Angela Merkel synger på sidste vers. Det samme gør den politiske stabilitet i Tyskland.
Netop nu er der valgkamp i vores sydlige naboland. Partierne og deres kandidater kæmper om at fremstå så attraktive som muligt og for at have de bedste løsninger på Tysklands problemer. Men valgkampen har i stedet blotlagt, at ingen af partierne har virkelige løsninger, da problemernes rod ligger i selve det kapitalistiske system.
Søndag den 26. september vil der blive afholdt rigsdagsvalg i Tyskland, som kan blive afgørende for, hvem der vil efterfølge Angela Merkel i kanslerembedet. Kanslerposten er den mest magtfulde position i det politiske system i Tyskland. Angela Merkel har besat kanslerembedet i 16 år, og hun har dermed mange års erfaring med at sikre den tyske kapitalistklasses interesser i Europa og i resten af verden. Under hendes styre lykkedes det ofte at afbøde eller undgå de værste negative konsekvenser for den tyske kapitalistklasses økonomiske magtposition i Europa, om det så var flygtningekrisen, Trump eller COVID-19 pandemien.
I mange tilfælde kom den tyske økonomi helskindet igennem disse kriser, og ofte sågar stærkere end før. Men på trods af hendes ”fornuftige” – det vil sige i overensstemmelse med kapitalistklassens interesser – politik kunne hun ikke forhindre, at kapitalismens generelle krise efterlod dybe spor i den tyske kapitalisme. Et meget klart tegn på dette kan ses i den igangværende valgkamp i forbundsrepublikken.
Krise i CDU
De gamle borgerlige partier CDU og CSU (Kristendemokraterne), SPD (Socialdemokrater) og FDP (Liberale), som siden grundlæggelsen af forbundsrepublikken har skiftedes til at regere landet, står alle meget svagt. Merkels parti, CDU, fremstår på trods af den store tilbagegang i delstatsvalg og meningsmålinger stadig som »Europas mest stabile parti«. Gennem coronapandemien kunne CDU også vinde lidt opbakning på baggrund af at være det regeringsbærende parti; en politisk tendens, vi også så i andre lande såsom i Danmark. Men i realiteten er det kun en meget tynd og overfladisk politisk stabilitet.
Partiet blev siden coronakrisens begyndelse ramt af den ene skandale efter den anden. Der var en række korruptionsskandaler, som miskrediterede CDU. For eksempel den såkaldte maskeaffære, hvor flere højtstående CDU-medlemmer fik enorme pengesummer fra virksomheder til gengæld for at skaffe dem sundhedsministeriernes kontrakter på indkøb af store mængder mundbind. CDU er desuden særdeles upopulær blandt unge, som kun har kendt til 16 år med tilbagegang og forringelser under deres ledelse, og kan derfor næppe se frem til en øget tilslutning i fremtiden. CDU´s kanslerkandidat, den nuværende ministerpræsident af Tysklands mest folkerige delstat Nordrhein-Westfalen, Armin Laschet, blev valgt af partikongressen ud fra forhåbninger om, at han kunne vinde opbakning ved at blive set som en ”landsfader” ligesom Merkel blev set som ”Mutti”. Selvom Laschet var i stand til at vinde et flertal af CDU-medlemmernes opbakning, anses han generelt som en af de mest usympatiske CDU-kanslerkandidater nogensinde. Det er derfor højest tvivlsomt, at han vil kunne vinde den samme generelle opbakning som Merkel.
SPD & Die Grünen
SPD ligger i meningsmålingerne på omkring 15% af stemmerne. Det er et historisk lavpunkt for partiet, som mellem 1998 og 2005 besad posten som forbundskansler. SPD’s egen kanslerkandidat, den nuværende finansminister Olaf Scholz, er særdeles upopulær. Ikke kun står han for en stram nedskærings- og besparelsespolitik, men han er ligesom toppen af CDU også blevet miskrediteret af hans involvering i egne korruptionsskandaler. Han var også Hamborgs borgmester under G20-mødet i 2017, hvor han trods massive mængder videodokumentation af politivold mod demonstranter tog politiet i forsvar og afviste alle anklager om politivold.
