Dagen for Brexit, den 29. marts, nærmer sig med hastige skridt. Efter to års forhandlinger er der stadig ikke nået nogen aftale, og et kaotisk Brexit, hvor Storbrittanien må forlade EU uden en aftale, kan meget vel blive en realitet.
Udsigten til en no-deal exit fra EU skaber panik blandt de store britiske virksomheder. “Virksomheder risikerer at blive hængt til tørre”, bemærkede Adam Marshall, generaldirektør for det britiske handelskammer, en af de førende stemmer for de britiske kapitalister.
Den herskende klasse er ved at blive trætte af Theresa May og hendes evindelige udskydelse af en beslutning, som kun øger usikkerheden og ustabiliteten for britisk kapitalisme. Kapitalisterne ønsker forsikringer om, at Storbritannien ikke vil forlade EU uden en aftale den 29. marts. Men det kræver et alternativ, og det har May ikke været i stand til at finde indtil nu.
Den aftale, hun omhyggeligt havde fået forhandlet på plads med EU, blev den 15. januar stemt ned af det britiske parlament med 432 stemmer mod 202. Med et nederlag på mere end 230 var det, det største nederlag til nogen britisk premierminister i 100 år.
De konservative splittet
Theresa May befinder sig som en lus mellem to negle. På den ene side er EU-forhandlerne i Bruxelles fast besluttede på, at der ikke vil komme flere indrømmelser. På den anden side står Theresa May overfor hardliner brexit-tilhænger fløjen i hendes eget parti, der er imod nogen form for aftale, der ikke indbefatter, at Storbritannien forlader EU helt og aldeles. Store dele af hendes parti bruger brexit som en måde at mele sin egen kage og har ingen intention om at hjælpe May med at finde en løsning. Hardline brexit-tilhængere som Jacob Rees-Mogg og Boris Johnson vil ikke acceptere en aftale med det irske backstop – en forsikring om at undgå en hård grænse mellem Irland og Nordirland, et krav som EU på den anden side har opsat som en betingelse for at indgå en aftale.
Theresa May, og den herskende klasse som hun repræsenterer, står overfor en umulig situation: enten mister de kontrollen med det Konservative parti, britisk kapitalismes historiske forsvarere, eller også mister de kontrollen med situationen. Krisen hos de Konservative er et tegn på den afgrundsdybe krise som britisk kapitalisme befinder sig i, og som kun vil blive endnu dybere i den næste tid.
Splittelse i Labour
Splittelsen har ikke kun ramt de Konservative men også Labour. Den 18. Februar meddelte 7 parlamentsmedlemmer fra Labour, at de forlod partiet og blev uafhængige under navnet “Independent group”. De fik følgeskab af flere andre parlamentsmedlemmer også fra de Konservative, og gruppen er i skrivende stund oppe på 11 fra begge sider af parlamentet.
Parlamentsmedlemmerne fra Labour var alle fra partiets blairite-højrefløj, der er arge modstandere af Jeremy Corbyn. Deres argumenter for at melde sig ud var forskellige fra person til person. For prominente modstandere af brexit som Chuka Umunna var hovedbegrundelsen, at Labour nægtede at støtte en ny folkeafstemning om brexit. Men disse varierende begrundelser er i virkeligheden et dække for en langt mere omfattende antagonisme: mellem på den ene side de store virksomheder og imperialismen, som disse højrefløjsfolk tjener, og på den anden side Labours medlemmer og arbejderklassen, som disse folk er valgt til at repræsentere.
Independent Group viste sit sande ansigt, da de gav Corbyns ”fjendtlige indstilling overfor virksomhederne” som en begrundelse for at forlade partiet. Men det afslører, at de langt fra er “uafhængige” – de er en kapitalistisk tendens, der har fungeret som en organiseret tendens i partiet i mange år. De har konsekvent støttet den Konservative regerings nedskæringer og imperialistiske politik og har arbejdet tæt sammen med konservative parlamentsmedlemmer i en kampagne for en ny afstemning om brexit i stedet for en kampagne for en Labour regering.
