De seneste to år er Mærsk i høj grad blevet miskrediteret, fordi de leverer våben og andet militært udstyr til den israelske stat. I titusinder af arbejdere og unges øjne er shipping-giganten decideret forhadt. Det har resulteret i kampagnen Mask off Mærsk og en fredelig demonstration foran Mærsks hovedkontor på Esplanaden i februar sidste år. Demonstranterne blev mødt af hård repression fra politiet, der både brugte hunde, gas og knipler.
Vi har tidligere dækket, hvordan danske virksomheder som Mærsk spiller en aktiv rolle i folkemordet mod palæstinenserne. I september 2025 blev det desuden afsløret, at 19 ud af de 37 skibe, der fragter våben til Israel, er danske. 16 af dem er ejet af Mærsk, mens de resterende tre ejes af virksomheden H. Folmer & Co. Danmark er altså den største nationale transportør af militært udstyr til folkemordet i Palæstina og Mærsk den største individuelle transportør. De danske skibe har været lastet med alt fra våben til ammunition, fra militærkøretøjer til sprængstof og samtlige F-35 vinger til de amerikansk-producerede kampfly.
På trods af de åbenlyse beviser (inklusiv en FN-rapport fra juni), benægter Mærsk – naturligvis, fristes man til at sige – at deres skibe fragter våben og ammunition overhovedet. Langt de fleste kan dog nemt se igennem dette slør af løgn og bedrag. Mærsks medskyldighed i folkemord er indlysende, og det giver ridser i den lyseblå lak.
Ser vi tilbage i historien bliver det tydeligt, at bidrag til folkemord gennem våbentransport ikke er en enlig svale for Mærsk. I årtier har Mærsk leveret våben til de mest reaktionære regimer på denne jord. Altid har de stået på de rige og magtfuldes side og tjent styrtende på det. Det er ikke kun palæstinensernes blod, der drypper fra “dansk industris kronjuvel”; det er blodet fra arbejdere og unge fra hele verden. Faktisk har virksomheden en lang historik med ikke bare at fragte våben, men også at producere dem.
Mærsks egen våbenproduktion
For at forstå den reaktionære rolle Mærsk har spillet i en lang række krige og konflikter, må vi starte med at spole tiden små 100 år tilbage. I 1930 købte Mærsk 15% af våbenproducenten Dansk Rekylriffel Syndikat A/S – herefter “Riffelsyndikatet”, som det blev kaldt i folkemunde. Mærsk udvidede ejerandelen gradvist og blev hurtigt hovedaktionær, og fra 1959 majoritetsejer. Mærsk frasolgte i 2005 Riffelsyndikatet (der på det tidspunkt hed DISA) til kapitalfonden Procuritas.
Riffelsyndikatet skulle vise sig at blive en særdeles indbringende investering for Mærsk-koncernen. Allerede før Anden Verdenskrig solgte virksomheden våben til Nazi-Tyskland, men særligt i perioden fra 1940 til 1943 tog våbensalget til. Under besættelsen af Danmark solgte Riffelsyndikatet på eget initiativ både våben og ammunition til den tyske besættelsesmagt.
Ligesom transporten af våben til den israelske stat i dag ikke er noget Mærsk råber højt om, har våbensalget til Nazi-Tyskland heller ikke ligefrem fyldt meget i konsortiets officielle historie. Da afsløringerne om Riffelsyndikatets samarbejde med nazisterne under besættelsen så dagens lys i 1999, valgte Mærsk at sælge sin aktieandel på 14% i Berlingske Medier, der havde bragt historien.
Våbensalg til diktatorer i hele verden
Herefter skulle man måske tro, at historien om Mærsk og våbensalg var slut. Den officielle fortælling fra Mærsk har da også været, at Riffelsyndikatet umiddelbart efter Anden Verdenskrig begyndte at satse mere på produktion af civile produkter. Men den udlægning af historien er langt fra virkeligheden.
