Krisen i Europa er kun taget til de seneste dage, uger og måneder. Siden denne artikel blev skrevet har både Papandreu i Grækenland og Berlusconi i Italien bebudet deres afgang. Den økonomiske ustabilitet fører overalt til politisk og social ustabilitet. Vi bringer her anden del af artiklen om Euroens krise, bragt på www.marxist.com 28. oktober.
Læs del 1 her
Alle politikker fører til ruin
Borgerskabet står i den nuværende situation overfor det dilemma at ingen af de to klassiske økonomiske politikker, keynesianisme eller monetarisme virke. Historisk set er kapitalisme svinget mellem de to. I efterkrigsperioden dominerede den keynesianistiske tankegang. Det betød grundlæggende set, at staten – gennem underskudsfinansiering – må spille en større rolle i økonomien og skabe stimulans gennem offentligt forbrug. Ideen er, at når staten investerer i store projekter som bygning af veje, sundhed, boliger og endda en del af produktionen, osv. skaber det arbejdspladser, der skaber efterspørgsel, der igen stimulerer yderligere vækst. Det var i hvert fald teorien.
Efterhånden førte underskudsfinansieringen i 1970’erne over en længere periode til ophobning af offentlig gæld og stigende inflation. Det medførte en 180-graders vending i den økonomiske politik overalt. Målet blev at bringe inflationen ned. Derfor kom monetarismen tilbage i forgrunden. Ideen var, at da den voksende underskudsfinansiering havde ført til inflation, måtte pengemængden bringes under kontrol. Det indebar øgede renter og drastisk reduktion i det offentlige forbrug. Storstilet privatisering af statsejede virksomheder var en del af alt dette.
Hvordan kan nogen af disse politikker under de nuværende omstændigheder opnå de ønskede resultater? Staten er dybt forgældet overalt. Med de massive redningspakker til bankerne i 2008 skød den offentlige gæld i vejret overalt. Men den gæld var ikke resultat af, at staten brugte penge på at udvikle infrastrukturen, skabe jobs osv. Det var simpelthen en kæmpe sum penge, der blev kastet ned i bankgældens bundløse hul. Derfor steg gælden uden nogen klassisk keynesianistisk effekt i form af stimulans til økonomien.
Monetarismen ville på den anden side betyde en reduktion af pengemængden og at øge renterne. Hvis de gør det under de nuværende omstændigheder, vil det øge prisen på at låne penge enormt og sænke udlånene og derfor yderligere skære i investeringerne. Det ville også øge det allerede eksisterende gældsniveau massivt.
Faktum er, at de har udtømt brugen af disse to klassiske muligheder, keynesianisme og monetarisme og nu ser det ud til, at den eneste tilbageværende mulighed er at trykke penge. De forklæder det ved, at bruger udtryk som ”kvantitative lettelser”, men at ændre navnet ændrer ikke tingens essens. At trykke penge er et desperat tiltag, der indikerer, at borgerskabet er i en blindgyde. De tror, at hvis de kaster store mængder papirpenge ud i økonomien, vil det stimulere forbruget. Men det eneste det at trykke flere penge har resulteret i tidligere er at fremprovokere højere inflation. Det fører i sidste ende til en devaluering af valutaen og derfor er der brug for endnu flere penge til at købe de samme produkter. I det lange løb kan det føre til hyperinflation.
Og hyperinflation er, hvad det tyske borgerskab frygter over næsten alt andet. Det forklarer hvorfor det tyske borgerskab, der dominerer EU, bruger sin økonomiske vægt til at påtvinge resten af Europa sparepolitik. Men ved at påtvinge Europa besparelser bringer de blot en recession på europæisk plan nærmere og gør den endnu dybere, når den kommer.
Sparepolitik i Grækenland, Italien, Spanien og andre steder betyder at markedet skæres overalt. Paradoksalt betyder det også at der skæres i det marked, som tysk industri eksporterer til. Det forklarer den meget træge vækst i Tyskland nu. Det gør det også sværere for disse lande at vokse ud af deres gæld. Grækenland er allerede gået delvist bankerot. Før eller senere vil de gå fuldstændig bankerot.
