Et åbent sammenstød inden for den sudanesiske stat har kastet landet ud i vold. Mindst 413 mennesker har mistet livet siden kampene brød ud lørdag den 15. april. Vi kan ikke have nogen tillid til, at det “internationale samfund” kan løse konflikten, som de imperialistiske magter selv har været med til at skabe. Den eneste vej ud af det nuværende mareridt er en genoplivning af den sudanesiske revolution, som må forsvare sig selv mod alle reaktionære kræfter gennem sine egne kamporganer.
Et åbent sammenstød inden for den sudanesiske kontrarevolution har kastet landet ud i vold, hvilket allerede har kostet omkring 100 mennesker livet og såret yderligere hundredvis af mennesker. Det længe ventede opgør om, hvilken klike af morderiske gangstere, der får lov til at udplyndre Sudan, er en tragisk konsekvens af massernes manglende evne til at overtage magten i revolutionen i 2018-19.
Kampene brød ud lørdag den 15. april mellem Rapid Support Forces (RSF), en paramilitær gruppe bestående af ærkereaktionære Janjaweed-militser under kommando af general Mohamed Hamdan Dagalo (bedre kendt som Hemedti), og på den anden side de regulære sudanesiske væbnede styrker (SAF) under general Abdel Fattah al-Burhan, landets de facto leder.
De udgør de to frontfigurer for den sudanesiske kontrarevolution. Siden den revolutionære omstyrtelse af general Omar al-Bashir i 2018 har RSF tjent rollen som reaktionens stødtropper. De druknede bl.a. den massive protestbevægelse i Khartoum i 2019 i et regulært blodbad.
Burhan og Hemedti samarbejdede derefter om at gennemføre et kup mod den civile premierminister, den liberale Abdalla Hamdok, i 2021, hvorved marionetregeringen blev skubbet til side og militærstyret reelt set blev genetableret. Alliancen med de liberale har altid kun været et dække over de kontrarevolutionære generalers styre.
De to generaler har siden kuppet kæmpet internt om magten og har skiftevist støttet sig til forskellige imperialistiske magter i et forsøg på at styrke deres positioner. De har begge deltaget i forhandlinger om overgang til civilt styre, som har været ledet af “Quad” (USA, Storbritannien, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien).
Forhandlingerne, som på skammelig vis inkluderer Friheds- og forandringsstyrkerne (FFC) – en koalition af såkaldte prodemokratiske organisationer, der blev grundlagt under revolutionen – er en komplet skændsel. Masserne har ingen illusioner om, at generalerne vil give afkald på deres magt, og enhver “civil regering”, der dannes med deres velsignelse, vil være et figenblad for militærdiktaturet.
Spændingerne er vokset i løbet af de seneste uger mellem Burhan og Hemedti, som begge har ambitioner om at regere landet, og som hele tiden har forsinket vedtagelsen af en aftalt tidsplan for en ny forfatning og civile valg.
Kampene mellem RSF og SAF udkæmpes inde i byerne, som hovedstaden Khartoum. Billede: Maram Al Awadi Twitter
At et sammenstød var under opbygning blev varslet ved, at SAF omgrupperede sine styrker og byggede nye høje mure omkring hærens hovedkvarter i Khartoum samt oprettede nye kontrolposter i hovedstaden og foretog inspektioner af alle rejsende, der ankom til lufthavnen.
En verbal krig var allerede brudt ud mellem Burhan og Hemedti, hvor sidstnævnte udtalte, at kuppet i 2021 var “mislykkedes”, og (utroligt nok) fordømte Hemedti sin rival Burhan for at modsætte sig overgangen til demokrati – det kommer fra manden, der havde kommandoen over de styrker, der druknede revolutionen i 2018-9 i blod! Burhan forsøgte på sin side at oprette et militært Højesteråd for at fjerne Hemedti fra posten som næstformand for det Suveræne Råd, der regerer landet.
I realiteten brugte de to gangstere truslen om vold til at sikre sig en stærkere position for deres respektive kliker inden for regimet – de deltog i et skuespil om “forhandlinger”, om indførslen af et civilt styre, mens de samtidig antydede, at de var villige til at trække Sudan ned i yderligere kaos. Som Kholood Khair, en analytiker baseret i Khartoum, forklarede til nyhedsmediet Middle East Eye:
“De lader spændingerne eskalere for at forøge deres våben og styrker, så de kan bruge frygten for en mulig konflikt til at opnå indrømmelser fra prodemokratiske aktører, især FFC.”
Gangsterkrig
Tilsyneladende var de indrømmelser, der blev vredet ud af FFC, ikke tilstrækkelige. Parterne fik et påskud til at tage en åben konflikt i form af en planlagt indlemmelse af RSF i de regulære væbnede styrker som led i en større aftale, der skulle godkendes i april.
