Miljø
Det er officielt. Klimaændringer er med stor sandsynlighed den største trussel mod menneskets liv på jorden. Det konkluderes i den omfattende Stern-rapport, som den britiske regering har udgivet. Og det forårsages af menneskelig aktivitet. Hvem har skylden? ”Vi” har ikke besluttet at ødelægge muligheden for liv på jorden. Ingen har spurgt os. Og det er pointen. Under kapitalismen er der aldrig nogen, der spørger os. Ting sker bare, eller rettere sagt; de sker på grund af markedskræfterne.
Udledning af CO2, som forårsager global opvarmning og globalt selvmord, det er konsekvensen af det kapitalistiske systems uplanlagte produktion, hvor de enkelte virksomheder ikke tager højde for den store sammenhæng, men bare vil skovle profit ind.
Sverige
Sverige fik i september en borgerlig regering. Inden valget blev der talt om ”opstramninger”, men knap var borgerskabet kommet til magten, før der kom tal på bordet. Statsstøtten til a-kasserne sænkes kraftigt, hvilket gør et a-kassemedlemskab 4.700 svenske kr. dyrere om året. Samtidig forringes dagpengene, og kommer kun til at dække 65 pct. af lønnen mod næsten 80 pct. i dag. Støtten til de borgerlige er faldet med 2,2 pct.-point. Samtidig er venstrefløjen gået 4,9 pct.-point frem, hvilket afspejler, at mange sofavælgere, der stemte blankt i protest mod den mangeårige socialdemokratiske nedskæringsregering, ikke vil acceptere disse forringelser.
Ledelsen i den svenske arbejderbevægelse har dog overhovedet ikke ville føre kamp for deres medlemmers grundlæggende rettigheder.
Irak
Den 30. december 2006 blev Saddam Hussein henrettet ved hængning. Bush og hans støtter i den såkaldte irakiske regering ville have det hele til at se pænt ud, og den video man udgav, indeholdt ikke selve hængningsøjeblikket. ”Uheldigvis” (men til deres fordel) slap der en ”uautoriseret” udgave ud på nettet kort efter.
Den amerikanske imperialisme har brugt hængningen som et symbol på, at retfærdigheden sker fyldest i Irak. Men det eneste der fyldes, er de store besættelsesvirksomheders lommer. 2006 blev nemlig samtidig et meget blodigt år, hvor mere end 12.320 civile irakere blev dræbt. Saddam Hussein var en massemorder og tyran. Ingen tvivl. Men de amerikanske imperialister støttede ham gladeligt i hans kamp mod Iran. Det glemmer de at fortælle i dag.