For at forstå verdenssituationen og de voksende imperialistiske spændinger i dag, er det nødvendigt at forstå, hvad imperialisme er, imperialismens rolle i dag og karakteren af Kina og Rusland. For at klargøre de spørgsmål bringer vi her en længere tekst skrevet af RCI’s ledelse i 2016. Det er en polemik mod dem på venstrefløjen, der har et rigidt og firkantet syn på, hvilke lande der kan og ikke kan kaldes imperialistiske. Selvom teksten er fra 2016, holder dens analyser og forudsigelser stadig 100% stik.

I enhver diskussion af nye spørgsmål, er det nødvendigt at gå tilbage til de grundlæggende idéer. Lenins bog, Imperialismen som kapitalismens højeste stadie, forsyner os med et udgangspunkt for vores analyse. Ingen anden bog har nogensinde forklaret moderne kapitalisme som fænomen bedre end Lenins Imperialisme. Alle de væsentlige forudsigelser i dette værk, herunder kapitalens koncentration, bankernes og finanskapitalens dominans, den voksende modsætning mellem nationalstater og uundgåelige krige som følge af imperialismens modsætninger, er blevet bekræftet af de seneste 100 års historie. 

Dog har vi brug for andet og mere end blot en gentagelse af, hvad Lenin skrev i 1916. Et århundrede senere er der sket meget, som Lenin ikke forudså og ikke kunne have forudset. I 1916 gentog Lenin ikke blot Marx’ og Engels’ idéer fra Det kommunistiske manifest. Han forholdt sig til nye fænomener, som ikke fandtes på Marx’ tid. På samme måde konfronteres vi i dag med nye fænomener, der ikke fandtes på Lenins tid. 

En materialistisk analyse er altid baseret på en nøje gennemgang af fakta – alle fakta. Den begynder ikke med en forudfattet idé for så at arbejde sig videre til indsamling af bestemte fakta, der passer til teorien og en udeladelse af dem, der ikke passer ind. Den dialektiske metode forholder sig til processer, udvikling og forandring, hvor fænomener på et vist tidspunkt forvandles til deres modsætning. Det må man hele tiden have for øje, når det kommer til spørgsmålet om imperialisme. Lenins metode var dialektisk og materialistisk. Da han analyserede, hvad der på det tidspunkt var et nyt fænomen, nemlig imperialismen, tog han udgangspunkt i en konkret analyse af dette nye fænomen, som det havde udviklet sig. Han tog udgangspunkt i en analyse af de faktuelle omstændigheder – ikke i en analyse af en tekst. Det er derfor hans bog Imperialismen som kapitalismens højeste stadie er fyldt med statistik, der viser de generelle processer, der fandt sted i den kapitalistiske verdensøkonomi. 

Det siger sig selv, at verden i de 100 år, der er gået siden Lenin skrev Imperialismen, har forandret sig på mange måder. Den internationale magtbalance, han beskriver i teksten, findes ikke længere. Storbritannien og Frankrig, der var de største imperialistiske magter på det tidspunkt, er blevet reduceret til sekundære faktorer i verdenspolitik, mens det USA, der dengang var begyndt at spille med musklerne, nu er den dominerende magt i verden. Zarstyret i Rusland har længe været henvist til forhistorien. Sovjetunionen, der erstattede det, er også fortid. 

Da Lenin skrev sin bog, var verden opdelt i koloniale imperier, der var underlagt henholdsvis Storbritanniens, Frankrigs, Belgiens, Ruslands og Hollands militærbureaukratiske regeringer. Den store koloniale revolution, der fulgte efter Anden Verdenskrig, fejede disse imperier af vejen. De tidligere koloniserede lande opnåede formel selvstændighed. (Landene i Sydamerika havde allerede opnået dette i det 19. århundrede, men var dog stadig økonomisk domineret af hovedsageligt USA og Storbritannien.) Men de tidligere kolonier er stadig indirekte underlagt imperialismen gennem verdensmarkedets mekanismer, ulige handel og gæld. 

Det ville være en stor fejl at forestille sig, at man kan forstå det nuværende Kinas karakter ved at henvise til generelle formler og abstrakte definitioner. Den slags definitioner kan være helt korrekte rent teoretisk. Men hvis man prøver at trække dem ned over hovedet på en levende virkelighed i forandring, vil man meget hurtigt løbe ind i problemer, for virkeligheden passer ikke altid ind i disse definitioner. Sovjetunionens fald forandrede på dramatisk vis verdens magtbalance. Hvordan skal vi karakterisere lande som Rusland og Kina i dag? Det er de nye spørgsmål, som man må analysere nøje ved at tage alle aspekter med i overvejelserne. Det var Lenins metode i 1916, og det er den samme metode, vi må bruge i dag. 

Begrænsningerne ved definitioner 

Naturligvis er vi nødt til først at give en definition af imperialisme. Men det er et fænomen, der har forskellige aspekter og derfor kan anskues på forskellige måder. Karl Kautsky beskrev imperialismen som en stræben efter annekteringer. Det er helt sikkert et aspekt af imperialisme, og der er nogle lande, hvor det gælder i højere grad end andre. Lenin kaldte denne definition for korrekt, men ufuldstændig. 

Lenin selv understreger, at det er muligt at tale om imperialisme i den førkapitalistiske periode og endda i den antikke verden, som for eksempel Romerriget. Det indebar erobringer, slaveri og udplyndring af fremmede kolonier. Denne primitive form for imperialisme støder man på selv i den moderne verden (Zar-Rusland var faktisk et eksempel på dette). Men fænomenet undergik en transformation under kapitalismen. I sin berømte bog om emnet, kommer Lenin med en videnskabelig definition af imperialisme i moderne tid. Han oplister dens fem vigtigste kendetegn således: 

“(1) koncentration af produktion og kapital, der har nået et så højt udviklingstrin, at det har skabt monopoler, der spiller en afgørende rolle i det økonomiske liv; (2) bankkapitalens sammensmeltning med industrikapitalen og skabelsen af et finansoligarki på baggrund af denne »finanskapital«; (3) kapitaleksport, til forskel fra vareeksport, får særlig stor betydning; (4) der opstår internationale monopolistiske kapitalistsammenslutninger, som deler verden mellem sig; (5) Jordens territoriale opdeling mellem de kapitalistiske stormagter er fuldendt. Imperialismen er altså kapitalismen på det udviklingstrin, hvor finanskapitalens og monopolernes herredømme er etableret, hvor kapitaleksporten har fået en markant betydning, hvor verdens opdeling mellem de internationale truster er begyndt, og opdelingen af hele Jordens territorium mellem de største kapitalistiske lande er fuldendt.”

Passagen beskriver imperialismens grundlæggende kendetegn som monopol, finanskapitalens dominans, kapitaleksport, fremkomsten af internationale monopoler og territorial opdeling. Er definitionen korrekt? Ja, den er helt korrekt. Men den er korrekt som en generel udtalelse. Og som alle generelle udtalelser og definitioner er den ikke nødvendigvis dækkende i alle tilfælde. 

Vi ved, hvad et menneske er. Det har to øjne, to arme og to ben, det kan gå og tale osv. Men i virkelighedens verden er der mange tilfælde, hvor en eller flere dele af definitionen ikke passer. Det betyder ikke, at den skal kasseres som en generel udtalelse om virkeligheden, kun at vi må være opmærksomme på dens begrænsninger. Vi ved også, hvad en arbejderstat er. Men nogle mennesker, der har kaldt sig marxister, har nægtet at acceptere, at Stalins Rusland kan beskrives som en sådan. De holdt sig strengt til en abstrakt norm og tog ikke med i betragtningen, at en arbejderstat kunne degenerere under visse konkrete forhold, mens den stadig forblev en arbejderstat. 

Lenin selv var opmærksom på definitioners begrænsninger. Han skriver: 

“Skulle man fremsætte en så kort definition af imperialismen som muligt, så måtte man sige, at imperialismen er kapitalismens monopolstadie.”

Men så tilføjer han: 

“Uden at glemme, at alle definitioner kun har en betinget og relativ værdi, fordi en definition aldrig kan indfange alle et fænomens bestanddele i sin komplette udvikling.” 

Her ser vi meget klart Lenins dialektiske metode. Han gik ikke til spørgsmålet om imperialisme (eller nogen andre spørgsmål) ud fra abstrakte definitioner, der kunne påduttes mekanisk uden at tage hensyn til tid og sted, men understregede nødvendigheden i at analysere fænomenet som en levende og foranderlig proces “i sin komplette udvikling.” 

Kapitalens koncentration 

I Det kommunistiske manifest viste Marx og Engels, at kapitalismen, der først opstår i form af nationalstaten, uundgåeligt skaber et verdensmarked. Verdensmarkedets knusende dominans er i virkeligheden det altafgørende kendetegn ved den periode, vi lever i nu. Intet land, uanset hvor stort og magtfuldt det end er, kan undslippe verdensmarkedets pres. Rusland og Kina er tilstrækkelige som bevis på den totale fiasko, det er kun at indføre socialisme i ét land. Det samme er den kendsgerning, at de største krige i det 20. århundrede blev udkæmpet på verdensplan og var krige, der skulle føre til verdensherredømme. 

Kapitalismen og nationalstaten gik fra at være kilden til enorme fremskridt til at være en kæmpe lænke og en hindring for en harmonisk udvikling af produktionen. Denne modsætning blev afspejlet i de to verdenskrige fra 1914-18 og 1939-45 og mellemkrigsperiodens krise. I Første Verdenskrig kæmpede de britiske imperialister en “forsvarskrig” – hvilket vil sige en krig, der skulle forsvare deres privilegerede position som verdens førende imperialistiske røvere, der holdt utallige millioner af indere og afrikanere i kolonialt slaveri. De samme kyniske beregninger kan ses hos hver eneste af de krigsførende nationer, fra den største til den mindste. 

Lenin forklarer, at hele økonomien i den imperialistiske monopolkapitalismes stadie er underlagt bankernes og finanskapitalens dominans. Gennem den store mængde statistik, han havde til rådighed, skitserede Lenin den proces, hvorigennem kapitalismen transformeres til monopolkapitalisme. Statistikkerne viser de få store banker og selskabers dominans i verdensøkonomien. I de seneste årtier har denne proces, hvor kapitalen koncentreres, haft en endnu mere intens dynamik. 

De generelle linjer i Imperialismen er fortsat korrekte den dag i dag. Koncentrationen af kapital er nået det punkt, hvor hele verden er domineret af ikke mere end 200 gigantiske virksomheder, de fleste af dem med base i USA. Disse enorme monopoler smelter i stigende grad sammen med staten, der repræsenterer deres interesser. Som en parallel udvikling har vi finanskapitalens vækst, som dominerer enhver anden sektor og staten selv. Citigroup, JPMorgan Chase, Bank of America, Goldman Sachs er alle den amerikanske kapitalismes virkelige magtcentre. 

Hundrede år efter Lenin skrev Imperialismen, er bankernes og finanskapitalens dominans hundrede gange større. De store bankers kvælertag og deres parasitske og udbyttende natur blev afsløret for hele verden under finanskrisen i 2008 og de skandaløse redningspakker, hvor regeringer uddelte billioner af dollars af skatteydernes penge til bankerne. Disse monopoler har nu akkumuleret enorme mængder kapital og har faktisk et overskud af kapital. Det ses tydeligt i dag, hvor store virksomheder som Apple sidder på hundreder af milliarder i rene pengebeholdninger, mens de store amerikanske selskaber tilsammen råder over billioner i den slags beholdninger. 

Lenin identificerede kapitaleksport (i modsætning til eksport af råvarer) som en af imperialismens mest karakteristiske kendetegn i moderne tid. Det betyder, som Lenin skriver i Imperialismen; 

“[…] at kapitalismen i nogle lande er blevet »overmoden«, og at kapitalen der (under forudsætning af landbrugets tilbageståenhed og massernes armod) ikke kan finde en kilde til »rentable« investeringer.”

Når disse enorme kapitalsummer ikke kan blive brugt til at skabe profit i hjemlandet, bliver de eksporteret til andre lande, hvor der kan udvindes superprofitter fra merværdien på grund af de lave omkostninger til arbejdskraft. 

Lenin tilføjede, at denne stigende koncentration af monopolkapital efterhånden leder til finanskapitalens dominans. For præcis som monopolerne opstår på markedet, vokser relevansen af kapitalens parasitiske finansielle del og ender med at dominere resten af økonomien. De store banker og aktiemarkeder bliver kapitalismens altoverskyggende centre, efterhånden som den bliver global. De bliver til en form for nervecenter for systemet, en kanal som alle investeringer i produktionen skal passere igennem (og efterlade et depositum i). Sammenslutningen af militær og industri er legemliggjort af enorme virksomheder som Lockheed Martin, der bliver rige gennem lukrative statslige våbenkontrakter. Det er alt sammen forbundet med en aggressiv udenrigspolitik, der sigter mod at øge USA’s andel af verdensmarkedet og deres globale kontrol. 

Imperialisternes mål har ikke ændret sig, de er stadig en kamp om markeder, råmaterialer og indflydelsessfærer. Der er dog også vigtige forskelle. På Lenins tid viste imperialismen sig i den direkte kontrol over kolonierne af de imperialistiske magter. Britisk imperialisme dominerede næsten halvdelen af kloden. De plyndrede Afrikas, Mellemøstens og det Indiske Subkontinents rigdomme og holdt også mange lande i Latinamerika i et jerngreb. Det var for at bryde den britiske imperialismes verdensmonopol og sikre en ny opdeling af den globale magt, at de tyske imperialister satte gang i Første Verdenskrig. De andre magter deltog alle ivrigt i denne kamp for at dele verden op og erobre koloniale besiddelser. I øvrigt gjaldt dette ikke kun de store magter, men også de mindre røvernationer som Grækenland, Rumænien og Bulgarien. 

Denne situation ændrede sig radikalt som følge af Oktoberrevolutionen og de koloniale revolutioner. Den bolsjevikiske revolution væltede zardømmet og gav en kraftig impuls til bevægelserne for national selvstændighed blandt de undertrykte koloniale folk. Senere underminerede Anden Verdenskrig de gamle imperialistiske staters magt. Storbritannien og Frankrig kom svækkede af krigen, mens USA og USSR blev de dominerende magter – selvom USSR selvfølgelig ikke spillede en imperialistisk rolle. 

Bølgen af koloniale revolutioner var en af de største begivenheder i menneskets historie. Hundrede millioner mennesker, der var blevet dømt til at være koloniale slaver, rejste sig mod deres overherredømme i Afrika, Asien og Mellemøsten. Den storslåede kinesiske revolution og den nationale uafhængighed i Indien, Indonesien og andre lande markerede et historisk skift. Opnåelsen af formel national selvstændighed var et stort skridt fremad. Men det løste ikke problemerne for de udnyttede masser. Tværtimod blev de på mange måder forværret. 

I dag, mere end syv årtier efter Anden Verdenskrig, er imperialismens jerngreb på de tidligere kolonilande endnu stærkere, end det var tidligere. Den store forskel er, at imperialismen i stedet for direkte militær-bureaukratisk kontrol nu udøver sin dominans indirekte. Imperialistisk dominans over disse formelt uafhængige lande udøves gennem verdensmarkedets mekanismer og de ulige handelsvilkår, hvor varer, der repræsenterer mere arbejde, byttes for varer, der repræsenterer mindre arbejde. Ud over denne ulige byttehandel bliver de udnyttet gennem udenlandsk “bistand”, renter på lån osv. De tidligere kolonier er forblevet slaver af imperialismen, selvom deres kæder nu er usynlige.