Hvad der er sket i Grækenland, vil blive gentaget i Portugal, Irland, derefter Italien og Spanien og flere andre. Som hvert land nærmer sig et sådan kritisk punkt, vil gribbene slå til, skærpe situationen og trække det ene land efter det andet ned. Når det sker, vil Italien og Spaniens gæld, der er blevet forsikret af Tyskland og Frankrig, blive ubetalelig og derfor vil den gæld, der er ophobet i Sydeuropa, blive overført til nordeuropa. Det vil derfor blive en gældskrise for hele Europa ledsaget af en alvorlig sparepolitik i hele Europa.
De tiltag, der blev opnået enighed om onsdag [26. oktober], kan i bedste fald udskyde en alvorlig krise i nogle uger eller måneder, muligvis til næste år. Det kapitalisterne gør, er i virkeligheden fuldstændig ulogisk fra et økonomisk synspunkt. Ifølge ”markedslovene” burde Grækenland have fået lov til en fuldstændig bankerot og derefter være blevet ekskluderet fra Euroen og EU selv.
Sådan et scenarium ville dog have dybdegående konsekvenser for resten af Europa. Det ville sætte en kædereaktion i gang med den ene bankerot efter den anden. Det ville føre til et kollaps i mange franske og tyske banker, der i massivt omfang er eksponeret overfor Grækenland og det ville kaste hele Europa ned i dyb depression. Så som vi kan se, kan det der ud fra et strengt økonomisk synspunkt er logisk ikke anvendes uden at tage de bredere konsekvenser af en sådan politik med i betragtningerne. Men bortset fra det er der de politiske og sociale implikationer. De græske arbejdere skubbes til grænsen for, hvad de kan tolerere. Det betyder klassekamp i et omfang, vi ikke har set i mange år.
Bevægelse mod revolution
Grækenland skubbes i retning af revolution og i disse dage er revolution smitsom, fordi de samme betingelser udvikler sig overalt. Bevægelsen i Grækenland er en inspiration til arbejdere i andre lande. Og arbejderklassen har aldrig været stærkere end i dag. Trods al propagandaen om at arbejderklassens størrelse er faldet, er realiteten, at den overvældende del af befolkningen nu tilhører arbejderklassen i den marxistiske forstand, dvs. de er afhængige af lønarbejde.
I den seneste periode har vi set massive mobiliseringer af arbejderne og ungdommen over store dele af Europa. I Grækenland har vi set generalstrejke efter generalstrejke. I Irland så vi kæmpe demonstrationer da krisen opslugte landet. Vi så de franske arbejderes imponerende bevægelse sidste år. I Spanien har bevægelsen fra ”los indignados” (de indignerede) afsløret den udbredte vrede, der er opbygget blandt arbejdere og unge. Også i Italien har vi set magtfulde mobiliseringer.
Vi er vidne til begyndelsen på den europæiske revolution. På nuværende tidspunkt er nogle lande mere påvirket end andre. De afspejler, hvor langt krisen er nået i hvert af disse lande. Men der er ingen tvivl om, at alle lande bevæger sig i samme retning. De er alle på samme vej, nogen længere fremme og andre lidt bagud. I England ser vi forberedelsen af, hvad der vil vise sig at blive den muligvis største fagforeningsmobilisering i det mindste siden 1970’erne og nok endnu længere tilbage.
Arbejdernes vilje til at kæmpe er klar. Desværre er det også lysende klart, at der mangler en kæmpende ledelser for fagforeningerne og arbejderpartierne. I Grækenland er det Socialdemokratiet, PASOK, et parti dannet af arbejderne under den revolutionære omstyrtelse af den forhadte militærjuntas styre i 1974, der nu implementerer drakoniske sparetiltag. I Spanien har Zapateros ”socialdemokratiske” regering introduceret spareplanerne og har endda indgået aftaler med det borgerlige parti PP og vil nu betale prisen med massive valgnederlag ved det kommende valg.
