For få timer siden, meddelte den græske premierminister Tsipras i en tv-tale til nationen, at han vil sætte det nyeste ultimatum fra trojkaen til folkeafstemning d. 5. juli. Dette markerer en kvalitativ ny etape i den græske krise, som kan slippe massernes ophobede vrede mod trojkaens konstante ydmygelser fri.
I sin tale brugte Tsipras meget stærke formuleringer:
“De bad den græske regering om at acceptere et forslag, der ophober en ny uholdbar byrde på det græske folks skuldre og underminerer genopretningen af den græske økonomi og samfund, et forslag, der ikke blot fastholder den nuværende usikre tilstand, men endnu mere fremhæver de sociale uligheder.”
“Institutionernes forslag omfatter: foranstaltninger, der fører til yderligere deregulering af arbejdsmarkedet, nedskæringer i pensionerne, yderligere reduktioner i de offentlige lønninger og en stigning i momsen på fødevarer, restauranter og turisme, og en samtidig fjernelse af skattelettelserne for de græske øer.”
“Disse forslag overtræder direkte de europæiske sociale og grundlæggende rettigheder: de viser, at når det angår arbejde, lighed og værdighed, er målet for nogle af partnere og institutioner ikke en levedygtig og fordelagtig aftale for alle parter, men at ydmyge hele græske folk.”
Han sagde, at det “historiske ansvar for det græske folks kampe og ofre for at konsolidere demokratiet og den nationale suverænitet … vejer på vores skuldre. Vores ansvar for vores lands fremtid.” Og han konkluderede:” dette ansvar kræver, at vi besvarer ultimatummet på grundlag af det græske folks suveræne ønske.”
Han kom med en direkte appel til det græske folk: “Jeg beder jer om at reagere selvstændigt og stolt, som det græske folks historie kræver, på ultimatummets afpresning, hvor vi bliver bedt om at acceptere en hård og nedværdigende sparepolitik uden ende og uden udsigt til en social og økonomisk genopretning.”
For at forstå hvordan vi kom her til, må vi gå tilbage til ugens begyndelse. Vi har allerede forklaret, hvordan den græske regering fremlagde et dokument for trojkaen, der allerede indeholdt mange tiltag, der brød med regeringens egne “streger i sandet”. Det var en pakke på 8 mia. euro, der inkluderede hårde indirekte nedskæringer på pensioner, momsstigninger, og også øget beskatning af kapitalisterne i en vis grad.
IMF svarede meget provokerende tilbage med et modforslag, som dybest set lagde hele vægten af de 8 mia. euro på skuldrene af det arbejdende folk, ved at forlange yderligere og hurtigere nedskæringer på pensionerne, højere momssatser og langt mindre afgifter på erhvervslivet. Dette modforslag blev drøftet indgående på en række møder. Positionerne nærmede sig hinanden, fordi den græske regering gjorde yderligere indrømmelser. Da en aftale syntes at være meget nær, var den vigtigste forhindring Tyskland og Finlands afvisning af at tilbyde nogen væsentlig gældssanering i bytte for den græske regerings accept af alle deres barske økonomiske besparelser. Det eneste, der blev inkluderet, var en fem måneders forlængelse af det nuværende memorandum, der giver Grækenland adgang til de 15 mia. euro, der er tilbage i den nuværende redningspakke, plus et mindre beløb fra ECB’s fortjeneste på græske obligationer.
Forhandlingerne brød sammen og trojkaen stillede et ultimatum, et nyt et, til den græske regering. Dette er et endeligt tilbud, sagde de, tag det eller lade være. Dette afslører to aspekter af problemet. På den ene side er der ingen reel løsning på gældskrisen i den græske kapitalisme inden for kapitalismens rammer, da det betyder, at en anden så skal bære byrden. På den anden side er det klart, at trojkaen også har et politisk mål, nemlig at ydmyge Syriza-regeringen, for at forebygge smittefare. Hvis de tillod den græske regering, at se ud som om de gennemførte en anden politik end besparelser og nedskæringer, ville det hurtigt sprede sig til Italien, Portugal, Spanien, Frankrig, Irland, osv.