Men på trods af, at de traditionelle etablissementpartier står så svagt, er det ikke rigtig lykkedes for nye partier at vinde frem. I en periode i starten af valgkampen så det ud, som om Bündnis 90/Die Grünen (De Grønne) kunne vinde valget. De Grønne fik enorm opbakning i meningsmålingerne og lå på nogle tidspunkter til at få flere stemmer end CDU. De Grønne havde i starten af sin grundlæggelse i 1980’erne en stærk miljøaktivistisk orientering, og mange medlemmer betegnede sig selv som venstreorienterede og endda socialister. Men da partiet i 1998 til 2002 var i forbundsregeringen sammen med SPD under forbundskansler Gerhardt Schröder, agerede partiet som kapitalismens mest standhaftige forsvarer og lagde stemmer til ethvert angreb, som kapitalejerne havde behov for, mod arbejderklassen eller miljøet.
Det har ikke ændret sig sidenhen, hvilket tydeligt afspejles i den politik, De Grønne fører i diverse delstatsregeringer. De Grønnes kanslerkandidat, Annalena Baerbock, repræsenterer den mere konservative, erhvervsvenlige fløj af partiet. Selvom om hun vandt frem i begyndelsen af valgkampen, hvor mange primært stemte på hende, fordi hun virkede sympatisk og menneskelig, er hun nu gået stærkt tilbage i de seneste meningsmålinger. Det skyldes både personlige skandaler, såsom at hun havde skjult sideindtægter, og at hun havde løjet om hendes CV, men den faldende støtte skyldes også hendes partis valgprogram. Hendes forslag om indførelsen af nye skatter i miljøets navn, eksempelvis et infrastrukturprogram, som skal betales med arbejdernes skattekroner, og en favorisering af dyre elbiler i stedet for udbygningen af den offentlige transport, er alle sammen forslag, som ikke har vundet særlig meget opbakning. Tværtimod er forslagene, der forsøger at placere regningen for klimakrisen på arbejderklassens skuldre, blevet mødt med modstand. En del af De Grønnes tidligere succes kan desuden forklares med, at mange unge vælgere ikke var fuldt bevidste om De Grønnes ”realpolitik”, men nærede forhåbninger til, at partiet faktisk ville føre en seriøs klimapolitik.
Ustabiliteten og usikkerheden omkring det tyske valg reflekterer en dybereliggende krise i tysk kapitalisme. Årtiers angreb og nedskæringer har ramt Tysklands arbejdere og unge hårdt og har miskrediteret hele det politiske system og borgerskabets traditionelle magtpartier. Under overfladen har en proces med polarisering og radikalisering fundet sted, især blandt unge, som aldrig har oplevet, at det nuværende system eller dets partier leverer forbedringer. Valget til september bliver derfor langt fra business as usual, men kommer til at indlede en ny periode i tysk kapitalisme karakteriseret af den samme politiske ustabilitet, som allerede har slået igennem i de fleste europæiske lande.
Hvilken vej frem?
Selvom om borgerskabets partier alle står svagt og har mistet opbakningen blandt store dele af befolkningen, eksisterer der ikke et parti på venstrefløjen, som er i stand til at udnytte krisen i det politiske system. Die Linke, Tysklands største venstrefløjsparti, bliver mere og mere en kopi af SPD og beskæftiger sig kun med parlamentspolitik i stedet for at forbinde sig med arbejderklassen og dens kampe. Desuden er partiet splittet mellem en fløj, som mere og mere fortaber sig i identitetspolitik, og en fløj, som har købt ind på den fejlagtige ide om, at det er nødvendigt med en hård udlændingepolitik for at vinde opbakning. Det er derfor ikke nogen overraskelse, at Die Linke er dalet i meningsmålingerne og for nylig er gået tilbage i en række delstatsvalg, hvormed det er en realistisk mulighed, at Die Linke til september falder under spærregrænsen på 5% til det tyske parlament.
Udviklingen viser mere end alt andet, at der er behov for et stærkt arbejderparti i Tyskland, som er i stand til ikke kun at forsvare arbejderklassen mod de kommende angreb og gennemføre en miljøpolitik, som er i arbejderklassens interesse, men som også er i stand til at lede arbejderklassen i en fremtidig revolution til en erobring af magten.