I 2022 dækkede Frihedsbrevet og Berlingske i en række artikler, hvordan hidtil ukendte dokumenter kunne bevise, at Mærsk gennem Riffelsyndikatet fortsatte med at producere og sælge våben i efterkrigstiden. Våbensalget tog for alvor fart fra 1950’erne og i perioden fra 1947 til 1957 solgte Riffelsyndikatet våben og ammunition for samlet set 176 millioner kroner. Det svarer til 2,5 milliarder kroner i dag og heri er ikke medregnet salg af delkomponenter og reservedele til våben. Økonomisk set har Riffelsyndikatet altså været en vigtig brik i Mærsk-imperiet både før, under og efter Anden Verdenskrig, hvilket også afspejles i det faktum, at Mærsks aktieandel kontinuerligt blev forøget.
Ser man på aftagerne af de mange våben, finder man eksempelvis en række lande i Asien, Mellem- og Sydamerika. Men man finder også Portugal, som på daværende tidspunkt var et semi-fascistisk diktatur, styret af despoten Salazar, som med vold og terror forsøgte at fastholde sine afrikanske kolonier. Det giver et godt billede af de regimer, som Mærsk leverede våben til.
De allerstørste kunder til de danskproducerede våben var Colombia, Venezuela og Indonesien samt CIA’s skyggeorganisation Western Arms Cooperation (WAC). Fælles for disse lande er, at de var ledet af diktatorer og på daværende tidspunkt allerede befandt sig i, eller var på vej ind i, blodige borgerkrige. Igennem WAC brugte CIA de danske våben i deres involvering i en lang række af kup og kupforsøg. I 1950’erne intervenerede CIA eksempelvis i lande som Guatemala og Costa Rica. Formålet var at vælte de demokratisk valgte regeringer, der ikke tjente amerikansk imperialismes interesser for i stedet at indsætte regeringer, der gjorde.
Det er helt afgørende at forstå den globale kontekst for at forstå den reaktionære rolle Mærsk spillede. I perioden efter Anden Verdenskrig skyllede en bølge af revolutioner ind over verden. Arbejdere og unge i nogle af de fattigste og mest undertrykte lande rejste sig imod magthaverne og imperialisterne. Disse revolutionære begivenheder, som marxister henviser til som den koloniale revolution, var i sin essens en bølge af frihedskampe imod imperialismen. I flere lande såsom Kina, Etiopien og Syrien blev kapitalismen endda afskaffet.
I denne verdensomspændende revolutionære proces bidrog Mærsk aktivt til at bekæmpe unge og arbejderes kamp for frihed og sociale forandringer. Mærsk bevæbnede kontrarevolutionen og forsvarede dermed kapitalismen som system. De danske våben – såsom det ikoniske Madsen-maskingevær – er altså blevet brugt verden over til at slå hundredtusindvis, hvis ikke millioner af unge og arbejdere ihjel, i forsvaret af imperialisternes interesser.
Profit over liv
Mærsk er en kapitalistisk virksomhed, og for kapitalistiske virksomheder er der kun én ting, der gælder: profit. I de mange interne dokumenter fra Riffelsyndikatet finder man da også mødereferater med kyniske analyser af, i hvilke lande, der kunne være gode afsætningsmuligheder. Altså hvor er der brug for våben til at dræbe unge og arbejdere, så selskabet kan tjene profit.
Med stormagternes egen våbenproduktion og en østblok, man ikke kunne sælge til, var der kun neutrale lande og den såkaldte “tredje verden” tilbage. Mærsks foretrukne kunder var de regimer, der akut manglede våben. Og nogen, der havde behov for netop våben, var det indonesiske militær.
