Den cubanske revolution er truet på livet. En olieblokade fra USA har medført, at hele landets økonomiske og civile liv er gået i stå. Cuba står i en decideret humanitær krise med op til 16 timers blackout om dagen i nogle provinser, nedskæringer på transport, lukning af skoler osv., for at spare på landets få tilbageværende oliereserver. 

Der er rapporter om, at sygehusvæsenet er i knæ, fordi der ikke er energi til at foretage livsnødvendige operationer; mad der rådner i køleskabene, fordi der ikke er strøm til dem; og at manglen på diesel gør, at friske fødevareforsyninger ikke kan transporteres ind til byerne. Den cubanske revolution står altså i den mest alvorlige situation nogensinde.

Amerikansk imperialisme øger presset

Siden 1963 har USA opretholdt en ulovlig blokade af Cuba og pålagt landet økonomiske sanktioner. Det er altså ikke nyt, at USA forsøger at kvæle den cubanske revolution ved at strangulere landet økonomisk, men den første halvdel af 2026 har været kendetegnet af en optrapning af presset på Cuba fra amerikansk side.

Olieleverancer fra Venezuela har i årevis været en livline for Cuba, men siden det amerikanske militær den 3. januar angreb Venezuela og bortførte landets præsident Nicolás Maduro, har den amerikanske regering haft kontrollen over den venezuelanske olie. USA har standset alle venezuelanske olieleverancer til Cuba og indledt en olieblokade, som betyder, at stort set intet olie bliver leveret til landet.

Den 29. januar underskrev Trump et præsidentielt dekret, hvor han erklærede Cuba for en “overordentlig og ekstraordinær trussel mod USA” og eskalerede sanktionerne ved at indføre straftold mod lande, som forsynede Cuba med olie. Truslen var særligt rettet mod Mexico, som næst efter Venezuela var den største eksportør af olie til Cuba, men som følge af presset fra USA nu har standset sine olieforsendelser. 

Olie er fuldstændigt afgørende for en moderne økonomi, da al industri og transport er afhængige af energi, ofte i form af olieprodukter. Det estimeres at mellem 60-70% af Cubas energiforsyning kommer fra importeret olie, og gennem olieblokaden har USA derfor effektivt set standset hele landets økonomiske aktivitet. USA’s blokade minder om en middelalderlig belejring, hvor en fremmed hær afskærer forsyningslinjer for fjenden og langsomt udsulter dem.

Den 1. maj eskalerede Trump de allerede omfattende (og ulovlige) sanktioner mod landet yderligere. De nye sanktioner involverer nu alle personer, der er involveret i landets energi- og forsvarssektor, og alle andre sektorer relateret dertil, samt voksne medlemmer af deres familier! USA går altså ikke kun mod personer, som de anser som fjender, men tager nu også deres familiemedlemmer som gidsler.

Sanktionerne går så vidt, at de truer udenlandske finansielle institutioner, der handler med eller yder service til personer, som er omfattet af sanktionerne, og har givet flere milliarder af dollars i bøder til europæiske banker, som har faciliteret handel med Cuba. Der er altså ikke længere “bare” tale om straftold på varer fra lande, som handler med Cuba, men tilmed bødestraffe for ikke at rette sig efter USA’s diktat. Efter eskaleringen af sanktionerne erklærede den amerikanske statssekretær, Marco Rubio, at GAESA, et cubansk statsstyret konglomerat, som er en afgørende spiller i landets økonomi, og det canadisk-cubanske mineselskab Moa Nickel SA også var underlagt sanktionerne. Som direkte svar trak det canadiske mineselskab Sherritt, som havde samarbejdet med Moa Nickel SA, sig fra alle sine operationer i Cuba.

Blokaden består altså ikke bare i, at USA dikterer, hvad amerikanske firmaer må og ikke må. Den består også i at diktere, at firmaer i andre lande skal afbryde deres økonomiske relationer til Cuba, hvis de vil kunne fortsætte med at handle med USA.

På en kommentar fra Mexicos præsident, Claudia Scheinbaum, om at USA’s handlinger ville føre til en humanitær krise i Cuba, svarede Trump: “Måske vil det, måske vil det ikke. Før de når en humanitær krise, tror jeg, at de vil snakke – at de vil lave en aftale”. Trump kyniske og mafiaagtige tilgang over for Cuba er tydelig for enhver, men det er ikke kun udtryk for Trumps egen position, men for hele den amerikanske herskende klasses position over for Cuba siden revolutionen i 1959. Den amerikanske herskende klasse har i 60 år forsøgt med alle midler – økonomiske, militære og politiske – at kvæle revolutionen, og både demokrater og republikanere har arbejdet for at smadre øen for at genetablere kapitalismen og amerikansk dominans over landet.