I Portugal var det Socialistpartiets regering, der gennemførte spareplanerne, som de var nået til enighed om i forbindelse med redningspakken og som efterfølgende blev smadret ved valgene i juni. I Italien er lederne af det tidligere Kommunistparti fusioneret med en borgerlig formation og har dannet det Demokratiske Parti. Dette parti kritiserer Berlusconi for ikke at være seriøs nok, med hvilket de mener, at han ikke er besluttet nok på at gennemføre sparetiltagene. I England har vi ledelsen i Labour, der gør det klart, at de ikke har noget virkeligt alternativ. Den eneste forskel, de fremsætter, er, at de måske ville indføre sparetiltagene langsommere. De siger, det mens de er i opposition, men det er klart, at når først de er tilbage ved regeringsmagten, ville de fortsætte den samme politik som den nuværende Konservative-Liberale koalition.
Alle disse ledere er fortidens produkter, da kapitalismen gik frem. De kan ikke se noget andet system end det kapitalistiske. Hvis kapitalismen ikke kan give ægte forbedringer for arbejderne, så accepterer disse ledere det uden videre. De gennemfører sparepolitik og håber, at denne politik vil virke og at alt vil løse sig selv en dag. Men det vil ikke løse sig selv. Det er den mest alvorlige krise siden 1929 og vil måske ende med at blive værre endnu.
Reformismens begrænsninger
I disse omstændigheder ser den reformistiske venstrefløj krisens årsager ikke i det kapitalistiske systems fundamentale modsætninger men i ting som ”mangel på regeringsregulering”, eller ikke nok ”markedsregulering”. I England går nogen af dem endda så langt som at udtale, at den nuværende regering gennemfører besparelser ud fra ideologiske fordomme, og ignorerer belejligt det faktum, at i Spanien og Grækenland er det socialdemokraterne, der gennemfører den præcis samme sparepolitik.
På venstrefløjen kræver for eksempel KKE i Grækenland, at landet skal udtræde af euroen og endda EU. De ignorerer fuldstændig det faktum, at Grækenland skylder en masse penge væk uanset om de er inden- eller udenfor. Et kapitalistisk Grækenland udenfor den Europæiske Union ville stå overfor massiv krise. To tredjedele af Grækenlands eksport går til EU. Sandheden er, at både indenfor og udenfor EU ville Grækenland stå overfor mere eller mindre det samme katastrofale økonomiske scenarium. Denne krise skyldes ikke den Europæiske Unions eksistens. Det er en krise i det kapitalistiske system. Island var ikke del af EU og blev alligevel de første, der bukkede under.
Det betyder ikke, at vi argumenterer til fordel for en Europæiske Union. Tværtimod, vi anser EU som intet andet end bossernes union med det formål at fremme de magtfulde europæiske kapitalisters interesser. EU påtvinger anti-arbejderklasse politik overalt. Dette organ kan ikke reformeres til et eller andet slags ”socialt Europa”. Vi er imod EU, men svaret er ikke mange små kapitalistiske lande, men enheden af Europas arbejdere i kampen for Europas forenede socialistiske stater.
Vi står overfor en global krise i kapitalismen. Det afspejles i bevægelser som #Occupy Wall Street bevægelsen, der har spredt sig til mange byer på tværs af USA og over hele verden.
Revolution er under forberedelse. Den arabiske revolution var del af denne proces. Europa kom meget hurtigt efter og nu påvirkes USA.
Marxisternes opgaver
Hvad er marxisternes opgaver under sådanne omstændigheder? I al vores materiale i løbet af mange år, har vi advaret om, at en sådan krise ville bryde ud før eller senere. Vi stod fast, da mange andre forlod kampen. Mange tidligere venstreorienterede er blevet højreorienterede socialdemokratiske politikere. De så ingen fremtid for ægte socialistiske ideer. Men grunden til, at marxisterne stod fast, er fordi, vi er bevæbnet med marxismens videnskabelige metode, en metode der ikke nøjes med at se på de overfladiske aspekter af en given situation. Vi ser dybere på alle de underliggende modsætninger og ser hvor de i sidste ende vil føre hen.
Problemet er, at massen af almindelige arbejdende mennesker ikke er bevæbnet med en sådan metode og forståelse. Så længe systemet ser ud til at virke og skaber jobs, boliger, sundhed, uddannelse, anstændige lønninger osv. vil de fleste tolerere systemet. Men nu finder der et enormt skift i bevidstheden sted blandt millioner af arbejdere og unge.