Fra 1947 og helt frem til 1964, sendte den danske virksomhed maskingeværer, maskinpistoler og granater til det vigtigste land i Sydøstasien. Alene i perioden fra 1949 til 1957 købte Indonesien våben for, hvad der i dag svarer til 685 millioner kroner. Våben, der senere vil blive brugt imod arbejdere og fattige bønder i masseskala. Folkemordet i Indonesien er et særligt grumt eksempel på, hvordan de våben Mærsk tjente millioner af kroner på at sælge, blev brugt i reaktionens tjeneste.
Folkemordet i Indonesien
Fra oktober 1965 og frem til midten af 1966, udspillede der sig i Indonesien, hvad CIA har kaldt “et af de værste massemord i det 20. århundrede”. På under et år blev millioner af kommunister, eller sympatisører af det indonesiske kommunistparti (PKI), brutalt myrdet på ordre af den reaktionære general Suharto.
Folkemordet i Indonesien var et enormt slag for de kommunistiske kræfter, ikke blot i Indonesien, men i hele verden. På daværende tidspunkt var PKI med tre millioner medlemmer det største kommunistparti i verden uden for Sovjetunionen og Kina. PKI havde derudover støtte fra mere end 10 millioner fagforeningsfolk og organiserede bønder samt kontrol med en betydelig del af hæren. PKI udgjorde en reel magtfaktor i samfundet og havde i virkeligheden mulighed for at lede arbejderklassen til magten og dermed afskaffe kapitalismen i Indonesien.
Men sådan gik det ikke, og i stedet var det kontrarevolutionen, der sejrede. I virkeligheden var det ikke et udtryk for styrkeforholdet mellem klasserne; det var konsekvensen af de politiske idéer hos lederne af PKI.
Fejl i teori leder til fejl i politik, hvilket igen resulterer i fejlagtige metoder. Som et stalinistisk parti var PKI’s politik præget af to-stadieteorien og et perspektiv om samarbejde med de såkaldte “progressive” elementer af det nationale borgerskab; altså en politik om klassesamarbejde. Det kom konkret til udtryk ved, at PKI ukritisk støttede den svage borgerlige nationalistiske præsident Sukarno. Alliancen havde fatale konsekvenser, idet den paralyserede partiet og dets støtter i sandhedens time, da general Suharto indledte sin ensidige borgerkrig mod PKI. Det betød, at de kommunistiske kræfter i landet blev udryddet eller skubbet langt tilbage.
Igennem Mærsk spillede dansk kapitalisme en vigtig rolle i folkemordet ved at levere de våben, der blev brugt af Suhartos soldater. På trods af at den danske lovgivning egentlig forbyder at eksportere våben til igangværende konflikter, formåede Riffelsyndikatet gang på gang at få fornyet eksporttilladelserne. På den måde kunne de lukrative våbenhandler med det indonesiske regime fortsætte ufortrødent.
Den danske involvering i Indonesien stemmer helt overens med de andre vestlige imperialistiske magter, der også støttede general Suhartos magtovertagelse og folkemordet mod kommunisterne. Det ustabile regime under Sukarno var afhængig af støtten fra PKI, hvilket bekymrede de herskende klasser i eksempelvis Storbritannien og USA. Derfor er det heller ikke overraskende, at den britiske efterretningstjeneste MI6 bl.a. hjalp Suharto ved at sprede antikommunistisk propaganda både før og efter folkemordet. Den efterfølgende støtte fra Washington til det åbent antikommunistiske Suharto-regime flugtede desuden med CIA’s tidligere forsøg på at afsætte Sukarno.
Mærsk støtter fortsat folkemord
Den forfærdelige historie om det indonesiske folkemord illustrerer på drabeligste vis den rolle Mærsk har spillet i den globale klassekamp i perioden efter Anden Verdenskrig. Det viser, hvilke klasseinteresser den danske gigant forsvarer, og hvilken side af historien Mærsk står og har stået på. Altid på undertrykkernes side imod arbejdere, fattige og unge.
