Søndag den 19. juni gik flere hundredetusinde mennesker over alle forventninger igen på gaderne i byer over hele Spanien i de hidtil største demonstrationer siden bevægelsens start den 15. maj. Det, der startede som et udtryk for generel vrede mod politikere og bankfolk, samt forsøget på at få almindelige arbejdere til at betale for den økonomiske krise, er blevet en massebevægelse, som bliver stadig mere åbenlyst politisk og orienteret mod arbejderklassen.
Den umiddelbare årsag til demonstrationerne den nittende var modstand at mod Euro-pagten, men demonstrationerne blev et massivt opråb mod de nedskæringer som Zapatero-regeringen, og forskellige højreorienterede regionale regeringer, har gennemført.
I Madrid anslog arrangørerne deltagelsen til 160.000, der demonstrerede i seks forskellige kolonner fra forskellige kvarterer i Madrid, nogle endda fra de perifere arbejderklasse-byer, der omgiver den spanske hovedstad. Således gik 2000 mennesker 15 km fra Leganés, hvor de tog af sted kl. 9. Små grupper fra forskellige kvarterer begyndte at flyde sammen som bifloder til hovedstrømmen, der gik mod det spanske congreso de los Diputados (repræsentanternes hus). Titusinder flere gik direkte til kongressen, hvor de blev mødt af et massivt politiopbud, der forhindrede alle i at komme i nærheden af bygningen. Stemningen var opstemt og glad, men samtidigt udtryktes en vrede, der er blevet opbygget over lang tid og som ikke kunne finde et udtryk, indtil denne bevægelse opstod. (se Youtube: Marcha desde el Norte de Madrid para el 19j og Youtube: Vista Aérea manifestación Congreso # 19j) En komplet spansk oversigt over demonstrationen med videoer og billeder er blevet offentliggjort på # acampadalsol.
Den voksende modenhed og politiske klarhed i bevægelsen kom til udtryk, da demonstrationen endte med, at arrangørerne læste en erklæring op til fordel for en generalstrejke, hvilket blev modtaget med råb om “Viva la Lucha de la clase obrera” (“Længe leve arbejderklassens kamp”).
I Barcelona anslog arrangørerne fremmødet til 250.000, der gik bag et banner med et klart slogan: “Gaderne er vores – vi vil ikke betale for deres krise”. (Se Youtube: Multitudinaria Marcha de los “indignados” en Barcelona og fotografierne på kaosenlared.net)
Onsdag den 15. juni havde bevægelsen i Barcelona forsøgt at blokere det Catalanske parlament for at forhindre det i at vedtage en “Omnibus lov”, der vil give fuldmagt til den højreorienterede nationalistiske regering til at gennemføre massive nedskæringer. Tusinder var samlet den foregående aften og havde dannet menneskelige barrierer i et forsøg på at forhindre medlemmer af det catalanske parlament i at komme ind. På trods af bevægelsens klare fredelige karakter, brugte medierne og alle politiske partier det, at et lille antal demonstranter havde opført sig voldeligt, til at forsøge at portrættere hele bevægelsen som en lille ekstremistisk gruppes værk. Den højreorienterede catalanske avis La Vanguardia, sammenlignede demonstranternes handlinger med det forsøgte militærkup i februar 1981! Parlamentet vedtog en enstemmig erklæring til forsvar for “demokratiet” og afviste den “vold”, der var udøvet af en “ikke-repræsentativ minoritet”.
Som dagen gik, kom videooptagelser frem af en række civilklædte politifolk, der havde infiltreret demonstrationen, og som demonstranterne anklagede for at have startet de voldelige episoder, der af politiet blev brugt som undskyldning for at udløse den brutale undertrykkelse. (Se Youtube:? Quienes son los violentos ? Subt Castellano de xartigas). Efter at være blevet identificeret blev politi-infiltratorerne endeligt eskorteret ud af demonstrationen under beskyttelse af deres uniformerede kolleger. Dette er et trick, der ofte bruges af politiet overalt. Men de bliver normalt ikke fanget på fersk gerning på så åbenlys vis som her.