Da krisen brød ud i 2008, fik vi at vide, at det var midlertidigt. Bankerne blev reddet, den offentlige gæld steg og spareplaner begyndte at blive indført. Nu tre år senere ser vi stadig ikke forbedringer, eller tiltag i retning af bedre forhold, men en forværring af krisen. Arbejderne begynder, efter modstræbende at have underlagt sig den første bølge af angreb, at forstå at dette ikke er en kortsigtet, midlertidig krise, der kan overkommes med små doser sparetiltag. Nedslagtningen af leveforholdene er uundgåelige og uden ende.
Det skaber en afgrund mellem arbejdernes behov og den politik og tankegang, der findes hos arbejdernes såkaldte ledere. Der er en enorm kløft mellem den objektive situation, der kun kan løses gennem afskaffelsen af det kapitalistiske frie marked, og programmet fra lederne af arbejderklassens politiske og faglige organisationer. Fagforeningslederne over hele Europa har ikke indset de opgaver der skal løses. Når de bevæger sig, gør de det generelt under pres nedefra, og selv da mobiliserer de med det eksplicitte formål at lukke lidt damp ud, at gennemføre en symbolsk protest og så få arbejderne tilbage til arbejdet. Det er tilfældet selv i Grækenland efter sidste uges 48 timers generalstrejke.
Der er dog en anden side. I takt med at ledelsernes begrænsninger udstilles mere og mere, vil presset opbygges fra neden for at vælge mere kampvillige ledere. Denne proces er allerede begyndt i nogle lande. I Italien har denne proces ført til at FIOM, metalarbejdernes fagforening indenfor CGIL sammenslutningen, har påtaget sig oppositionsrollen. Det vil gentages i alle lande.
Fra kampen for at omdanne fagforeningerne til virkelige kamporganisationer vil arbejderne efterhånden bevæge sig for at omdanne deres eksisterende masseorganisationer. I Grækenland ser vi det pres, det lægger på alle venstrefløjens partier. KKE ledelsen er under pres for at forlade sin sekteriske tilgang til resten af venstrefløjen. PASOKs medlemmer har bevæget sig inde i fagforeningerne og har presset de faglige PASOK ledere fra PASKE fraktionen til et brud med PASOK og der er endda snak om, at dette lag måske vil gå i retning af dannelsen af et nyt parti. Det er stadig begyndelsen, men vi kan se hvordan presset fra neden opbygges.
I denne situation må marxisterne vide, hvordan de skal handle. Vi er stadig en lille styrke, men i nogle lande har vi etableret os som en seriøs oppositionskraft. Vi må tålmodigt opbygge vores kræfter, intervenere i massebevægelsen og vinde de mest bevidste lag. Dette arbejde er forberedende arbejde til de større opgaver, der ligger forude; at intervenere i de massevenstrestrømninger, der uundgåeligt vil opstå i fremtiden. Hvis vi opbygger en tilstrækkelig base, vil vi på et vist stadie forbinde os med de mest bevidste lag af arbejdere og unge og derefter med de bredere lag.
Den krise vi er gået ind i, kan ikke løses ved at ændre indenfor systemet, ved at pille lidt ved med det ene eller andet aspekt af økonomien. Systemet må fjernes og erstattes med en rationel planlægning af økonomien under arbejderklassens kontrol. Der er ingen anden vej. Millioner drager allerede mere eller mindre klart den konklusion, at det er systemet selv, der er i krise. Det afspejles i meningsmålinger, der viser, at der er en overvældende støtte til protestbevægelserne (indignados, #occupy, osv.), der har udviklet sig.
Marxisternes opgave er at nå disse bevidste lag i ungdommen og arbejderklassen, der er begyndt at kæmpe og forklare, at kampen for socialisme er det eneste alternativ. Træningen og uddannelsen af marxistiske kadrer, rodfæstet i arbejderklassens bevægelse, er den nødvendige forudsætning for opbyggelsen af en marxistisk ledelse.
Derfor opfordrer vi alle vores læsere til at gå med og hjælpe med at bygge den Marxistiske Tendens i alle lande. Vores tid er kommet.
