Navnet fascisme opstod i Italien i starten af 1920’erne ud af den bevægelse, som Benito Mussolini stod i spidsen for. Det fascistiske regime under Mussolini var et diktatur baseret på en massebevægelse blandt småborgerskabet. Det italienske småborgerskab kunne vindes til fascismen efter, at det i flere omgange havde fulgt arbejderklassen i en revolutionær bevægelse. Men disse revolutionære bevægelser led på grund af ledelsens reformistiske karakter nederlag. Det banede vejen for, at det ruinerede og desperate småborgerskab søgte efter en anden vej til at løse dets problemer, og fascismen kunne vinde masseopbakning.
Fascismen vandt småborgerskabet over til sig ved hjælp af en anti-kapitalistisk demagogi rettet mod storkapitalen og det bestående. Men fascismen tjener i realiteten storkapitalens interesser. Selvom Mussolini og Hitler havde en vis selvstændighed fra kapitalisterne og tog skridt, der ikke altid var i overensstemmelse med kapitalisternes direkte interesser, så var hovedsagen, at fascismen sikrede kapitalismens fortsatte eksistens, og at de fastholdt kapitalisternes ret til at tjene profit.
Fascismens vigtigste funktion er at tilintetgøre enhver rest af revolutionær energi blandt arbejderklassen og knuse arbejderklassens organisationer ved at udrydde de mest aktive lag fysisk og undertrykke ethvert tiltag til arbejdernes selvstændige organisering.
Fascismens opbakning blandt småborgerskabet svandt relativt hurtigt ind, da det indså regimets sande karakter. Det betød også, at Mussolinis diktatur og de andre senere fascistiske diktaturer efterhånden overgik til at være militære, bonapartistiske diktaturer i stedet, dvs. diktaturer, der regerer alene gennem statsapparatets undertrykkelse og vold uden en reel social base i samfundet og derfor et langt svagere regime.
I dag er der mange på venstrefløjen, der giver alt reaktionært betegnelsen fascisme; men ikke alt, der er reaktionært, er fascistisk. Fascismen er en massebevægelse baseret på et mobiliseret småborgerskab, der rettes mod at udrydde arbejderklassens selvstændige organisering. Præsidenter som Bolsonaro og Trump er uden tvivl reaktionære, og i hvert fald Bolsonaro nærer sandsynligvis også et ønske om at stå i spidsen for et fascistisk diktatur; men han har på ingen måde styrken eller den sociale base til at gennemføre en nedslagtning af arbejderklassen. Tværtimod er både Bolsonaro og Trump blevet mødt af massive protester.
At fascismen kunne komme til magten, skyldtes ikke så meget, at fascismen vandt, men nærmere, at arbejderklassen tabte uden kamp, fordi dens ledelse ikke var parat til at vise en vej frem og omstyrte kapitalismen. Det er en lektie for i dag, at den største fare for fascisme udgøres af en arbejderbevægelse, der ikke er parat til at tage sin opgave seriøst og forberede sig på sin historiske opgave med at lede arbejderklassen til sejr. Den bedste vej til at forhindre og bekæmpe fascismen er ved at bygge en ledelse, der kan lede arbejderklassen til en sejrrig revolution.
