Den 1. juni annoncerede Mette Frederiksen stolt, at Danmarkshistoriens længste regeringsforhandlinger var slut. Det var lykkedes hende at danne en ny regering bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale, som har døbt sig selv ‘firkløverregeringen’.

Sidenhen har nyhedsbilledet været oversvømmet af historier om alle de tilsyneladende fantastiske ting, som den nye regering vil indføre. Men man behøver imidlertid ikke læse længe i regeringsgrundlaget for at se, at langt størstedelen af disse løfter er tomme hensigtserklæringer og luftkasteller uden skyggen af finansiering.

En forbedring af Arne-pensionen og folkeskolen svæver i det uvisse, og det samme gør spørgsmålet om et sprøjteforbud, der bliver syltet i en kommission. Regeringen siger, at den vil genindføre Store Bededag som helligdag fra 2030 – vel og mærke først efter den nuværende valgperiode er udløbet, en ny regering er kommet til og kun på betingelse af, at arbejdsudbuddet i mellemtiden er steget med 8.500 personer. På løfterne om gratis tandpleje for alle og gratis offentlig transport for børn og unge, er spørgsmålet også ubesvaret om, hvor pengene skal komme fra.

På ét spørgsmål er den nye regering imidlertid meget konkret, nemlig på spørgsmålet om, hvordan de rige kan gøres endnu rigere.

Gaver til de rige

I årtier er uligheden i Danmark steget til et punkt, hvor den rigeste 1% af befolkningen nu ejer 29,8% af den samlede formue – det vil sige næsten en tredjedel af alle værdier i samfundet. Den fattigste halvdel af befolkningen ejer derimod tilsammen kun 4,1% af landets formue. Med firkløverregeringens politik vil den i forvejen enorme ulighed kun stige yderligere.

Virksomhedsejere må gnide sig i hænderne, for virksomhederne kan fremover se frem til en sænkelse af selskabsskatten med i alt 3 procentpoint, men de kan også glæde sig over at beholde væsentligt mere af deres i forvejen tårnhøje lønninger. Den nye regering vil nemlig afskaffe både toptopskatten og mellemskatten.

Ifølge Skatteministeriet vil det efterlade et hul i statens finanser på omkring otte milliarder kroner – altså otte milliarder kroner som foræres til dem i samfundet med de højeste lønninger. Regeringen vil have alle danske skattebetalere, hvilket primært vil sige arbejderklassen, til at betale for, at de rige bliver endnu rigere. Gaven skal nemlig blandt andet finansieres ved, at beløbet for personfradraget fastfryses de kommende to år.

Personfradraget er den del af lønnen, som der ikke betales skat af, og normalvis opjusteres beløbet i forhold til bl.a. inflation og lønudvikling. Når beløbet fastfryses, betyder det, at vi fremover skal betale skat af en relativt større del af vores løn, og dermed får færre penge mellem hænderne.

Mette Frederiksen har forsvaret den asociale skattepolitik med henvisning til, at regeringen i en endnu uvis fremtid vil halvere momsen på fødevarer, men det gør intet for at sænke uligheden, da moms er en flad “skat”, som alle betaler. Eftersom dem med de højeste lønninger har et markant højere forbrug end alle andre, er det i realiteten de rige, som primært vil drage fordel af fjernelsen af momsen. Fjernelsen af moms på fødevarer er desuden ingen garanti for, at supermarkedskæderne faktisk sænker deres priser.

Da den nye regering fremlagde sit regeringsgrundlag, sagde Mette Frederiksen med sin vante selvhøjtidelige arrogance, at “vi har på en eller anden måde løst en gordisk knude, da vi har gjort danskerne rigere, samtidig med at vi fremmer ligheden” – men hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det som regel tilfældet. Det er også tilfældet med den nye regerings politik. Regeringens overordnede politik er en gavebod til de rige, som det store flertal af arbejdere og unge betaler for.

En svag regering i krisetid

Efter SVM-regeringens kollaps står den danske herskende klasse nu med en endnu svagere og ustabil regering.

Efter årtiers nedskæringspolitik er partierne på Christiansborg mere miskrediterede og forhadte end nogensinde før. For de fleste menneskers vedkommende var folketingsvalget derfor primært kendetegnet af et fravalg, og ikke et positivt tilvalg af nogen partier eller deres politik. Krisen i det borgerlige demokrati kommer til udtryk i et fragmenteret parlament bestående af 12 små, svage partier, hvilket forklarer, hvorfor det tog hele 70 dage at danne en regering.

At det var nødvendigt at basere regeringen på fire partier er et udtryk for, at partierne på Christiansborg er så upopulære og miskrediterede, at det er nødvendigt at samle flere og flere af dem for overhovedet at danne en levedygtig regering. At en stor del af regeringsgrundlaget består af hensigtserklæringer uden nogen finansiering vidner desuden om, at regeringen er splittet på en lang række spørgsmål, som de ikke har kunnet nå til enighed om, og bare har sparket konflikterne længere ned ad vejen.