Globalisering er et ord, der skjuler realiteterne ved den systematiske plyndring af de tidligere kolonier. Disse lande tvinges til at åbne deres markeder for at blive oversvømmet af udenlandske varer, der ødelægger deres lokale industrier, lammer deres økonomi og dræner deres ressourcer. Kæmpe multinationale selskaber åbner fabrikker i Bangladesh, Indonesien og Vietnam, hvor arbejderne udsættes for den mest brutale udbytning under slavelignende forhold og til en sulteløn, mens de producerer jeans og Nike-sko for at øge merværdien, der udvindes af blodsugerne. Katastrofer som Bhopal og den nylige brand i en tekstilfabrik i Bangladesh ødelægger hele samfund. Ejerne af vestlige virksomheder græder krokodilletårer og fortsætter med at fylde deres lagre med produkter der er vædet i blod, sved og tårer fra millioner af overudbyttede mennesker. 

Gæld 

Historien har set mange forskellige former for slaveri, og finansielt slaveri er den moderne form. Det er ikke så åbenlyst som slaveri, hvor mennesker er formel ejendom, men det er stadig slaveri, hvor hele nationer bliver undertrykt og plyndret. Livet for milliarder af mennesker bliver knust af dette kollektive gældsslaveri. Underudviklede lande bliver klemt under gældsbyrden og handelspolitik fra Den Internationale Valutafond (IMF), Verdensbanken og Verdenshandelsorganisationen (WTO). 

Den samlede udenlandsgæld for “udviklingslandene” var 500 milliarder amerikanske dollars i 1980, i 1990 var den fordoblet til 1.194 milliarder, i 2000 nåede den 1.996 milliarder, og i 2012 var den steget til 4.830 milliarder, med afbetaling af renter på alene 660 milliarder dollars om året. 

Gældsbyrden efterlader verdens fattigste lande uden midler til basale behov som sundhed, uddannelse og infrastruktur. Alle underudviklede lande bliver udnyttet, plyndret og undertrykt af imperialismen. På denne måde suger imperialismen stadig blodet fra milliarder af fattige mennesker i den tidligere koloniale verden. 

Bibelen fortæller os, at de gamle kanaanæere plejede at ofre børn til Moloch. Men som et resultat af gældsslaveri bliver syv millioner børn hvert år ofret på kapitalens alter, hvilket får den gamle Moloch til at blegne i sammenligning. Hvis gælden var blevet annulleret i 1997 for de 20 fattigste lande, kunne de frigjorte penge til basal sundhedspleje have reddet omkring 21 millioner børns liv inden år 2000, svarende til 19.000 børn om dagen. Ifølge kampagnen Jubilee 2000 tynges 52 lande i Afrika syd for Sahara, Latinamerika og Asien, med en samlet befolkning på én milliard mennesker, af en gældsbyrde på 371 milliarder dollars. Dette er mindre end den samlede nettoformue for verdens 21 rigeste individer. 

Mexico har været formelt uafhængigt i næsten to århundreder. Men den fiktive karakter af denne uafhængighed er blevet afsløret med al tydelighed i de seneste årtier med underskrivelsen af frihandelsaftalen med landets storebror på den anden side af Rio Grande. Det har haft en ødelæggende effekt på mexicansk industri og landbrug, mens åbningen af amerikanskejede fabrikker i grænseområdernes frizoner, Maquiladoras, forsyner de amerikanske virksomheder med enorme mængder billig arbejdskraft. 

Disse samlefabrikker, der oprindeligt var placeret i grænsebyerne Tijuana, Ciudad Juárez, Matamoros, Mexicali og Nogales, og som producerer til det amerikanske marked, har nu spredt sig til hele Mexico. Her ser vi præcis, hvordan moderne imperialisme fungerer. Hvorfor gå igennem besværet og omkostningerne ved direkte militærbureaukratisk styre, når man kan dominere et land meget effektivt gennem økonomiske midler og overlade det ubehagelige arbejde med undertrykkelse til en “venligtsindet” (dvs. underordnet) regering? 

Denne neokolonialistiske udnyttelsesmetode er ikke mindre aggressiv end den åbenlyse plyndring af kolonierne, som tidligere blev gennemført med direkte militær kontrol. Generelt bliver de samme gamle kolonier i Afrika, Asien og Caribien stadig drænet af de samme gamle udbyttere. Den eneste forskel er, at denne rovdrift nu foregår helt lovligt gennem verdenshandelens mekanismer, hvor de avancerede kapitalistiske lande i fællesskab dominerer de tidligere kolonier og dermed slipper for omkostningerne ved direkte herredømme, mens de fortsat uddrager enorme superprofitter ved at udveksle mere arbejdskraft for mindre. 

Findes der nye imperialistiske magter? 

Lenin siger, at finanskapitalen spreder sit net over alle verdens lande. Han forklarer, at de kapitaleksporterende lande havde opdelt verden allerede i begyndelsen af det 20. århundrede. Han siger, at der ikke var noget tilbage at kolonisere. Betyder det, at Lenin mente, at verdens opdeling var fastlagt og uforanderlig for altid? Selvfølgelig ikke. Lenin påpeger specifikt, at verdens opdeling mellem to magtfulde truster ikke udelukker en ny opdeling, hvis styrkeforholdet ændrer sig som følge af en ujævn udvikling. Lenin spørger derfor, om forholdet mellem imperialistiske magter kan ændre sig, og han giver et klart svar: Det kan og må nødvendigvis ændre sig hele tiden. 

Loven om ujævn udvikling betyder, at forskellige dele af verdensøkonomien og forskellige lande udvikler sig i forskelligt tempo. Det er netop det, der afgør forskellige magters op- og nedgang. Vi har set denne opdeling af verden finde sted flere gange i løbet af det sidste århundrede, hvor ældre magter er gået tilbage, og nyere, mere energiske imperialistiske magter har taget deres plads. Der er absolut intet i marxistisk teori, der udelukker en ny opdeling. Tværtimod er den uundgåelig. Nogle imperialistiske magter vil gå i forfald, og andre, tidligere mindre udviklede magter, vil opstå. 

Lenin er meget klar og utvetydig på dette punkt: 

“[…] magternes styrke forandrer sig ujævnt; for en jævn udvikling af de enkelte foretagender, truster, industrigrene og lande er umulig under kapitalismen. For et halvt århundrede siden var Tyskland en ynkelig svækling, hvis man sammenlignede dets kapitalistiske styrke med det daværende Storbritanniens; det samme var tilfældet med Japan i sammenligning med Rusland. Er det »tænkeligt« at antage, at magtforholdet mellem de imperialistiske magter efter ti, tyve års udvikling vil forblive uændret? Det er fuldkommen utænkeligt.”

Vi så en ny opdeling af verden efter Første Verdenskrig. Tyskland var sønderknust, og resten af Europa var så svækket, at det måtte “sættes på rationer” af USA, som var ved at blive en stormagt på verdensscenen. Den russiske revolution havde væltet zardømmet, men kæmpede stadig for at overleve. Den koloniale revolution var stadig i sin spæde begyndelse. Japansk imperialisme forberedte sin ekspansionistiske politik i Asien. 

Anden Verdenskrigs afslutning førte til en ny magtdeling. Europa lå i ruiner. Amerikansk imperialisme blev nu den dominerende imperialistiske magt og udvidede sin globale rolle på bekostning af de gamle europæiske imperialistiske magter, Frankrig og Storbritannien. Sovjetunionen opstod som en stærk spiller og kom i konflikt med USA på tværs af verden. De koloniale revolutioner mobiliserede hundreder af millioner og lykkedes med at gøre en ende på direkte kolonistyre. Endelig ændrede den kinesiske revolution i 1949 Asiens skæbne for altid. 

De globale magtforhold, der blev etableret efter 1946, forblev stort set uændrede i et halvt århundrede. Verden var delt i to gigantiske blokke, med Sovjetunionen på den ene side og amerikansk imperialisme på den anden. Men alt det ændrede sig efter Sovjetunionens kollaps i 1991. En ny og turbulent periode med ustabilitet er begyndt, præget af krige og konflikter. Fremkomsten af Rusland og Kina som stærke kapitalistiske stater skaber nye modsætninger. Vi må analysere den nye situation nøje og foretage en konkret vurdering af Ruslands og Kinas karakter baseret på en grundig undersøgelse af fakta. 

Nogle forstår stadig verden som opdelt i blot to slags lande: rige imperialistiske undertrykkerstater (i det væsentlige de samme stater, som Lenin nævnte for 100 år siden) og resten af verden, der består af afhængige nationer. Denne opfattelse stemmer dog ikke overens med virkeligheden i dag. Faktisk passede den ikke engang på den tid, hvor Lenin skrev sin bog. I Imperialismen giver Lenin en omhyggelig vurdering af de forskellige imperialistiske lande. Han henviser til, hvad der dengang var “unge kapitalistiske lande (USA, Tyskland, Japan), hvis fremskridt har været ekstraordinært hurtige.” 

Den amerikanske industriproduktion voksede eksplosivt og overhalede de europæiske konkurrenter. Lenin bemærkede dette og sammenlignede den hurtige vækst i den amerikanske økonomi med de gamle magter som Storbritannien og Frankrig, “hvis udvikling for nylig har været meget langsommere end de førnævnte landes.” Den efterfølgende historie viste, hvordan denne aftagende udvikling af britisk kapitalisme førte til, at amerikansk imperialisme overtog dens plads. Alligevel begyndte USA selv som en koloni underlagt Storbritannien. 

Lenin sagde, at der kan være forskellige niveauer af udvikling på forskellige tidspunkter, endda forskellige former for imperialisme. Han talte om verdens opdeling, men også om verdens genopdeling, som han sagde var uundgåelig. Er det muligt at hævde, at denne proces kunne finde sted dengang, men nu er umulig? Der er ingen indlysende grund til, at det skulle være tilfældet. 

Lad os ikke glemme, at Tyskland indtil midten af det 19. århundrede ikke engang eksisterede som et samlet land. Økonomisk haltede det langt bagefter Storbritannien. Men i 1914 var det blevet en stærk imperialistisk stat, klar til at udfordre Storbritanniens og Frankrigs kontrol over Europa og verden. 

I sidste ende er det udviklingen af produktivkræfterne, der afgør, om et land vil være i stand til at sætte sit præg på verdensscenen. Eksemplet med Tyskland før 1914 viser, hvordan væksten i industrien uundgåeligt må komme til udtryk i en tilsvarende vækst i diplomatisk, politisk og militær magt. Denne kendsgerning må vi have in mente, når vi skal forstå Kinas rolle i dag. 

Kan et afhængigt land være imperialistisk? 

Er det muligt for et økonomisk tilbagestående land at være underlagt imperialismen og samtidig spille en rolle som imperialistisk stat? Ved første øjekast kan det synes som en logisk modsætning. Men dialektikken lærer os, at der findes alverdens modsætninger i livet og i samfundet. Og det, der kan se ud som en modsætning i formel logik, kan blive en realitet i praksis. 

En materialistisk analyse bør, som vi ved, tage udgangspunkt i fakta. Og dialektisk materialisme starter med erkendelsen af, at ting forandrer sig og forvandles til deres modsætninger. Det, Lenin behandlede her, er overgangsformer, som findes inden for alle dele af naturen og samfunden. Når han henviser til de halvkoloniale stater, ser han dem ikke som noget fast og uforanderligt. Han betragter dem i deres forandringsproces. Han definerer Portugal som en uafhængig suveræn stat med et imperium, der herskede over millioner af koloniale slaver og derfor var en imperialistisk magt. Men samtidig påpeger han, at Portugal, et tilbagestående halvfeudalt land, i mere end 200 år havde været et britisk “protektorat” – det vil sige domineret af britisk imperialisme. 

Japan var blandt de nye fremvoksende imperialistiske magter, som Lenin henviser til. Japan var et økonomisk tilbagestående, halvfeudalt and, men dets imperialistiske ambitioner førte til en brutal krig i erobringen af Kina. Japans imperialistiske karakter kan ikke betvivles, til trods for at den var baseret på tilbageståenhed. Faktisk blev opgaverne for den borgerlige revolution i Japan først fuldført efter landets nederlag i Anden Verdenskrig, da de blev gennemført af den amerikanske besættelseshær som et middel til at forhindre Japan i at falde under kinesisk “kommunistisk” indflydelse. 

I 1940, mere end 24 år efter Lenins Imperialismen, beskæftigede Trotskij sig med Japan i en tekst ved navn Tanaka Memorial. Hvad siger han om Japan? Ligesom det var tilfældet med zarens Rusland, havde Japan gennemgået en industriel udvikling. Han påpegede, at Japans “finansielle og militære overbygning hvilede på et fundament af halvfeudal agrarisk barbari”. Men det var ikke desto mindre en del af den imperialistiske kæde, selvom han betragtede det som det svageste led. 

I Imperialismen henviser Lenin til økonomisk tilbagestående lande, især Rusland. Zarens Rusland var en blanding af førkapitalistiske relationer og lommer af kapitalisme. Det er sandt, at Rusland i de sidste årtier af det 19. århundrede oplevede en voldsom industriel vækst. Men denne vækst skyldtes udelukkende importen af udenlandsk kapital til Rusland. Den russiske kapitalisme, forklarer Trotskij i sin teori om den permanente revolution, var fuldstændig afhængig af britisk, fransk, tysk og belgisk kapital. Den havde derfor mange af de samme kendetegn som en halvkolonial stat. De enorme gældsposter til især Frankrig var en af hovedårsagerne til, at Rusland gik ind i Første Verdenskrig på De Allieredes side. 

Økonomisk set var zarens Rusland ekstremt tilbagestående. På trods af en betydelig industriel udvikling i byerne i den vestlige del af landet var det meste af Rusland præget af halvfeudale forhold. Alligevel inkluderede Lenin Rusland på listen over de fem vigtigste imperialistiske lande, selvom zarens Rusland aldrig eksporterede en eneste kopek i kapital. Lenin kalder det “et land, der er yderst tilbagestående økonomisk set, […] hvor den moderne kapitalistiske imperialisme så at sige er sammenfiltret i et særdeles tæt system af præ-kapitalistiske forhold.” 

Zar-Ruslands imperialisme mindede mere om den antikke form: baseret på erobringen af fremmede territorier (Polen er et oplagt eksempel) og territorial ekspansion (erobringen af Kaukasus og Centralasien). Zarens Rusland var, for at bruge Lenins udtryk, et sandt “nationernes fængsel”, som underlagde, undertrykte og udplyndrede de erobrede folkeslag. Alligevel var Rusland økonomisk afhængigt af Frankrig og andre imperialistiske stater. 

Lenin henviser også til mindre magter, der fik lov til at beholde deres kolonier på grund af konflikterne mellem de store magter. I andre tekster inkluderer Lenin Østrig-Ungarn og Italien på listen over imperialistiske lande. Italien var et særligt tilbagestående land, hvor industriel udvikling hovedsageligt var koncentreret i den nordvestlige del, mens resten af landet var præget af tilbagestående feudaløkonomi. 

