Trotskisme er ikke noget andet end marxisme, men er marxismen anvendt i kampen mod den stalinistiske degenerering af Den Russiske Revolution. Trotskisme er lig med forsvaret af arven fra Oktoberrevolutionen, Bolsjevikkerne og Lenin. I dag er trotskisme lig med kampen for en socialistisk verdensrevolution.
Begrebet trotskisme er opkaldt efter Leon Trotskij, der sammen med Lenin stod i spidsen for Den Russiske Revolution i 1917. Da Lenin døde i 1924 var det Trotskij, der stod i spidsen for kampen mod Stalin og den bureaukratiske degenerering af revolutionen. Trotskij argumenterede for, at der var brug for to ting, hvis Rusland skulle udvikle sig til et socialistisk samfund: arbejderdemokrati og en international revolution.
Trotskismens forsvar for arbejderdemokrati var ikke af sentimentale grunde, men fordi en planøkonomi kun kan fungere, hvis den er demokratisk. Noget vi har set bekræftet efterfølgende med Sovjetunionen og de andre stalinistiske landes kollaps: jo mere kompleks økonomien blev, jo mere blev det bureaukratiske stalinistiske diktatur en bremse på den videre udvikling.
Forsvaret for demokratiet gælder ikke bare økonomien, men også den revolutionære bevægelse. Den stalinistiske degenerering satte sig igennem i hele den kommunistiske bevægelse, hvor ledere blev udpeget fra oven, og hvor den demokratiske debat var yderst begrænset. Det har intet at gøre med arven fra Bolsjevikkerne, hvor der var fuld frihed til diskussion og samlet handling, når flertallet havde truffet en beslutning.
Da stalinismen kom til magten i 1924, fremførte Stalin ”teorien” om socialisme i et land. Trotskij bekæmpede denne teori og argumenterede i forlængelse af Marx og Lenin for, at socialisme kun kan være international. Især i et tilbagestående land som Rusland var det umuligt at gennemføre socialisme isoleret. Det blev tydeligt ved Sovjetunionens sammenbrud, som Trotskij havde forudset, og som trotskisterne var de eneste, der kunne forklare.
I praksis har vi set, at stalinisterne i forskellige lande, lige siden Stalin kom til magten, har afsporet revolutionære bevægelser under dække af den såkaldte to-stadie teori: at underudviklede lande først må igennem et stadie med kapitalisme, før man kan gå over til andet stadie, socialismen. De stalinistiske kommunistpartier har derfor støttet alverdens såkaldt ”progressive” borgerlige. Det er en politik, der har haft katastrofale konsekvenser som i revolutionen i Iran i 1979, hvor Kommunistpartiet støttede Khomeni med argumentet om, at han var ”anti-imperialist”. Trotskisterne derimod baserede sig på Trotskijs teori om den permanente revolution og forklarede, at det netop er kapitalismen, der er problemet, og at borgerskabet ikke i noget land kan spille en progressiv rolle. Arbejderklassen kan kun stole på sin egen styrke og gennem revolutionær kamp lede de fattige bønder. I alle lande i verden er en socialistisk revolution det eneste, der kan løse de fundamentale problemer.
Det er hvad trotskisme er – revolutionær socialisme!
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 34, november 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
