Det kan vel næppe være gået nogen over hovedet, at vi står i en økonomisk krise. En krise der får politikerne til at falde over hinanden for at forsikre os danskere om, at vi ikke kan beholde vores luksuriøse vaner, men alle må trække maven lidt ind for at sikre velfærden.
Om man ser på de borgerlige partier eller SF og Socialdemokraternes ”Fair Løsning” er linjen klar – svaret er, at ungdommen skal paces igennem uddannelse og hurtigst muligt ud på arbejdsmarkedet, og det seneste forslag for regeringen er at SU’en skal forringes. De glemme dog at begunstige forholdende for de unge, der snarere møder arbejdsløshed og bolignød end favorable uddannelsestilbud og jobmuligheder.
Som tidligere skrevet her på siden, står den unge generation overfor en levestandard, der er lavere end den tidligere generations. I et markedsøkonomisk samfund, der ellers prædiker uendelig fremgang og liberalismens endegyldige triumf, forekommer det ekstremt modsigende. Men faktum er, at de fleste unge kun har oplevet forringelser på velfærden – specielt mærkbart på uddannelsesinstitutionerne.
Ud af skolerne – ind i fængslerne
Udsigten ser som skrevet ovenfor heller ikke lysere ud; jobmulighederne er få, brugerbetaling stiger og hvis privatiseringsskredet fortsætter, er det ikke umuligt at forestille sig, at min generation skal betale for vores børns sundhed og uddannelse oven i vores egen. Altså star vi i lort til halsen – et faktum som fra de politiske partier besvares med, at vi skal droppe alt det muntre og ræse igennem hele systemet uden at se os tilbage under forhold der forringes år efter år. Men hetzen imod de unge stopper ikke her, for ud over at blive dæmoniseret som nå-generation, curling-børn og egoistiske produkter af det postmoderne samfund, sænkes straffealderen, så vi rettere kan straffe end reintegrere ”utilpassede” unge.
Splittelse
Denne udvikling har skabt kategorier som ”de unge” og ”de ældre” og sågar affødt organisationen ”Yngresagen”, der skal varetage de unges interesser, som et modsvar til ældresagen (se artikel hos Politiken).
Problemet med en sådan opdeling er, at den ikke gavner kampen for velfærd, men kun opsplitter samfundet i grupperinger, der grundlæggende har fælles interesser. Den tendens har ligeså kunne iagttages i samfundets hetz imod indvandrerne som de store syndere, hvilket har fået en gruppe af danskerne til at se dem som den store fjende imod deres forhold i stedet for den egentlige fjende – markedsøkonomien. Det absurde er, at der er fælles interesser for en god sundhed, uddannelse og mangfoldig kultur og debat på tværs af skellene mellem ”dansk” og ”indvandrer”. Den samme ”vi-og-de”-følelse ses der allerede tegn på i kampen mellem ældre og unge. Eksempelvis udførte Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) for et års tid siden en aktion imod nedskæringer på gymnasierne ved at rive ældrechecks over på en større plads i København. En aktion der ikke just samlede støtte fra arbejderklassen.
Klassekamp – ikke generationskamp
I en artikel på Informations hjemmeside kan man endda læse, at den nye opdeling vil afløse det gamle klassesamfund. Men hvad, der kendetegner klasser, er, at de omfatter en gruppe mennesker, der har fælles økonomiske interesser, det vil sige klasseskellet er mellem alle dem der det meste af livet er tvunget til at gå på arbejde for andre og helt afhængig af god og gratis offentlige velfærd (det store flertal) og dem der ejer virksomhederne og tjener på andre menneskers arbejde og som ikke har interesse i ordentlig velfærd (det lille mindretal).
Selv om der overfladisk kan tolkes modsætninger mellem unges uddannelsesbehov og ældres behov for hjemmepleje, så er kampen trods alt stadig den samme – nemlig kampen for bedre velfærd, hvilket forener de to grupper i en klasse med samme økonomiske interesse. En kamp mellem de unge og ældre er dermed i sin ellers gode mening for bedre forhold kun med til at splitte samfundet yderligere, hvilket kun svækker de unges interesser yderligere.
Angrebene på de unge og velfærden generelt skaber naturligvis en modreaktion, og et ungdomsoprør under opsejling er ikke utænkeligt. Svaret herfra må blot være at det hverken må få en opsplittende karakter af voldelig isolation som det var tilfældet i sagen om Ungdomshuset eller et indadvendt pacificerende udtryk, men at det må resultere i en politisk fælleskamp for økonomisk demokrati og imod social ulighed.
