Ikke mange dage skulle der gå siden krigens begyndelse, før de liberale, “demokratiske principper” i Vesten blev sparket ud af vinduet. Billede: freesvgDet første offer i en krig er sandheden, lyder en gammel krigschliché. Det har i allerhøjeste grad været tilfældet i de tidlige dage af Ruslands invasion af Ukraine. Vestlige medier var i krigens første dage hurtige til at pege fingre ad og fordømme Ruslands censur af “ikke-etablerede russiske kilder” – med andre ord nyhedsmedier, som ikke ukritisk fremlagde Putins krigspropaganda. Men virkeligheden er, at propagandaen, censuren og hykleriet lever i bedste velgående både i Rusland og i Vesten.

Censur og misinformation stortrives på begge sider af krigen

De antikrigsdemonstrationer, som udbrød mange steder i Rusland, er blevet underlagt ekstrem repression med fængslinger af aktivister. Al opposition i Rusland bliver slået hårdt ned på, mens alle etablerede russiske medier står skoleret for Putin og ikke foretager sig andet end at genfortælle hans løgnagtige fortælling om, at krigsprojektet er et spørgsmål om at “afnazificere” det fascistiske Ukraine. Demonstrationerne i Rusland er en indikation på, hvordan medier ikke kan gå på vandet, og hvordan arbejdere og unge før eller siden – specielt i en krig – begynder at sætte spørgsmålstegn ved medierne og de politiske interesser, de repræsenterer. De tendenser vil uden tvivl også ramme vesten og de vestlige mediers rosenrøde fortælling om NATO og den ukrainske hær som en fredsskabende, progressiv kraft. Selvom medierne i Vesten forsøger at begrave fortidens ugerninger, så har folk i Vesten ikke glemt blodbadet i Irak, Afghanistan og Libyen forårsaget af USA og NATO.

Fri presse, fri meningsdanning, nuancerede og forskelligartede analyser og et censurfrit medielandskab er langt fra kun en mangelvare i Rusland. EU, det politiske etablissement i Europa og deres lakajer i de etablerede medier har pålagt russiske medier og nyhedsstationer censur, og man kan ikke længere få adgang til en række russiske statsmedier. Den 1. marts indførte EU et forbud mod adgang til de russiske statsmedier Russia Today (RT) og Sputnik med bred opbakning i Europaparlamentet. Ikke mange dage skulle der gå, før de liberale, “demokratiske principper” i Vesten blev sparket ud af vinduet, på trods af at de vestlige medier og politikere ikke har lavet andet end at pege fingre ad Putins censur med påstanden om, at det jo er præcis den frie presse og de frie valg, der adskiller Rusland fra vesten. Det Europæiske Journalistforbund var hurtige til at fordømme Putins censur af internationale medier. Men det når det kommer til Europæisk censur af de russiske statsmedier har selvsamme forbund støttet op om censuren. Hykleriet er slående.

De sociale medieplatformes hykleri

Vi må ikke glemme, hvordan fx Facebook og Twitter de seneste år selv har ført censurkrig. Det mest berømte eksempel er naturligvis nedlukningen af Donald Trumps twitterprofil, som blev lukket under argumentet om, at Trump opfordrede til vold, og at Trumps adgang til sociale medier ene og alene var skyld i den politiske polarisering i USA. Facebook ændrede et par uger inde i krigen i Ukraine deres regler for hadtale på deres medieplatform. De er blevet gradbøjet i det omfang, at det nu er tilladt at ønske død over Putin og den hviderussiske præsident Lukasjenko.

Men et andet eksempel, som færre mennesker nok er bekendt med, men som har langt større demokratiske implikationer end nedlukningen af Trumps twitterprofil, er hvordan Facebook i en lang periode systematisk har lukket ned for socialistiske og anarkistiske facebooksider og -grupper. Det var en proces, der begyndte i 2018 i kølvandet på den højreekstremistiske rally i Charlottesville, USA. Her så Facebook sit snit til at skære den yderste højrefløj og den yderste venstrefløj over én kam og lukkede ned for Q-Anon-sider lige så vel som socialistiske facebooksider. Vel og mærke på trods af at det i høj grad var amerikanske venstreorienterede unge, som havde været på gaden og kæmpet imod den fascistiske demonstration i Charlottesville – med livet som indsats.

NATO

Hvis den vestlige fortælling om krigen virkelig var så bundsolid og pletfri, ville EU-borgere så ikke kunne både tåle og være i stand til kritisk at læse russiske mediers dækning af krigen? Svaret er nej, fordi Vesten og NATO-landene særligt i disse dage kæmper en indædt kamp for  at dække over deres eget blodige, krigsudbydende væsen og den ekstremt reaktionære, krigsførende rolle, som NATO absolut også spiller i den aktuelle krig. Vestens ledere er vel nok klar over, at de har mindst lige så meget blod og elendighed på samvittigheden som Putin. Lad os tage et eksempel:

Den 9. marts kom en historie om, at Rusland havde bombet et fødsels- og børnehospital i den ukrainske by Mariupol. Historien blev fremstillet i medierne som det ultimative bevis på, hvilket vanvittigt, voldsparat bæst Putin var. Ikke mindst var Joe Biden og Det Hvide Hus om nogen de mest højlydte i at fordømme Putins angreb. Men vi skal ikke længere tilbage end 2015, før vi ser et eksempel på et mindst lige så kynisk og blodigt angreb på et andet hospital. Men denne gang var det ikke det barbariske Rusland, men det “civiliserede” og “progressive” USA (under fuld opbakning fra alle deres NATO-allierede), som bombede et traumehospital i Kunduz i Afghanistan. På trods af at denne begivenhed er enormt veldokumenteret, vurderede Pentagon, at der ikke var tale om en krigsforbrydelse. Til sammenligning blev det vurderet, at der i angrebet på hospitalet i Kunduz blev dræbt 42 civile, og at 37 blev såret. Ifølge de officielle (ukrainske) rapporter om angrebet i Mariupol er dødsfaldet 3.

Der findes et utal af lignende eksempler. At dække over vestlig imperialismes sande væsen og alle dets forbrydelser ville være noget nær umuligt. De NATO-støttede krige i Libyen, Afghanistan og Irak har på nuværende tidspunkt været langt mere blodig end eksempelvis krigen i Ukraine og Vesten har hundredtusindvis af uskyldige menneskeliv på samvittigheden. Men det bringer de vestlige medier ikke et ord om, på trods af at NATO-allierede lande i disse dage er i gang med en historisk omfattende oprustning. Vestens allierede, Saudi Arabien, bomber nu på 7. år i Yemen – en krig, der har kostet hundredtusindvis af menneskeliv. Heller ikke meget har de danske medier tilovers for den krig.

Er medierne frie?

Vestlige politikere holder af fortællingen om, at de frie medier, den frie presse og ytringsfriheden er selve grundsøjlerne for vores demokrati. Og på trods af, at sådanne påstande klinger særligt hult i disse krigstider, hvor censuren stortrives i Vesten og i Østen, har rigtig ytringsfrihed og rigtige frie medier aldrig været en karakteristika for kapitalisme nogen steder i verden. Påstanden om, at medierne skulle være frie i en verden, hvor medielandskabet er dybt monopoliseret af folk, der selv tilhører den herskende klasse, er absurd.

Tag fx bare eksemplet med Facebook – en social medieplatform, som udgør en kæmpe global kilde til information. Facebook er en privatejet milliardvirksomhed, som egenrådigt dikterer, hvad der er “rigtige nyheder”, og hvad der er “fake nyheder”. De dikterer, hvad der bliver prioriteret i brugernes newsfeed, og de dikterer, hvilke grupper, der er politisk acceptable, og hvem, der er “for ekstreme”. Alt imens har almindelige brugere absolut ingen demokratisk kontrol over denne vigtige sociale informationskilde. I virkeligheden er den information og ageren, som disse milliardærer tillader på platforme som fx Facebook, kun hvad der er i deres egen klasses interesse. Og deres påstande om, at de skulle forestille at beskytte demokratiske rettigheder og objektivitet, er et rent røgslør. Og ingen tvivl skal der herske om, at de vil stramme grebet om den frie information endnu mere, i takt med at klassekampen intensiveres på verdensskala.

Hvad vi burde kæmpe for, er socialistiske svar på spørgsmålet om rigtig ytringsfrihed i kampen mod censur. Som socialister må vi kæmpe for, at virksomheder som Amazon, Google, Facebook og alle andre medier og informationskilder bliver nationaliseret og sat under demokratisk kontrol af arbejderklassen. Kun der kan der være tale om rigtig ytringsfrihed for det store flertal.

I 1919, to år efter at de russiske arbejdere havde taget magten i Rusland, adresserede Bolsjevikpartiet netop dette spørgsmål i deres program:

»Borgerligt demokrati indskrænkede sig til den formelle udvidelse af politiske rettigheder og friheder, såsom forsamlingsretten, foreningsretten og pressefriheden, til alle borgere. Men i virkeligheden har den administrative praksis og frem for alt den økonomiske trældom af de slidende under det borgerlige demokrati altid gjort det umuligt for de slidende at gøre nogen udstrakt brug af disse rettigheder og friheder.

Tværtimod giver det proletariske demokrati, i stedet for formelt at gøre krav på rettigheder og friheder, faktisk primært og hovedsagelig til de klasser af befolkningen, som er blevet undertrykt af kapitalismen, nemlig proletariatet og bønderne. Til dette formål eksproprierer den sovjetiske regering bourgeoisiet fra bygninger, trykkerier, papirlagre osv. og stiller dem til fuldstændig rådighed for arbejderne og deres organisationer.

Sovjetunionens Kommunistiske Partis opgave er at trække stadig bredere masser af den arbejdende befolkning ind i nydelsen af ​​demokratiske rettigheder og friheder og at udvide de materielle muligheder herfor.^[1]«

Krigen i Ukraine har sat spørgsmålet om socialisme helt på spidsen – i denne krig er det enten socialisme eller barbari. Og ligesom at kampen mod krig hænger uløseligt sammen med kampen for socialisme, hænger kampen for rigtig ytringsfrihed uløseligt sammen med spørgsmålet om socialisme.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Fodnoter
^[1] The 1919 Lenin Program of the CPSU (Bolsheviks) (Fall 1961) (marxists.org)