For nogle år siden begyndte jeg på uddannelsen i fødevareteknologi. Som så mange andre unge, der begynder på videregående uddannelser, trådte jeg ind med stor optimisme for videnskabens potentiale til at forbedre livet for menneskeheden. Ganske vist viser industrierne for junkfood, alkohol og tobak, at der er rigeligt med penge i at sælge usunde produkter. Men som teknologiens øvrige fremgang måtte det jo være en kontinuerlig forbedring, hvor jeg kunne være med til at skabe en bedre verden.
I løbet af uddannelsen blev vi introduceret for forskningens verden i ernæring. Det er et spændende område! Al menneskelig aktivitet starter jo med at skulle have brændsel til opgaven. Uden energi kan hjernen ikke tænke, og musklen ikke løfte noget. Vores evne til at udføre arbejde, udvikle kunst, videnskab og bygge fællesskaber afhænger alt sammen af vores sundhed.
På den måde skulle man tro, at alle har en interesse i færre sygedage og en sundere tilværelse, så bl.a. vores sygehuse bliver aflastet. Solid forskning i ernæring må alle samfundets aktører jo være enige om. Det skulle vise sig, at det ikke passede, så længe kapitalismen dominerer alle samfundets områder.
Paradigmeskifte, eller?
En dag skulle vi se på et studie, som så dødeligheden falde ved højt indtag af mættet fedt, mens de så den stige ved højt indtag af kulhydrat. Resultaterne stod i modsætning til den videnskabelige konsensus om energifordeling i kosten, som bl.a. anbefaler en begrænsning af mættet fedt af hensyn til at forebygge hjertekarsygdom.
Studiets resultater kunne udgøre starten på et videnskabeligt paradigmeskifte. Men i stedet for et paradigmeskifte, viste det sig, at metoden var mere sammenskruet efter nogle snævre kapitalistiske interesser end videnskabens fremgang. Studiet var en grov simplificering af ernæring.
Befolkningsgrupperne, som blev fulgt over årene, udfyldte et spørgeskema blot én gang, altså antages det, at de har beholdt samme kost hele vejen. Man fulgte befolkningsgrupper fra vidt forskellige lande, hvor der følgeligt er væsentlige forskelle i adgang til læge, hygiejne og forurening; man kan justere for dette i dataanalysen, men den slags har sine begrænsninger.
Vigtigst af alt blev der ikke taget højde for kulhydratets kvalitet, altså om det er rugbrød eller sukker. Øvrig viden angiver, at fattigere lande har højere indtag af forarbejdede kulhydrater, men dette kan jo ikke kontrolleres for i studiet.
Analysen kunne i bund og grund ikke fortælle meget. I bedste fald kan man måske sige, at sammenligningen viser, at en kost baseret på en høj mængde forarbejdede kulhydrater klarer sig værre end en kost med højere mættet fedt. Denne sammenligning er dog ikke et vigtigt spørgsmål – det er veletableret på forhånd, at begge kostmønstre bør undgås!
Det er svært at se studiets relevans, især når det står i opposition til et væld af forskning bygget på mere solid metodik. Men det var klart, at studiet havde et helt andet formål for dem, der havde sat penge af til at foretage det.
Profitmotivets kvælende hånd
Nederst i forskningsartiklen står kilderne til studiets forskningsmidler. Der kunne man se, at der kom penge bl.a. fra industrier for mejeri, oksekød og palmeolie, altså netop de primære kilder til mættet fedt i den gennemsnitlige kost; studiets konklusioner samt de følgende artikeloverskrifter må siges at være en omdømmemæssig redningskrans til de industrier!
Studiet kan næsten ikke ses som andet end et forsøg på at skabe god omtale til industrier, som producerer fødevarer, der ellers anbefales begrænset af hensyn til sundhed og bæredygtighed. Mildest talt er det enormt skadeligt, at industri får adgang til at påvirke omtalen af deres egne produkter gennem finansieret forskning og følgende medieoverskrifter.
Jeg udtrykte min bekymring over interessekonflikten og studiets begrænsninger i modulet til min underviser. Jeg fik ikke det svar, jeg havde håbet på: kun ligegyldighedens skuldertræk og en konstatering om, at “man jo skal have sine forskningsmidler et sted fra”. Det begyndte at løfte et slør for mig. Det er åbenbart almindeligt at have industrielle interessekonflikter flettet ind i videnskaben. Industriens behov for profit trænger sig ind, hvilket logisk vil tendere mod mere industripositiv forskning; for midlerne skal jo komme et sted fra.
Endnu et eksempel var i 2019, hvor den infamøse oksekødsrapport fra Aarhus Universitet blev trukket tilbage, bl.a. efter det viste sig, at landbruget havde skrevet hele afsnit, samt ændret titel og forside. Og det viste sig ikke at være et enkeltstående tilfælde for universitetet.
Sagen er bøf-profitter
Episoden med studiet, der skulle retfærdiggøre okse- og mejerigiganter, markerede dagen, hvor jeg fik øjnene op for den lænke, som kapitalismen lægger på videnskaben. Ikke blot er produktionen af fødevarer underlagt profitmotivet, men forskningen er også begrænset af, at man i stigende grad må finde sin finansiering hos private aktører. Det skaber en åbenlys tendens til, at der finansieres forskning, der underbygger en lille gruppe virksomheders interesser og ikke mindst skaber et pres på at nå frem til nogle specifikke resultater, som stemmer overens med de selvsamme virksomheders interesser.
Jeg havde forventet, at videnskaben ville bore dybere ind til forståelsen af menneskelig ernæring uforstyrret, men min egen erfaring viste, at intet er helligt under kapitalismen. Er der profit i at skabe forvirring om kost – og det er der – så kan du tro, at industriens aktionærer vil investere i netop dette. Videnskaben, ligesom alt andet i dette samfund, fornedres til en slagmark mellem kapitalinteresser.
Noget af det vigtigste, som mit fag om ernæring lærte mig, var, at fremgang i forskning selv i noget så vigtigt som, hvad vi indtager, ofte kvæles til fordel for profit, og industriinteresser har prioritet over menneskets sundhed.
Vi kan ikke komme af med dette, før vi er kommet af med hele det profitmotiv, der styrer vores liv. Det er kun ved et nyt system, at vi kan frigøre videnskaben fra at være blot endnu et produkt på markedet, der skal skabe profit for kapitalister, til at være noget, vi gør for hele menneskehedens bedste.
