigende de sidste mange år. I 2025 ramte organiseringsgraden sit højeste niveau siden 2009. Denne stigning falder sammen med en række store radikale strejker de sidste par år. Mest bemærkelsesværdigt med bilarbejdernes strejke i 2023, der sikrede lønstigninger nogle steder på 40 procent, og hvor fagforeningslederen Shawn Fain opfordrede til at forberede en generalstrejke i 2028. Vi har vores uenigheder med Shawn Fain, men pointen gælder stadig: for at vende den faldende organiseringsgrad, må fagforeningerne bevise over for arbejderne, at de rent faktisk er villige til at kæmpe for deres interesser og ikke begrænse klassekampen ved at holde den inden for snævre rammer, som den danske models.

Fagtoppens krise og kapitalismens krise

Den hedengangne periode, hvorfra fagtoppen henter sine historier om, hvordan fagbevægelsen har sikret arbejderklassen forbedrede forhold, faldt sammen med et ekstraordinært opsving i kapitalismens historie. I efterkrigsperioden, hvor velfærdsstaten blev bygget og den danske model for alvor etableret, muliggjorde det lange økonomiske opsving, at kapitalisterne kunne give visse indrømmelser til arbejderne – indrømmelser, der først og fremmest blev vundet gennem klassekamp og ikke ved forhandlingsbordet.

I dag er situationen en helt anden, hvor det kapitalistiske verdenssystem står på tærsklen til en ny økonomisk krise. Det er ikke en situation, hvor kapitalisterne har råd til at give nogle indrømmelser. Tværtimod er det angreb på arbejderklassen og nedskæringer, der er på dagsordenen i alle de udviklede kapitalistiske lande, hvor de forskellige nationale borgerskaber kæmper om et skrumpende verdensmarked.

Allerede nu, inden krisen for alvor har slået igennem, ser vi i Danmark fyringsrunder på flere hundrede arbejdere, og at arbejdere presses ud i strejkeaktioner, der er “ulovlige” ifølge den danske model, og som fagforeningstoppen derfor har nægtet at støtte.

Hvis arbejderklassens skal vinde forbedringer i dag, vil det kun kunne ske gennem den mest resolutte form for klassekamp. Det er absolut muligt at tilkæmpe forbedringer. Men enhver sejr vil være midlertidig og kan hurtigt trækkes tilbage, særligt i den nuværende periode, hvor kapitalisterne ikke har råd til at give krummer som tidligere. Som kommunister forsvarer vi ikke bare arbejderklassen mod det ene eller det andet angreb eller støtter arbejderklassen i kampen for bedre forhold; vi kæmper for en fremtid, hvor det konstante pres og den brutale udbytning, der kendetegner livet for arbejdere i Danmark og resten af verden, ophører.

Den tyske revolutionære Rosa Luxemburg kaldte fagforeningsarbejde Sisyfos-arbejde, fordi det aldrig ophører, så længe kapitalismen eksisterer. Vi må tage fat om roden af problemet – den syge kapitalisme – hvis arbejderklassens nuværende uholdbare leveforhold ikke bare skal forsvares, men faktisk forbedres for bestandigt.