I dag fremlagde uddannelsesminister Morten Østergaard fra de Radikale regeringens forslag til en SU-reform. Som forventet betyder reformen massive nedskæringer på SU’en. I alt skal der spares to milliarder kroner. Allerede før indholdet af reformen blev kendt, er det tydeligt at elever og studerende er utilfredse og at det nu er tid til at kæmpe imod.
Sådan skal der spares
Der skal spares 800 millioner kroner ved:
Bruger man mere end to år efter endt ungdomsuddannelse kan man kun få SU i normeret studietid (ofte fem år på universitetsuddannelser). Dvs. at der ikke er nogen buffer, hvis et kursus ikke bliver udbudt det ene semester, man går ned med stress eller lignende. Går man over den normerede tid, mister man retten til SU, indtil den normerede tid er ”indhentet” ved at tage endnu flere fag samtidig.
De studerende, der rent faktisk er under to år om at starte på en videregående uddannelse, må ikke blive mere end et halvt år forsinket på en uddannelse (dvs. for universitet betyder det 6 måneder på bachelor og 6 måneder på kandidatdelen), hvor man i dag må blive et år forsinket. Samtidig bliver man automatisk tilmeldt alle eksaminer, og skal søge dispensation hvis man skal fritages fra en. Ligeledes bliver det en pligt, for at opretholde retten til SU, at man er tilmeldt fag der svarer til et fuldtidsstudie (giver 60 ETCS point pr. år, altså 30 pr semester). Det er et problem for alle der fx vil tage et praktikforløb, for rent faktisk at komme i berøring med virkeligheden i løbet af sin uddannelse, da disse ofte kun giver 15 point og normalt vil tage et semester.
I virkeligheden betyder kravet om ”fuldtidsstudie”, i form af fag med eksaminer der giver 60 ETC point pr år, at det sjette SU-år for mange de facto fjernes. For hvordan skulle man kunne blive forsinket og samtidig oppebære 60 ETCS point om året?
Det vil have store konsekvenser for de uddannelsesforløb de studerende på universiteterne kender i dag. I dag er den gennemsnitlige studietid på universitetet 6,1 år. De studerende bliver nu bedt om at speede deres uddannelse op med 18 procent.
Med andre ord: alle de studerende der på den ene eller anden måde ikke følger den absolut lige vej fra folkeskole til gymnasium til universitet, som regeringen har udstukket, straffes økonomisk. Regeringen kunne lige så godt have sagt: falder du ikke indenfor rammerne, er du ikke velkommen her.
Også universiteterne rammes økonomisk, hvis ikke de formår at svinge pisken og få de studerende hurtigt nok igennem.
Der skal spares 300 millioner på at ramme dem der falder uden for dydens smalle sti på ungdomsuddannelserne.
I det nuværende system så kan gymnasieelever supplere sin eksamen med halvårlige suppleringsfag, både som GSK eller som et HF enkeltfag, og få SU så længe de har over bestemt antal timer. Regeringen vil nu fjerne SU’en til sådanne forløb. De vil kun give SU til ”turboforløbene”, som er de fag man kan tage hen over sommeren eller i foråret. Problemet er, at du kun kan supplere ét niveau op på et ”turboforløb”. Det er yderst problematisk for mange gymnasieelever, der ofte må opsupplere med flere niveauer. Man kan kun tage ét turboforløb af gangen, så hvis du skal bruge mere så er det bare ærgerligt.
Regeringen anfører i deres udspil, at antallet af unge som må supplerer er femdoblet over de seneste 5 år. Inden for samme periode indførte den borgerlige regering den meget udskældte gymnasiereform. Det store problem med reformen er, at den forsnævrer studieretningerne på gymnasierne, således at mange eleverne kommer ud af gymnasiet, uden de fag de skal bruge.
Derudover skal det begrænses det hvor mange ungdomsuddannelser du må tage, til maksimalt 5 med SU.
Især de hjemmeboende rammes af nedskæringer. Regeringen vil spare 400 millioner kroner på de hjemmeboendes SU-grundbeløb, hvilket rammer alle hjemmeboende over én kam med omkring 380 kroner mindre om måneden, svarende til en nedgang på 30 procent i den månedlige grundydelse før skat. Ydermere skal hjemmeboendes SU nu reguleres endnu mere efter forældrenes indkomst. Konkret vil det sige at forældres samlevers indkomst kommer til at tælle med i beregningsgrundlaget, hvilket vil have konsekvenser for over 20.000 unge studerende, som dermed vil få nedsat deres SU markant. Samtidig øges aldersgrænsen for hvor længe SUen er afhængig af forældrenes indkomst, fra 20 år i dag til 23. Vi står altså i den absurde situation, at man kan blive dømt for sine handlinger, strafferetligt, når man er over 15 år, man er politisk myndig som 18årig, men først økonomisk myndig som 23årig.