Tingene spidsede til lørdag den 15. april, hvor RSF påstod at have besat vigtige lokationer i Khartoum, såsom præsidentpaladset, hærchefens residens, den statsejede tv-station og lufthavnen, samt andre steder i Omdurman, den vestlige del af Darfur, og Merowe-lufthavnen i den nordlige del af landet.
SAF svarede igen med landtropper, luftangreb og bombardementer af RSF-baser ved hjælp af luftangreb og artilleri. Mange RSF-baser er imidlertid placeret i og omkring tæt bebyggede områder. En kort våbenhvile, der blev aftalt søndag for at evakuere de sårede, brød næsten øjeblikkeligt sammen. Burhan har siden da fremsat flere modstridende erklæringer om både at nedlægge RSF samtidig med, at han har opfordret dets medlemmer til at slutte sig til den regulære hær.
Den Afrikanske Unions såkaldte Freds- og Sikkerhedsråd har indkaldt til et møde med deltagelse fra Sydsudan, Kenya og Djibouti, men lufthavnen i Khartoum har udgjort et af de vigtigste kamppladser mellem RSF og SAF, så det er uklart, hvordan de delegerede forventer at komme ind i landet.
Det er i skrivende stund meget vanskeligt at afgøre, hvilken side der kontrollerer hvilket område. Det står dog klart, at civile er fanget i krydsilden overalt i landet.
En advarsel fra SAF om, at folk bør “holde sig indendøre”, har kun givet ringe beskyttelse i betragtning af kampenes intensitet.
Indtil videre er der rapporteret om luftangreb i Khartoum, Bahri, Burri, Riyad og Omdurman, og der er udbrudt ildkampe mange andre steder, bl.a. i Karari, Port Sudan og El’Obeid. I de vestlige regioner, hvor de fleste RSF-militsfolk er rekrutteret fra, har der også været betydelige kampe, navnlig i Darfur, Kordofan og Den Hvide Nil regionen.
Folk er fanget i deres hjem, på skoler og hospitaler og forsøger at undgå de væbnede sammenstød, som finder sted. Der er udbredte strømafbrydelser og vandafbrydelser i hele Khartoum, og mange mennesker har hverken adgang til mad (under ramadanen, hvor de fleste allerede faster) eller medicin. Der har også været rapporter om omfattende plyndringer af markeder og hjem, især foretaget af RSF-styrker.
For at gøre tingene endnu værre, efter at tre medarbejdere fra FN’s World Food Programme (WFP) blev dræbt under en kamp på en militærbase i Kabkabiya i det nordlige Darfur, indstillede WFP alle operationer i landet, hvilket har afskåret de sudanesiske masser fra livsnødvendig nødhjælp.
Huda, en indbygger i Khartoum, der blev interviewet af Reuters, forklarede situationen i byen: “Vi er bange, vi har ikke sovet i 24 timer på grund af støjen og husene, der ryster. Vi er bekymrede over at løbe tør for vand, mad og medicin til min far, der har diabetes.”
Imperialistisk kynisme
På nuværende tidspunkt er det svært at sige, hvilken side, som kontrollerer hvilke områder. Billede: Таино Twitter
Imperialisterne har som forventet grædt krokodilletårer over det seneste sammenbrud i Sudans “overgang til demokrati”. USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, opfordrede til en øjeblikkelig våbenhvile og en genoptagelse af “samtaler, der var meget lovende for at bringe Sudan på vej mod en komplet overgang til en civil regering.”
“Folk i Sudan vil have militæret tilbage på kasernerne, de vil have demokrati, de vil have en civil regering.”
Et sådan resultat ville imidlertid aldrig kunne opstå på baggrund af forhandlinger med de samme forbryderiske generaler, som tidligere har slagtet utallige uskyldige mennesker i angreb på den sudanesiske revolution i 2019 og siden da har blokeret for enhver antydning til demokratisk styre.
Det samme vrøvl blev gentaget af den britiske udenrigsminister, James Cleverly, som sagde: “I sidste ende ligger den umiddelbare fremtid i hænderne på de generaler, der er involveret i denne kamp. Vi opfordrer dem til at sætte freden i første række, til at standse kampene og vende tilbage til forhandlingsbordet” [vores understregning].
At sætte sin lid til Burhans og Hemedtis’ gode hjerte er den højeste grad af naivitet, og det stinker af kynisme, når det kommer fra imperialisternes mund.
De vestlige magter, der er involveret i den såkaldte overgang til civilt styre, har ikke lagt skjul på deres intentioner: at bevare et fast greb om Sudan, at inddæmme den revolutionære bevægelse, der begyndte i 2018, og at mindske sine geopolitiske rivalers indflydelse.