I årevis er opbakningen til den politiske midte eroderet til et niveau, hvor den nye firkløverregering, som består af partier, der alle ligger inde omkring den politiske midte, ikke engang tilsammen kan mønstre et politisk flertal. Den nye regering står altså i en situation, hvor den skal ud og finde de sidste, nødvendige mandater for at få hvert eneste af sine forslag vedtaget. Det betyder, at den er afhængig af begge fløje i dansk politik for at overleve og vil blive trukket i fra både højre og venstre. Det er eksempelvis forventeligt, at de borgerlige partier kommer til at kræve nedskæringer som betaling for at vedtage økonomisk politik med regeringen, hvilket næppe vil være populært hos regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten og Alternativet. Den afgående SVM-regering kunne næppe betegnes som stabil, men den nye regering vil tage ustabiliteten i dansk politik til nye højder.

Det er desuden almen kendt, at Mette Frederiksen ønsker sig en politisk toppost i udlandet. For hende er endnu en periode som statsminister mest af alt et springbræt på karrierestigen. At det blev påtalt direkte af en journalist samme dag, som regeringen præsenterede sit regeringsgrundlag, vidner om, at Mette Frederiksen allerede har ét ben ude af døren. Hendes exit fra dansk politik vil udløse en krise i Socialdemokratiet, som meget vel kan blive regeringens undergang.

I stedet for en stærk og stabil regering har den herskende klasse fået en svag og splittet regering, på et tidspunkt hvor dansk kapitalisme står over for enorme udfordringer. Spørgsmålet om Grønland er på ingen måde afsluttet, og det kan meget vel være under firkløverregeringen, at Danmark mister sin sidste koloni til amerikansk imperialisme, og dermed opgiver 98% af Kongerigets territorium.

Derudover står kapitalismen på verdensplan på kanten af en global økonomisk krise. Inflationen stiger som resultat af USA’s krig mod Iran og lukningen af Hormuzstrædet, og centralbanker verden over sænker forventningerne til den økonomiske vækst. Protektionisme og toldmure rejses alle vegne, hvilket er gift for et lille land som Danmark, som de sidste 30 år har bygget sin økonomi op omkring at kunne eksportere til et åbent verdensmarked. 

Dansk økonomi er allerede i gang med en afmatning med danske virksomheder, som har problemer i USA på grund af Trump, en inflation som vil stige på grund af krigen i Mellemøsten og, ikke mindst, flere og flere store fyringsrunder; 200 fyret i Danske Bank for en uge side, og 800 fyret i Danish Crown i mandags.

For at overleve i den tilspidsede konkurrence om verdensmarkedet har den danske herskende klasse brug for, at der bliver gennemført seriøse angreb mod arbejderklassen, unge og de fattigste, men det bliver svært at gennemføre med en svag regering ved roret. Den forhenværende SVM-regering havde sat sig selv som opgave at lave store gennemgribende reformer, men det formåede den ikke. På grund af den alvorlige økonomiske situation vil den nye regering have behov for at lave endnu voldsommere reformer, men de vil have endnu sværere ved at gennemføre det.

Enhedslisten maler et glansbillede af regeringen

Enhedslisten, som er parlamentarisk grundlag for den nye regering, maler lige nu et fuldstændig ukritisk og rosenrødt billede af firkløverregeringen, som omtales som “den største udvidelse af vores velfærdssamfund i mange, mange årtier”. Til gengæld for at støtte regeringen har Enhedslisten fået en række mindre og symbolske indrømmelser, de kan præsentere som kæmpe sejre. Men som et gammelt ordsprog siger, så ligger djævlen i detaljen.

Ifølge Pelle Dragsted bliver “tandlæge gratis for alle danskere” inden for 10 år, men virkeligheden er mere sparet. I regeringsgrundlaget fremhæves det kun som en “ambition”, og der er en række forbehold. Eksempelvis står der, at indførelsen af gratis tandpleje skal ske med “hensyn til kapaciteten i tandplejen samt de økonomiske konsekvenser for staten”. 

Firkløverregeringen har afsat 4 milliarder kroner til, at udvalgte grupper, såsom førtidspensionister, fra næste år kan få gratis tandpleje. Det efterlader dog spørgsmålet om, hvordan gratis tandpleje til resten af befolkningen skal finansieres. Ifølge formanden for tandlægeforeningen vil det årligt koste op imod 15 milliarder kroner at opretholde danskernes nuværende niveau for tandpleje – hvor de resterende 11 milliarder skal findes, giver regeringen intet bud på.

Et andet tiltag, som Enhedslisten stolt fremhæver som en sejr, er indførelsen af gratis offentlig transport for børn og unge op til 22 år. Men det fremgår ikke, hvor pengene skal findes. I bunden af regeringsgrundlaget står der blot, at regeringen “løbende vil anvise finansiering til de beskrevne initiativer”, så tiden må vise, om det overhovedet bliver gennemført.

Selv hvis Enhedslistens ønsker bliver gennemført, hvilket ikke kan afvises, så kan vi ikke vurdere en regering på enkelte tiltag, men på dens samlede politik. Og hvis man skralder laget af luftkasteller og gode intentioner af firkløverregeringen, så gemmer der sig nedenunder den samme reaktionære politik som SVM-regeringens.

