Hent Digital Revolution som pdf her!LEDER: 14. april vil statsministeren formentlig begynde en trinvis åbning af det danske samfund. De fleste håber og tror at det vil betyde en gradvis tilbagevenden til den verden, vi kender. Men åbningen af samfundet er som at åbne pandoras æske hvad angår smittespredning og økonomisk krise. Spørgsmålet om hvem økonomien er til for, presser sig på.
Dansk erhvervsliv har lagt massivt pres på regeringen for at få afsluttet den lockdown som landet er i. De vil til at tjene penge igen, koste hvad det vil, og det er dem, ikke repræsentanter for de politiske partier, som siden den 1. marts har siddet med i regeringens centrale krisestyringsorgan Den Nationale Operative Stab. Den 30. marts fik de det, som de ville have det. Statsministeren ville, fortalte hun, på baggrund af de stagnerende tal for antallet af indlæggelser, arbejde hen mod at lempe restriktionerne gradvist efter påsken. Der gik uden tvivl et lettelsens suk gennem mange dagligstuer. Endelig kan vi se lys for enden af tunnelen. Endelig tilbage til en almindelig tilværelse.
[Hent Digital Revolution som pdf her!]
Den forjættede flokimmunitet
Men lyset for enden af tunnelen kan meget vel vise sig at være lyset fra et modgående godstog. En voldsom økonomisk krise er over os, og epidemien er, ifølge sundhedsmyndighederne, på ingen måde færdig med at hærge. Den er bare sat på pause. Smitten er i samfundet og formentlig langt fra de magiske 60%, som skulle give såkaldt flokimmunitet. Mange tror, under påvirkning fra den optimistiske rapportering i massemedierne, at fordi kurven knækker nu, så er epidemien ved at være overstået. Men som Statens Serum Institut skrev i onsdags forsøger man ikke at stoppe epidemien, men at få den under kontrol:
”Teoretisk kan en epidemi enten komme under kontrol, fordi befolkningen opbygger immunitet, eller fordi smittetrykket reduceres på grund af adfærdsændringer og anden epidemikontrol. Det vurderes, at faldet i Danmark kan tilskrives, at befolkningen har ændret adfærd som følge af de råd der er givet fra sundhedsmyndigheder og de tiltag, som regeringen har sat i værk. Vi er stadig for tidligt i epidemien til, at immunitet spiller en væsentlig rolle.” Med andre ord: Antallet af folk der smittes samtidig (smittetrykket) kan reduceres og forsøges kontrolleret, men flokimmunitet kommer vi ikke udenom. Spørgsmålet er hvor hurtigt og derfor i hvor høj grad sundhedsvæsnet kan følge med, samt om immuniteten opnås ved smitte eller en fremtidig vaccine.
I teorien kunne myndighederne vælge at lade samfundet være lukket ned som nu indtil en vaccine er fundet. Men det kan tage et halvt til et helt år, hvorefter dansk kapitalisme ikke eksisterer.
Sundhedsmyndighederne kører derfor de facto efter en strategi om at opnå flokimmunitet gennem kontrolleret smittespredning, omend de ikke kan lide at kalde det “en strategi”. At det er politisk uacceptabelt at kalde kontrolleret smitte af befolkningen en strategi, fik faglige direktør for Statens Serum Instituts infektionsberedskab Kåre Målbak at føle.
Men om ordet ‘flokimmunitet’ bruges som strategi eller “begreb fra infektionsepidemiologien” som Kåre Målbak måtte præcisere, ændrer ikke på virkeligheden. Det er bare ord. Omkring 60% af befolkningen skal ifølge myndighederne immuniseres, før eller siden. Skal det ske gennem smitte, så vil det altså primært ramme den del af befolkningen, der ikke kan arbejde hjemmefra: butiksassistenter, pædagoger, industri- og bygningsarbejdere osv.: Arbejderklassen. Det betyder tusinder af dødsfald over denne periode – den være sig lang eller kort – og mange flere skal gennem respiratorforløb. Ifølge de dystre beregninger fra ing.dk kan man forvente mellem 10.000 og 20.000 døde.
For at mængden af folk der bliver syge samtidig, ikke skal overvælde det udsultede sundhedsvæsen, hvilket vil få overdødeligheden til at stige markant, som vi ser det i Spanien og Italien, er det myndighedernes strategi, at smittespredningen trækkes ud over længere tid. Den skal følge hvad der er blevet døbt “den grønne kurve”. Det betyder (i mangel på en vaccine) en langvarig periode hvor regeringen risikerer hele tiden at skulle skrue op og ned på aktiviteten i det danske samfund, for at matche sundhedsvæsenets kapacitet indtil de ca 60% er nået.
Catch 22
En langvarig periode med restriktioner vil have voldsomme negative konsekvenser for økonomien. For hvilken kapitalist vil investere i en så usikker situation? I nogle uger har de danske kapitalister accepteret behovet for en nedlukning, mod klækkelig kompensation. Men det er yderst tvivlsomt om de vil acceptere et år til halvandet, hvor der hele tiden skrues op og ned for aktiviteten. Det er for dem et spørgsmål om kroner og ører.
Hvis vi tager sundhedsmyndighedernes egne udtalelser til troende, står regeringen altså i en klassisk catch 22-situation: Få overstået epidemien hurtigt a la Italien (med et kollaps i sundhedsvæsnet og titusindvis af døde til følge) eller træk smittespredningen ud og lad økonomien fortsætte med at bløde i større eller mindre grad som nu.