Tsipras var fuldt ud klar over, at stemningen derhjemme var ved at vende og det meget hurtigt. Trofaste Syriza-tilhængere udtrykte på det kraftigste deres modstand mod regeringens indrømmelser uden ende i sigte. Der var ikke nogen garanti for, at nogen af disse indrømmelser ville blive vedtaget i parlamentet, eftersom man ikke kunne regne med, at Syriza’s venstrefløj ville stemme for dem.
Et scenarie med et parlamentarisk kup blev forsøgt fra trojkaens side, lænende sig op af lederne af partierne To Potami og Nyt Demokrati og republikkens højreorienterede præsident (udpeget af Syriza), der talte om behovet for en “bred demokratisk front”.
I sidste ende gjorde trojkaens uforsonlighed, deres umulige krav om at hele pakkens vægt skulle falde på arbejderne og pensionisters skuldre og deres afvisning af at tilbyde nogen meningsfuld gældslettelse på den ene side, og massernes øgede modstand, der afspejles på alle niveauer i Syriza og regeringen på den anden side, en aftale umulig. Klassekampen satte i en forvrænget form sit præg på forhandlingerne.
For at forstå hvad der er hensigten med folkeafstemningen, kan vi lytte til, hvad ministeren for administrationsreformer, Katrougalos, sagde: “et nej ved folkeafstemningen vil give regeringen mandat til at gå tilbage til långivere og søge en bedre aftale fra dem”. Dette er også tydeligt i henvisningerne til europæiske værdier i Tsipras’ tale. Syriza’s ledelse holder solidt fast i ideen om, at det er muligt at sætte en stopper for nedskæringerne gennem en aftale fra trojkaen. Deres idé med folkeafstemningen er ikke at få et afgørende mandat til at bryde med trojkaen og nedskæringspolitikken, men snarere at få en stærkere forhandlingsposition i forhandlingerne.
De ville gå ind for at acceptere et par ændringer til deres forslag fra juni 22, så længe de får betydelig gældssanering i bytte.
Men udskrivelsen af en folkeafstemning har sat kræfter i bevægelse, som er ude af regeringens kontrol. I løbet af de sidste par dage har der været en øget polarisering i det græske samfund, og den akkumulerede følelse af at blive ydmyget af trojkaen vil nu koge over. Stemningen blandt masserne vil være, at “nok er nok! Ikke mere ydmygelse! Ikke flere indrømmelser! Det er tid til at kæmpe tilbage!” Der vil være ægte entusiasme for OXI, et rungende NEJ, i afstemningen, der forbinder sig med de bedste modstandstraditioner i den græske arbejderklasses bevægelser. Folkeafstemningen kunne få et stort flertal imod ultimatummet. Varoufakis nævnte tallet 50 plus 1 som et klart mandat imod aftalen, men folkeafstemningen kan ende med at 60, 70 eller endda 80% stemte imod. Det var tallene for støtten til regeringen i de første uger af februar, da det så ud som om, de stod fast imod trojkaen.
Der vil være dog en massiv skræmmekampagne fra de kapitalistiske medier, som vil præsentere dette som en folkeafstemning, hvor folk er nødt til at vælge mellem at forblive i euroen eller at helvede bryder løs. Men folkets indstilling er også blevet hærdet i de sidste par måneder på spørgsmålet om euroen. Det er rigtig, at folk ikke tror, at en exit fra euroen er en løsning, men de afviser absolut den nuværende “deal”, som bliver tilbudt. De har gennem deres egne erfaringer lært de katastrofale konsekvenser af de sparepakker, som er blevet pålagt af trojkaen. Værre end det, de ved det er en kendsgerning, at alle de ofre og den lidelse, de er blevet pålagt, er nyttesløs i den forstand, at den ikke engang løser krisen eller problemet med gælden. De vil ikke være så lette at true denne gang.
Men dette er ikke en normal situation. Dette kommer ikke til at være et tilfælde af en regering, der udskriver en folkeafstemning, og derefter kører en rolig og civiliseret kampagne med argumenter for og imod i en uge. Overhovedet ikke. Først og fremmest skal Tsipras have folkeafstemningen godkendt i parlamentet. PASOK’s leder, Venizelos, har allerede beskyldt Tsipras for at iscenesætte “et kup”! Hvilket skandaløst hykleri! Han har brugt det faktum, at man teknisk set ifølge den græske forfatning ikke kan udskrive en folkeafstemning om et finanspolitisk emne, og han appellerer til præsidenten for Republikken om ikke at underskrive indkaldelsen. Her ser vi vigtigheden af præsidentposten, der skulle være “rent ceremoniel”, og rigtigheden i den Kommunistiske Tendens i Syriza’s kritik af, at en person fra højrefløjen blev valgt til posten på forslag fra Syriza.
