Billede: Søren AndersenHistorien om Jeanette Astrup er en af de seneste eksempler på arbejdsgivernes offensiv på arbejdspladserne, hvor de forsøger at knække arbejderklassens organisering. Det er på tide at sætte foden ned.
Historien starter i begyndelsen af 2019, da Jeanette blev ansat som produktionsmedarbejder i firmaet Tier1 Asset A/S, og hun går i gang med at overenskomstsikre og organisere sine kollegaer. Virksomheden ligger i Lillerød og modtager gamle computere, rengør dem, fjerner al data og sender dem videre, så de kan blive genbrugt. Da hun begyndte i virksomheden var arbejdsforholdene langt fra de bedste:
»Der var ingen overenskomst, og tingene var meget anderledes. De havde eksempelvis en omvendt fremmødebonus, som betød, at jo mere fravær du havde, jo mere blev du sat ned i timeløn.« forklarer Jeanette.
Hun beslutter sig for at virksomheden skal have ordentlige løn- og arbejdsforhold. Sammen med den lokale fagforening 3F Nordsjælland Øst begynder hun derfor at arbejde for, at virksomheden tegner en overenskomst.
Efter lidt mere end et år lykkedes det i april 2020, at få virksomheden til tegne overenskomst. Kollegerne vælger to tillidsrepræsentanter, en til hver afdeling, og Jeanette er en af de to valgte. Så langt så godt. Men så begynder problemerne.
Force majeur
Efter corona-nedlukningen i marts 2020 ændrer ledelsen i Tier1 Asset vagterne, så der er et daghold og et aftenhold. Arbejderne på aftenholdet får dog ikke det aftentillæg, som de er berettiget til ifølge overenskomsten. Dette påpeger Jeanette overfor ledelsen.
Jeanettes chef fortæller, at hendes kolleger ikke får aftentillæng fordi virksomheden påberåber sig ‘force majeure’ med begrundelse i corona-situationen som, de påstår, har sat virksomheden i en svær økonomisk situation. ‘Force majeure’ er et punkt indbygget i kontrakter, som kan fritage en eller begge parter fra at overholde aftalen i ekstraordinære situationer.
Firmaet undskyldte sig med, at de står i en hårdt presset økonomisk situation. Men det passer simpelthen ikke. Mens virksomheden havde et overskud på 1,8 mio. kr. i regnskabsåret for 2019, så var det overskud i 2020 vokset til 4,6 mio. kr. Det skyldes, at der er gang i en etablering af hjemmekontorer over hele Europa. Kort efter, at Jeanette påpeger den manglende betaling af tillæg bliver en HR-manager ansat til at hjælpe ledelsen – Helt tomt på kistebunden kan der ikke have været.
Jeanette ringer til fagforeningen, og dér er der ingen tvivl om, at kollegerne skal have deres tillæg. Jeanette påpeger det overfor ledelsen igen, men de gør intet, og deres taktik virker til at være at trække tiden indtil, det går i sig selv igen.
Kan vi spise jer af med en bonus?
Men Jeanette holder fast, og bliver ved med at påpege det overfor ledelsen, og sidst på sommeren 2020 sender hun sammen med fagforeningen kravet til ledelsen på skrift. Direktøren bliver rasende fordi, han påstår, at der er en fælles aftale mellem virksomheden og de to tillidsrepræsentanter – hvilket ikke er rigtigt.
Da virksomheden nægter at leve op til kravene i overenskomsten, bliver der indkaldt til lokale forhandlinger mellem virksomheden, tillidsrepræsentanterne og fagforeningen. Lige pludselig er argumentet fra ledelsen, at det ikke er fair, at det kun er aftenholdet, som skal have en bonus. De vil i stedet give alle medarbejderne 2.300 kr. i en bonus.
Jeanette og den anden tillidsrepræsentant forklarer, at det må ledelsen hjertens gerne, men at det ikke handler om en bonus for aftenholdet: Det handler om deres overenskomstmæssige løn, og de to ting ikke har noget med hinanden at gøre. Virksomheden skylder arbejderne på aftenholdet omkring 8.000-9.000 kr. per arbejder, hvilket er langt mere end den bonus, som firmaet lige pludselige har tryllet op af hatten.
Der bliver ikke opnået enighed til de lokale forhandlinger, og der bliver indkaldt til mæglingsmøde med repræsentanter fra Dansk Industri og forbundet 3F i slutningen af november.
Dummebøde
I den her periode kører ledelse hårdt på Jeanette, og forsøger tydeligvis at stresse hende med skriftlige advarsler og mundtlige påtaler for petitesser. Til mæglingsmødet giver virksomheden sig langt om længe, og betaler det manglende aftentillæg. Det kunne have været slutningen på historien.
Men ledelse har lidt et bitter nederlag, og har ingen interesse i, at arbejderne har en tillidsrepræsentant, der faktisk kæmper for ordentlige forhold og står fast. De vil af med Jeanette.