Dette var den nationalistisk-højreorienterede catalanske regerings andet forsøg på at angribe bevægelsen og knuse den med repressive metoder. Første gang var, da de forsøgte at fjerne teltlejren fra den centrale Catalunya plads forud for fejringen af FC Barcelonas sejr i Champions League. De havde regnet med, at det ville være nemt at fjerne de få hundrede, der var tilbage i teltlejren efter et par uger, men det mislykkedes totalt, da tusinder kom til deres forsvar, der omringede politiet og tvang dem til at forlade pladsen ydmyget. Den brutale politiundertrykkelse af den fredelige bevægelse, transmitteret på direkte tv, vendte den offentlige stemning til fordel for demonstranterne.
Politiets provokationer den 15. juni og den enstemmige kampagne fra politikere og medier mod bevægelsens påståede “vold” sigtede klart på at afskære bevægelse fra den offentlige sympati (en meningsmåling i begyndelsen af juni viste, at 81 procent af befolkningen følte sympati for bevægelsen). Igen, mislykkedes det. Folk kunne se, at reaktionen fra medierne og fra de politiske partier, der sammenligner bevægelsen med tilhængere af terrorisme, var helt ude af proportioner, selv i forhold til den faktiske vold, der havde fundet sted fra en lille minoritet (at spytte på politikere, at kaste maling på dem og verbalt overfuse dem).
Det var trods alt rettet mod parlamentsmedlemmer, der var på vej ind for at stemme for massive nedskæringer på uddannelse, sundhedsvæsenet, antallet af offentligt ansatte, osv. Som nogle i bevægelsen kommenterede: Det er den virkelige vold. Holdningen hos ledelsen for oppositionspartiet (det catalanske socialistparti) var om muligt endnu værre end det herskende CiU’s position. De kritiserede politiet for at have været alt for eftergivende mod demonstranterne. Medlemmer af det bløde venstreparti ICV gik så langt som til at takke politiet for at have gjort det muligt at afholdelse den catalanske parlamentssamling! Dette er det samme parlament, der stemte for massive nedskæringer foretaget i fællesskab af CIU og det højreorienterede Partido Popular. Det er ikke en overraskelse, at mange mennesker i bevægelsen betragter alle partier, som værende det samme! Et af de mest populære slogans for bevægelsen siger det klart: “de repræsenterer ikke os” (que no nos representan). Venstrefløjens partier burde have forenet sig med de, der stod udenfor parlamentet og mobiliseret alle deres kræfter, så der ville have været – ikke tusinder – men hundredetusinder. Til sin fordel skal siges, at det mindre Catalanske Kommunistiske Parti (PSUC) kom ud til fordel for demonstranterne og mod kriminaliseringen af bevægelsen.
Demonstrationen i Barcelona søndag tog også afsted fra forskellige kvarterer og arbejderklasse byer omkring den catalanske hovedstad (Nogle tog af sted så tidligt som klokken 03) og mødtes på Via Layetana boulevarden, der var fuld af mennesker i hvert fald indtil 20.30. Som i Madrid var der slogans til fordel for en generalstrejke, og da demonstrationen passerede fagforeningernes hovedkvarter blev det mødt med en blanding af slogans og piben. Lad os huske, at efter den store generalstrejke d. 29. september sidste år endte de to største fagforeninger, CCOO og UGT med at underskrive angrebet på pensionerne sammen med Zapateros socialdemokratiske regering.