Udover at fortsætte med at gøre de rige rigere, så fortsætter den fremmedfjendske politik, som Socialdemokratiet i årevis har været bannerfører for. Da regeringsgrundlaget blev præsenteret, bekræftede De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, at han godt kan fortsætte SVM-regeringens udlændingepolitik, og at “der er lagt op til at fortsætte en fast udlændingepolitik”. Milliardstøtten til Ukraine og den galoperende militarisering fortsætter ligeledes ufortrødent med den nye regerings mål om at hæve udgifter til forsvar og beredskab til “mindst 5 pct. af BNP i 2030”. Som tilfældet har været med de sidste mange års oprustning, så bliver det fortsat arbejderklassen, som kommer til at betale for magthavernes imperialistiske politik gennem nedskæringer og forringelser på de sidste rester af velfærden. Vi behøver ikke forsøge at gætte os til, hvor regeringen vil skære, for med hvad, der kun kan ses som en gigantisk spareøvelse, vil regeringen erstatte 30.000 offentligt ansatte med AI.

Der er heller ingen tvivl om, at dansk støtte til Israel vil fortsætte med Mette Frederiksen ved roret. Hun har loyalt forsvaret det israelske regime, mens det i årevis har begået folkemord på Gazas befolkning, og ikke ytret et kritisk ord over Israels invasion af Libanon og den igangværende etniske udrensning af libanesere i den besatte del af landet.

Den nye firkløverregering er en regering for de rige, som vil føre en imperialistisk politik i Ukraine og i resten af verden, og racistisk nedskæringspolitik herhjemme i Danmark. Det er den politik, som Enhedslisten gennem sin støtte til regeringen giver et venstreorienteret og progressivt skær.

Hvordan har Enhedslistens tilgang været til den nye regering? De har ikke engang forsøgt at være kritiske, forklaret alle problemerne med regeringen eller meldt klart ud, at de nemt kan trække støtten fra det her nye Mette Frederiksen/Lars Løkke-projekt. I stedet har de ageret heppekor og klappet den nye regering til verden. 

Enhedslisten skaber store forventninger til regeringen og sår dermed illusioner til den. Men det betyder også, at de binder sig selv til hele regeringsprojektet og giver den yderste højrefløj en kæmpe fordel.

For hvem kommer til at være opposition i den næste periode? Det overlader Enhedslisten i realiteten til partier som Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, som, på demagogisk vis, kommer til at hamre på regeringen og dens støtter i Enhedslisten. Allerede nu kører Liberal Alliance en kampagne om, at den nye regering deler skattelettelser ud til de rige, mens den giver skattestigninger til arbejdere – hvilket er rigtigt!

Enhedslistens støtte til “det mindste onde”, i form af den nye regering, vil derfor med al sandsynlighed bane vejen for et langt større onde: en øget opbakning til højrefløjen i Folketinget.

Bekæmp magthaverne!

Da Mette Frederiksen annoncerede den nye regering, sagde hun, at “vi lever i verdens bedste land. Vi har et af verdens stærkeste demokratier.” Modsat hvad Mette Frederiksen påstår, så er det efterhånden de færreste, som føler, at vi bor i verdens bedste land. 

I maj udgav Kirkens Korshær eksempelvis deres årlige fattigdomsundersøgelse, som viste, at cirka 160.000 danskere hver dag springer et hovedmåltid over, fordi pengene ikke rækker, og at 220.000 oplever, at deres økonomiske situation forhindrer dem i at opfylde basale behov. Det er tilstanden i “verdens bedste land”, efter at Mette Frederiksen i syv år har været statsminister.

Påstanden om at vi lever i et af verdens stærkeste demokratier ringer også hult i ørerne hos de mange tusinde danskere, som har set videoerne af politiet, som den 13. maj tæskede fredelige demonstranter foran Mærsks hovedkvarter, fordi de brugte deres forsamlingsfrihed til at demonstrere imod, at Danmark største virksomhed bidrager til Israels folkemord i Gaza.

Alle partierne på Christiansborg lever i en boble, fuldstændig ude af trit med den virkelighed, arbejdere og unge oplever, og deres bekymring om samfundets udvikling, både i Danmark og ude i verden.

Firkløverregeringen kommer ikke til at løse de problemer, som arbejdere og unge står overfor. Ligesom Mette Frederiksens foregående regeringer, så er firkløverregeringen en regering for kapitalisterne og resten af toppen af samfundet.

I Revolutionært Kommunistisk Parti kommer vi ikke til at se passivt til på sidelinjen, mens regeringen går i offensiven mod arbejdere og unges forhold. Vi kommer til at rive det glasbillede i stykker, som regeringen, med hjælp fra Enhedslisten, maler af sig selv. Vi kommer til at kæmpe imod den racisme, militarisme og nedskæringspolitik, der strømmer fra Christiansborg.

Vi siger det højt og tydeligt: Det er ikke vores regering! Men Revolutionært Kommunistisk Parti er dit parti. Så hvis du vil kæmpe for et radikalt andet samfund, end det som Mette Frederiksen har hersket over, så gå med os i dag.