Trotskij om Balkans imperialisme

 Kort før udbruddet af Første Verdenskrig udbrød to krige på Balkan. Trotskij fik mulighed for at observere disse blodige konflikter på nærmeste hold som krigskorrespondent. Vi citerer her udførligt fra det, han skrev under Balkankrigene 1912-13: 

“Endnu vil forholdet mellem Bulgarien og Grækenland være mindre stabilt, da det blev dannet på grundlag af fredstraktaten i Bukarest. Omkring 200.000 bulgarere i det sydlige Makedonien er kommet under græsk herredømme. I Thrakien er der derimod omkring 200.000-250.000 grækere, der er blevet borgere i Bulgarien, eller mere præcist er blevet kategoriseret som sådan i London-traktaten. Det nationale princip har også her vist sig at være uforeneligt med imperialistiske ambitioner. Det afgørende er ikke en fælles kultur på et homogent etnisk grundlag, men antallet af skatteydere og størrelsen på det interne marked. 

Selv med disse grænser ville der dog stadig kunne være en fredelig sameksistens mellem Bulgarien og Grækenland, forudsat at national autonomi blev tilladt for ‘de fremmede befolkningsgrupper’ i hvert af disse lande. Men det er tydeligt, at mennesker, som lige har været i gang med at slagte hinanden – eller mere præcist, dem der førte an i disse nedslagtninger – absolut ikke er i stand til at etablere stabile forhold for sameksistens mellem befolkningerne på hver side af den grænse, der deler Makedonien. 

Skæbnen for denne tre gange ulykkelige provins afslører med dødbringende klarhed for nationalistiske romantikere, at selv på den uudviklede Balkanhalvø er der kun plads til en national politik, i det omfang den sammenfalder med en imperialistisk politik. 

Græsk imperialisme er den ældste. Et græsk oligarki bestående af gejstlige og aristokrater (fanarioterne) delte magten over halvøens kristne nationaliteter med den osmanniske militærkaste. Det græske borgerskab, der var spredt omkring Ægæerhavet, Marmarahavet, Sortehavet og Middelhavet, underlagde sig bønderne og hyrderne i baglandet med deres handelskapital og ågerpraksis. Græske præster og købmænd banede vejen for græsk imperialisme, som øjeblikkeligt kom i en dødelig konflikt med Balkans befolkning, der var ved at gennemgå en national vækkelse. For disse folk betød økonomisk og national vækkelse en kamp på liv og død, ikke kun mod den tyrkiske militærbureaukratiske klasse, men også mod den græske kirkelige, handelsmæssige og økonomiske dominans. Græsk imperialisme kom i konflikt med bulgarsk imperialisme på Makedoniens jord. 

Bulgarsk imperialisme er af nyere dato, men netop derfor mere krigerisk og hensynsløs. Det bulgarske borgerskab kom sent på banen og begyndte straks ivrigt at bruge deres albuer for at få en stærkere position. Bulgarske ministre har en løn på tusind franc om måneden, mens den samme funktion i det kapitalistiske Europa aflønnes med tusindvis af franc om dagen. Times’ korrespondent i Sofia, hr. Bourchier, havde summer til rådighed, som magthaverne i Sofia end ikke kunne drømme om. At udvide statens grænser, øge antallet af skatteydere, mangfoldiggøre indtægtskilderne – det var principperne i den imperialistiske visdom, der styrede politikken hos alle de herskende kliker i Sofia. 

Det var disse imperialistiske – ikke nationale – principper, der også bestemte hele Bulgariens Makedonien-politik. Målet var altid det samme: At annektere Makedonien. Sofia-regeringen støttede kun makedonerne i det omfang, det kunne knytte dem til sig, og den forrådte de interesser, der kunne have skabt afstand til Bulgarien. Balkans kendte politiker og forfatter, Dr. C. Rakovskij, som jeg igen har mødt i Bukarest efter to år, fortalte mig blandt en masse andet følgende ekstremt sigende kendsgerning: I 1903-1904 lobbyede den bulgarske eksark i Sofia for oprettelsen af en bondebank i Makedonien. Det var under Ilinden-oprøret, hvor Makedonien var præget af kaos, og de tyrkiske jordejere var klar til at sælge deres ejendomme til bønderne for en brøkdel af deres værdi. Den bulgarske regering afviste eksarkens forslag, idet den forklarede, at hvis de makedonske bønder opnåede en vis velstand, ville de blive døve over for bulgarsk propaganda. Samme synspunkt blev opretholdt af den makedonske revolutionære organisation, der især efter endeligt at have slået oprøret ned blev omdannet fra en nationalistisk-bondeorganisation til et redskab for den bulgarske regerings imperialistiske ambitioner. 

Denne overraskende kamp, hvor brutalitet blev kombineret med heltemod, er endt – hvordan? Med en forræderisk aftale om delingen af Makedonien. Den Anden Balkankrig og Bukarestfreden, der nu har kronet den, har fuldendt denne aftale. Og se, Stip og Kocani – de to steder, hvor bulgarsk-makedonske revolutionære gennem deres ‘provokationstaktik’ fremkaldte den tyrkiske massakre, der startede den første ‘befrielseskrig’ – Stip og Kocani er nu blevet overdraget til Serbien! 

Serbisk imperialisme var ude af stand til at ekspandere langs den ‘normale’, dvs. nationale linje: Dens vej var spærret af Østrig-Ungarn, der inden for egne grænser rummede mere end halvdelen af alle serbere. Derfor søgte Serbien mod Makedonien, hvor den serbisk propagandas nationale tiltrækningskraft var minimal – men dens territoriale erobringer desto mere omfattende. Serbien inkluderer nu omkring en halv million makedonere inden for sine grænser, ligesom de allerede inkluderede en halv million albanere. En svimlende succes! Faktisk kan denne fjendtlige million vise sig at være fatal for Serbiens historiske eksistens.”

Vi bemærker, at Bulgarien, Grækenland og Serbien var økonomisk underudviklede, halvfeudale nationer, der indtil for nylig havde været undertrykt af Osmannerriget i århundreder. Selvom de opnåede formel uafhængighed, forblev de dominerede nationer under en eller anden europæisk stormagts kontrol. Kong Ferdinand, officer i den østrig-ungarske hær, der ikke kunne et ord bulgarsk, blev sat på den bulgarske trone for at forhindre Rusland i at invadere. Georg den 1. af Grækenland blev født som prins Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksburg. 

Med det in mente, hvordan kunne Trotskij så beskrive Bulgarien, Serbien og Grækenland som imperialistiske? Var det en fejl? Nej, Trotskij lavede ikke den slags fejl. Ligesom Lenin var han altid omhyggelig i teoretiske spørgsmål. Svaret på dette tilsyneladende paradoks er faktisk ganske enkelt. Der findes ingen lov, der siger, at en fattig, undertrykt nation ikke kan blive en aggressiv stat, der driver rovdrift på andre, så snart den er i stand til det. Dialektikken lærer os netop, at ting kan forvandle sig til deres modsætning. 

Så snart de opnåede uafhængighed, indledte de herskende kliker i disse små balkanstater en række erobringskrige for at vinde naboterritorier. Trotskij påpeger, at de under påskud af at bekæmpe den osmanniske imperialisme i virkeligheden stræbte efter at bemægtige sig så meget land som muligt fra deres “allierede” på Balkan samt underlægge og undertrykke deres indbyggere på den mest brutale måde. Nationer, der lige var sluppet ud af kolonialt slaveri, blev selv undertrykkere. 

Disse nationer forblev økonomisk underudviklede og dominerede af andre, mere magtfulde stater. Men samtidig var de regionale imperialistiske magter – svage imperialistiske magter, der ikke kunne drømme om at erobre Europa, men som dog stræbte efter at tilegne sig deres naboers territorier samt undertrykke og plyndre dem. I den forstand var de imperialistiske, og Trotskij tøvede ikke med at bruge dette ord. Deres økonomiske tilbageståenhed og relative svaghed i forhold til de store imperialistiske magter kunne ikke bruges til at dække over deres virkelige, imperialistiske natur. 

Dengang og nu 

Alt dette gør det åbenlyst, at det ud fra et marxistisk synspunkt er fuldt ud muligt for en nation, der er økonomisk underudviklet, endda halvfeudal og undertrykt af mere magtfulde stater, at handle imperialistisk: At føre brutale erobringskrige enten for markeder og råvarer, for territorial ekspansion eller af politiske grunde. Eksemplet med Balkankrigene er et klart bevis på netop det, som Trotskij forklarer. Giver det mening at hævde, at den slags ting var mulige dengang, men umulige nu? En sådan påstand giver overhovedet ingen mening. Den har hverken teoretisk eller faktuelt grundlag. 

Hvad har ændret sig så fundamentalt i de sidste hundrede år, at det ville gøre det umuligt for en lille stat at undertrykke en anden lille stat? De grundlæggende modsætninger er de samme. Den eneste forskel er, at kapitalismens krise er blevet dybere. Systemet er i en endnu større blindgyde, end det var, da Lenin skrev Imperialismen. Modsætningerne er endnu skarpere og kommer til udtryk i konstante krige og opbrud. Intet tyder på, at borgerskabet i tidligere koloniale lande ikke kan handle på samme reaktionære måde som de herskende kliker på Balkan i 1912-13. 

Lad os stille nogle konkrete spørgsmål. Hvad er forholdet mellem Indien og det besatte Kashmir? Netop i det øjeblik, da Indien frigjorde sig fra britisk imperialisme, gjorde det indiske borgerskab krav på Kashmir imod folkets vilje, et folk, der overvejende var muslimer. Siden da er Kashmir blevet holdt i et jerngreb med brutal magt. Tusindvis er blevet fængslet, tortureret og dræbt af den indiske besættelseshær. Hvis man spurgte en kashmiri, om den brutale besættelse er en imperialistisk handling eller ej, ville vedkommende trække på skuldrene i total forbløffelse over spørgsmålet. For Indiens behandling af Kashmir er imperialistisk i ordets klareste og mest brutale betydning. 

Det er ikke kun Indien, der er skyldig i imperialistisk aggression på subkontinentet. Den reaktionære pakistanske herskende klike undertrykte i årtier befolkningen i Østbengalen (nu Bangladesh). Til sidst rejste de sig mod deres undertrykkere og opnåede selvstændighed. Det skete dog kun efter et frygteligt blodbad begået af den pakistanske hær. Man kan tilføje, at Pakistan den dag i dag undertrykker befolkningen i Baluchistan på samme nådesløse måde. 

Hvad er forholdet mellem Tyrkiet og kurderne? Man kunne argumentere for, at Tyrkiet er en “domineret” nation, selvom landet har oplevet en betydelig grad af industriel vækst i de seneste årtier. Men denne fattige “dominerede” stat dominerer og undertrykker til gengæld kurderne med de mest brutale metoder. Kan vi beskrive Erdogans behandling af kurderne som imperialistisk? Der findes ikke én person i Kurdistan, der vil tøve et sekund med at svare ja til det spørgsmål. 

Endelig har vi Israel, som i årtier har undertrykt palæstinenserne og uden tvivl spiller en rolle som en regional stormagt. Israel blev født gennem erobring af land, der var beboet af et andet folk. De har udkæmpet fire krige mod arabiske hære og er i hver eneste af dem endt med at udvide sit territorium. Denne politik for imperialistisk ekspansion fortsætter den dag i dag. Kan Israel betragtes som en fattig, undertrykt semikoloni? Spørgsmålet besvarer sig selv. Israel er ikke en fattig, undertrykt nation, men et avanceret kapitalistisk land. Økonomisk og socialt adskiller det sig ikke fra de fleste europæiske lande. Det har en moderne hær, der er mere end i stand til at måle sig mewd enhver anden hær i regionen. Og det er den vigtigste regionale imperialistiske magt i Mellemøsten. 

Nogle vil sige, at Israel er afhængig af store pengesummer fra USA. Det er rigtigt, at Israel modtager store subsidier fra USA. Det skyldes, at landet er Washingtons eneste pålidelige allierede i regionen. Men det betyder ikke, at Israels ledere er underlagt Washingtons kontrol. De har deres egne interesser, som ikke altid falder sammen med amerikanernes. Det er nok at pege på den åbne konfrontation mellem Netanyahu og Obama om atomaftalen med Iran for at understrege dette. 

Selvfølgelig forstår vi, at Tyrkiet, Indien og Pakistan ikke kan placeres i samme kategori som de store imperialistiske magter, såsom USA, Europa og Japan. De kan ikke og vil ikke spille den samme rolle, ligesom Grækenland, Serbien og Bulgarien ikke kunne udfordre Storbritanniens, Frankrigs og Tysklands magt i 1916. De kom for sent frem på historiens scene for at kunne udfordre de rigere og mere magtfulde nationer om verdensherredømmet. Men denne generelle konstatering – hvor korrekt den end er – udtømmer på ingen måde spørgsmålet. De herskende kliker i disse lande har deres egne interesser, som ikke nødvendigvis falder sammen med Washingtons, Londons eller Berlins. Og de kan og gør sig gældende som regionale imperialistiske magter, der forsøger at påtvinge deres vilje over for nabolande. De er svage imperialistiske stater, der stræber efter at blive stærke – på deres naboers bekostning. 

BRIK-landene 

Det er en grundlæggende fejl at fremstille hele verden, som om den kun bestod af to slags nationer: På den ene side en håndfuld imperialistiske magter (USA, Europa og Japan) og på den anden side alle de øvrige, som er fattige, underudviklede lande, der er fuldstændig afhængige af de førstnævnte. Ifølge denne opfattelse kan de sidstnævnte ikke spille nogen rolle som uafhængig i verdenspolitikken eller verdensøkonomien; deres handlinger er fuldstændig underlagt og afhængige af de store imperialistiske magter (hovedsageligt USA); de kan aldrig betragtes som imperialistiske; og de kan aldrig opleve nogen alvorlig økonomisk udvikling, der kunne ændre deres status som “afhængige nationer”. 

Denne anskuelsesmåde er at se bort fra virkeligheden. Kan vi for eksempel placere Burundi, Eritrea og Congo på samme niveau som Brasilien, Tyrkiet og Kina? Er Rusland det samme som Afghanistan eller Togo? Det er tydeligt, at disse lande befinder sig på meget forskellige niveauer af økonomisk udvikling. Og med økonomisk udvikling opstår andre spørgsmål: Ønsket om at overtage en større andel af verdensmarkedet, bedre adgang til olie og andre råmaterialer; prestige og militær magt. Rusland og Kina kan stå op imod amerikansk imperialisme og endda konfrontere den militært på en måde, som Togo og Nepal ikke kan. 

Verdens realiteter i dag modsiger fuldstændigt den sort-hvide formel om en håndfuld imperialistiske stater på den ene side og fattige, afhængige lande på den anden. Har der ikke været en udvikling af industrien i Brasilien, Rusland, Indien og Kina i de sidste halvtreds år? Hvordan skal vi karakterisere de såkaldte BRIK-lande? Udtrykket “vækstøkonomier” er ikke en tilfredsstillende definition. Vi kan diskutere, hvilket alternativ der kan bruges. Men vi kan ikke benægte, at der har fundet økonomisk udvikling sted i disse lande. 

