Nej til krigsskibe til Gaza!


Frederik Ohsten



3 minutter

I skrivende stund, under store sikkerhedsforanstaltninger, er repræsentanter fra en halv snes lande på et hemmeligt sted i formentlig Storkøbenhavn i øjeblikket i gang med at diskutere, hvordan de kan hjælpe til at kvæle Gaza.

Det går officielt ud på at sætte en stopper for, at der kan smugles våben fra Egypten ind i Gaza.

Hykleriet skriger til himlen. Israel massakrerede under deres offensiv i Gaza mere end 1.300 palæstinensere. En tredjedel af dem var børn. Alligevel mener den borgerlige regering, at det er palæstinenserne, og ikke Israel, der skal afvæbnes.

De borgerlige fører krig mod verdens folk

Det er ikke nyt for den borgerlige regering at sætte militæret ind imod forsvarsløse, fattige befolkninger. De har tidligere gjort det i Irak, Afghanistan og Kosovo. For den borgerlige regering er det vigtigste at sikre den danske overklasses gode forhold til USA i stedet for at sikre, at undertrykte folk som palæstinenserne kan få opfyldt deres rettigheder og slippe ud af den barbariske undertrykkelse, de lever under. Det hemmelige møde, som nu bliver afholdt i Danmark er netop blevet indkaldt efter ordre fra Washington.

Hvis Danmark fik blokeret sine grænser for al trafik ind og ud af landet så ikke engang medicinsk udstyr kunne komme ind, sine kraftværker bombet, sine værdier i udlandet indefrosset, sit luftrum og farvand inddraget af en fremmed magt, halvdelen af folketingsmedlemmerne sat i fængsel i et fjendtligt land og mange andre indgreb, da ville man uden tvivl betragte det som en krigserklæring. Det ville være helt korrekt – og det er lige præcis sådan en krigsførelse, som Israel i årevis har ført over for Gazas folk.

Palæstinenserne har ret til at forsvare sig

I denne konflikt er vores sympati 100 procent på de undertryktes side. Det vil sige, at vi bakker ubetinget op om palæstinensernes frihedskamp. Det betyder ikke, at vi mener, at de metoder, som lederne bruger, er nyttige. Tværtimod er de metoder, som Hamas (og andre grupper som for eksempel Islamisk Jihad) benytter sig af, overhovedet ikke effektive. De affyrer primitive, hjemmelavede raketter, som overhovedet ikke anretter nogen militær skade på den israelske krigsmaskine. Det eneste, de opnår, er at få almindelige israelere fra arbejderklassen til at bakke op om de reaktionære generaler og de zionistiske politikere.

Palæstinenserne har al ret til at forsvare sig imod den vedvarende israelske aggression og besættelse. Palæstinenserne har levet under besættelse og ydmygelse i 60 år. I stedet for PLO-ledelsens linje om at opgive samtlige nationale krav og underlægge sig besættelsesmagten og Hamas’ linje med nyttesløse småangreb med primitive raketter er der behov for en generel bevæbning af den palæstinensiske befolkning og en alliance med de israelske arbejdere imod den fælles fjende – de israelske kapitalister og imperialismens dominans af regionen.

International solidaritet

Den danske arbejderbevægelse må støtte palæstinensernes ret til at kæmpe for deres frihed. Et eksempel på den internationale solidaritet er blevet vist af de sydafrikanske arbejdere, som kender til kampen mod de apartheid-tilstande, som palæstinenserne lever under.

Det sydafrikanske LO – COSATU – har sammen med det sydafrikanske kommunistpartis ungdomsafdeling netop indledt en solidaritets-uge med det palæstinensiske folk. Havnearbejderne har blandt andet besluttet, at de ikke vil losse et skib med varer fra Israel, som ellers er sat til at ankomme i Durban den 8. februar. Det minder om 1963, hvor de danske havnearbejdere nægtede at losse et skib fra Sydafrika, da landet levede under apartheid.

Det er disse traditioner, som må tages op i fagbevægelsen. Politisk må vi kræve, at Danmark afbryder sine diplomatiske forbindelser til Israel, ligesom Venezuela og Bolivia har gjort. Og al dansk militær assistance til den israelske undertrykkelse af palæstinenserne må stoppes.