Mafiametoderne i forhold til Cuba fortsatte den 14. maj, hvor CIA’s direktør John Ratcliffe blev sendt til Cuba med en advarsel fra Trump: “Tag ved lære af invasionen af Venezuela og bortførslen af Maduro”. Som en gangster taget ud af filmen Godfather, kommer amerikansk imperialisme først med “et tilbud man ikke kan afslå” og derefter med et tæskehold.

Amerikanske påskud

Vi har set USA’s taktik før.

Da USA skulle retfærdiggøre angrebet på Venezuela, rejste de en række absurde beskyldninger om, at Nicolás Maduro skulle stå i spidsen for det såkaldte Cártel de los Soles – et narkokartel, som aldrig har eksisteret, og som blev opfundet som et påskud for at angribe og bortføre et siddende statsoverhoved i en anden suveræn nation. 

På samme måde har USA konstrueret absurde anklager for at retfærdiggøre en eventuel invasion af Cuba eller et kup. For det første har Justitsministeriet anklaget Raúl Castro, bror til lederen af den cubanske revolution, Fidel Castro, og formanden for det cubanske kommunistparti, for et mord der angiveligt blev begået i 1996, da Raúl var forsvarsminister. Her skød det cubanske luftvåben to små civile fly ned, efter de havde forsøgt at flyve ind i Cubas luftrum. Nedskydningen fandt sted som svar på en vedvarende provokationskampagne udført af organisationen “Brothers to the Rescue”, som var en cubansk-amerikansk organisation ledet af den CIA-uddannede terrorist José Basulto. 

Cuba havde gentagne gange advaret USA om, at de ikke ville finde sig i krænkelser af deres luftrum, men USA gjorde intet for at standse terrororganisationens operationer, som blev foretaget fra Florida. Organisationen havde til formål at sprede propaganda, lave sabotage og udføre terroraktioner, og det cubanske militær var derfor i sin gode ret til at skyde de to fly ned. 

For det andet har “nyhedsmediet” Axios startet en skræmmekampagne om “cubanske” droner, som efter sigende skulle true civile mål i Florida. Axios spreder ukritisk den propaganda som kommer fra krigsministeriet (Department of War), der forsøger at tegne Cuba som en trussel mod USA. Noget kunne tyde på, at det er den samme type af droner, som krigsministeriet prøver at bruge som retfærdiggørelse for krig, som dem der fløj over Kastrup Lufthavn den 22. september 2025 – nemlig den ikke-eksisterende.

USA har også eskaleret på den militære front. Inden angrebet på Venezuela den 3. januar øgede USA sin militære tilstedeværelse i regionen. Noget lignende ser vi i Cuba, hvor USA siden februar har fløjet efterretningsfly og droner over landet. Disse overflyvninger bliver, ligesom i Venezuela før angrebet den 3. januar, gjort åbent og offentligt, selvom de er i stand til at skjule deres position. USA har også stationeret et af deres største hangarskibe, USS Nimitz, i Det Caribiske Hav, som en direkte trussel mod Cuba. De politiske og diplomatiske trusler følges altså også af meget reelle militære trusler.

Det er usandsynligt at USA vil lancere en landinvasion af Cuba, da den vil blive besvaret med seriøs modstand fra de cubanske masser og internt i USA. Den amerikanske arbejderklasse støtter ikke op om nye krige og især ikke en i Cuba. Det er derfor i Trump og den amerikanske herskende klasses interesse at få det cubanske folk til at underkaste sig gennem en kombination af militære trusler og økonomisk kvælning. Men militære trusler virker kun, hvis den man truer faktisk frygter, at truslerne omsættes til handling. Det kan derfor ikke udelukkes, at den amerikanske stat vil bruge rå magt, hvis den ikke føler at den kan opnå sine mål med andre midler.

Hvorfor angriber USA Cuba?

I over 60 år har USA, verdens stærkeste imperialistiske magt, forsøgt at knuse den Cubanske Revolution, som afskaffede kapitalismen blot 150 kilometer ud fra Floridas kyst, og dermed beviste, at et alternativ til kapitalismen er muligt. Den herskende klasse i USA vil give det cubanske folk en lærestreg og sætte et eksempel til skræk og advarsel for resten af Latinamerikas masser om, hvad der sker, hvis man modsætter sig amerikansk imperialisme. 

De seneste år har amerikansk imperialisme imidlertid fået en yderligere motivation for at knuse revolutionen, som bunder i amerikansk imperialismes relative forfald på verdensplan.

