[Billede: Flickr.com / quecomunismo]
Den 8. december skal venezuelanerne vælge borgmestre i landets 335 kommuner. I den nuværende situation hvor højrefløjen angriber Maduro-regeringen massivt med økonomisk sabotage, er dette ikke et “normalt” kommunalvalg, men snarere end kamp imellem revolution og kontra-revolution.
Oppositionens leder Henrique Capriles har turneret landet rundt og forsøgt at opildne en stemning imod regeringen, med vægt på nogle af de problemer som Venezuela står overfor, såsom den høje inflation og fødevaremanglen. Han har forsøgt at gøre det til en national kampgne for eller imod Maduro, snarere end et lokalvalg.
På nuværende tidspunkt har oppositionen kun magten i 56 kommuner af de 335 kommuner. Ved regionalvalget i december 2012 skuffede de fælt, ved blot at vinde 3 ud af 23 guverør-poster, men det skete midt under Hugo Chávez sygdom og valget var i høj grad præget af sympatibølgen med ham. Denne gang vil oppositionen derimod forsøge at mobilisere deres støtter efter det tætte valgresultat ved præsidentvalget i april 2013, hvor Henrique Capriles tabte til Nicolás Maduro med mindre end 1,5 procentpoint.
Særligt vigtigt vil valget i Caracas blive, hvor den nuværende situation er at regeringen har den ene af to borgmesterposter og oppositionen den anden. Hvis oppositionen formår at bevare den ene, vil det give et stort boost til deres støtter. Ligeledes vil et godt national resultat, som f.eks. at vinde omkring halvdelen af borgmesterposterne eller et lille procentuelt stemmeflertal, blive taget som et tegn til at kontra-revolutionen kan forsøge at vælte regeringen, enten ved trusler om militærkup eller ved f.eks. en tilbagekaldelsesafstemning, som kan foreslås i 2015.
Der har nemlig været flere tegn på at oppositionen ikke vil holde sig tilbage fra at bruge vold imod regeringen. I slutningen af september udviste Maduro tre amerikanske ambassade-funktionærer som havde finansieret ulovlige aktiviteter, herunder sabotage af elektricitetsforsyningen. I november opdagede man ydermere at oppositionen havde planlagt at bruge paramilitære grupper til at beskyde ens egen demonstration og efterfølgende beskylde regeringen for at have gjort det. En plan der mindede meget om det der skete den 11. april 2002 og som var undskyldningen for statskuppet imod Chávez. Heldigvis blev denne og andre konspirationer spoleret i tide.
Fra den revolutionære bevægelses synspunkt er valget også ekstremt vigtigt. Nicolás Maduro har i de seneste dage, under indtryk af kapitalisternes økonomiske krig, taget skridt til venstre. Han har fået en bemyndigelseslov af parlamentet, som giver ham ret til at foretage hurtige beslutninger. Han har lavet en økonomisk lovpakke, som giver græsrodsorganisationer og militserne ret til at intervenere i selskaber der udøver økonomisk sabotage. Han er også begyndt at tage skridt i retningen af et statsmonopol på udenrigshandlen, omend det endnu ikke er færdiggjort.
Denne pakke, som han har dømt “den revolutionære offensiv”, har givet entusiasme til de politisk mest avancerede aktivister i den bolivariske bevægelse. Problemet er, at det økonomiske kaos – som er et resultat af blandingsøkonomien – også har frembragt apati i nogle lag af befolkningen. Den eneste måde, hvorpå problemerne kan løses endegyldigt, er ved at droppe blandingsøkonomien, nationalisere de vigtigste dele af økonomien og underlægge dem en socialistisk plan.
Se også udtalelse fra de venezuelanske marxisters avis “Lucha de Clases” om den økonomiske sabotage