Nogle vil måske hævde, at Trotskijs teori om den permanente revolution udelukker en sådan udvikling. Men faktisk kan denne definition af verden ikke udledes af teorien om den permanente revolution. Og den passer simpelthen ikke med fakta. Der virker til at være en misforståelse af, hvad teorien om den permanente revolution går ud på. Den siger ikke, at der ikke kan ske nogen udvikling af produktivkræfterne i underudviklede lande. Den siger præcis det modsatte. 

Det var netop den voldsomme industrielle udvikling i Rusland i de sidste to årtier af det 19. århundrede, der var forudsætningen for, at proletariatet kunne tage magten i 1917. Og det er fuldstændig irrelevant, at den kapital, der byggede disse fabrikker, kom fra udenlandske investorer i de avancerede imperialistiske stater. Det vigtigste er, at udviklingen af industrien styrkede den russiske arbejderklasse dengang, præcis som den har styrket den brasilianske og kinesiske arbejderklasse i dag. 

Er BRIK-landene dominerede nationer? Nogle er, andre er ikke. Men uanset om de er eller ej, betyder det ikke, at de ikke kan spille en imperialistisk rolle. Det kan indvendes, at denne økonomiske udvikling var et resultat af udenlandsk kapitals indtrængen i Brasilien og andre lande, og at det derfor ikke ændrede deres position som afhængige lande. Men det samme var tilfældet for det Zar-Rusland, som Lenin ikke desto mindre – som vi allerede har set fra hans tekster om emnet – beskrev som en imperialistisk stat. 

Det kan ikke benægtes, at der i de seneste årtier har været en betydelig udvikling af produktivkræfterne i de lande, der er kendt som BRIK-landene. Fra et marxistisk synspunkt er det ikke en dårlig ting, men en god ting. Ved at udvikle industrien styrker borgerskabet arbejderklassen og skaber i sidste ende betingelserne for sin egen undergang. Dette letter i høj grad den socialistiske revolutions opgave i disse lande. 

Teorien om den permanente revolution 

Det er en historisk verificerbar kendsgerning, at en nation, der engang var en fattig, undertrykt og udbyttet koloni – når den først bliver uafhængig – kan føre en aggressiv, imperialistisk politik over for sine naboer: Erklære krig, erobre land osv. Faktisk kan det siges, at dette sker i næsten alle tilfælde, hvor det nye uafhængige borgerskab søger at udnytte og undertrykke svagere stater i regionen. Man kan have store tyveknægte, men også mellemstore og små tyveknægte, og inden for visse grænser er det muligt for en domineret nation at spille en imperialistisk rolle. 

Modsiger denne analyse teorien om den permanente revolution? Nej, det gør den ikke. Når vi taler om russisk imperialisme og kinesisk imperialisme, modsiger det så, hvad Trotskij skrev? Ikke det mindste. Teorien om den permanente revolution forklarede, hvordan det “nationale borgerskab” i en underudviklet nation i imperialismens epoke var uadskilleligt forbundet med resterne af feudalisme på den ene side og med imperialistisk kapital på den anden og derfor var fuldstændig ude af stand til at gennemføre nogen af sine historiske opgaver. 

Som Trotskij forudsagde, var det pilrådne russiske borgerskab ude af stand til at løse de mest presserende historiske opgaver, især jordspørgsmålet, hvortil vi må tilføje spørgsmålet om fred. Det var af den grund, bolsjevikkerne kunne tage magten på baggrund af paroler, der i deres essens var borgerligt-demokratiske (fred, brød, jord til bønderne, en konstituerende forsamling og retten til selvbestemmelse for de undertrykte nationaliteter). Men efter at have taget magten stoppede de russiske arbejdere ikke, men fortsatte med at ekspropriere kapitalisterne og påbegyndte en socialistisk transformation af samfundet. 

Her ser vi den permanente revolution i sin klassiske form, som den blev udviklet af Trotskij. Men af en række årsager (den stalinistiske degenerering af Sovjetunionen og forsinkelsen af den proletariske revolution i Vesten) fandt de efterfølgende revolutioner i Kina og andre uudviklede lande sted på en forvrænget, bonapartistisk måde. De var afvigelser fra normen, men banede alligevel vejen for store fremskridt inden for produktion og kultur og trak tidligere underudviklede lande ind i det 20. århundrede. 

Selvfølgelig havde de totalitære stalinistiske regimer intet tilfælles med det arbejderdemokrati, som Lenin og Trotskij etablerede i Rusland. Men nationaliseringen af produktionsmidlerne åbnede døren for en spektakulær samfundsmæssig transformation, om end med en frygtelig høj pris. Det er umuligt at forstå den nuværende situation i Rusland og Kina uden at forstå, at 1917 og 1949 var afgørende vendepunkter for deres skæbne. 

Ligesom den kinesiske revolution var en afvigelse fra den norm, som Trotskij teoretisk fastslog og som blev gennemført i praksis i 1917, findes der også mange andre, endnu mere mærkværdige afvigelser. Japan fulgte en udviklede sig på en særegen måde, fordi det ikke svarede til en forudbestemt norm. Men alle former for overgangsformer opstår i både natur og samfund. Og det faktum, at noget ikke svarer til en forudbestemt norm, giver os ikke ret til at ignorere det. Tværtimod kræver det en forklaring. 

Hvis vi siger, at Japan var et meget besynderligt tilfælde, bør vi tilføje, at der findes mange andre af denne slags tilfælde. Men det betyder ikke, at vi kan se bort fra Japan, lige så lidt som vi kan se bort fra zarens Rusland. Det gjorde Lenin bestemt ikke. Hvordan passer Japan ind i teorien om den permanente revolution? Japan var et meget tilbagestående, semifeudalt land. Det kom i konflikt med USA som følge af den spirende amerikanske imperialismes ekspansion. I Japan var det den feudale godsejerklasse, der startede en kapitalistisk transformation af samfundet fra toppen, som et middel til at modernisere Japan og konkurrere med amerikanerne, der var mere avancerede. 

Selvom Japan forblev et meget tilbagestående, semifeudalt land i lang tid, blev det også en aggressiv imperialistisk stat, der førte en brutal krig i Kina. Det, der fuldendte udviklingen af moderne kapitalisme i Japan, var ikke den klassiske norm for den permanente revolution, som Trotskij havde forestillet sig. De borgerligt-demokratiske revolutionære opgaver i Japan blev ikke løst af en proletarisk revolution, som i Rusland. De blev påbegyndt af de feudale magthavere og afsluttet af de amerikanske besættelsesstyrker efter 1945. 

Amerikansk imperialisme besatte Japan, men frygtede spredningen af “kommunismen”, især den kinesiske revolution. De blev derfor tvunget til at gennemføre en jordreform og andre tiltag, der reelt afsluttede den borgerlige revolution. Så Japan er på en meget særegen måde blevet en magtfuld industrialiseret moderne kapitalistisk, imperialistisk stat, hvilket det også er den dag i dag. Noget lignende skete i Sydkorea og Taiwan. Overgangen til kapitalisme blev også der og af samme grund gennemført af de amerikanske besættelsesstyrker. 

Spørgsmålet må stilles: Hvorfor inkluderede Lenin Zar-Rusland blandt de seks mest fremtrædende imperialistiske nationer? Zar-Rusland på Lenins tid var et ekstremt tilbagestående, semifeudalt land, der aldrig eksporterede en eneste kopek i kapital. Tværtimod var det stærkt afhængigt af udenlandsk kapital. Der ville ikke have været nogen russisk kapitalisme uden fransk, belgisk, britisk og amerikansk kapital. Zarstaten var selv dybt forgældet til udenlandske banker, især de franske. Så hvis vi leder efter et afhængigt land, kunne man næppe finde et bedre eksempel. Rusland var fuldstændig afhængigt, og Lenin og Trotskij var fuldt ud bevidste om det. Men det var samtidig en forfærdelig imperialistisk stat. 

Hvordan kan det være muligt, hvis man accepterer idéen om, at kun en håndfuld magtfulde, rige lande – Europa, Japan og USA – kan betragtes som imperialistiske stater, mens resten af verden er fattige, dominerede og undertrykte? Zar-Rusland beviser netop, at et økonomisk afhængigt land også kan være en imperialistisk stat. Og i Ruslands tilfælde ser vi teorien om den permanente revolution i sin klassiske, næsten laboratorieagtige form. Man kunne tilføje, at det ikke var det eneste tilfælde af sin slags i verdenshistorien. Der var mange andre tilfælde, hvor borgerskabet blev eksproprieret, men ingen af dem fulgte normen. Hver af dem var et “særegent” tilfælde. 

De opgaver, der blev løst af borgerligt-demokratiske revolutioner i England og Frankrig, kunne kun løses i Rusland ved hjælp af en proletarisk revolution mod borgerskabet. Men Trotskij forudsagde også, at når proletariatet først havde taget magten, kunne det ikke stoppe ved de borgerligt-demokratiske opgaver, men måtte øjeblikkeligt gå i gang med at ekspropriere godsejerne og kapitalisterne og påbegynde den socialistiske transformation af samfundet. Det er, hvad den permanente revolution fastslår, og det er præcis, hvad der skete i Rusland. 

Den permanente revolutions første halvdel viste, hvordan proletariatet kunne tage magten og påbegynde den socialistiske transformation af samfundet. Men den anden halvdel var nødvendigheden i at sprede revolutionen til Europa, især Tyskland. Da det mislykkedes, var den bureaukratiske degenerering uundgåelig. Ikke desto mindre førte Oktoberrevolutionen – ved at afskaffe kapitalismen og indføre en planøkonomi – til den største udvikling af produktivkræfterne i historien. 

Konsekvenserne af Sovjetunionens fald 

For femogtyve år siden, på tidspunktet for splittet i Militant* , diskuterede vi perspektiverne for Rusland. Peter Taaffe havde den opfattelse, at hvis kapitalismen blev etableret i Rusland, ville det blive en vestlig koloni (et afhængigt land). Ted Grant lo blot af dette og svarede, at hvis kapitalismen blev genindført i Rusland, ville det ikke blive en afhængig koloni af Vesten, men en magtfuld og aggressiv, imperialistisk stat, som Zar-Rusland var. Og det har vist sig at være sandt. 

Det var ikke det degenererede russiske borgerskab, der blev smidt på historiens mødding i oktober 1917, men den nationaliserede planøkonomi, der trak Rusland ind i den moderne tidsalder, opbyggede fabrikker, veje og skoler, uddannede mænd og kvinder, skabte strålende videnskabsfolk, byggede hæren, der besejrede Hitler, og sendte den første mand ud i rummet. Og på trods af det kaos og den ustabilitet, som ødelæggelsen af planøkonomien og opløsningen af Sovjetunionen forårsagede, er mange af disse fremskridt stadig bevaret. 

På trods af bureaukratiets forbrydelser blev Sovjetunionen hurtigt transformeret fra en underudviklet, semifeudal økonomi til en avanceret, moderne industriel nation. Til sidst var bureaukratiet dog ikke tilfreds med den kolossale rigdom og de privilegier, det havde opnået gennem plyndring af den sovjetiske stat. Som Trotskij forudså, gik de over til kapitalismens restaurationslejr og transformerede sig selv fra en parasitisk kaste til en herskende klasse. 

Genindførelsen af kapitalisme har betydet et stort skridt tilbage for befolkningen i Rusland og de tidligere republikker i Sovjetunionen. I Revolutionen forrådt skrev Trotskij: “Det nuværende bureaukratiske diktaturs fald ville derfor, hvis ikke det blev erstattet af en ny socialistisk magt, betyde en tilbagevenden til kapitalistiske relationer med en katastrofal nedgang i industrien og kulturen til følge.”* Det er præcis det, der skete. 

I perioden umiddelbart efter Sovjetunionens fald skrumpede den russiske økonomi med cirka 60 procent. Dette får kollapset i USA efter Wall Street-krakket til at ligne en børneleg. Der er ingen parallel til det i økonomisk historie. For at finde en parallel, skulle man pege på et katastrofalt nederlag i krig, ikke en økonomisk krise. Samfundet blev kastet tilbage og måtte lære alle kapitalistiske civilisationers velsignelser på ny: Religion, prostitution, narkotika og så videre. 

Efter Sovjetunionens fald blev USA den eneste supermagt i verden. Med enorm magt fulgte enorm arrogance. “Bush-doktrinen” skulle give USA retten til at intervenere hvor som helst i verden, til at blande sig i de såkaldt suveræne staters interne anliggender, til at spionere, til at vælte regeringer, til at bombe, til at myrde og, om nødvendigt, at invadere med straffrihed. Sovjetunionens kollaps gav amerikansk imperialisme mulighed for at intervenere i, hvad der tidligere var sovjetiske interessesfærer. De trak Polen og andre østeuropæiske og Baltiske stater ind i NATO og har siden sigtet efter de tidligere sovjetrepublikker. 

Amerikansk imperialisme udnyttede dette til at begynde en erobring af Balkan, Jugoslavien og Irak – tidligere sovjetiske interessesfærer – som de ikke ville have turdet røre ved tidligere. Opløsningen af Jugoslavien og bombningen af Serbien bidrog til en følelse af, at Rusland blev omringet og kom under belejring. Sammen med det økonomiske kollaps og den generelle forarmelse skabte dette en dyb national ydmygelse. 

Men ingen økonomi kan blive ved med at falde for altid. Før eller senere vil produktionen komme sig, og det skete i Rusland, især efter krisen og devalueringen af rublen i 1998. Derefter kom Ruslands økonomi sig i høj grad på grund af opsvinget i verdenskapitalismen og efterspørgslen efter russisk olie og gas. Putin nød godt af denne bedring i situationen. Han er repræsentant for de russiske oligarker, der er blevet rige gennem grov plyndring af den russiske stat og befolkning. Han opnåede også popularitet ved at fremstå som en, der ville stå op imod amerikansk imperialisme.

Putin og det reaktionære russiske oligarki er kun lykkedes med midlertidigt at konsolidere kapitalismen i Rusland ved at bygge videre på de gevinster, der blev mulige gennem Oktoberrevolutionen. Rusland i dag er meget anderledes end Rusland i 1917. Selvom den gennemsnitlige arbejdsproduktivitet i Rusland er halvt så høj som det europæiske gennemsnit, er det stadig et moderne, industrialiseret land med en magtfuld arbejderklasse. Derudover er det en formidabel militærmagt. 

I modsætning til Jeltsin, der indtog en underdanig holdning over for amerikansk imperialisme, hævder Putin sig imod USA og Europa: I Georgien, i Ukraine og Krim (og for nylig i Syrien). Den første bekymring for det herskende oligarki i Kreml var og er at genvinde Ruslands dominans over deres gamle interessesfærer, til at begynde med de tidligere sovjetrepublikker, der ligger på dets grænser. I Georgien fik de amerikanske imperialister et rap over fingrene. Putin sagde: Hertil og ikke længere. I 2008-krigen i Georgien tøvede Moskva ikke med at bruge sin militære magt for at understrege pointen. Senere gjorde de det samme i Ukraine. Det viser begrænsningerne af amerikansk imperialismes magt og den voksende magt og selvtillid hos den russiske herskende klike. 