I dag ser vi det hele gentage sig med Israels folkemord mod palæstinenserne. Den 10. oktober 2025 indgik Israel og Hamas en såkaldt våbenhvile. En våbenhvile, som Israel hundredvis af gange siden har brudt med tusindvis af sårede og døde palæstinensere til følge. Trumps “våbenhvile” i Gaza har intet løst. IDF angriber Gaza nærmest hver eneste dag og fortsætter med at smide bomber fra luften og skyde civile. Den israelske stat bliver ved med at blokere for den livsnødvendige nødhjælp, og de sidste rester af infrastruktur og boliger i Gaza bliver jævnet med jorden. Folkemordet fortsætter – blot på lavere blus.
Hvad der også fortsætter, er Mærsks transport af våben og andet militært isenkram til IDF. Det famøse Mærsk-motto, der så dagens lys i 1946 i et brev fra A.P. Møller til sønnen Mærsk Mc-Kinney Møller lyder: “Intet tab bør ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu”. Man må sige, at Mærsk både i dag og i efterkrigstiden har levet op til deres motto. De har gjort alt, hvad de kunne for ikke at lide tab, men i stedet genere så meget profit som muligt. Ikke mindst når det kommer til salg og transport af våben.
For ejerne af Mærsk og resten af kapitalistklassen betyder rettidig omhu at sætte profit over alt andet; at udnytte enhver mulighed, hvert et folkemord, til at øge sin kapital. Og kan det være anderledes under det kapitalistiske system, hvor den private ejendomsret er det allerhelligste?
Svaret er nej. Så længe kapitalismen eksisterer og så længe profitmotivet er drivkraften i produktionen, så længe vil vi se virksomhederne “udvise rettidig omhu” i jagten på at maksimere tallene på bundlinjen, så de kan overleve i konkurrencen.
Det eneste, der kan stoppe kapitalismens destruktive vanvid, er, at arbejderne tager kontrollen over de selvsamme virksomheder og planlægger produktionen demokratisk. Så vil det være muligt at producere efter menneskers behov og ikke efter kapitalisternes hungren efter profit. De milliarder af kroner, som under kapitalismen bliver brugt på at producere våben, vil i stedet kunne bruges på højne og forbedre menneskers leveforhold i hele verden.
Arbejderklassens enorme potentiale
Kapitalismen har ikke bare lagt grundlaget for, at et nyt og højere samfund – et socialistisk samfund – kan opstå. Kapitalismen har også skabt den klasse, som vil indføre det: arbejderklassen. I den seneste periode har arbejderklassen vist en flig af sit enorme potentiale ved at sætte foden ned i kampen mod den etniske udrensning af palæstinenserne. Eksempelvis har havnearbejdere i Spanien, Frankrig og Marokko blokeret for Mærsks skibe og afvist at laste og losse dem.
Et af de tydeligste eksempler på arbejderklassens enorme potentiale og magt i samfund så vi imidlertid i oktober i Italien, i form af en generalstrejke i solidaritet med Palæstina. Millioner af italienske arbejdere deltog i arbejdsnedlæggelser, demonstrationer og masseaktioner under parolen “Blokér alt!”. Havnearbejderne tog kontrol over havnene i flere byer og besluttede, at de ikke ville laste skibe – som fx Mærsks – der leverer våben til Israel.
Det er den potentielle magt, som arbejderklassen besidder i kraft af deres essentielle rolle i økonomien. Og de store begivenheder, som sker verden over, rammer arbejderklassens bevidsthed som hammerslag, og øger deres forståelse for den enorme magt, der ligger i deres hænder.
Disse spring i bevidsthed lægger grunden for eksproprieringen af ikke bare Mærsk, men alle de store internationale virksomheder, der styrer vores liv uden nogen som helst form for demokratisk kontrol. Denne omvæltning af samfundet – den socialistiske revolution – er vejen frem for arbejdere og unge i Danmark og resten af verden.