Lignende demonstrationer fandt sted over hele landet, herunder i Galicien med 8.000 i Vigo, 10.000 i Santiago de Compostela, 6.000 i Coruña og 500 i Lugo, i Zaragoza med mere end 20.000, i Baskerlandet med 20.000 i Bilbao, og i Andalusien, med 25.000 i Malaga, 20.000 i Granada, 50.000 i Sevilla, 2.000 i Jerez, og andre; 80.000 i Valencia by og 15.000 i Alicante, 3.500 i León; 10.000 i Las Palmas på De Kanariske Øer; 5.000 i Valladolid; 40.000 i Gijón i en demonstration, som samlede folk fra hele Asturias, 7.000 i Santander, 8.000 i Logroño, La Rioja, 15.000 i Palma de Mallorca, i Catalonien der var også tusinder i Girona, Lleida, Tarragona, Reus, osv., og en lang liste af andre, der endnu ikke er rapporteret.
Det er klart, at de massive protester i Grækenland og hele diskussionen af den græske bail out er i millioner af spanieres tanker. “Markederne har reageret meget nervøst,” som de borgerlige medier ville sige, om perspektivet for forsømmelsen af Grækenland. Og dette har haft indflydelse i Spanien, hvor der tales om, at regeringen kan blive tvunget til at udskrive et tidligt valg i efteråret, hvis den økonomiske krise forværres.
I de sidste par uger er kravene fra cheferne og den socialdemokratiske regeringen for en kontra-reform af arbejdsmarkedslovgivningen, der sigter på at ødelægge kollektive overenskomst, vist sig at være for meget selv for de faglige ledere i CCOO og UGT. De forlod forhandlingerne og opfordrer nu til en aktionsdag den 22. juni. Fagforeningens ledere er massivt miskrediteret i deres egne medlemmer øjnene og blandt arbejderne i almindelighed. Denne bevægelse har overrasket dem og rystet dem.
En række fagforening (især i CCOO’s Madrid-region) er kommet åbent ud til fordel for 15M bevægelsen og opfordrede deres medlemmer til at deltage i gårsdagens demoer. Derudover appellerer de venligt til 15M bevægelsen til at deltage i fagforening demonstrationerne d. 22. juni.
En af de mest slående træk ved situationen i Spanien, som den har udviklet sig, er det enorme vakuum på venstrefløjen. Det program, der forfægtes af alle venstreorienterede partier og ledelserne af fagforeningerne, er meget langt fra det radikale socialistiske program, der kræves af den objektive situation. Dette forklarer både, hvorfor denne bevægelse i vid udstrækning er opstået så spontant og også de mange forvirrede tanker, der har været fremherskende i den.
Men den objektive situations behov, bestemt af den dybe krise i spansk kapitalisme, gør sig gældende og skubber masserne til venstre. Forsøgene fra et lille mindretal af hærdede “apolitiske” eller anti-politiske elementer (nogle af dem højreorienterede forklædt som apolitiske) i bevægelsen på at begrænse den til en uskadelig appel om valgreform og imod korruption i politik, har måske kunne komme igennem de dage, hvor der har været et par hundrede i en teltlejr eller i en mindre forsamling. Men når hundredetusinder kommer ud på gaderne ændres situationen, kravene bliver mere klart anti-kapitalistiske og arbejderklassens kampmetoder (i dette tilfælde kravet om en generalstrejke) presser sig frem i forgrunden.
Bevægelsen handlinger har også taget skridt fremad i den sidste uge, og fokuserer nu mere på fysisk at forhindre udsættelser og tvangsauktioner, og derved stilles de sociale og økonomiske krav i forgrunden. I udviklingen af kampene vil det blive stadig tydeligere, at det ikke er en reform af den ene eller anden slags, der er påkrævet. Masserne er i færd med, ud fra deres dagligdags erfaring at finde ud af, at det er hele det rådne system, der er fejlagtigt. Hvad, der for arbejdere og unge på gaden fremstår som rimelige krav, er uforenelige med det kapitalistiske system. Det betyder, at denne kamp er på en kurs, der kun kan ende med at drage meget radikale og revolutionære konklusioner. Hvad vi ser i Spanien, i forlængelse af de begivenheder der udspiller sig i Grækenland, er begyndelsen på en europæisk revolution.