Selv om Rusland ikke er nær så stærk som amerikansk imperialisme, formåede landet at udnytte de amerikanske imperialisters fejl med at strække deres styrker for langt og Ruslands overlegne styrker på jorden på regionalt niveau. I realiteten vandt russerne den ukrainske konflikt. Amerikanerne vaklede mellem forskellige tilgange, men gjorde intet. De indførte sanktioner, men det eneste resultat var, at Putins opbakning steg til omkring 80 procent. Han svarede igen ved at intervenere i Syrien. De amerikanske imperialister var ikke særligt tilfredse med det, men de blev tvunget til at acceptere det. 

Karakteren af Putins regime 

Hvordan kan man karakterisere Putins Rusland? Det er blevet beskrevet som en mafiastat. Det er for så vidt korrekt nok, og så alligevel ikke. Definitionen beskriver kun den monstrøse form, som den russiske stat har antaget. Den fortæller os ikke noget om dens præcise klassekarakter. Faktisk forbigår den selv spørgsmålets kerne. 

Lad os stille spørgsmålet konkret og i bidder. Er Rusland kapitalistisk? Det kan vi alle blive enige om, at det er. Rusland er en kapitalistisk stat, kontrolleret af et oligarki, der ejer store virksomheder og banker, som blev plyndret fra den nationaliserede økonomi. Disse gigantiske monopoler er tæt forbundet med staten – en borgerlig stat – der styres i oligarkernes interesse. Oligarkerne har brug for en stærk mand i Kreml, dels fordi de frygter masserne, dels for at afgøre de mange stridigheder mellem rivaliserende oligarker om fordelingen af byttet. 

Alle disse træk svarer meget nøje til det, Lenin beskrev som statsmonopolistisk kapitalisme. Mafiaelementet er sekundært. Den eneste forskel er, at hvor de vestlige mafiaer (som også kontrollerer staten i de store bankers og monopolers interesse) har haft tilstrækkelig tid til at dække deres diktatur med et figenblad af formelt demokrati, så føler de russiske nyrige sig ikke sikre nok til at tillade sig en sådan luksus. I USA og Storbritannien kastes der et diskret slør over kapitalens diktatur, i Rusland fremstår det i sin nøgne og mest åbenlyse form. Men essensen er præcis den samme. 

Rusland er en kapitalistisk stat styret af et parasitisk og grådigt oligarki. Men hvis man siger a, må man også sige b, c og d. Det russiske oligarkis udenrigspolitik bestemmes, ligesom enhver anden kapitalistisk stats, af det russiske borgerskabs interesser og kyniske mål. Og eftersom udenrigspolitik blot er en forlængelse af indenrigspolitikken, skyr Putin ingen voldelige midler for at tvinge sin vilje igennem uden for Ruslands grænser, når han mener, det er nødvendigt for at beskytte de russiske oligarkers – og naturligvis sine egne – interesser. 

Det russiske regime er et borgerligt bonapartistisk regime. Et bonapartistisk regime er et kriseregime, hvor samfundets modsætninger ikke kan løses inden for rammerne af det “normale” borgerlige demokratis funktioner. Staten hæver sig over samfundet i skikkelse af en “stærk mand”, der hævder at vøre høvet over klasser og partier og repræsentere “nationens” interesser. Den tidligere KGB-officer Putin baserer sig primært på militæret, politiet og statens udøvende magt, men han balancerer også mellem klasserne og udnytter en populistisk og nationalistisk retorik. Og som enhver anden bonapartist i historien forsøger han at fremstille et billede af styrke gennem deltagelse i udenrigspolitiske militære eventyr. 

Her ser vi en markant forskel mellem Rusland og Kina. Kina besidder alle de klassiske træk ved imperialisme, som Lenin beskrev: Monopolkapitalisme, kapitaleksport, ekspansion for at sikre udenlandske markeder og indflydelsessfærer, samt en ekspansionistisk udenrigspolitik med henblik på at kontrollere handelsruter osv. Den russiske imperialisme har en anden karakter. Dens mål er mere begrænsede og primært dikteret af strategiske og militære hensyn. 

Der er ikke udsigt til økonomisk gevinst ved f.eks. at overtage det ødelagte Donbas. Selv den fremtidige udsigt til syrisk olie virker mere end tvivlsom, og under alle omstændigheder har russerne rigeligt med egen olie. Kampen i Ukraine handlede ikke om markeder. Russerne tog Krim, ikke på grund af økonomiske interesser (Krim er ikke et stort marked), men af strategiske militære hensyn. De kunne ikke tillade, at deres store flådebase i Sevastopol faldt i hænderne på de ukrainske nationalister (det vil sige NATO). Putin ønsker reelt ikke Donbass, da det ville udgøre en enorm belastning for Ruslands økonomiske ressourcer. Også her er det geopolitiske overvejelser, der er på spil. Det er en kamp mellem amerikansk og russisk imperialisme om kontrollen over disse områder. 

Det er klare eksempler på hvad? Vi er enige om, at det russiske regime er pilråddent. Men betyder et råddent og reaktionært regime nødvendigvis et svagt regime, eller at det ikke kan være imperialistisk? Slet ikke. Zardømmet var også et råddent regime – Rasputins regime. Men det var samtidig en formidabel imperialistisk stat. 

Putin er en gangster – men betyder det, at han er upopulær? Nej, det gør det ikke. I øjeblikket har han omkring 80 procent opbakning i meningsmålingerne. Selv hvis vi tager højde for visse manipulationer, må selv de borgerlige kommentatorer indrømme, at han fortsat er populær, især blandt arbejderklassen. Naturligvis vil det på et tidspunkt vende sig til sin modsætning. Men for øjeblikket er Putins politik med at trodse amerikanerne populær i Rusland. Han klarer sig ganske godt ved at konfrontere amerikansk imperialisme. 

Disse fakta kan kun føre til én konklusion: Rusland er i dag en imperialistisk stat, om end den minder mere om det gamle zardømmes imperialisme end om det moderne Kinas eller USA’s. Ruslands deltagelse i den kapitalistiske verdensøkonomi er begrænset, hovedsageligt fokuseret på handel med olie og gas. Men landet intervenerer aktivt uden for dets grænser, både militært og diplomatisk, og det kommer konstant i konflikt med USA – konflikter, der til tider truer med at udvikle sig til en direkte militær konfrontation. Hvordan kan man da påstå, at Rusland er afhængig af amerikansk imperialisme? 

Selvom Rusland reelt hverken har den økonomiske eller militære styrke til at udfordre USA på verdensplan, stræber det efter at føre en selvstændig udenrigspolitik og ønsker at forhandle med USA fra en stærk position. Det giver sig selv, at denne konfrontation ikke indeholder et eneste progressivt element. Det er ikke længere tilstrækkeligt at sige, at Rusland blot er en regional imperialistisk magt – interventionen i Syrien beviser det. The Economist skrev den 14. maj 2016: 

“Rusland i dag ligner næppe blot den ‘regionale magt’, som Barack Obama engang kaldte det. Enhver vej til fred i Syrien går nu gennem Moskva. ‘Kun Rusland og USA er i en position til at stoppe krigen i Syrien, selvom de har forskellige politiske interesser og mål,’ skrev Valery Gerasimov, chef for Ruslands generalstab, i en nylig artikel.“

Ruslands intervention i Syrien har afgørende ændret den militære situation. I Syrien er det Moskva, der bestemmer, og amerikanerne har været nødt til at acceptere det. Dog er Ruslands intervention på verdensplan begrænset i forhold til egne mål, som primært har en militær-diplomatisk karakter. Ruslands hovedmål er at forhindre USA i at intervenere i, hvad Rusland betragter som deres indflydelsessfærer, og at tvinge amerikanerne til at anerkende Rusland som en global magt, man ikke bare kan ignorere. Men Kinas situation er en helt anden. 

Kina 

Kina er, ligesom Rusland, et perfekt eksempel på rigtigheden af teorien om den permanente revolutions. Det degenererede kinesiske borgerskab havde over 20 år til at udføre den borgerligt-demokratiske revolutions opgaver, men var ikke engang i stand til at forene Kina eller føre en succesfuld krig mod japansk imperialisme, for slet ikke at tale om at gennemføre en reel jordreform. 

Det var netop den kinesiske kapitalismes fallit og massernes presserende behov for en vej frem, der gav anledning til fænomenet proletarisk bonapartisme. Dette skyldtes en række forskellige faktorer: For det første kapitalismens fuldstændige blindgyde i de tilbagestående lande og det koloniale borgerskabs manglende evne til at vise en vej frem. For det andet imperialismens manglende evne til at opretholde kontrollen gennem det gamle militær-bureaukratiske styres midler og sidst, men ikke mindst, forsinkelsen af den proletariske revolution i de avancerede kapitalistiske lande. 

Imidlertid betød svagheden i den subjektive faktor i forhold til Kina – nemlig fraværet af et bolsjevik-leninistisk parti – samt eksistensen af et magtfuldt proletarisk bonapartistisk regime i Sovjetunionen, at den kinesiske revolution var deform fra begyndelsen. Ikke desto mindre muliggjorde nationaliseringen af produktivkræfterne og indførelsen af en planøkonomi, om end på et forvredet bureaukratisk grundlag, at Kina hurtigt kunne avancere og skabe grundlaget for en moderne industriel økonomi med en stor og uddannet arbejderklasse. 

Her er ikke stedet til at diskutere årsagerne til genindførelsen af kapitalismen i Kina. Det har vi gjort andre steder. Det er tilstrækkeligt at sige, at Maos politik, autarki (den kinesiske variant af socialisme i et land), førte Kina ind i en blindgyde. Efter Maos død forsøgte en fraktion af det kinesiske bureaukrati, ledet af Deng Xiaoping, at løse den bureaukratiske økonomis problemer gennem reformer fra oven og integration i verdensøkonomien. 

Ved at overlade kontrollen til en parasitisk bureaukratisk kaste førte denne politik uundgåeligt i retning af kapitalisme. Ligesom det russiske bureaukrati blev de privilegerede kinesiske embedsmænd forvandlet til velhavende forretningsmænd ved at tilrane sig statens aktiver. Men i modsætning til deres russiske pendant holdt de fast på kontrollen over det “kommunistiske” parti. De gik fremad skridt for skridt og undgik dermed det katastrofale sammenbrud, som vi så i Rusland. 

Fra massernes synspunkt repræsenterer genindførelsen af kapitalismen i Kina et historisk tilbageslag. Men de kinesiske arbejderes lidelser og den ekstreme udbytning af dem betyder ikke, at der ikke var nogen udvikling af produktivkræfterne, ligesom de britiske arbejderes lidelser og tilsvarende udbytning ikke betød, at der ikke var nogen udvikling af produktivkræfterne under den industrielle revolution. Tværtimod er det netop på grundlag af denne ekstreme udbytning, at kapitalismen udvikler sig og trives. Det var tilfældet på Marx’ tid, og det er stadig tilfældet i dag, hvad enten det er i Kina eller andre steder. 

Kina var i stand til at drage fordel af en boomende verdensøkonomi og en massiv tilstrømning af udenlandske investeringer fra amerikanske, japanske og europæiske kapitalister, der var ivrige efter at få del i den merværdi, der blev udvundet fra billig kinesisk arbejdskraft. Som følge heraf oplevede Kina en periode med hurtig økonomisk vækst, der varede indtil for nylig. Tal for verdens arbejdsstyrke i industrien i 2013 viser, at den globale industrielle arbejderklasse talte 725 millioner. Af disse var 106 millioner i de avancerede industrilande. 250 millioner var i Østasien. Som andel af den samlede industrielle arbejdsstyrke udgjorde industriarbejdere i de udviklede økonomier mindre end 15 procent af de globale industriarbejdere. I Østasien var andelen tæt på 35 procent. En stor del af denne andel var repræsenteret af Kina. 

Man kan sige, at bønder er fattige og arbejdere udbyttede. Begge dele er sandt. Masserne er altid udbyttede, også i de imperialistiske lande. Men dette siger ikke noget om niveauet af økonomisk udvikling. Marxister går ikke til historien fra et moralistisk eller sentimentalt udgangspunkt. Marx sagde, at kapitalismen gjorde sin entré på historiens scene vædet i blod fra hver en pore, og det er ganske rigtigt. Men den samme Marx sagde også, at udviklingen af produktivkræfterne under kapitalismen var progressiv, fordi den styrkede arbejderklassen og skabte det materielle grundlag for fremskridt mod et højere samfundsstadie: Socialisme. 

Fra et marxistisk synspunkt er udviklingen af produktivkræfterne i Kina positiv, fordi det betyder en styrkelse af arbejderklassen, på trods af at den er opnået gennem en brutal udbytning på fabrikker, der minder om dem, der eksisterede i Storbritannien på Marx’ og Dickens’ tid. Uanset hvad man siger om Kina i dag, er én ting klar for gud og hver mand: Det nuværende Kina har ingen relation til det gamle Kina, som var en fattig, tilbagestående halvkoloni underkuet imperialismen. Tværtimod er det den næstmest magtfulde industrination i verden med en stærk hær. Hvilken mulig parallel kan man drage mellem det nuværende og Chiang Kai-sheks Kina før 1949? 

Kinas voksende økonomiske magt

Der er opstået betydelige multinationale selskaber i Kina. Blandt de 75 største virksomheder på globalt plan er 12 kinesiske. Sinopec, et olieselskab, ligger på andenpladsen. China National Petroleum er nummer fire. Industrial and Commercial Bank of China er nummer 18. China Construction Bank er nummer 29, og derudover findes der kinesiske byggevirksomheder samt virksomheder inden for telekommunikation, bilindustrien og jernbanesektoren. 

Det er rigtigt, at Kina har en betydelig tilstedeværelse af multinationale selskaber fra andre lande. Omkring 450 af verdens 500 største virksomheder opererer i Kina, men Kina har også sine egne virksomheder, som støttes af staten. Mange af dem er statsejede, og de statskontrollerede banker forsyner dem med lån og kapital. Desuden viser tilstedeværelsen af udenlandske monopoler i Kina ikke i sig selv, at landet er en “afhængig nation”. 

Kapitaleksport foregår regelmæssigt mellem avancerede kapitalistiske (imperialistiske) lande. Det er et normalt træk ved kapitalismen i dens imperialistiske epoke. Storbritannien er et slående eksempel på denne proces. Hvad der tidligere var “verdens værksted” har gennemgået en langvarig tilbagegang henover det sidste århundrede. Denne tilbagegang er nået til et punkt, hvor den britiske fabriksindustri næsten er ophørt med at eksistere. Næsten al industri i Storbritannien ejes nu af udenlandske kapitalister – ikke kun amerikanske, tyske og japanske, men også kinesiske og indiske. Betyder det, at Storbritannien er en “afhængig nation”? Selvfølgelig ikke. Endnu mindre kan Kina placeres i den kategori. 

I 2015-udgaven af Fortune 500-listen var der 98 kinesiske virksomheder og 127 amerikanske. I år 2000 var der kun ti kinesiske virksomheder, mens der i 2010 var 46, og i 2000 havde USA 179. I 2006 kom de fem vigtigste banker i verden alle fra de traditionelle imperialistiske magter (USA, Storbritannien, Tyskland osv.) Men i marts 2009 var de tre øverste pladser besat af kinesiske banker, og det er fortsat tilfældet i dag. 

