I januar tog ledelsen i Socialistisk Ungdomsfront (SUF) det drastiske skridt at lukke fire af sine aktive lokalgrupper, ud af 20-30 lokalgrupper. Det er et fuldstændig uhørt skridt, som viser, at SUFs ledelse hellere vil smadre SUF, end tillade en revolutionær kritik af deres politik og handlinger.
Dette er endnu en kulmination i det længerevarende angreb, der har været på den revolutionære fløj i SUF, fra ledelsens side. Angrebene har indtil nu talt forsøget på eksklusion af 15 aktive marxister, derefter eksklusionen af indtil videre 29 marxister sidste forår, brug af tyveri og manipulation af dokumenter og nu lukning af lokalgrupper med omkring 50 aktive socialister.
Udemokratiske manøvrer
Efter snart to års åben heksejagt på enhver kritisk røst i SUF, kan lukningen af lokalgrupperne måske opleves af mange SUF’ere, som ”bare endnu en ting”. Det er nærmest blevet hverdag, kan det virke som. Men lukning af lokalgrupper er, ligesom masseeksklusioner, IKKE hverdagskost i en revolutionær ungdomsorganisation – eller burde i hvert fald ikke være det!
Uanset hvad SUFs ledelse siger, så er lukning af lokalgrupper en manøvre som mest af alt ligner dem der blev brugt at lederne af de stalinistiske organisationer tilbage i 1930’erne. 1000 unge socialister har meldt sig ind i SUF for at ændre verden og nu opdrages de af SUFs ledelse i de værste traditioner fra arbejderbevægelsens bureaukratiske apparater. Men disse metoder smadrer enhver organisation.
Ingen orker i længden at være aktiv i en organisation, hvor enhver politisk kritik eller bare selvstændig tanke, besvares med trussel om eksklusion eller lukning af lokalgrupper. En revolutionær organisation kan ikke udvikle sig med disse bureaukratiske, organisatoriske manøvrer! Tværtimod kræver en revolutionær organisation, hvis den skal kunne spille en rolle, plads til politiske diskussioner, og plads til at alle medlemmer og tendenser kan fremsætte deres egne holdninger i en demokratisk debat.
Hvorfor?
Umiddelbart virker det som om der ikke er et fornuftigt svar på, hvorfor dette finder sted. Ledelsen i SUF forsøger at fremstille konflikten som ”organisatorisk”. Eksklusionerne af de 29 marxister begrundede de med ”illoyalt arbejde”, baseret på stjålne og manipulerede dokumenter og lukningen af lokalgrupperne begrundes med, at de ikke vil rette sig efter stormødets beslutning, fordi de stadig inviterer gæster fra Socialistisk Standpunkt til deres møder.
Udelukkelserne er altså politiske: hvad kan disse gæster gøre andet, end at fremføre deres egne politiske holdninger i lokalgruppernes diskussion? Intet! Denne konflikt handler om, hvilken vej SUF skal tage politisk.
To veje for SUF
Opbakningen til Socialistisk Standpunkts politik voksede i SUF, både voksede antallet af støtter af avisen og samtidig voksede stemmeandelen på forskellige spørgsmål på stormøderne. Støtter af Socialistisk Standpunkt rejste en lang række politiske spørgsmål, bl.a. at SUF burde støtte revolutionen i Venezuela og resten af Latinamerika, mens ledelsen i sin politiske beretning skrev, at man ikke kunne tale om en generel venstredrejning i Latinamerika og at et hovedfokus i forhold til Latinamerika var, at SUF måtte kritisere brud på menneskerettighederne i disse lande.
Et andet spørgsmål var spørgsmålet om kvindeundertrykkelse, hvor marxisterne forklarede, at kvindekampen ikke kan ses adskilt fra klassekampen og at ethvert forsøg på at opsplitte arbejderklassens enhed er skadelig, hvorfor vi også kæmpede imod kønsseperatistiske grupper (og alle andre separatistiske grupper) samt kønsopdelte talerlister o. lign.
Vi gik også imod den politiske tendens blandt ledende SUF’ere, der i Enhedslisten havde arbejdet imod SUFs program ved at stille forslag om, at Enhedslisten nu ikke længere skulle kæmpe imod EU, men at EU kunne reformeres. Denne reformistiske holdning ser helt bort fra EU som et symptom på imperialismens udvikling.
Reformisme eller revolution
Den røde tråd der løber gennem samtlige af de politiske stridspunkter i SUF gennem tiden, er forskellen på reformisme og revolutionær socialisme; marxisme.
Det grundlæggende problem i ledelsen i SUF og laget omkring denne ledelse er manglen på det socialistiske revolutionære perspektiv.
I velfærds- og studenterbevægelsen har ledende SUF’ere fuldstændig underlagt sig ledelserne i disse bevægelser, i stedet for at forsøge at forklare, hvad nedskæringerne skyldes og hvorfor og hvordan socialismen kan løse disse problemer. Argumentet fra SUFs ledelse for denne strategi er ”bevægelsen er alt”, fuldstændig ligesom den socialdemokratiske reformist Bernstein sagde i starten af sidste århundrede.
