I slutningen af Juli holdt den Internationale Marxistiske Tendens (IMT) verdenskongres. På grund af corona var det heller ikke i år muligt at samles fysisk. Verdenskongressen foregik derfor online, men var en kæmpe succes. Normalt samles 3-400 revolutionære fra hele verden i Italien, men fordi kongressen i år var online gav det mulighed for at mere end 2800 marxister fra mere end 50 lande deltage.
Kongressen startede med en diskussion af verdensperspektiv og de delegerede vedtog dokumentet “Verdensperspektiv 2021: en global revolutionær epoke er under forberedelse”. Titlen er dækkende for den vidtfavnende diskussion. Hovedpointen fra diskussionen var at den blindgyde som kapitalismen som system har befundet sig i længe er blevet yderligere forstærket af corona og at arbejdere og unge igen begyndt at træde ind på den internationale scene og har sat klassekamp på dagsordenen.
At kunne navigere i en omskiftelig situation kræver et solidt teoretisk fundament og kongressen lancerede derfor en kampagne til forsvar for marxistiske filosofi, dialektisk materialisme. Den dialektiske materialisme er en revolutionær filosofi, der giver en forståelse af de processer der foregår under overfladen og hvordan udvikling sker gennem modsætninger og spring. Den næste periode vil fokus være på at uddanne alle kammerater i IMT i den marxistiske filosofi.
Den sidste del af kongressen blev brugt på at diskutere hvilke opgaver perspektivet rejser for IMT og de nationale sektioner. Her rapporterede de fleste sektioner om imponerende vækst i den sidste periode. IMT er på globalt plan vokset med 43 procent siden starten af 2020 og nogle sektioner, som den amerikanske, er vokset med 87 procent. Det var dog samtidig klart for alle at denne imponerende vækst kun er første skridt. IMT er langt fra stort nok til at kunne spille en ledende rolle i klassekampen endnu. Opgaven er derfor alle steder at bygge organisationer med et solidt teoretisk fundament og rødder i arbejderklassen.
I Danmark havde Revolutionære Socialister, den danske sektion af IMT, besluttet at deltage samlet i verdenskongressen og vi mødtes mere end 40 danske marxister i en spejderhytte på Sjælland. Her så vi verdenskongressen sammen og fik derudover tid til en masse diskussioner og erfaringsudveksling udover almindelig hygge. Det blev tydeligt at RS er ved at udvikle sig udover at være en ren københavner-organisation, da der deltog både marxister fra Ålborg og Bornholm og mange andre steder. Verdenskongressen var en kæmpe inspiration og og gav fornyet energi til at fortsætte arbejdet med at bygge den revolutionære organisation i den virkelige verden. Vil du være med så kontakt RS!