Umiddelbart kan det lyde sympatisk at de ”fattigste” skal have mest. Men når man siger det, viser det sig hvad det medfører: at SU’en gøres til en almisse man kan få, hvis man er fattig nok, som den gamle fattighjælp. Arbejderbevægelsen har historisk kæmpet for at indføre universelle ydelser, så alle modtager det samme, og at man i stedet omfordeler rigdommene gennem progressiv beskatning. Vi mener at SUen skal være ens for alle. Samtidig betyder forslaget en umyndiggørelse af de studerende, der gøres afhængige af deres forældre, dvs. de der er så heldige at de kan få lov at bo hos deres forældre, når nu der så langt fra er ungdomsboliger nok.
Derudover vil regeringen finde 500 millioner ved generelle besparelser på SUen. De foreslår at SUen skal reguleres ligesom andre overførselsindkomster, som for eksempel dagpenge og kontanthjælp. Det betyder en langsom udhuling af SU’en og en fattiggørelse af de studerende, ligesom det sker for de andre ydelser. Her ser vi hvordan en forringelse af én gruppes forhold, nemlig de arbejdsløses, bruges som løftestang for senere nedskæringer. Regeringen forsøger med dette at fremstille de studerende som ”nassere” på de arbejdsløse. Men sagen er, at det burde være omvendt: dagpenge og kontanthjælp burde som allerførste skridt reguleres som SU’en. Endnu vigtigere burde samtlige satser sættes markant op.
Arbejdsgiverpolitik
Regeringen har sagt det klart: pengene fra SU-reformen skal bruges til skatte- og afgiftslettelser til erhvervslivet. Mere klart kan det ikke siges. Regeringen omfordeler fra de studerende og de arbejdsløse til virksomhederne. Samme rationale ligger bag argumentet om at de studerende skal hurtigere gennem uddannelserne. Formålet er, og det har regeringen også sagt klart, at øge arbejdsudbuddet. Med andre rod: den allerede skyhøje arbejdsløshed skal øges yderligere fordi det presser lønningerne og dermed er godt for ”konkurrenceevnen”.
Regeringen har presset de arbejdsløse unge ind på uddannelserne og nu skal de skynde sig igennem for at genindtage deres plads i arbejdsløshedskøen. Det er helt afgørende at elev- og studenterbevægelsen afslører denne argumentation bag regeringens politik.
For en klasselinje
SU reformen står ikke alene, men skal ses i sammenhæng med deres bebudede kontanthjælpsreform, der højst sandsynligt vil ramme unge arbejdsløse. Disse ”reformer” [læs: nedsablinger] af ydelserne til de allerfattigste skal finansiere en såkaldt ”konkurrenceevnepakke”, der skal øge erhvervslivets konkurrenceevne, ved at lette skatter og afgifter.
Alt sammen politik til gavn for de danske arbejdsgivere og aktionærer. Det var da også hvad Helle Thorning fremsatte som formålet med regeringens politik på dagens pressemøde: at skabe flere private arbejdspladser. Men regeringen skaber ikke arbejdspladser ved at sænke afgifter og skatter og øge arbejdsløsheden. Det har vi set de sidste fem år siden krisens start. Erhvervslivet kan ikke reguleres til at investere – det gør de kun hvis de kan få profit ud af det, dvs. hvis deres produktion kan afsættes, og med den dybe krise, især i Europa, er der ingen udsigt hertil. Tværtimod betyder regeringens politik at studerende og arbejdsløse betaler til erhvervslivet øgede profitter.
Del og hersk
Regeringen forsøger helt klart en del-og-hersk taktik. I går, mandag, inviterede Helle Thorning en række tillidsmænd fra store industriarbejdspladser til møde om konkurrenceevnepakken. Her blev der orkestreret ”enighed” om at vejen frem var en sænkning af skatter og afgifter for virksomhedsejerne(!). Det samme blev LO-formanden Harald Børsting enig med Lars Løkke om på et møde samme dag. Rent tilfældigt! Men det er ikke vejen frem – hverken til flere arbejdspladser eller bedre forhold for de danske arbejdere og unge!