Valgkampen, hvor SUF indgik i Enhedslistens valgkamp, var endnu et tydeligt eksempel på dette. Enhedslistens spidskandidater fremsatte krav om omfordeling af skatten og 100 procents vedvarende energi som eksempel på revolutionen, mens SUF intet havde at sige til dette. SUFs ledelse har på intet tidspunkt anfægtet Enhedslistens idé om at være ”vagthunden” i parlamentet, uden nogensinde at rejse målet om et stats- og klasseløst samfund.
SUFs ledelse har altså ikke givet noget alternativ til den nuværende situation med en borgerlig nedskæringsregering. En valgkamp kan være udmærket at deltage i for revolutionære, med det eneste formål at forklare at årsagen til, at regeringen skærer ned og arbejdsforhold og leveforhold forringes er, at vi lever i et samfund, hvor kapitalisternes jagt på profit er det bestemmende. SUFs ledelse har på intet tidspunkt forklaret, hvorfor SUF i sit program slår fast, at de kæmper for en demokratisk planøkonomi.
I det hele taget er SUFs ledelse gået fuldstændig bort fra programmet. For marxister er et program ikke en ”hensigtserklæring” eller et papir, der kun skal bruges i festtaler. Tværtimod er et program, som for eksempel SUFs revolutionære program, en grundlæggende analyse, som må bruges i al organisationens arbejde og forbindes til de daglige krav. Men i stedet gør SUFs ledelse intet som helst for at følge programmet. Tværtimod! De modarbejder i praksis programmet på samtlige politiske felter; spørgsmålet om revolution, EU, kvindekamp, staten, parlamentarisme ect.
I deres kampagnemateriale i forbindelse med overenskomsterne 2008 for de offentlige ansatte forklarer de, at der er penge nok i det danske samfund. Det er rigtigt, at der de seneste år har været store overskud på statens budgetter og at Anders Fogh ikke ønsker at give de offentligt ansatte højere løn. Men sandheden er desværre, at den danske økonomi ser ud til at stå over for en alvorlig krise – og hvad vil ledelsen i SUF så sige, når der er underskud på statens budgetter?
I Socialistisk Standpunkt kæmper vi også for højere løn til sygeplejersker, SOSU’ere, pædagoger ect., men vi forklarer samtidig, at hvorvidt velfærden udbygges og lønne sættes op, ikke kan afhænge af den kapitalistiske økonomis anarkistiske natur, med indbyggede kriser. Det eneste der kan sikre, at økonomien fortsætter med at gå fremad og dermed sikre velfærd og løn, er en planøkonomi, hvor de 200 største virksomheder nationaliseres.
Byg den marxistiske tendens
SUFs ledelse er ved at smide de mest konsekvente revolutionære ud gennem eksklusioner eller lukning af lokalgrupper. SUFs ledelse er ved at gøre SUF til (endnu) en reformistisk ungdomsorganisation, bare med fokus på fristeder og økologi, men der er ikke brug for endnu en reformistisk ungdomsorganisation.
Grundlæggende viser SUFs ledelse en fuldstændig mangel på tillid til den danske arbejderklasse og ungdoms evne til at ændre samfundet; ”de kan ikke forstå vores politik, derfor må vi hellere pakke den ind,” synes de at mene. På samme måde viser de ingen tillid til deres egne medlemmers evne til selv at tage stilling, når f.eks. gæster fra Socialistisk Standpunkt fremlægger deres politiske idéer i lokalgrupperne.
SUFs ledelse har ikke fremlagt nogen som helst perspektiver for, hvad en revolution er eller hvordan SUF kan arbejde for denne. En revolution er ikke når og hvis Enhedslisten vinder flertal i Folketinget. En revolution er, når flertallet af arbejderklassen gennem kamp indser, at det kapitalistiske samfund ikke kan løse nogen af deres problemer og at de selv må overtage styringen i deres eget liv og dermed også overtage økonomien.
Det er det perspektiv vi i Socialistisk Standpunkt konsekvent har fremlagt og kæmpet for – i SUF og i hele arbejderbevægelsen. Vi har fremlagt paroler, som vi mente kunne højne arbejderklassen og ungdommens bevidsthed om egen styrke og magt. Som socialist kan man være uenig eller enig i de konkrete paroler – det er taktiske spørgsmål. Det vigtige er det revolutionære program.
Der er to veje i SUF og vi opfordrer ALLE ærlige revolutionære SUF’ere, der ønsker at kæmpe for en revolutionær politik i SUF, til at tilslutte sig den Internationale Marxistiske Tendens i Danmark – Socialistisk Standpunkt – og derigennem fortsætte kampen for et stærkt, demokratisk og revolutionært SUF.