Vesten frygter især Ruslands indflydelse i regionen. Både Hemedti og Burhan har forsøgt at knytte tættere bånd til Putin, som angiveligt har modtaget enorme summer af sudanesisk guld med henblik på at støtte den russiske krigsindsats i Ukraine med midler, der omgår de vestlige sanktioner.
Wagner-gruppen er angiveligt til stede i Sudan og har uddannet militæret og leveret militærudstyr. Desuden har de sudanesiske generaler indikeret, at de er villige til at lade Rusland bygge en flådebase ved Det Røde Hav.
Amerikansk imperialisme er ivrig efter at kappe båndene mellem Sudan og Rusland og har ingen skrupler ved at samarbejde med kontrarevolutionære massemordere i processen. En artikel i National Interest siger tingene uden omsvøb:
“Der står meget på spil for USA’s interesser. Derfor må USA arbejde sammen med de sudanesiske ledere, der støttede rammeaftalen, for at skabe et incitament for Sudans eliter til at gennemføre aftalen og føre en pro-amerikansk kurs for landet…”
“Selv om militære aktører i Sudan og resten af regionen har et dårligt renommé, når det kommer til menneskerettigheder og regeringsførelse, er det afgørende, at USA anerkender, når disse aktører flugter med en pro-amerikansk politik, og at Washington derfor øger samarbejdet med dem.”
Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Egypten har hver især også støttet den ene eller den anden morderiske klike for at øge deres indflydelse og gøre krav på Sudans rigdomme, især dets landbrugsprodukter, guldminer og havneanlæg.
Især El-Sisi-regimet i Kairo har konsekvent støttet Burhans forsøg på at knuse de sudanesiske masser, da El-Sisi frygter, at en revolutionær bølge i et naboland kan genoplive de egyptiske massers kamp mod deres eget militærdiktatur.
Kort sagt så ligger Sudan i centrum af en imperialistisk magtkamp, hvor parterne plapre højt om “civilt styre” og “demokrati”, mens de samtidig forhandler med de kontrarevolutionære generaler om at opdele landet for deres egne interesser.
En ting, som de alle har til fælles, er en fælles interesse i “stabilitet”. Den stabilitet, som de taler om, er naturligvis baseret på bevarelsen af det kapitalistiske system og på at undgå udbruddet af en ny revolutionær massebevægelse, som kunne udløse en bølge af oprør i resten af regionen. Det er den primære årsag til, at imperialisterne samarbejder med gangstere som Burhan og Hemedti.
Ledelsens forræderi
Den sudanesiske revolution er ved hver eneste lejlighed blevet forrådt af sine ledere, som hele vejen igennem har nægtet at støtte en endelig, væbnet konfrontation mellem masserne og den herskende klasse. I stedet valgte de at indgå en aftale med de kapitalistiske gangstere.
De mest forræderiske elementer såsom FFC har indgået i direkte forhandlinger med kontrarevolutionen, hvilket har ødelagt deres troværdighed i massernes øjne og banet vejen for et blodigt nederlag til bevægelsen.
Sudanese Professionals Association (SPA), som spillede en positiv rolle i revolutionens tidlige stadie, har også degenereret fuldstændig. Den 15. april udsendte organisationen en erklæring, hvori den bekræfter sin støtte til den “politiske rammeaftale” om etableringen af et civilt styre, som er blevet udarbejdet under forhandlinger med generalerne:
“Rammeaftalen og den sidste fase, hvor man når frem til den endelige aftale og den midlertidige forfatning, er et objektivt og acceptabelt grundlag for genoprettelsen af den demokratiske overgang og den civile overgang, og vi understreger i forsamlingen af Sudanese professionals vores tilslutning til denne rammeaftale.”
De opfordrede yderligere “lederne af de væbnede styrker, RSF, politiet og den statslige efterretningstjeneste til at udføre deres nationale pligt til at forsvare den interne og nationale sikkerhed.”
At sprede illusioner til disse mordere for at forsvare “sikkerheden” og den “demokratiske overgang” er et åbenlyst forræderi mod masserne, som har udgydt deres blod i årevis i kampen mod disse selvsamme monstre.
I mellemtiden har Sudans kommunistparti offentliggjort en udtalelse, der tilsyneladende tager Burhan og SAF’s parti i stedet for RSF’s! Udtalelsen opfordrer til en “hurtig opløsning af alle militser, indsamling af våben spredt ud over byerne og landområderne og genopbygning af den forenede nationale professionelle hær” [vores fremhævelse]!
Det er en fuldstændig forkastelig position (som det såkaldte kommunistparti i Storbritannien deler), som er ensbetydende med at legitimere den ene fløj af kontrarevolutionen frem for den anden og konsolidere alle våben og al statsmagt under Burhan og SAF.
