Klik her for at tegne abonnementDen 2. oktober kunne Berlingske Tidendes forside med flammeskrift afsløre: Marx er tilbage! Formålet med rubrikken var helt klart at chokere de ellers så magelige og konservative læsere af det traditionsrige borgerlige dagblad. Anledningen var en ny bog af akademikeren Søren Mau, der beskæftiger sig med Marx’ teorier. »Det kommunistiske spøgelse går igen på de danske universiteter,« advarede Berlingske, i lige dele forargelse og gru over, at nogen kunne finde på at stille spørgsmålstegn ved det bestående kapitalistiske system. CEPOS’ cheføkonom Mads Lundby Hansen gik to dage senere endda så vidt som at erklære, at et interview med føromtalte Mau i Politiken var det uhyggeligste, han havde læst i 16 år! Vi håber ikke, at stakkels Hr. Hansen fik maltbolchet galt i halsen eller på anden måde led overlast.
Men Berlingske og CEPOS gør ret i at være bange. Dog ikke for den håndfuld harmløse akademikere, som de sidste år har bygget en akademisk karriere på mere eller mindre lødige fortolkninger af Marx’ ellers glimrende værker. Den virkelige trussel mod Berlingskes og CEPOS’ verden kommer fra systemet selv. Det er ikke noget, der er svært at analysere sig frem til. Det er bare at åbne for nyhederne. For vores øjne ser vi et system, der er begyndt at forfalde på alle niveauer. Hold lige fast, for her kommer en opremsning af de massive problemer, kapitalismen står i her-og-nu, til ære for d’herrer Lundby Hansen og Co.:
I over to årtier har verdensøkonomien vaklet fra krise til krise, kun holdt oppe ved verdenshistoriens største pengepolitiske eksperiment og gældsætning på højere niveau end nogensinde før i historien. Der er spekulative bobler i alle aktivklasser.
Den internationale regelbaserede verdensorden, som så møjsommeligt blev opbygget af USA i efterkrigstiden, er smuldret, og protektionismen har taget dens sted. Globalisering er blevet afløst af handelskonflikter mellem de største lande og handelsblokke i verden, og verdens største økonomier står i spidsen: Kina og USA.
“Vinderen” af den kolde krig, NATO, er begyndt at gå i opløsning med en stadig større kløft mellem EU og USA. EU selv er noget længere fremme i opløsningsprocessen med først Brexit og nu endda risiko for handelskrig med Storbritannien, der i øvrigt er underdrejet af brændstofmangel. Og nu raser et åbent oprør fra det vigtigste østeuropæiske land i unionen, Polen, som nægter at underkaste sig EU-domstolen. De centrifugale kræfter i Europa er ved at splitte EU ad.
Det hele foregår på et baggrundstæppe af en international pandemi, som nok officielt er afblæst som samfundskritisk sygdom herhjemme, men som galoperer for fuld fart i størstedelen af verden. Milliarder har ikke adgang til vacciner, fordi vaccineproduktionen varetages af kapitalistiske virksomheder, som kun tænker i profit. Og den distribueres af nationalstater, som kun kerer sig om at komme bedre ud af sundhedskrisen end sine konkurrenter. Bogstaveligt talt dør millioner af mennesker omkring ørerne på os, mens Lundby Hansen og Co. kun har lovord tilovers for det nuværende system.
I Danmark får vi at vide, at det går så godt som aldrig før. De økonomiske eksperter lukker øjnene for den storm, der trækker op over verdensøkonomien, som også vil ramme Danmark. Allerede inden det sker, er landets sundhedssystem på randen af kollaps efter årtiers nedskæringer og fejlslagen sundhedspolitik. Tusinder har forladt deres arbejde på hospitalerne, fordi ressourcerne på ingen måde står mål med arbejdspresset. Regeringens seneste indgreb i sygeplejerskernes strejke har for mange sygeplejersker været dråben, der fik bægret til at flyde over, og endnu flere har sagt op. Og ingen har erstattet dem. Hvis pandemien igen får bare moderat fat herhjemme, kan det betyde meget hårde prioriteringer af, hvem der skal behandles, og hvem der skal dø.
Selv hjemmets fire vægge skælver. Mange har “tjent” på høje værdistigninger på boligmarkedet de sidste år, og endnu flere har sat sig i gæld til op over begge ører. Nu rammer inflationen, og dermed kommer før eller siden også rentestigninger – ren gift for en økonomi som den danske, som er blevet afhængig af nulrenter. I det hele taget stiger priserne, lønningerne følger ikke med, og forsyningskæderne er imploderet. Nå, ja, og så er hele verden og særligt Europa og Asien grebet af en energikrise på grund af årevis af manglende investeringer. Samtidig har verden kurs mod nogle af de værste scenarier for katastrofale klimaforandringer, som FN tidligere brugte som skræmmeeksempler. Trods verdensledernes højtidelige løfter og hensigtserklæringer i Paris var COP26 i Glasgow allerede erklæret dødfødt ved sin start.
Så kære Berlingske Tidende og CEPOS. Det er kapitalismens egen fallit, der dømmer den til døden, ligesom alle andre socioøkonomiske systemer, der er kommet før det. Alle blev de, som kapitalismen i dag, en bremse for udviklingen og måtte sprænges. Det er årsagen til, at Marx er tilbage. Hvad han forudså allerede for 150 år siden nægter I at se, selvom det finder sted foran næsen på jer. Tag en tudekiks. Marx er tilbage, og kapitalismen er fucked.