Efter mæglingsmødet holder Jeanette og den anden tillidsrepræsentant møde med ledelsen: »Her siger direktøren, at 3F har tvunget virksomheden til at betale en dummebøde. De vil nu sige til arbejderne, at de havde tænkt sig at give en bonus til alle, men det nu kun er aftenholdet, der får noget. Det er selvfølgelig ikke rigtigt og firmaet kunne blot have givet en bonus til resten, hvis de ville det.« fortæller Jeanette.
I slutningen af november er Jeanette sammen med de andre tillidsvalgte på kursus. Da de kommer tilbage på arbejde igen, er der pludselig en kollega, som kræver, at der skal være nyvalg til posterne som tillidsrepræsentanter, fordi vedkommende er utilfreds med Jeanette. Hun får en snak med kollegaen. De aftaler, at Jeanette får en chance for at forbedre sig, og at de derfor dropper valget. Men ligesom der kommer ro på sagerne, blander ledelsens nye HR-manager sig: »De har ret til et valg, og der kommer til at være et valg!« slår HR-manageren fast, på trods af, at ledelsen ikke har nogen ret til at blande sig i arbejdernes valg af tillidsvalgte.
Ledelsen presser valget igennem, og Jeanette taber stort. Hun finder bagefter ud af, at ledelsen har spredt en løgnehistorie blandt arbejderne om, at virksomheden havde en stor pose penge de ville dele ud til alle i form af bonusser, men alene på grund af Jeanette er det kun aftenholdet, der får noget.
Ledelsen får vippet Jeanette af pinden som tillidsrepræsentant, men det er ikke nok for dem. De vil statuere et eksempel.
Bliv hjemme hvis du er syg – men ikke for meget!
»I hele 2020 får vi blæst ørene fulde af, at vi skal blive hjemme, hvis vi har nogle sygdomssymptomer, på grund af corona« forklarer Jeanette. Men det er ikke andet end tomme ord.
Hun er syg nogle dage i november og i starten af december, hvor coronasmitten topper. På trods af formaningerne om at være forsigtig, og at man ikke skal tage sygdom med på arbejde, så får Jeanette efter sygedagene i december en skriftlig advarsel om, at hun har for meget sygefravær.
I det nye år falder hammeren. En mandag i januar 2021 er Jeanette syg, og dagen efter får hun en fyreseddel. Det er ikke nok for ledelsen, at de får vendt Jeanettes kollegaer mod hende, og får væltet hende som tillidsrepræsentant: De vil have sparket hende helt ud af firmaet, og sende en klar advarsel til andre, som kunne finde på at lave “ballade”, altså kæmpe for ordentlige løn- og arbejdsforhold. Med Jeanette er fire arbejdere, som alle var organiseret i 3F, blevet fyret på fire måneder.
Set i bakspejlet er der mange ting, som Jeanette har lært, og hun vil særligt give et råd videre til andre nye tillidsrepræsentanter:
»Sørg for at få stablet en faglig klub på benene med det samme, for det er så vigtigt, at du har dine kollegers opbakning. En faglig klub er et forum udelukkende for dig og dine kollegaer, hvor I kan diskutere de daglige udfordringer, og er derfor et uvurderligt værktøj for enhver tillidsrepræsentant.« forklarer Jeanette.
Sætte foden ned
Jeanettes historie er desværre langt fra unik. Mens arbejdere landet over har lagt sig i selen og stået i frontlinjen under pandemien, så har arbejdsgivernes såkaldte samfundssind været fraværende. Alt imens de med den ene hånd har raget gratis penge til sig fra regeringens kompensationsordninger, så har de med den anden ført en krig på fabriksgulvet for at blive “mean and lean” i den tiltagende internationale konkurrence.
Det har først og fremmest betydet en krigserklæring mod arbejdernes organisering ved at gå efter tillidsvalgte. Vi skrev allerede i det tidlige efterår om en bølge af fyringer af tillidsvalgte. I de seneste måneder har der været de markante sager i skraldefirmaet Remondis og sagen om de to bygningsarbejdere på Storstrømsbroen, som blev fyret og sendt hjem til Portugal efter de stillede op som tillidsmænd. Men der er også alle de sager som Jeanettes, der normalt går under radaren, og ikke bliver bemærket eller får opmærksomhed. Hver gang et af disse angreb lykkes, giver det den samlede kapitalistklasse mere blod på tanden til at fortsætte samme taktik.
Det er på tide at sige fra. Det er et positivt første skridt, når eksempelvis faglige klubber sender deres støtte til tillidsfolk, som er under angreb. Men det er klart, at støtteerklæringer i sig selv ikke stopper arbejdsgiverne. Der må sættes hårdt mod hårdt.
Dette er ikke blot angreb på enkelte arbejdspladser, men noget der finder sted landet over. Derfor ville et nationalt tillidsmandsmøde være det næste naturlige skridt, hvor det diskuteres hvordan arbejdsgivernes offensiv stoppes. Her ville det være oplagt at give hinanden håndslag på hjælp, eksempelvis i form af blokader og sympatikonflikter, når en tillidsvalgt er under angreb.
Hvis der ikke blive sat en fod ned, så vil arbejdsgiverne fortsætte deres offensiv. Vi kan ikke tolere ét eneste angreb mere: Et slag mod én er et slag mod alle! Stop arbejdsgivernes angreb på arbejderklassens organisering!
