Det er et genkommende fænomen, at prominente politikere skifter deres politiske embeder ud med topposter i private lobbyvirksomheder. Idet den nu afgåede konservative erhvervsminister, Brian Mikkelsen, har fået en stilling som administrativ direktør i lobbyorganisationen Dansk Erhverv, har debatten om den såkaldte ”gyldne svingdør” mellem Christiansborg og lobbyismebranchen fået nyt liv.
For mange er det næppe nogen overraskelse, at toppolitikerne og kapitalistklassen er uadskillelige. Dette er kun det seneste skud på stammen.
Ifølge en undersøgelse fra RUC i fagtidsskriftet Økonomi & Politik er der tale om en tiltagende udvikling. I perioden mellem 1987 og 2001 er der blevet ansat 35 ekspolitikere i lobbyismebranchen, mens i perioden 2001-2015 er det tal steget til 63: en stigning på 80 procent.
Brian Mikkelsen er altså langt fra den første minister, som øjensynligt indser, at hans evner bedre tjener kapitalistklassen i lobbyismebranchen. Blandt de øvrige findes navne som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) med stillingen som seniorkonsulent i Boston Consulting Group; tidligere finansminister Bjarne Corydon (S), som blev global direktør i konsulentfirmaet McKinsey; og tidligere fødevareminister Karen Hækkerup (S), som skiftede ministertaburetten ud med en direktørstol hos Landbrug og Fødevarer.
Den nye direktør for Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, udtaler sig også åbent om alliancen mellem Christiansborg og dansk kapitalisme. For ham er der ingen modstridende interesser: ”Det heldige er, at alle folketingspartierne gerne vil erhvervslivet.”
Og tallene peger på, at han har ret. ”Den gyldne svingdør” er kun ét synligt af de tusinde bånd, som binder toppen af dansk politik og erhvervsliv sammen.
Tilliden til politikerne er allerede i bund. Systemets legitimitet slår sprækker. Det er et problem for systemet, at dets håndlangere ikke længere omkostningsfrit kan udføre kapitalismens ”nødvendige politik”. For disse politikere er det også en trussel mod deres renommé og individuelle karrierer at skulle stå i spidsen for den løbende afvikling af velfærdsstaten og smadringen af arbejdere og unges vilkår. For dem er Folketinget ikke nødvendigvis en populær arbejdsplads over længere tid. Derfor tages svingdøren oftere i brug i disse år.
Men når rotterne springer fra den synkende skude, Christiansborg, for kun i stedet at tjene de samme klasseinteresser i den private sektor, virker det til med rette at forstærke politikerleden og afsløre det parlamentariske cirkus som det, det i virkeligheden er: kun et udvalg, der varetager den herskende klasses fællesanliggender.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]