Det mest slående bevis på, at Kina har nået et imperialistisk udviklingsstadie, er den nuværende overproduktionskrise. Kina producerer over 50 procent af al aluminium i verden, hvilket fører til et sammenbrud i priserne på verdensmarkedet og skubber konkurrenter ud i krise. Den kinesiske overkapacitet i olieraffinering anslås til 200 millioner tons, og i 2014 blev kinesiske raffinaderier vurderet til kun at køre med to tredjedeles kapacitet. Som følge heraf “steg dieseleksporten med 79 procent i 2015”, og “den samlede nettoeksport af alle olieprodukter forventes at stige med 31 procent i år”. Overkapaciteten i Kinas kemikalieindustri har “udryddet de japanske rivalers overskud” i polyesterindustrien. 

Mao drømte om at overhale Storbritannien og USA i stålproduktion. I realiteten producerer Kina over halvt så meget stål (803 millioner tons i 2015) som resten af verden tilsammen (1599 millioner tons), og landets overkapacitet (400 millioner tons) ødelægger konkurrenternes industrier verden over. I april i år producerede Kina, ifølge World Steel Association, 69,4 millioner tons råstål – mere end de 65,5 millioner tons, som resten af verden tilsammen producerede. 

Den kinesiske økonomi har udviklet sig hurtigere end nogen anden i de sidste to årtier og har nået et meget højt teknologisk niveau inden for visse industrier og områder, men den gennemsnitlige arbejdsproduktivitet er stadig langt bagud i forhold til USA og Europa – og endda Rusland. Den kinesiske arbejdsproduktivitet er vokset med i gennemsnit 8,5 procent om året siden 1996. Afhængigt af målemetoden er Kinas produktivitet omkring en fjerdedel af USA’s. Men en nations magt på verdensscenen afgøres ikke udelukkende af det gennemsnitlige produktivitetsniveau – ellers ville Luxembourg og Norge være blandt de førende imperialistiske magter. 

Det afgørende spørgsmål er: Har den kinesiske økonomi udviklet sig til et punkt, hvor den har stærke monopoler, overproduktion og dermed et overskud af kapital samt en overvægt af finansielle institutioner, der letter kapitaleksport og ikke kun eksport af varer? Svaret må være ja. Men efter 25 år med denne vækst er den kinesiske økonomi nu stødt på kapitalismens grundlæggende modsætninger. Den globale overproduktion er blevet enormt forværret af overproduktionen i den kinesiske økonomi. 

Mellem 2011 og 2013 brugte Kina næsten 50 procent mere cement, end USA gjorde i hele det “amerikanske århundrede”. Kina er verdens største industrination og “står for næsten en fjerdedel af den globale værdiskabelse i denne sektor.” Kinas kulindustri, som næsten er lige så stor som resten af verdens tilsammen, “kan have en overkapacitet på 3,3 milliarder tons inden for to år” , hvilket betyder, at kapacitetsudnyttelsen kun lige overstiger 50 procent, da det indenlandske forbrug er fire milliarder tons om året. Derfor er Kina nødsaget til at eksportere en stor del af dette overskud af kul. 

Af frygt for at overkapaciteten vil føre til massearbejdsløshed i hjemlandet, er den kinesiske herskende klasse opsat på at eksportere deres arbejdsløshed til udlandet og kæmper for at sikre deres producenter så stor en markedsandel som muligt. Dette forværrer modsætningerne i den kapitalistiske verdensøkonomi og skaber en modreaktion mod Kina, der baner vejen for protektionistiske tiltag og fremtidige handelskrige. Vestlige kapitalister klager over, at den kinesiske stat beskytter sine egne industrier ved at forsyne dem med kapital, hvilket gør dem mere konkurrencedygtige. Dette anses for at være “uretfærdig” handel. Protektionistiske tendenser bliver stærkere, og spændingerne mellem USA og Kina skærpes konstant. 

Kapitaleksport 

Lenin forklarede, at et af imperialismens kendetegn var kapitaleksport, i modsætning til den tidligere form, vareeksport. Kina er en af verdens største eksportører af kapital. Landet er ikke kun verdens største industrination, men også verdens største handelsnation. Siden 2009 har Kina været den største eksportør, og siden 2014 den største handelsnation samlet set. Det afspejles i verdens havne- og fragtfaciliteter, som er central for den global handels infrastruktur. 

Kina er faktisk en af verdens største eksportører af kapital. “På knap et årti er de kinesiske udenlandske direkte investeringer (FDI) gået fra stort set ingenting til over 100 milliarder dollars om året, hvilket placerer Kina blandt de tre største eksportører af direkte investering globalt.” Meget af den kapital, som Kina eksporterer, går til USA, hvilket indikerer den relative tilbagegang for USA som en imperialistisk magt – landet er nu en nettoimportør af kapital. Dog er denne tilbagegang relativ og ikke absolut. USA er stadig verdens førende imperialistiske magt. Men Kina er opstået som en ny, stærk imperialistisk stat i sin egen ret. 

Her er, hvad The Economist siger om kapitaleksport: 

“Siden 1970’erne har handlen over Stillehavet langt overgået handlen over Atlanten […] Ifølge en vurdering i 2010 lovede Kina flere lån til Latinamerika end Verdensbanken, Den Interamerikanske Udviklingsbank og den amerikanske ImportEksport Bank tilsammen.“

Det er et eksempel på en massiv eksport af kinesisk kapital. Artiklen fortsætter: 

“Kina har afbrudt investeringer og handel med naboer, der modsætter sig deres territoriale krav, såsom Japan, Filippinerne og Vietnam.”

Med andre ord bruger Kina sin økonomiske magt til at påtvinge andre lande sin vilje. Kina bygger rørledninger, jernbaner og veje i regionen, hovedsageligt for at kunne forsyne deres egen økonomi med råstoffer. 

Men Kina lider allerede under kapitalismens iboende modsætninger. Der er et enormt overskud af kapital i Kina. Der er ringe incitament til at investere i yderligere fabriksproduktion, i hvert fald inden for simple færdigvarer, da disse industrier allerede lider af kronisk overkapacitet. De spekulative bobler på boligmarkedet og aktiemarkedet er også tegn på et overskud af kinesisk kapital, der søger profitable investeringsmuligheder uden for den indenlandske industri. 

Kina eksporterer ikke kun kapital til mindre udviklede lande, men også til avancerede kapitalistiske lande. For fire år siden købte et af Kinas statsejede energiselskaber den canadiske virksomhed Nexen for 15 milliarder dollars. For nylig kastede David Cameron og det britiske borgerskab sig for fødderne af Xi Jinping under hans statsbesøg i London i et desperat forsøg på at tiltrække mere kinesisk investering og handel – samtidig med at tusindvis af britiske job blev ødelagt af, at der blev “dumpet” kinesisk stål på markedet. 

Ifølge tal fra 2013 har Kina verdens travleste containerhavn i Shanghai, samt den tredje travleste (Shenzhen), den fjerde (Hongkong), den sjette (Ningbo-Zhoushan), den syvende (Qingdao), den ottende (Guangzhou) og den tiende (Tianjin). USA har ingen i top ti – den travleste amerikanske havn, Los Angeles, ligger først på 18. pladsen! Det anslås, at Kina i 2030 vil eje en tredjedel af verdens containerskibe. 30 procent af verdens containereksport kommer fra Kina, hvilket er tre gange så meget som fra USA. 

I 1964 havde USA verdens største handelsflåde. I dag er USA nede på en 14. plads, mens Kina er nummer to. Denne dominerende position i verdenshandlen kan og vil føre til imperialistiske tendenser i form af kapitaleksport – især efterhånden som lønomkostningerne i Kina stiger hurtigt. 

Ét statistisk faktum taler stærkere end alle andre, når det kommer til at bevise, at Kina deltager i kapitaleksport: I 2014 oversteg kinesisk udenlandsk direkte investering den udenlandske direkte investering i Kina. Det betyder, at Kina for første gang investerede mere i udlandet, end der blev investeret i Kina fra udlandet. 

Lenin forklarede, hvordan eksporten af overskydende kapital ofte hænger tæt sammen med den imperialistiske magts strategiske interesser og ikke blot tjener til at sikre profit for individuelle virksomheder. Han gav eksemplet med, hvordan tyske banker “selvstændigt og planmæssigt fremme[de] olieindustrien, f.eks. i Rumænien, for at have deres »eget« holdepunkt.” 

Dette er et resultat af den voksende tendens, hvor gigantiske monopoler knytter tætte forbindelser til staten. På samme måde som tysk kapitalisme, der blev udelukket fra de etablerede oliemarkeder af amerikanske konkurrenter, fik statens hjælp til at finde nye markeder, bruger kinesisk kapital nu sine enorme bjerge af penge og indflydelse på handelen til at opbygge og udvikle alternative energi- og råstofmarkeder samt nye handelsruter. 

Det økonomiske forhold mellem Kina og USA 

I 2013 var Kina den tredjestørste eksportør til USA af landbrugsprodukter, fly, maskiner og køretøjer, til en værdi af 122,1 milliarder dollars. Kina er også den største importør af indtægter fra USA, der i alt beløber sig til 440,4 milliarder dollars. Samlet set står Kina for cirka otte procent af Standard & Poor’s 500-aktieindeks. 

Tidligere ville et undertrykt, afhængigt land være stærkt forgældet i forhold til sine imperialistiske herrer. Det var den tydeligste indikation på dets underlegne status. Zar-Rusland, for eksempel, var stærkt forgældet over for Frankrig og andre imperialistiske nationer. Men i Kinas tilfælde er forholdet blevet vendt på hovedet. Den hurtige stigning i produktionen og Kinas succes på verdensmarkederne har givet landet de største valutareserver i verden. 

Sammenlignet med andre fremmede nationer er Kina den største udenlandske ejer af amerikanske statsobligationer, som i februar 2015 beløb sig til 1,224 milliarder dollars, med Japan som nummer to. Kina er også den største amerikanske investor. Kina ejer nu det samme beløb på udenlandske værdipapirer som Japan, der utvivlsomt er en imperialistisk magt. Tilsammen ejer disse to lande cirka halvdelen af verdens samlede beholdning af udenlandske værdipapirer. 

Gæld tilhørende Japan vækker ikke den samme fjendtlighed som gæld tilhørende Kina, fordi Japan betragtes som en venligere nation. Japanerne har ikke for vane at bygge øer i det Sydkinesiske Hav eller udfordre amerikansk hegemoni på andre måder. Men Kina betragtes med en blanding af misundelse, mistro og frygt. 

Kinesiske kreditorer har købt amerikanske statsobligationer, dels fordi Kina ønsker at holde yuanen knyttet til dollaren for at holde omkostningerne ved kinesisk eksport nede. Kineserne har brug for det amerikanske marked for at sælge deres varer og holde deres virksomheder i gang. Da dollaren betragtes som en af de sikreste valutaer, mener kineserne herudover, at dette bånd vil sikre yuanens stabilitet. 

Kina har en stor interesse i at holde yuanen svagere end dollaren for at sikre, at eksportpriserne forbliver konkurrencedygtige. Denne strategi har sikret, at Kina har været i stand til at eksportere mere end nogen anden nation i verden. Den svage yuan var et element, der gjorde det muligt for Kina at opretholde en årlig vækst på 10 procent i BNP i 30 år. På nuværende tidspunkt giver den verdensomspændende tro på dollaren et vist sikkerhedsnet for yuanen. Men det kan ikke vare ved. På et tidspunkt er det muligt, at Kina vil ønske at svække forbindelsen mellem yuanen og dollaren, eller endda gøre yuanen til en flydende valutakurs. 

I princippet kan disse lån indløses i dollars. Hvis det skulle blive nødvendigt, kunne kineserne kræve deres gæld tilbage i bytte for dollars. I 2013 og 2014 var Kina årsag til, at der blev slået alarm, fordi landet begyndte at købe store mængder guld for at opbevare det i egne bankbokse. Det medførte med det samme en voksende bekymring for dollarens fremtidige stabilitet. Kina brugte de første par måneder af 2015 på at sælge gæld og kalde lån hjem, hvilket reducerede den samlede værdi til under 1,2 billioner dollars. Det var en advarsel om, hvad der kunne være i vente. 

Da Kina er den største udenlandske ejer af amerikanske obligationer, ville et sammenbrud på det kinesiske aktiemarked presse den kinesiske regering til at begynde at sælge disse værdipapirer for at reducere landets egen gæld. Det kunne forårsage et øjeblikkeligt fald for dollarens værdi, hvilket ville tvinge den amerikanske centralbank til at hæve renten og udløse et krak. Kina ville ikke være interesseret i at gå den vej, da en faldende dollar ville øge yuanens værdi, hvilket ville gøre kinesisk eksport dyrere og dermed forværre krisen i Kina. Ikke desto mindre er et sådant scenarie muligt i fremtiden, og det bekymrer amerikanerne. 

Enhver amerikansk politiker har udtrykt bekymring over, i hvilken grad den amerikanske regering skylder penge til kinesiske kreditorer. Det vender forholdet mellem imperialisme og kolonier på hovedet. Siden hvornår har en fattig afhængig nation hæftet for gælden i den mægtigste imperialistiske magt på jorden? 

AIIB, Asian Infrastructure Investment Bank 

Et yderligere eksempel på Kinas bestræbelser på at blive en verdensmagt var lanceringen af AIIB, Asian Infrastructure Investment Bank. Hvis Lenin havde ret i, at eksport af overskydende kapital er et af de definerende træk ved moderne imperialisme, så er Kinas investering på hundredvis af milliarders valutareserver i en international investeringsbank, der tjener dets strategiske interesser, et klart bevis på Kinas imperialistiske karakter. Lanceringen af AIIB er betydningsfuld, ikke kun hvad angår kapitaleksport, men også som en diplomatisk triumf på verdensscenen. Tilbuddet om deltagelse blev udvidet langt ud over Asien. 

Officielt siger USA, at de byder Kinas opstigning til stormagtsstatus velkommen, så længe kineserne respekterer internationale normer og spiller en ordentlig rolle i det “multilaterale system”. Men i praksis forsøger USA, at begrænse Kina, hver gang de handler på den internationale scene. USA har systematisk forhindret Kina i at få større indflydelse på internationale finansielle institutioner som IMF. Selv et beskedent forslag om at øge IMF’s ressourcer (hvilket ville give Kina en smule flere stemmer) er blevet blokeret i årevis af Kongressen i Washington. USA har også modarbejdet bestræbelserne på at øge Kinas vægt i Verdensbanken og har udelukket Kina fra deres planlagte frihandelsaftale, Trans-Pacific Partnership. 

Vi så dette i tilfældet med AIIB, hvor USA – som vanligt – forsøgte at begrænse Kina, men uden held. Bag kulisserne lagde amerikanerne pres på deres allierede for at forhindre dem i at deltage. Da Storbritannien blev det første land uden for Asien til at ansøge om medlemskab, klagede en amerikansk embedsmand over briternes tendens til “konstant imødekommenhed” over for Kina. Men det forhindrede ikke Tyskland, Frankrig og Italien i at melde sig som stiftende medlemmer. Alle europæiske NATO-lande tilsluttede sig. Det eneste land, der nægtede at deltage i AIIB, var Japan. Det er interessant at bemærke Ruslands holdning til AIIB. De tilsluttede sig banken og blev dens tredjestørste interessent. Putin har inviteret AIIB til at investere i Rusland. Generelt sammenfalder Ruslands udenrigspolitik med Kinas, når det gælder konfrontationer med USA. 

