Forligsmandens ”mæglingsforslag” er tydeligvis intet andet end en lettere pyntet udgave af det elendige forlig, som CSC’s Prosa medlemmer allerede har afvist én gang. Forslaget er tydeligvis en manøvre, der kun tilgodeser CSC ledelsens ønske om at knuse strejken – derfor må forslaget afvises.
Hvorfor acceptere en elendig overenskomst?
Overenskomst-forslaget – eller populært sagt HK-plus aftalen – er et reelt korstog imod alle de rettigheder, som arbejderne på firmaet har tilkæmpet sig over de sidste 30 år. Derudover udmærker den sig, ved sin komplette fravær af selv de mindste krav og ønsker, som de ansatte har haft – som jo mildest talt har været beskedne.
Blandt andet bliver tryghedsaftalen, der især har været omdrejningspunktet for konflikten, nedsablet – hvilket tydeligvis vil blive brugt til at lette fyringer og ikke mindst, trusler om fyring. Lønnen bliver sænket markant og lønforhandlingerne bliver individuelle. Dette gør i praksis fagforeningen overflødig og vil betyde, at firmaet kan isolere enhver medarbejder og tvinge vedkommende til at acceptere ethvert krav og diktat.
Værst af alle punkterne i aftalen, er opgivelsen af strejkeretten. Retten til at strejke og dermed sætte virksomheden i stå er det eneste reelle våben, som arbejderne har imod arbejdsgivernes vanvittige angreb. Det har især været tydeligt i de seneste to uger op til strejken, hvor CSC desperat har brugt alle midler for at undgå strejke. Hvis denne ret opgives, betyder det reelt at arbejderne bindes på hænder og fødder. Samtidig er det også et massivt angreb på fagforeningen, der i essensen ikke er andet end en sammenslutning af arbejdere, der kan true med at sætte produktionen i stå og dermed ramme arbejdsgiverne, der hvor det gør ondt – på pengepungen.
At acceptere forliget vil være et kæmpe nederlag. Det vil i realiteten også betyde en massiv svækkelse af fagforeningen, for hvem vil være medlem af en fagforening, der ikke kan sikre anstændige arbejdsforhold? Forliget må afvises.
Hvis man giver dem en lillefinger – så tager de hele armen
Selv hvis vi ser bort fra de konkrete forringelser, vil en accept af forliget være forkert. At acceptere dette nederlag vil betyde en massiv svækkelse af arbejderne på virksomheden. Fagforeningen vil stå utrolig svækket, med halvt så mange tillidsfolk, færre medlemmer og uden strejkeret. Samtidig vil der komme et enormt fald i moralen. Alle ved, at en konflikt tærer på folk. Det vil være svært for arbejderne at tage endnu en kamp kort tid efter et nederlag. For arbejdsgiverne vil disse svaghedstegn kun give blod på tanden. Ikke blot vil vi se lignende angreb på andre faggrupper (både i og uden for virksomheden), men samtidig vil der ikke være nogen garanti for, at CSC ikke kan opsige selv denne aftal efter seks måneder og kræve endnu flere indrømmelser. Strejker og blokader er absolut sidste udvej, men firmaet efterlader intet alternativ. Vi må advare, at selv de kollegaer, der tror, at denne aftale vil give dem minimum 18 måneder inden de skal finde nyt job, ikke skal vide sig for sikre: Accepterer vi dette angreb, kan vi ikke vide os sikre på noget som helst!
Nødvendigt med Nej-kampagne
Det er tydeligt, at CSC vil bruge de næste 10 dage på at presse og splitte de konfliktende. Vi må gå ud fra, at ledelsen allerede er i gang med en kampagne for at presse, især tvivlerne, til at sluge aftalen. Derfor må der organiseres en Nej-kampagne for at modvirke dette pres. Der må gøres en organiseret indsats for at aktivt at involvere så mange som muligt. Indførsel af daglige obligatorisk samling og afkrydsning foran CSC’s porte er første skridt, men det burde følges yderligere op med daglige stormøder og diskussioner samt involvering af alle konfliktende i diverse komiteer, der er blevet opstillet.
Samtidig bør der laves materialer, der forklarer, hvorfor forliget skal afvises, og der må foretages jævnlige rundringninger for at forklare disse pointer til alle kollegaer – især dem der ikke er tilstede ved stormøderne.