Der er stadig mange parlamentsmedlemmer tilbage fra denne fløj i Labour, og i den kommende periode vil vi se en langsom udsplitning fra disse lag, så de kan skabe maksimal skade på partiet. Det er en fløj, der har ført en intern krig i partiet mod Corbyn, siden han blev valgt. De kan ikke acceptere den venstredrejning i partiet, med hundredetusindvis af nye medlemmer, som Corbyn er udtryk for. De vil hellere se et ødelagt parti, end at Corbyn kommer til magten på et venstreorienteret program. Det er sigende, at flere af disse blairites forlod partiet, da de stod overfor mistillidsafstemninger i deres lokale partiafdelinger. De nægter nu at opgive deres pladser i parlamentet, og dermed “by-elections” i deres valgkredse. Disse parlamentsmedlemmer, der forlod Labour på spørgsmålet om en ny folkeafstemning, nægter nu vælgerne i deres lokale valgkredse at bestemme, hvem der skal repræsentere dem i parlamentet.
Indrømmelser er ikke vejen frem
Den britiske herskende klasse har mistet kontrollen med begge de to store partier. De Konservative er ikke længere pålidelige repræsentanter for de store virksomheder og i Labour, der normalt bliver hevet ind på magten, når de Konservative er i krise, mister højrefløjen kontrollen til medlemmerne, der bevæger sig mod venstre. Den nye midterstrømning, Independent Group, repræsenterer etablissementets forsøg på at genvinde kontrollen. Gruppen bruges af den herskende klasse som et middel til at lægge pres på både May og Corbyn med trussel om flere udmeldelser, med mindre der tages skridt for at undgå et no-deal brexit eller helt at undgå brexit.
Begge ledere er bukket under for presset. May har lovet en række afstemninger i parlamentet, mens Jeremy Corbyn har annonceret, at Labour vil støtte en ny folkeafstemning, hvis ikke der kan opnås en “levedygtig” brexit aftale i Underhuset.
Men disse indrømmelser fra Corbyn vil ikke hjælpe – Labours højrefløj vil ikke blive tilfredse, før de har genvundet fuld kontrol over partiet. For hver lillefinger Corbyn giver højrefløjen, vil de kræve en arm. Det er sandsynligt, at forslaget om en ny folkeafstemning ikke vil kunne få flertal i parlamentet, og måske er det Corbyns håb, at hans nye linje vil forblive symbolpolitik, der vil tilfredsstille højrefløjen og få dem til at blive. Men beskeden til højrefløjen er den modsatte: jo mere I ter jer, jo flere indrømmelser får I.
Og en ny folkeafstemning vil intet gøre for at løse den krise, som britiske arbejdere og unge står overfor. I stedet vil en ny afstemning øge splittelserne i samfundet yderligere, og give de konservative tilhængere af brexit endnu mere ammunition i deres reaktionære, nationalistiske, chauvinistiske korstog. Labours støtte til en ny folkeafstemning vil ydermere være en kæmpe skuffelse for alle de arbejdere og unge, der stemte for brexit, fordi de var imod hele det politiske system og ønskede at give eliten en lærestreg.
Det eneste, der kan vise en vej ud af brexit-dødvandet og give en vej ud af kapitalismens blindgyde, er et nyt parlamentsvalg, og at en socialistisk Labour regering kommer til magten. Men højrefløjs-blairites har fra starten kæmpet imod dette mål. Derfor fører vores britiske søsterorganisation, Socialist Appeal en kampagne for genvalg af partiets kandidater, så det er Labours medlemmer, der bestemmer, hvem de vil have til at repræsentere sig i parlamentet og ikke som nu, hvor de gamle parlamentsmedlemmer bare kan fortsætte, så længe de vil uden nogen kontrol fra partiet og på trods af, at de bekæmper og underminerer ledelsen valgt af et flertal af partiets medlemmer.
Labours medlemmer må gentage kontrollen med Labour og på den måde sikre en Corbyn regering, der fører en politik til gavn for de mange og ikke de få – dvs. en socialistisk politik. Det kræver et opgør med britisk kapitalisme og deres politiske repræsentanter i både Tory-partiet og Labour. Den krise, som britisk kapitalisme befinder sig i, kan hverken løses indenfor eller udenfor EU. EU er et kapitalistisk foretagende for at beskytte og hjælpe de europæiske kapitalister, men et kaotisk brexit, eller for den sags skyld et “ordnet” brexit vil heller ikke skabe bedre forhold for de britiske arbejdere og unge. Den dybe krise som britisk kapitalisme befinder sig i, kan kun løses af de britiske arbejdere selv – de må “gentage kontrollen” over britisk politik og de vigtigste dele af britisk økonomi.