Et træk ved kapitaleksport, som Lenin beskrev, er tendensen til, at lån og investeringer involverer andre tilknyttede monopoler fra den imperialistiske stat. Storbritannien eller Frankrig ville f.eks. låne penge til et land for at udvikle dets infrastruktur på betingelse af, at lånene blev brugt på britiske eller franske virksomheder – således at den imperialistiske stat ville profitere to gange: Først gennem renterne på lånene og dernæst gennem de kontrakter, som lånene blev brugt på. 

Det træk gentages også af den kinesiske stat, som ser de investeringsmuligheder, der omgiver landet, som en måde at holde fabrikkerne kørende og arbejderne beskæftiget på: 

“Væksten i byggeriet aftager, og Kina har ikke længere behov for at opføre mange nye motorveje, jernbaner og havne, så de må finde andre lande, der har […] Et af de klare mål er at sikre flere kontrakter til kinesiske byggefirmaer i udlandet.”

Allerede i 2016 var der over 100 milliarder dollars i grænseoverskridende fusioner og opkøb foretaget af kinesiske virksomheder – en tredjedel af den globale total. Kinesisk kapitaleksport involverer både statsejede virksomheder og den private sektor. Alle de fænomener, vi har beskrevet her, er typiske for imperialisme. 

Kina og Latinamerika 

I de seneste årtier har der været en massiv stigning i handlen mellem Asien og Latinamerika. Asien har overhalet EU som Latinamerikas næststørste handelspartner efter USA. Af denne handel har Kina langt den største andel. Når det kommer til Brasilien, Chile og Peru har Kina endda overhalet USA som den største handelspartner. Og hvad kendetegner denne handel? Kina eksporterer varer til Latinamerika og bringer naturressourcer tilbage. Det er det stik modsatte af, hvad man ville forvente af en underudviklet, afhængig økonomi. Det er faktisk typisk for forholdet mellem et imperialistisk land og mindre udviklede økonomier. 

Hvad med Kinas rolle i Venezuela? Intet land låner penge til Venezuela – på nær Kina. Det betyder, at kinesisk finanskapital har en enorm indflydelse i Venezuela. Tidligere, da oliepriserne var høje, betalte Venezuela lånene tilbage i olie, og denne olie blev i gennemsnit afregnet under verdensmarkedsprisen, så kineserne kunne forbruge den olie, de havde brug for og sælge resten med fortjeneste. I denne relation gik den største del af overskuddet til Kina. Men det er ikke længere muligt. 

Kina har ikke længere kapacitet til at forbruge al den olie, som Venezuela sender til Kina i bytte for lån, og det er ikke længere profitabelt at sælge den overskydende olie, fordi priserne er for lave. Derfor får kineserne nu deres penge tilbage gennem oprettelsen af særlige økonomiske zoner. Man kan kalde det en “kinesificeringen” af Venezuela. 

I disse særlige økonomiske zoner betales der ingen skat. De virksomheder, der investerer i disse områder, behøver ikke at være registreret i skattesystemet. Heller ikke den borgerlige demokratiske lovgivning gælder her. Præsidenten udpeger en lokal guvernør, og arbejdsmarkedslovene afhænger af denne guvernør. Dette adskiller sig ikke meget fra de tiltag, som IMF ville foreslå. Det, der afslører Kinas imperialistiske karakter, er, at disse indrømmelser er rettet mod at gavne kinesisk kapital. 

Disse virksomheder er baseret på blandet kapital: Kinesisk og venezuelansk. Men de oprettes på baggrund af kinesiske lån, og resten af lånene, som gives til Venezuela, er tiltænkt køb af kinesiske varer. For eksempel købte Venezuela for et år siden 10.000 kinesiske taxaer. Det var en vare, som på daværende tidspunkt ikke var en prioritet for landet, men Kina havde en overproduktion af taxaer, og Venezuela endte med at købe dem. 

Kina i Afrika 

Kina har udvidet sin rolle i Afrika. Deres investeringer i flere lande som Nigeria, Angola og Gabon har overgået de vestlige konkurrenters, idet Kina bygger jernbaner og veje samt overtager miner, olieproduktion osv. Kina er nu Afrikas største handelspartner. Andelen af Afrikas eksport, der går til Kina, er steget fra 1 procent til 15 procent over det seneste årti, mens EU’s andel er faldet fra 36 procent til 23 procent. 

For Kina repræsenterer Afrika en vigtig kilde til råstoffer, et marked for billige kinesisk producerede varer og investeringsmuligheder i infrastruktur – særligt i markeder, hvor vestlige virksomheder afholder sig fra at investere på grund af sanktioner eller politisk ustabilitet. Kina udnytter aktivt Afrikas rige naturressourcer, især råolie, hvor Kina nu er verdens næststørste forbruger. Over 25 procent af Kinas olieimport kommer fra Sudan og Guineabugten. Næsten hvert eneste afrikanske land bærer i dag præg af Kinas tilstedeværelse: Oliefelter i øst, landbrug i syd, miner i kontinentets centrum osv. 

Forholdet mellem Kina og Afrika er et klassisk eksempel på kolonial udbytning. Det er blevet bemærket af mange observatører, især afrikanske fagforeninger. Afrika-afdelingen i Det internationale tekstil-, beklædnings- og læderarbejderforbund, som repræsenterer fagforeninger fra Sydafrika, Zimbabwe, Mozambique, Lesotho, Swaziland og Zambia, har kritiseret Kina for at oversvømme de afrikanske markeder med varer. De siger: 

“Handelsmønstret mellem det afrikanske kontinent og Kina bliver i stigende grad kolonialt af karakter, hvor afrikanske lande eksporterer råstoffer til Kina og importerer færdigvarer. “

Kina har sikret sig kontrol over Afrikas naturressourcer ved at bruge kinesisk arbejdskraft og udstyr uden at overføre færdigheder eller teknologi til Afrika. Lamido Sanusi, daværende guvernør for Nigerias centralbank, skrev i Financial Times: 

“Kina tager vores primære råvarer og sælger os færdigvarer. Dette var også essensen af kolonialismen. […] Afrika må erkende, at Kina – ligesom USA, Rusland, Storbritannien, Brasilien og andre – ikke er i Afrika for Afrikas skyld, men for sin egen.”

De kinesiske imperialister udbytter og undertrykker brutalt de afrikanske arbejdere. Kinesiske arbejdere bor i aflukkede lejre og holdes adskilt fra de lokale arbejdere, selvom de arbejder sammen i arbejdstiden. Der har været flere rapporter, der afslører en åbenlys racistisk holdning til afrikanske arbejdere, som kun bliver behandlet en my bedre end slaver… 

Zambia har med sine store reserver af kobber og ædelsten været særligt attraktiv for Kina, fordi landet tillader investorer at tage deres profit med ud af landet. En Human Rights Watch-rapport afslørede, at kinesiske ejere af kobberminer i Zambia regelmæssigt krænker deres medarbejderes rettigheder ved ikke at stille tilstrækkeligt beskyttelsesudstyr til rådighed og sikre ordentlige arbejdsforhold. 

Da zambiske arbejdere ved den kinesisk ejede Collum Coal Mine protesterede, affyrede deres kinesiske chefer skud mod minearbejderne og sårede tretten af dem. Efter pres fra kinesiske erhvervsinteresser besluttede Zambias daværende regering pludselig at droppe den strafferetlige sag mod lederne af minen. Senere dræbte hundredvis af vrede demonstranter en kinesisk leder af minen og sårede to andre kinesiske vagter. Dette er langt fra enkeltstående tilfælde. 

Den nye Silkevej 

AIIB’s første planlagte projekt er knyttet til Kinas strategiske interesser. Det skal finansiere tre af “One Belt, One Road”-projekterne: Opførelsen af vigtige veje i Pakistan, Tadsjikistan og Kasakhstan. Gennem AIIB og kinesiske statsejede banker planlægger Kina at bruge en startkapital på 46 milliarder dollars på investeringer i veje og en vigtig havn i Gwadar. Projektet kaldes China-Pakistan Economic Corridor og forbinder Gwadar med Kinas selvstændige region Xinjiang som en forlængelse af Kinas Silkevejsinitiativ. Kina har overbevist den pakistanske stat om at stå for sikkerheden til dette projekt, med 10.000 soldater, der beskytter byggeriet mod “terrorister” og de tusindvis af bønder, der bliver fordrevet fra deres land. 

Financial Times skrev den 12. oktober 2015, at Silkevejsprojektet er den største økonomiske diplomatiske handling siden Marshallplanen, som blev lanceret af USA efter Anden Verdenskrig. For at finansiere det skal kinesiske statsejede banker modtage en kapitalindsprøjtning på 60 milliarder dollars fra valutareserverne. Projektet strækker sig helt til Nigeria og Zimbabwe, der skal modtage fem milliarder dollars i investeringer til jernbaner, som skal integreres i “One Belt, One Road.” 

Det er måske det tydeligste eksempel på Kinas ambitioner om at ekspandere. Kinas største handelspartner uden for Asien er EU. Kina har besluttet, at det er i deres strategiske interesse at udvikle handelsruter langs landruten til Mellemøsten og Europa, hvilket vil forbinde lande med en samlet befolkning på omkring tre milliarder mennesker. Silkevejsprojektet som helhed forventes at koste en billion dollars. 

China-Pakistan Economic Corridor er angiveligt tiltænkt at gavne Pakistan inden for transport, infrastruktur, telekommunikation og energi. I realiteten er det en plan om at gøre Pakistan til en kinesisk satellitstat. 

Kina vil få de største fordele ved at åbne handelsruter i det vestlige Kina og opnå direkte adgang til den ressourcerige region i Mellemøsten via Det Arabiske Hav, uden om de længere logistiske ruter gennem Malaccastrædet. Det vil omfatte opførelsen af motorveje, jernbaner samt naturgas- og olieledninger, der forbinder Kina med Mellemøsten. Kinas andel i Gwadar vil også give dem mulighed for at udvide deres indflydelse i Det Indiske Ocean, en afgørende rute for olietransport mellem Atlanterhavet og Stillehavet. 

Disse kendsgerninger viser tydeligt, at dette projekt i bund og grund er designet af den kinesiske elite til at tjene Kinas geopolitiske og strategiske interesser. Projektet er rettet imod amerikansk imperialisme og bliver også modarbejdet af en vigtig del af den nationalistiske bevægelse i Baluchestan. Det bringer ingen fordele til indbyggerne i Gwadar, som lever og arbejder under desperate forhold. Tværtimod bliver de berøvet deres rettigheder i området. Der er også utilfredshed i Sindh og andre regioner, som denne “korridor” ikke er blevet ført igennem. 

Kinas handel med Centralasien havde allerede nået 50 milliarder dollars i 2013, hvilket gjorde Kina til regionens største handelspartner og dermed overhalede Rusland (en 50-dobling fra en milliard dollars i 2000). Kina har allerede erobret denne region økonomisk og er i gang med også at gøre det politisk. Financial Times citerer en førende europæisk økonom for at sige: 

“De [Kina] er i stigende grad aktive i alle sektorer [i Centralasien], og man kan simpelthen ikke se vestlig eller russisk kapital tage deres plads.”

Den samme artikel fortsætter: 

“I Kasakhstan ejer kinesiske selskaber et sted mellem en femtedel og en fjerdedel af landets olieproduktion – omtrent den samme andel som det nationale olieselskab. I Turkmenistan tegnede Kina sig sidste år for 61 procent af eksporten […] Den tadsjikiske viceminister for finans sagde sidste år til FT, at Beijing ville investere seks milliarder dollars i Tadsjikistan over de næste tre år – et beløb svarende til to tredjedele af landets årlige BNP. “

Artiklen citerer derefter en klassisk imperialistisk udtalelse fra Liu Yazhou, en general i Folkets Befrielseshær, som kaldte Centralasien “et mægtigt stykke kage sendt fra himlen til Kinas nuværende folk.”

Xi Jinping forsøger at skabe et nyt økonomisk bælte mellem Kina og resten af verden via Kasakhstan. Den største udfordring i Centralasien er, at det altid har været Ruslands interessesfære, og Putin har til hensigt at generobre Ruslands magt. Det forklarer delvist aftalen mellem Rusland og Kina, hvor Putin forsøgte at omgå de sanktioner, som Vesten pålagde Rusland efter annekteringen af Krim. 

Rusland lader til at give afkald på den økonomiske dominans i regionen i bytte for militær dominans. De er blevet en aktiv deltager i den Kina-ledede Shanghai Cooperation Organisation, en asiatisk “sikkerhedsorganisation”, som Putin ser som en potentiel efterfølger til Warszawapagten. Ruslands våbenindustri og alliance med Kina vil placere landet perfekt til at spille den ledende militære rolle i den nye “østlige blok”. 

Det Sydkinesiske Hav 

Der er ingen mangel på eksplosivt materiale i regionen, såsom nationale spændinger inden for og mellem nationerne. Vietnam, såvel som Sydkorea og Taiwan, befinder sig nu i en situation, hvor de balancerer mellem USA og Kina. Med tiden vil Kinas vægt i denne balanceakt kun vokse. 

Disse politiske spændinger i Asien truer med at destabilisere regionen. Det mest dramatiske bevis på Kinas imperialistiske ambitioner har været statens opførelse af kunstige øer i det Sydkinesiske Hav. Dette hænger sammen med Kinas aggressive krav på havet ud fra “nipunktslinjen”. Det afspejler Kinas mål om at fravriste kontrollen over det Syd- og Østkinesiske Hav fra USA, hvilket ville give Kina en stærk global position. 

70-80 procent af Kinas altafgørende olieimport kommer gennem Malaccastrædet, men den amerikanske flåde har sammen med sine “kolonier” i Sydøstasien strategisk kontrol her. I tilfælde af krig eller krise kunne Kina hurtigt blive afskåret fra olie og adgang til deres eksportmarkeder. Det ligger derfor i Kinas strategiske interesse at finde en vej uden om ved at bygge kunstige øer på små klipper og rev. 

Denne politik, hvis den får lov til at fortsætte, ville annektere havene omkring alle de store nationer i Sydøstasien til Kina. Den amerikanske flåde er den stærkeste i regionen, men Kina provokerer USA ved gradvist at tage mere havområde – eller endda bygge nye øer. Kina tester og udfordrer USA’s beslutsomhed. USA har svaret igen ved at sejle deres flåde tæt på disse “øer.” Som svar på Washingtons gentagne opfordringer til at stoppe med at bygge øer (og en ny luftbase) i det Sydkinesiske Hav har Folkets Befrielseshær taget et nyt logistikfartøj i brug – det største nogensinde – for at forsyne egne tropper på de fjerntliggende øer, klipper og rev, som Kina kontrollerer i de omstridte farvande. 