Alle ved, hvilket pres CSC’s ledelse, der tydeligvis ingen skrupler har, kan lægge på kollegaerne. Så længe man sidder isoleret i sin bås eller derhjemme, kan det være svært at se andet alternativ end at acceptere ledelsens diktater, derfor må alle søges draget ind i fællesskabet, hvor man kun gennem egen erfaring kan mærke hvilke styrker, der ligger i samlet kamp.
Hårdt mod hårdt = eneste vej frem
Det er almindelig kendt, at når man står med ryggen mod muren, er der kun en vej frem. Den nuværende strejke er resultatet af CSC ledelsens umættelige tørst efter profit. I jagten på højere avancer har firmaet vist, at den ikke bekymrer sig om deres medarbejderes ve og vel. For aktionærerne og ledelsen er det et spørgsmål om tal, men de samme tal har enorm indflydelse i alle afkroge af CSC arbejdernes liv. Men vi må forklare de kollegaer, der skulle tvivle – at der er intet alternativ! Indtil nu er alle indrømmelser blevet mødt med yderligere krav fra firmaet. Det samme vil fortsætte med fornyet kraft, hvis diktaterne accepteres. Der vil heller ikke være trøst i at søge ud til andre virksomheder, for det er tydeligt, at CSC er prøvekluden, der skal danne præcedens i alle danske virksomheder i den næste periode.
Den eneste vej er at forsvare vores rettigheder med de samme våben, som de er blevet vundet med – kamp. Strejken må udvides til en komplet blokade for at forhindre skruebrækkere i at tage arbejdet, samt at hjælpe de kollegaer, der er blevet truet til at stemme imod sympatistrejke, med at komme ud. Samtidig må konflikten bredes nationalt – grupper af de konfliktende må sendes ud til arbejdspladser og fagforeninger i hele landet, både for at sprede kendskabet til konflikte og samle hårdt tiltrængte penge ind, men også for at lægge grunden for sympatistrejker, især i firmaer, der arbejder for CSC. For år tilbage eksisterede der et netværk af tillidsmænd – tillidsmandsringen – med præcis det formål.
Tillidsmandsringen må gendannes, så kommunikationen mellem de enkelte arbejdspladser lettes og solidaritet hurtigt kan organiseres. Det er Prosa’s opgave at igangsætte en national kampagne for at presse LO til at støtte aktivt op om konflikten, med deres 2.5 mio. medlemmer kan LO og FTF vride armen om på enhver arbejdsgiver.
Arbejderpartierne har, bortset fra Enhedslisten, glimret ved deres totale fravær i konflikten. Der må sendes delegationer ud til disse for at tage spørgsmålet op politisk samt at bruge partiernes netværk og strukturer til at sprede kampen.
Kampen kan vindes
Det er tydeligt, at det ikke er andet en ren ”profit-maksimering”, der driver firmaet i sine angreb. Alle ved, at firmaet ikke mangler penge. Men hvis der bliver organiseret en konsekvent kamp vil CSC’s arrogante holdning hurtigt ændre sig. Firmaet har stor magt, men uden arbejdere til at producere og vedligeholde dens varer, kan den intet. Det er ikke uden grund, at firmaet bruger alle disse ressourcer for at smadre fagforeningen og begrænse strejkeretten. Den eneste grund til, at virksomheden ikke har rykket sig i forhandlingerne, er fordi, den ikke har mærket noget bemærkelsesværdigt pres. En komplet blokade vil med ét ændre styrkeforholdet i virksomheden. Ikke blot vil virksomheden miste massive mængder af penge i form af dagbøder og annulleringer af ordrer fra kunder, men den vil også blive udsat for et massivt politisk pres for at få statens systemer op at køre igen.
Den bitre sandhed er, at der ikke er nogen vej uden om en reel blokade af CSC, så de kan mærke strejken. En blokade af CSC er absolut mulig, men det kræver at den organiseres effektivt og demokratisk. Det må demokratisk besluttes hvem og hvornår, der skal blokeres – første skridt kunne være at blokere fuldt én dag. For at lede blokaden må der demokratisk vælges et blokadeudvalg, der under blokaden tager beslutningerne. På samme måde må resten af ledelsen for strejken vælges demokratisk på stormøderne, og blive stillet til ansvar for deres beslutninger på stormøderne.
Angrebene fra CSC’s ledelse er et angreb på alle hårdtarbejdende menneskers rettigheder, men de herrer på direktionsgangene har glemt en lille detalje: Intet i denne verden kan fungere, uden at arbejderne tillader det. Hvis arbejderne først kaster hele deres vægt ind i konflikten, vil de høje herrer i ledelsen for CSC blive fuldstændig udstillede i deres impotens og ligegyldighed.