Elever, studerende og arbejderklassen, inklusiv de arbejdsløse, har en fælles interesse i at få ændret regeringens linje så hurtigt som muligt. Der er ikke brug for at øge virksomhedernes overskud, som kun kan ske på bekostning af arbejdsforhold, lønninger og ikke mindst velfærd. Hvis de studerende skal hurtigere gennem uddannelsessystemet og have lavere SU undervejs, vil de fungere som løntrykkere. På samme måde vil værre forhold for arbejdsløse betyder et pres på løn- og arbejdsforhold fordi det øger desperationen. Angrebet på SUen har ydermere som konsekvens, at det i stigende grad bliver elitens børn, der kan tage en akademisk uddannelse, mens arbejderklassens børn overlades til arbejdsløshedskøen.
I arbejderpartiernes baglande er der voldsom utilfredshed med SU-reformen. Formanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) har kraftigt kritiseret forringelser af SUen og ingen af SFs lokalformænd støtter SU-forringelser. En massemobilisering af de studerende og arbejderklassen kan øge dette pres fra baglandet på toppen i Socialdemokratiet og SF og udnytte splittelserne i regeringen. Blandt Enhedslistens medlemmer kan der ikke være en eneste der støtte nedskæringer på SUen – partiet må fastholde sit krav om at vejen frem er en højere SU, ikke nedskæringer og være en ledende del i mobiliseringerne imod SU-reformen, der begynder nu!
Studenterbevægelsen må ud af starthullerne
Netop mobilisering af de studerende er kodeordet. Indtil videre må vi desværre konstatere at særligt de universitetsstuderendes landsorganisation DSF rent ud sagt har siddet med hænderne i skødet. DSF har holdt sig til ”forhandlinger” med partierne og med særlig fokus på Dansk Folkeparti. Det skyldes at DF demagogisk har været ude med udmeldinger omkring at de er skeptiske overfor de bebudede nedskæringer. Her må vi imidlertid kraftigt advare Studenterbevægelsens ledere: Stol ikke på de borgerlige partier, og slet ikke DF. DF har trofast støttet alle den tidligere regerings nedskæringer, når det kom til stykket – på trods af al deres populistiske snak om ”den lille mands beskytter”. At sætte sin lid til DF er det samme som at kaste håndklædet i ringen på forhånd. De vil forsøge at score vælgeropbakning, men når det kommer til stykket vil de maksimalt hive nogle symbolske ”sejre” i land og så overlade studenterne til deres egen skæbne.
Lederne af særligt DSF, men også mange andre steder i studenterbevægelsen, har tilsyneladende en uhelbredelig illusion om at det bare er et spørgsmål at forhandle dygtigt, at overbevise modparten om at de tager fejl. Men modparten, regeringen, med de Radikale i spidsen, og de borgerlige forligspartier, har ikke bare været så uheldige at misforstå de studerendes situation. Nej, de er ude på en mission som de vil forsøge at gennemføre med alle midler. Hvert eneste minut som ledelsen af studenterbevægelsen spilder på ikke at mobilisere og bevidstgøre de studerende, er en foræring til regeringen, Venstre og Konservative, og en enorm svækkelse af de studerendes muligheder for at kæmpe imod.
I følge rygterne har forhandlingerne mellem forligspartierne foregået længe, og der forventes en samlet aftale allerede den 1. marts. Studenterbevægelsen har nu, som svar på udspillet, indkaldt til demonstration den 28. februar. – DAGEN FØR DE HISTORISKE ANGREB ER FÆRDIGFORHANDLEDE!
Vi har argumenteret for, gang på gang, at mobiliseringen og kampen måtte startes allerede efter nytåret, hvor de første forslag om forringelse af SUen blev lanceret. Marxistiske Studerende har gjort sit beskedne bidrag på enkelte gymnasier og universiteter, med plakater og særaviser imod SU-besparelser. Men det er de studerendes masseorganisationer, DSF, DGS, EEO, LH osv. som er de eneste der kan organisere en national mobilisering og deres fravær, helt indtil for ganske nyligt, har været iøjnefaldende.
Vi vil bakke helhjertet op om studenterbevægelsens forsøg på at mobilisere imod SU-reformen. Men vi må samtidig opfordre alle aktive elever og studerende der virkelig vil kæmpe for de studerendes forhold, om også at føre diskussionen videre ind i Elev- og Studenterorganisationerne. Der er brug for et kursskifte. Et opgør med den linje der har hersket de seneste år, om at små-aktioner, presseomtale og det at ”vise sin utilfredshed” i sig selv er nok til at vinde noget som helst igennem. Der er behov for et skift til en linje med tillid til de studerendes evne og vilje til at kæmpen, og som klart siger hvad der kan bremse de fortsatte angreb: massemobiliseringer og en alliance med arbejderklassen.
