DGS: brug for at fastholde klare krav




3 minutter

Den 14 til 16. november sidste år afholdt Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) aktivitetskonference på Kirsebærhavens skole i Valby. En skole, der vidner om, at regeringens nedskæringspolitik ikke kun rammer gymnasierne. Forældede Europa-kort og toiletter, der falder fra hinanden, er noget som folkeskole- og gymnasieelever begge kan nikke genkendende til.

Efter flere år med demonstrationer med højdepunkterne 17. maj og 2. oktober 2007 valgte DGS sidste år ikke at aktionere mod de bebudede nedskæringer. Ledelsen begrundede dette med et ønske om at blive set som ”ansvarlige”. Denne såkaldte ansvarlighed er det sidste år kommet til udtryk i et fravær af masse-mobiliseringer. I stedet har DGS’ ledelse holdt sig til at snakke med politikerne på Christiansborg.

Det er udmærket at forhandle med politikerne, men DGS står i en langt stærkere position i forhandlinger, hvis man forhandler på baggrund af en organiseret masseprotest blandt landets gymnasieelever. Hvis DGS’ ledere organiserer stormøder og demonstrationer overalt i landet, med en appel til arbejderbevægelsen om at støtte kampen for ordentlig og gratis uddannelse, kan man stå langt stærkere.

Kamp for busser gav resultat

Det sidste år har transportselskaberne igen bebudet nedskæringer. I provinsen er det især gymnasie-elever, der bliver ramt af dette. Alene på Fyn så det ud til, at 4000 elever ville miste deres eneste måde at komme i skole på.
På dette område har DGS’ ledelse i samarbejde DGS’ regioner formået at presse transport selskaberne til ikke at nedlægge busruterne, og i Sønderjylland til at kommunen overtager busdriften til og fra gymnasiet.

De succeser, som gymnasieeleverne har opnået på dette område, bør tages som eksempel til kampene på nationalt plan. Kampene er blevet fortsat og intensiveret, indtil man nu er ved at få aftaler. Samtidigt må kampene ikke stoppe med bevarelsen af busruterne på Fyn og i Sønderjylland. DGS må gå forrest i kampen for at forbedre transportforholdende for landets elever og kæmpe for genoprettelse af de mange busruter, der under denne regering er blevet afskaffet.

Krise: flere nedskæringer forude

At kæmpe for bevarelse og udvidelse af busruter er den slags ansvarlighed, som DGS bør udvise. Det er en ansvarlighed over for DGS medlemmer, gymnasieeleverne. Den samme ansvarlighed må pålægge DGS at kæmpe for gymnasieelevernes interesser på alle områder.

Den økonomiske krise vil betyde flere nedskæringer på gymnasieområdet. Men efter mange års uafbrudt kamp uden nævneværdige sejre er kampgejsten hos landets gymnasieelever og deres repræsentanter midlertidigt i en bølgedal. Men denne stemning er ikke et udtryk for, at eleverne er tilfredse med deres forhold. Det er kun et udtryk for, at de ikke har tiltro til, at de metoder, som DGS’ ledelse har benyttet sig af i den sidste tid, virker til at fjerne nedskæringerne.

Fasthold det klare program

Kun gennem store demonstrationer, strejker og besættelser og et samarbejde med fagbevægelsen kan regeringen presses til at stoppe nedskæringerne på gymnasierne. Den økonomiske krise og kommende nedskæringerne vil igen presse gymnasieeleverne til at gå i aktion. Ledelsen må sørge for at organisere effektive masseprotester med forbindelse til arbejderbevægelsen.

Ledelsen har fremlagt et nyt forslag til princip-program for DGS. Dette forslag udvander en stor del af de krav, DGS tidligere har kæmpet for. De siger, at det nuværende program er for langt og indviklet. Selv om DGS princip-program godt kunne trænge til forkortelse og omskrivning er der blevet forkortet det helt forkerte sted. Alle konkrete krav i det nuværende program er blevet slettet og udvandet til lange sætninger, der kan tydes på flere måder.

Der er brug for et klart program og klare krav til at bakke DGS’ ledere op og holde dem fast, når de skal forhandle med politikerne. Der er brug for at holde fast i kravene om en fri og gratis uddannelse til alle.