Myten om ‘menneskets egoistiske natur’ er et af de mest hyppige argumenter der rejses mod socialismen, men det er heldigvis også et af de nemmeste at aflive.
Mange folk tror, at menneskeheden siden tidernes morgen har tænkt og ageret på samme måde – nemlig efter nogle få cementerede principper baseret på egeninteresse, der for evigt vil være uadskillelige fra vores eksistens. En sådan idé kun kunne ikke være længere fra virkeligheden.
I modsætning til denne statiske opfattelse, er den menneskelige natur og samfundet i virkeligheden, ligesom alt andet der indgår i naturen, i konstant forandring. Som Marx forklarede er det ”ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed.”, dvs. at vores sociale miljø bestemmer den måde vores tankegang formes.
Mennesker kæmpede sig til toppen af fødekæden, ikke ved at konkurrere imod hinanden i en konstant kamp om at ‘komme foran’, men ved at samarbejde. Alene er mennesket svagt og uden naturlige forsvars- og angrebsmidler. I den halve million år Homo Sapiens har eksisteret, har det derfor kun kunnet overleve gennem kollektivt arbejde. Kun igennem samarbejde var mennesket i stand til at kombinere deres resurser og gøre enorme fremskridt indenfor jagt, fiskeri, udvikling af arbejdsredskaber, jordbrug, tæmning af dyr osv. Det er først med klassesamfundets fremkomst, for få tusind år siden, og for alvor først med kapitalismens for få hundrede år siden, at egoisme og grådighed i modsætning til kollektivitet er trådt ind på scenen. Altså kun i en ubetydelig brøkdel af menneskehedens historie. Så hvis man på nogen måde skulle snakke om ”menneskelig natur”, så er det først og fremmest kollektivitet og samarbejde.
I 2017 kan man hurtigt komme til at tænke at vi alle bare er ‘individer’, men i virkeligheden er ethvert menneske afhængigt af tusinder, ja millioner af andre mennesker fra hele verden for at opretholde det liv vi lever. Kan et enkelt menneske fx konstruere en bil? Designe den, udvinde råstoffer på egen hånd, etablere en fabrik og ende med et færdigt produkt? Bare at stille sådan et spørgsmål afslører idéens absurditet. Og hvad med benzinen, vejene den skal køre på, mad til bilisten? Listen kunne fortsætte i en uendelighed. Det er tydeligt at under kapitalisme er alle indirekte forbundet igennem det globale marked og udveksling af varer.
Men hvis vi ikke er ‘individer’ hvorfor går alle så og tror det? Endnu engang er det vores betingelser der former vores tanker. Kapitalismen atomiserer samfundet i individer der slås for deres egen overlevelse. Hvis du ikke er ”egoistisk” i et vist omfang, altså først og fremmest sørger for dig selv og dine, men render og deler alle dine penge ud til fattige, så får du ikke selv noget at spise. Ydermere forklarede Marx og Engels at i ethvert samfund var de herskende idéer den herskende klasses idéer. Det vil sige at vi er omgivet af og bliver stopfodret med en kapitalistisk ideologi baseret på grådighed og konkurrence. At denne individuelle kamp er det bedste af alle verdener. Disse værdier er, naturligvis, kun til fordel for den ultra-rige kapitalistiske klasse.
Men samtidig findes der også en modtendens i kapitalismen. Ved kapitalismens fremkomst blev de atomiserede enkeltproducenter (bønderne) drevet fra deres jord og samlet i byerne, kastet ind i fabrikker og andre store arbejdspladser. Her producerer ingen det færdige produkt fra start til slut. Alle er blot en lille del af en samlet kollektiv proces. Samtidig lærte arbejderklassen gennem erfaring, at intet kan opnås individuelt, som en enkelt arbejder overfor arbejdsgiveren, men kun hvis man kæmper kollektivt, hvis man slutter sig sammen i fagforeninger og politiske partier. Denne modtendens inden for kapitalismen er grundlaget for den socialistiske kamp og i dag er langt størstedelen af befolkningen i de udviklede kapitalistiske lande lønarbejdere af den ene eller anden slags.
En af de største modsætninger i det kapitalistiske samfund er, at vi har social produktion – altså at ting er produceret i fællesskab med et enorm antal mennesker involveret, ligesom eksemplet med bilen – men at vi samtidig har privat ejerskab over produktionsmidlerne og dermed profitten fra denne produktion. Med andre ord producerer vi rigdom socialt, men overskuddet fra den produktion ender i de fås hænder. De der rent faktisk har forstand på produktionen af en vare og dem der møder op på arbejde hver dag for at tjene til dagen og vejen har ingen medbestemmelse over hvordan tingene skal foregå. Ligesom de heller ingen del har i de enorme profitter der ruller ind på ejernes konto.
Socialister vil gøre en ende på denne modsætning ved at have social kontrol over det der er socialt produceret. Den rigdom arbejdere producerer kunne bruges til at give lavere arbejdstid, bedre lønninger, bedre arbejdsvilkår, bedre sundhedssikring, uddannelse og meget mere. Dette er ikke en utopisk idé. De materielle omstændigheder og det teknologiske fundament for en omvæltning af kapitalismen til fordel for socialisme eksisterer allerede.
“Den menneskelige natur” ændrer sig ligesom alt andet i samfundet. At acceptere at noget så kompliceret skulle være hugget i sten holder på ingen måde vand. Som Marx sagde “har filosoffer kun fortolket verden – pointen er at vi skal ændre den”. Med en radikal ændring af samfundet og et skift til fælles ejerskab, vil menneskets natur også ændre sig. Vi skal ikke længere være styret af konkurrencementaliteten der trækkes ned over hovedet på os fra vi er små. Mennesket kan under socialisme endelig sættes fri fra de lænker, der har bundet os i tusinder af år.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 32, september 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