Admiral Scott Swift fra den amerikanske Stillehavsflåde udtalte, at Kina havde “evnen” til at forsvare sin suverænitet i området, hvor de har bygget øer og landingsbaner på omstridte rev. På trods af dette fortsætter kineserne med at opføre nye øer. Samtidig planlægger Kina at sende sin anden rumstation, Tiangong-2, i kredsløb i 2016. Ud over dens teknologiske betydning har dette også en militær dimension. Det viser den voksende modsætning mellem Kina og USA. Det er ingen tilfældighed, at Obama for nylig besøgte Japan og Vietnam, hvilket Kina korrekt opfattede som en manøvre rettet imod dem. 

Økonomisk magt fører til politisk magt 

Lenin sagde: “Jo mere udviklet kapitalismen er, og jo mere mærkbar råstofmanglen er, jo mere akut er konkurrencen og jagten på råstofkilder.” Er det ikke tydeligt, at Kina, efter at have genindført kapitalismen, er tvunget til at forfølge sine interesser på globalt plan i sin jagt efter markeder og råmaterialer? Og er det ikke lige så tydeligt, at denne søgen bringer landet i konflikt – ikke kun med nabolandene (Vietnam, Japan, Taiwan osv.) – men også med den største supermagt, USA? 

Det kinesiske statsapparat er et produkt af den kinesiske revolution i 1949. Denne stærke, velorganiserede stat, uafhængig af imperialistisk indflydelse, var i stand til nøje at fremme og beskytte en voksende kapitalistisk klasse. Over få årtier har staten stået i spidsen for skabelsen af enorme monopoler, både statsejede og private, samt en massiv kapitalakkumulation. Hele historien viser, at økonomisk magt på et vist tidspunkt nødvendigvis må udmønte sig i politisk og militær magt. 

I øjeblikket er de vigtigste nationer i denne region – Japan, Sydkorea, Vietnam, Thailand, Indonesien, Malaysia, Taiwan og Filippinerne – alle allierede med USA. Den eksplosivt voksende kinesiske økonomi har gjort denne region til omdrejningspunktet for verdenshandlen, men det er fortsat USA, der kontrollerer området.  

Kina har i dag ikke kun en stærk industriel base. Det har også en stærk hær. Amerikanerne er rasende over Kinas fremfærd i det Sydkinesiske Hav og fordømmer det. Der har været flere tilfælde af “nærkontakt” mellem amerikanske og kinesiske militære skibe og fly. Er alt dette blot teater? Amerikanerne sender krigsskibe for at sejle tæt på disse øer “for at forsvare navigationsfriheden.” Det bringer dem i en meget direkte konfrontation med kineserne. Det vil sandsynligvis ikke føre til krig, men konflikterne er reelle og meget alvorlige. 

Med undtagelse af Japan er Kinas største handelspartner for alle disse lande ikke USA. Denne modsætning vil vokse med tiden, og nogen må give sig. Processen har endda været synlig så langt væk som i New Zealand og Storbritannien, som traditionelt er stærke amerikanske allierede. New Zealand sagde, at de ikke ville underskrive TPP-handelsaftalen, hvis den var designet til at inddæmme og isolere Kina. 

The Financial Times kommenterede den 12. oktober 2015: 

“Selvom nogle naboer vil byde investeringerne velkomne, er det mindre klart, om de ønsker Kinas overkapacitet. Flere har allerede arbejdsløshed og underpræsterende stålværker eller ambitioner om at udvikle deres egen industri i stedet for at importere en andens.”

Der er allerede opstået spændinger over kontrakter med Sri Lanka, hvor den nye regering ikke ønsker at overholde de aftaler, den tidligere regering havde indgået. Og avisen konkluderer følgende: 

“Lenins teori om, at imperialisme drives af kapitalistiske overskud, synes underligt nok at holde stik i et af verdens sidste (tilsyneladende) leninistiske lande. Det er ingen tilfældighed, at Silkejevs-strategien falder sammen med efterdønningerne af et investeringsboom, der har efterladt en enorm overkapacitet og et behov for at finde nye markeder i udlandet.”

Hvis kapitalens strateger kan se, at Kina er en ny imperialistisk magt, der udgør en voksende trussel mod Vesten, burde marxister så ikke kunne se det samme? Lenin påpegede, at den internationale magtbalance konstant ændrer sig, og at interessesfærer forskydes som de tektoniske plader under kontinenterne. Og ligesom sidstnævnte kan fremkalde jordskælv, kan stormagternes kamp om indflydelse udløse alle mulige kriser og konflikter. 

I år 2000 havde Kina 2,5 millioner soldater til at afskrække potentielle angribere. Men krigshistorien lærer os, at forsvar let kan blive til angreb. Kina er nu den største bidragyder af fredsbevarende styrker og observatører blandt de permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd. De har sendt tropper til Liberia, Congo, Sudan, Haiti og endda Libanon. Det ligner en generalprøve på mere alvorlige militære interventioner på fremmed jord i fremtiden. Kina har for nylig vedtaget en lov, der for første gang tillader dets soldater at blive udstationeret på baser i andre lande. 

Xi Jinping har udtrykt viljen til at udvikle maritim kapacitet for at blive en egentlig sømagt, der svarer til Kinas geostrategiske position. Han oplister de forskellige lokale konflikter, som Kina har haft, og han refererer til Kinas langsomme taktik med små provokationer i Stillehavet og regionen, for til sidst at præsentere landene for et fait accompli. Han henviser også til Kinas planer om at bygge hangarskibe, hvor det stadig er langt bagud i forhold til amerikansk teknologi. Men det viser retningen, de bevæger sig i. 

Omfanget af militærudgifterne kan ses i det faktum, at Kinas forsvarsbudget i 17 år er steget med omkring 10 procent årligt. Kinas voksende økonomiske magt må på et tidspunkt komme til udtryk i militære termer. Og vi kan se af disse tal, at de opbygger deres militære styrke. Centre for Strategic and International Studies i Washington siger: “Kina bruger sin magtcentrering til at overbevise andre nationer om, at det simpelthen ikke kan betale sig at udfordre Kina i territoriale spørgsmål.” Det henviser til nationerne omkring Stillehavet, der veksler mellem USA og Kina afhængigt af presset. Kina tester konstant grænserne for at se, hvor langt de kan skubbe den amerikanske magt i regionen. 

Kinas stræben efter at ekspandere i Asien bringer dem i konflikt med Vietnam, Japan og Filippinerne. Opførelsen af nye øer til at etablere militærbaser på er en åbenlys provokation – ikke kun mod disse lande, men også mod USA. Kan det passe, at Kina bygger disse militærbaser i amerikansk imperialismes interesse? Ingen, der tager den konkrete virkelighed i betragtning, vil kunne sige det. 

Betyder det, at der vil blive krig mellem USA og Kina? Er det muligt, at Kina kan tage kampen op mod USA’s imperialistiske magt eller måske endda erstatte den som verdens dominerende imperialistiske magt? Det tror vi ikke. Det er klart, at Kina bærer alle kendetegnene ved en imperialistisk nation. Men deres opstigning har klare begrænsninger. Hvis det globale perspektiv var en periode på 20-30 års økonomisk boom, kunne Kina udfordre USA’s overherredømme på verdensplan – men det er ikke den realistiske udsigt. 

Kina voksede hastigt, men nu synes processen at have nået sin grænse. Væksten bremses, og økonomien kan endda gå i recession i den kommende periode. Kinas opbremsning truer faktisk med at trække verdensøkonomien ned i en depression. Derfor er det yderst usandsynligt, at kinesisk kapitalisme vil kunne erstatte amerikansk imperialisme. Borgerlige eksperter sagde lignende ting om Japan tidligere, indtil Japan gik ind i en periode med kronisk økonomisk stagnation, som har varet frem til i dag. 

Bekæmpelse af imperialisme? 

Det siger sig selv, at vi må bekæmpe imperialisme i alle dens former og manifestationer. Dog er der en fare for, at hvis vi ensidigt understreger idéen om, at hovedfjenden er imperialismen, kan ende med at kapitulere over for det nationale borgerskab i ethvert land på et kritisk tidspunkt. Lad os tage et meget klart eksempel. 

Falklandskrigen var et militært eventyr iværksat af den argentinske junta for at aflede masserne, da regimet var truet af et oprør. Paradoksalt nok var de argentinske generaler blevet opmuntret af, at Lord Carrington (Thatchers udenrigsminister) i hemmelighed forhandlede om at overdrage de omstridte øer til Argentina. Vi bør tilføje, at indtil dette øjeblik havde de argentinske diktatorer opretholdt fremragende relationer til Thatcher og den britiske imperialisme. Hvis Galtieri havde været i stand til at vente, kunne han have fået retten til at besidde øerne uden en kamp. Men han kunne ikke vente. Massernes skridt mod revolution tvang ham til at iværksætte invasionen. Thatcher kunne ikke acceptere ydmygelsen af et militært nederlag og sendte styrker for at generobre øerne, hvilket de lykkedes med. Hvilken position burde marxister have i sådan et tilfælde? De britiske marxisters holdning var at modsætte sig krigen, som vi betragtede som en reaktionær krig på begge sider. 

Den reaktionære imperialistiske karakter af Thatcher var tydelig, selvom hun forsøgte at skjule sig bag forsvaret af øboerne mod det argentinske fascistiske regime (noget, hun ikke tidligere havde lagt mærke til!). Men på juntaens side var der heller ikke den mindste progressive kerne. Den reaktionære junta udnyttede og misbrugte massernes antiimperialistiske følelser for at skabe forvirring og aflede opmærksomheden fra regimets forbrydelser ved at vifte med patriotismens flag – og det lykkedes dem midlertidigt. 

Hvad var holdningen blandt de argentinske grupper, der hævdede at være trotskister? De stillede sig bag regeringen og støttede dennes eventyr, idet de opgav enhver form for revolutionær eller klassebaseret position. En af de ledende “trotskister” gik endda så langt som til at tilbyde sine tjenester til juntaen i dens såkaldte krig mod imperialismen. Det var et forræderi mod socialismens mest grundlæggende principper. Og det blev retfærdiggjort på det falske grundlag, at Argentina var en “fattig afhængig nation”, der angiveligt “kæmpede mod imperialismen.” 

I virkeligheden havde juntaen ingen intention om at føre en seriøs kamp mod britisk imperialisme – lige så lidt som Thatcher kæmpede for befolkningens rettigheder på Falklandsøerne. Den første handling i en krig mod imperialismen ville have været at ekspropriere imperialistisk ejendom i Argentina. Uden dette kæmpede argentinerne med den ene hånd bundet på ryggen. Resultatet var et ydmygende nederlag, som banede vejen for revolution i Argentina. 

“Fjenden er derhjemme” – det var Lenins parole. Han ville aldrig have drømt om at understrege zarismens afhængighed af udenlandsk imperialisme, men insisterede altid på, at de russiske arbejdere måtte kæmpe mod deres eget borgerskab. Da Rusland blev invaderet af Japan i 1904, råbte Lenin da: “Ned med den japanske imperialisme?” Selvfølgelig gjorde han ikke det. Han brugte krisen til at kæmpe for zardømmets omvæltning. Under Første Verdenskrig, hvad var da Lenins holdning? Han sagde: “De tyske imperialister er vores fjender. Men vores pligt er at vælte vores egen herskende klasse. Lad de tyske arbejdere tage sig af kejseren!” 

I forhold til Kina rejser nogle parolen “Ned med imperialismen!” Men de kinesiske arbejderes opgave er at vælte den kinesiske herskende klasse. Parolen “Ned med imperialismen” inviterer i stedet de kinesiske arbejdere til at slå sig sammen med deres eget nationale borgerskab for at bekæmpe udenlandske kapitalister. Det giver ingen mening – og hvis det giver mening, så kun i den forkerte retning. 

Når det kommer til Rusland, er parolen “Ned med imperialismen” endnu mere vildledende. Vladimir Putin ville med glæde tage denne parole til sig, da han er i en konstant kamp med amerikansk imperialisme. Men det er en kamp mellem to reaktionære imperialistiske bander. Der er ikke et eneste progressivt element på nogen af siderne. 

Faktisk står de russiske marxister over for et meget vanskeligt problem. Politikken i Rusland er i øjeblikket skarpt polariseret – ikke på grund af klasseskel, men på grund af nationalistiske skel. På den ene side støtter de provestlige borgerlige liberalister det reaktionære Kievregime mod Putin. På den anden side støtter mange mennesker Putin mod gangsterne og fascisterne i Kiev. 

Hvem bør vi støtte? Problemet er, at mange arbejdere er blevet bedraget af Putins antiimperialistiske demagogi. Skal vi derfor deltage i det generelle kor, der råber “Ned med imperialismen”? Det ville passe Putin strålende og uden tvivl ville vi vinde bifald fra russiske nationalister, stalinister og andre reaktionære. Men det ville fuldstændig opløse os som en seriøs marxistisk kraft. Selvfølgelig kan vi ikke støtte de såkaldte russiske liberale demokrater, som i praksis forsvarer amerikansk imperialisme og international kapital. Men vi kan heller ikke støtte Putins Rusland, som hverken er fattigt eller afhængigt, men en imperialistisk magt, der udelukkende er motiveret af selviske og kyniske mål. 

Massernes had til imperialismen i Rusland er reelt. Det had har et progressivt indhold – ligesom det argentinske folks had til imperialismen har. Men ligesom den argentinske junta udnyttede det had til reaktionære formål, har Putin brugt det til at aflede arbejdernes opmærksomhed fra deres virkelige fjende – de russiske bankfolk og kapitalister. 

Vores parole i Rusland (og i Kina) er ikke “Ned med imperialismen” – en parole, der i disse tilfælde er uden reel substans – men “Ned med oligarkiet! Al magt til arbejderklassen!” 

Selvfølgelig er vi nødt til at udarbejde passende overgangskrav, herunder demokratiske krav, der kan hjælpe os med at nå ud til arbejderklassen og ungdommen. Men i sidste ende er den eneste løsning den socialistiske revolution. Kapitalismen ophørte med at være progressiv for længe siden. Dens fortsatte overlevelse vil føre til en katastrofe for menneskeheden, som kunne gøre langt større fremskridt, hvis den ikke var begrænset af dette systems kunstige grænser. 

I de sidste 100 år har menneskeheden betalt en enorm pris: To verdenskrige, der handlede om at omfordele magten på globalt plan. Det perspektiv er ikke længere aktuelt, men der er konstante “mindre krige”, hvor tusindvis af mennesker bliver drøbt hver eneste dag. 

Mindst fem millioner mennesker er omkommet i Congo alene. Syrien er sunket ned i et endeløst mareridt. Millioner af mennesker er blevet drevet fra deres hjem og banker med deres bare næver på de mure, som det “civiliserede” imperialistiske Europa har rejst for at holde dem ude. Hvor havde Lenin dog ret, da han sagde, at kapitalismen er rædsel uden ende. 

Kapitalismen har nået sine grænser og må væltes. De internationale marxistiske kræfter må vokse og rejse sig for at påtage sig de opgaver, historien har stillet os overfor. 

London, 9. juni 2016 

Imperialismen som kapitalismens højeste stadie

Lenins mesterværk Imperialismen som kapitalismens højeste stadie, har lige siden den blev skrevet under Første Verdenskrig givet den bedste forklaring af imperialismens væsen — fra monopolernes markedsdominans til finansverdenens rolle i økonomien og kampen om verdensherredømmet mellem de imperialistiske nationer.

Køb bogen her