Historisk krise
Dansk kapitalisme er allerede i knæ. Ikke bare har store dele af den økonomiske aktivitet i Danmark været lukket ned, hvilket formentligt har resulteret i det hurtigste fald i BNP nogensinde, men de internationale markeder er også kollapset. Det vil have store konsekvenser for dansk økonomi på længere sigt. Eksporten udgør over halvdelen af Danmarks BNP og 800.000 job er direkte eller indirekte afhængige af eksport.
Danmarks Nationalbank forudser et fald i Danmarks BNP i 2020 på mellem 3 og 10 procent. Det værste år under den såkaldte finanskrise (2009) så et fald på 4,9%. Derfor kaster regeringen i disse dage alt, hvad den kan efter den private sektor, med den ene redningspakke efter den anden.
Hundredvis af milliarder vil blive hældt ned i et sort hul, i et forsøg på at holde hånden under et utal af virksomheder som, uden statslige midler betalt af arbejderklassen, ville gå fallit. Hundredvis af milliarder som kunne være brugt på sygehuse, grøn omstilling og alle de andre sociale behov, skal nu gå til at redde kapitalismen og sikre den herskende klasses kapital.
Hvem betaler?
Arbejderklassen, som i dag bøder med fyresedler, vil blive bedt om at betale med afvikling af de sidste universelle velfærdsrettigheder. Regningen efter krisen i 2008-09 vil være vand i sammenligning.
Men måske vi skulle stoppe op en gang og tænke os om? I normale tider må arbejderklassen bøje sig for markedet og tage fyresedlen når “den usynlige hånd” dikterer det. Hvis en arbejder udenfor A-kasse har mere end 10.000 kr på kontoen bliver vedkommende bedt om at bruge dem først, inden der bliver givet støtte. Men nu, når det er kapitalisternes ejendom det gælder, så kræver de at få uhindret adgang til statskassen.
Vi får at vide, at vi skal stå sammen og vise samfundssind. Læger, sygeplejersker, studerende og pensionister melder sig frivilligt og risikerer liv og førlighed for at hjælpe. Arbejderklassen tager slæbet. Længere oppe i hierarkiet ser det anderledes ud. De ti rigeste personer – vi gentager: personer – hvis virksomheder nu kræver ubegrænset adgang til statskassen, ejer tilsammen en formue på 458 mia, en kende mere end kontanthjælpsmodtagerens 10.000 kroner. Men det kunne aldrig falde staten ind at bede disse folk om først at bruge deres enorme formuer, inden de får statsstøtte, eller påpege at virksomhederne der har høstet rekordoverskud de senere år skulle have lagt noget til side. Et argument som de arbejdsløse ellers ofte mødes med.
Hvis behov skal økonomien tilfredsstille?
Vi bør stille spørgsmålet: Hvis behov er det, at samfundsøkonomien, der køres af os alle, skal tilgodese? Det lille mindretal af kapitalejere eller samfundet, det store flertal? Samfundet har behov for et produktionsapparat og bevarelse af arbejdspladser. Hvis kapitalisterne ikke kan levere dette, så må staten overtage virksomhederne og køre dem videre under sikkerheds- og sundhedsmæssige forsvarlige forhold, kontrolleret af arbejderne selv, i stedet for at subsidiere kapitalistklassens profitjagt.
Danmark har et af verdens mest avancerede produktionsapparater, med gigantiske medicinalvirksomheder, stor medico-sektor og flere spritfabrikker. Og alligevel kan de ikke engang levere noget så lavteknologisk som håndsprit, værnemidler, testudstyr og respiratorer. Regeringen vil nu til at give markant højere straf for at stjæle en flaske håndsprit, der plejede at koste en 20’er. Men lad os være ærlige; det er ikke på grund af tyveknægte at der mangler håndsprit. Det er naturligvis fordi statens bureaukrati ikke har bekymret sig med hverken at opgøre lagrene eller beordre produktion af de pågældende samfundsnødvendige varer, ud fra en forvisning om, at det skulle markedet nok håndtere.
Det behøver ikke være sådan
Når regeringen begynder åbningen af landet om godt og vel en uge, vil det efterhånden vise sig, at krisen ikke begrænser sig til den periode, hvor landet er lukket ned. Tusinder af virksomheder som producerer samfundsmæssigt nødvendige varer og tjenester vil blive udraderet. De vil ikke lukke og deres arbejdere gå arbejdsløse, fordi der ikke er et behov for deres produkter. Heller ikke på grund af coronaepidemien, men på grund af “det frie marked”.
Isoleret og logisk set er der ingen årsag til, at produktionen af ikke-essentielle produkter ikke kan lukkes ned og arbejderne sendes hjem med fuld løn, indtil der er fundet en vaccine eller en anden forsvarlig løsning, hvorefter produktionen kan startes op igen. Men det er umuligt under kapitalismen, hvor produktionen ikke er planlagt, men udelukkende sker for profit: Ingen profit – ingen produktion. Fabrikkerne lukker, med gigantiske sociale følgevirkninger.
Når Statsministeren snart, skarpt kontrolleret af erhvervslivet, begynder åbning af landet, så betyder det altså ikke begyndelsen på enden. Det betyder enden på begyndelsen. På basis af kapitalismens frie marked vil den ellers kærkomne genåbning af samfundet være som at åbne pandoras æske. Kapitalismen er den virkelige sygdom der plager os.