Uanset hvem der kommer til tops i denne interne kamp inden i kontrarevolutionen, så vil intet blive bedre for de sudanesiske masser. Billede: Zagazola Twitter
Ironisk nok var de samme personer tavse i 2019, da det var brændende nødvendigt at bevæbne masserne og opfordre soldaterne til at gå over på revolutionens side i en fælles kamp imod generalerne.
I erklæringen opfordres der desuden til: “Enheden mellem vores folk, alle nationale kræfter, kræfter til radikal forandring og modstandskomitéer omkring revolutionens mål, genoprettelse af fred, sikkerhed og stabilitet.”
Hvilke nationale styrker taler vi om? Inkluderer de nogle af de regulære hærledere? Det parasitiske sudanesiske borgerskab? Disse “kræfter” er direkte modstandere af revolutionen. Udtalelsen fra Sudans kommunistparti er en opfordring til enhed mellem sværdet og halsen (for at citere PFLP-lederen Ghassan Kanafani).
Selv de mest konsekvente og modige elementer, som stod i spidsen for revolutionen, f.eks. nabolagskomiteerne, gentager nu alle deres tidligere fejl.
I en udtalelse fra Resistance Committees Coordination i Khartoum blev massernes “fredelige kamp” mod generalerne gentagne gange understreget, og det blev fastslået at: “Vi startede med fredsommelighed og vil fortsætte med det for at nå vores mål mod alle parter i den igangværende krig i landets gader”.
Erklæringen fortsætter med at sige, at masserne må “rejse parolen ‘Nej til krig’ og ikke reagere på opfordringer til at bevæbne [folket], da de vil føre os ud i en borgerkrig. Den eneste taber af krig er folket, så lad os i stedet forene os.”
Endnu en gang fremfører Resistance Committees Coordination en forfejlet pacifisme. Spøgelset om borgerkrig er gang på gang blevet anvendt af lederne for at retfærdiggøre deres afvisning af at bevæbne masserne til et endeligt opgør med generalerne.
Som konsekvens har folket været offer for en ensidig krig fra kontrarevolutionens side, som nu risikerer at trække Sudan ind i en borgerkrig mellem konkurrerende kliker af bødler, som begge er fjender af arbejdere og fattige.
Tragedie og kommende opgaver
Den nuværende situation i Sudan kunne kun være blevet undgået, hvis den sudanesiske revolution havde sejret. Det ville kort sagt have betydet, at der skulle være ført en uforsonlig klassekrig mod kontrarevolutionen.
Der var mange muligheder for at bevæbne og forberede folket til et afgørende oprør mod de reaktionære generaler og derved tage magten i egne hænder. Men alle mulighederne blev forpurret af den vaklende ledelse, som nægtede at tage de nødvendige skridt.
Hvis først det sudanesiske folk havde taget magten, vil det ikke blot have vundet et demokratisk styre, men også skabt grundlaget for at gennemføre omfattende reformer på alle livets områder: fra sundhedsvæsenet til uddannelse, infrastruktur osv., finansieret ved at ekspropriere den sudanske elites ulovligt tilegnede rigdom og ved at afskrive landets gæld til de imperialistiske gribbe.
Vejen ville have været åben for en socialistisk omdannelse af samfundet, den eneste vej til en anstændig og værdig tilværelse for landets befolkning. Ethvert parti, selv af en beskeden størrelse, med et sådant program kunne have spillet en afgørende rolle i disse begivenheder. Desværre fandtes sådan et parti ikke.
Uanset hvem der kommer til tops i denne interne kamp inden i kontrarevolutionen, så vil intet blive bedre for de sudanesiske masser. Som en sudanesisk kvinde udtrykte det, på de sociale medier:
“De [RSF og SAF] kæmper om pladserne i toppen af samfundet. Resten af os kæmper om mad og vand. De kæmper om magten, om at udplyndre folket… imens resten af landet kæmper om mad, vand, uddannelse og lægehjælp.”
Og i øjeblikket betaler masserne en frygtelig pris for deres lederes svigt. Men på trods af en enorm udmattelse og demoralisering så har folket fortsat med at demonstrere og kæmpe helt op til i dag.
Vi kan ikke have nogen tillid til, at det “internationale samfund” kan løse konflikten, som de imperialistiske magter selv har været med til at skabe. Den eneste vej ud af det nuværende mareridt er en genoplivning af den sudanesiske revolution, som må tage ved lære af tidligere nederlag, forsvare sig selv mod alle reaktionære kræfter gennem sine egne kamporganer og gøre sig fri af alle de elementer, der holder den tilbage.