Bortset fra det forfatningsmæssige aspekt, holder trojkaen stadig nøglerne til pengekassen gennem ELA mekanismen, der opretholder de græske bankers likviditet. Den Europæiske Centralbank vil holde et hastemøde lørdag morgen for at beslutte, hvorvidt de vil forlænge den. Gør de ikke det, vil bankerne ikke være i stand til at åbne på mandag. Som det skete på Cypern, er det et meget kraftfuldt værktøj i hænderne på trojkaen for at tvinge en regering til underkastelse.
Der er også spørgsmålet om tilbagebetalingen af gælden på 1,5 mia euro til IMF senest på tirsdag d. 30. juni. Uden en aftale eller i det mindste en forlængelse vil Grækenland ikke være i stand til at betale, hvilket vil udløse betalingsstandsning. Alle disse tiltag og flere til vil blive brugt til at afpresse grækerne og Syriza-regeringen. Men under disse betingelser vil enhver yderligere provokation blot have den virkning at polarisere situationen endnu mere og radikalisere de græske arbejdere. Vi er uden tvivl gået ind i en ny fase i den græske krise.
Tsipras’ tale indeholder en række henvisninger til at have bedt Europa om et vist spillerum: “Jeg har allerede informeret den franske præsident, den tyske kansler og formanden for ECB om min beslutning, og i morgen vil jeg pr. brev formelt bede EU-lederne og institutionerne om at forlænge det nuværende program et par dage, så den græske befolkning, fri for enhver form for pression og afpresning, selv kan bestemme, som det kræves i vores lands forfatning og den demokratiske tradition i Europa.”
Selvfølgelig er det korrekt at spørge, men det ville være det rene selvmord at stole på den gide vilje hos de selvsamme institutioner, som man lige har anklaget for afpresning!
Det er nu tid til at tage afgørende skridt. Denne folkeafstemning kan man ikke kæmpe for og vinde alene gennem valgurnerne, men frem for alt gennem klassekampen på gaderne, arbejdspladser og lokalkvartererne. Der er allerede indkaldt til demonstration i dag og søndag. Disse bør blive massive, som en styrkefremvisning af modstanden mod trojkaen.
Regeringen bør straks tage defensive foranstaltninger, herunder nationalisering af hele banksystemet for at forhindre massiv udtrækning af indskud. Regeringen bør også beslaglægge de vigtigste kapitalister og virksomheders ejendom og aktiver for at forhindre kapitalflugt. Arbejderne bør besætte deres fabrikker og arbejdspladser, åbne regnskabsbøgerne og etablere arbejderkontrol og årvågenhed for at forhindre sabotage og hamstring.
Den græske kapitalistklasse vil ikke tøve med at bruge alle til rådighed stående midler (lovlige og ulovlige). De største fagforeninger bør indkalde til en national kongres for arbejderklassen, med valgte delegerede fra arbejdspladserne og arbejderkvarterer for at koordinere kampen og udøve årvågenhed.
Derudover: kampen kan ikke føres eller vindes alene på grundlag af ideen om at lægge pres på trojkaen for en bedre aftale. Begivenhederne de sidste 5 måneder har vist, at den ide har spillet fuldstændig fallit. Der er behov for et klart brud med trojkaen, gennem afvisning af gælden og et program med dristige socialistiske tiltag.
Internationalt har arbejderbevægelsen og revolutionære aktivister et stort ansvar. Vi bør alle diskutere, hvordan vi i løbet af de næste par timer og dage kan mobilisere flest muligt mod trojkaen og til forsvar for græske arbejdende folk. Dette er også vores kamp. Det er ikke kun det græske folks skæbne, der er på spil, men alle arbejderes i hele Europa. Dette er ikke en national kamp, men en klassekamp. Den største kamp er under forberedelse.
Sejr til det græske arbejdende folk. Ned med trojkaen. Bryde med kapitalismen. International solidaritet.