Fra at være den altdominerende økonomiske og politiske magt på planeten har USA gået relativt tilbage i forhold til sine primære rivaler, Kina og Rusland. En del af den herskende klasse har indset, at USA ikke kan dominere hele verden som tidligere, og vil i stedet fokusere på at etablere komplet amerikansk dominans over den vestlige halvkugle – herunder Latinamerika og Grønland. Det er essensen af USA’s sikkerhedsstrategi og af Trumps udenrigspolitik.

Det forklarer, hvorfor USA angreb Venezuela og bortførte Nicolás Maduro i starten af året, og hvorfor Trump gentagende gange har truet med at overtage Grønland – ikke fordi USA selv har brug for Grønland (eller Venezuelas olie for den sags skyld), men fordi de har brug for, at disse ressourcer og strategiske positioner ikke er tilgængelige for deres rivaler. Som det fremgår af USA’s sikkerhedsstrategi, så vil “USA ikke acceptere ekstrahemisferiale aktører på sin halvkugle”.

Cuba har på grund af den cubanske revolutions historie og årtiers amerikanske aggression knyttet tætte økonomiske og politiske bånd med Kina og Rusland, som for USA er uacceptabelt. Trump-administrationen påstår, at der er russiske og kinesiske militærbaser på Cuba. Det er dog en komplet løgn. Den eneste udenlandske magt, som har militærbaser på Cuba, er USA, som har den berygtede Guantanamo Bay-base, som de bruger til ulovligt at tilbageholde og torturere udenlandske statsborgere uden rettergang.

Meget tyder på, at Trump håber på at regimet falder under internt pres på grund af den alvorlige økonomiske krise; alternativt kan vi se et angreb i stil med det vi i januar så på Venezuela. Under alle omstændigheder er målet at presse et regimeskifte igennem og dermed sende en advarsel til andre latinamerikanske lande mod at samarbejde med USA’s rivaler. 

USA’s mål er tydelige: en genindførsel af kapitalisme i Cuba, fjernelse af præsidenten Miguel Díaz-Canel og en åbning af landet for amerikanske investeringer, hvilket vil betyde en tilbagevending til en tilstand som en amerikansk semikoloni. 

Genetableringen af kapitalismen i Cuba vil betyde den fuldstændige smadring af revolutionens sejre, inklusive det gratis uddannelses- og sundhedsvæsen. Kapitalismens tilbagevending vil også betyde en tilbagevending til tilstanden før revolutionen, hvor landet var en “Epstein Ø”; en legeplads for de rige amerikanere, med casinoer og bordeller, domineret af amerikanske virksomheder og hvor størstedelen af befolkningen boede i fattigdom, nød og elendighed.

Hvordan forsvarer vi den cubanske revolution?

Den cubanske revolution er en af de mest inspirerende begivenheder i historien. I over 60 år har et lille isoleret land været i stand til at stå op imod angreb efter angreb fra USA, den stærkeste og mest reaktionære magt i verden. Samtidig var Cuba i stand til at øge velstanden helt enormt for almindelige cubanere, stort set at udrydde analfabetisme og at øge den gennemsnitlige levealder til en af de højeste i verden. Det har i praksis vist det enorme potentiale, som ligger i en planøkonomi. 

Et nederlag til den cubanske revolution vil være et alvorligt tilbageslag, ikke bare for arbejdere i Cuba, men for arbejderklassen i Latinamerika og hele resten af verden. Der er også stadig meget støtte til den cubanske revolution i Cuba og især til forsvaret af de sejre, som planøkonomien har skabt. Det er derfor alle revolutionæres pligt at forsvare den cubanske revolution.

Den nuværende krise har også udstillet, at de såkaldte “allierede” kapitalistiske lande, som Kina og Rusland, ikke er venner af de cubanske arbejdere. Rusland har kun sendt én olieforsendelse i slutningen af marts og Kina har sendt humanitær hjælp – dvs. fødevarer, som ikke kan distribueres, fordi Cuba stadig mangler brændstof. Begge lande har fordømt USA’s blokade, men har ikke løftet en finger for at bekæmpe den. Den eneste allierede, som de cubanske arbejdere og unge kan regne med, er den internationale arbejderklasse. 

Den største fare, som den cubanske revolution lider under – og dens største begrænsning – er dens internationale isolation. Enhver, der ønsker at forsvare den cubanske revolution og alle dens fremskridt, må derfor kæmpe for at bryde dens isolation ved at kæmpe for at vælte kapitalismen og dermed sprede revolutionen. For revolutionære i Danmark betyder det konkret, at vi må organisere os i et revolutionært kommunistisk parti og kæmpe for at vælte vores egen herskende klasse, der er et halehæng til de amerikanske imperialister. Kun på den måde kan vi forsvare den cubanske revolution og befri hele menneskeligheden fra kapitalismens barbari.