Henimod slutningen af september 1917 blev jeg opsøgt af en udenlandsk professor i sociologi, han var pa besøg i Rusland. Forretningsmænd og intellektuelle havde fortalt ham, at revolutionen var ved at gå i stå. Profes­soren havde skrevet en artikel derom og var så taget på en rundtur i landet, hvor han havde besøgt fabriksbyer og bondesamfund – og til sin forbavselse havde han set, at revolutionen syntes at sætte farten op. Det var blandt lønmodtagere og arbejdsfolk på landet almindeligt at høre ord som » al jord til bønderne, alle fabrikker til arbejderne. Hvis professoren havde besøgt fronten, ville han have hørt; hele hæren tale fred ..

Professoren var blevet tvivlrådig, men det behøvede han ikke at være: begge iagttagelser var korrekte. De besiddende klasser var ved at oplive mere konservative, folkemasserne mere radikale.
Blandt forretningsmænd og intelligentsiaen var det en almindelig fornemmelse, at revolutionen var gået lovlig langt og havde varet for Længe; at tingene nu skulle gå i dvale. Denne følelse var også til stede blandt de fremherskende »moderate« grupper af socialister, mensjevikker og socialrevolutionære, der gik ind for fortsættelsen af den imperialistiske krig og støttede Kerenskijs provisoriske regering.
Den 14. oktober hed det i de »moderate« socialisters officielle organ:

»Revolutionens drama har to akter: ødelæggelsen af det gamle styre og skabelsen af det nye. Den første akt har varet længe nok. Nu er det på tide at gå videre til den næste, og at spille den så hurtigt som muligt. Som en stor revolutionær har formuleret det: Lad os skynde os, venner, at slutte revolutionen. Den, der får den til at vare for længe, vil ikke komme til at høste frugterne …«

Blandt arbejder-, soldater- og bondemasserne var der imidlertid en stadig følelse af, at ”første akt” ikke var spillet færdig. Ved fronten havde armekommitteerne voldeli­ge sammenstød med officerer, som ikke kunne vænne sig til at behandle deres folk som menneskelige væsener; i baglandet blev bøndernes valgte jordkomiteer sat i fængsel, nar de forsøgte at gennemføre regeringens forordninger vedrørende jorden; og arbejderne2 i fabrik­kerne havde sorte lister og lockouter at slås med. Ja, hjemvendende politiske landflygtige var blevet standset ved grænsen som ”uønskede”, og i nogle tilfælde blev mænd, der vendte hjem til deres landsbyer fra udlandet, forfulgt og spærret inde for revolutionære handlinger, de havde udført i 1905.

Folkets utilfredshed havde mange former, og de »moderate« socialister havde kun ét svar: Vent til den Konstituerende (grundlovgivende) Forsamling, der mø­des i december. Men masserne var ikke tilfreds med det. Den Konstituerende Forsamling kunne være meget god, men der var visse bestemte ting, som var årsagen til, at den russiske revolution var blevet gennemført, og for hvilke de revolutionære martyrer rådnede i deres trøstesløse brodergrave på Marsmarken, og disse bestemte ting matte skaffes til veje, uanset enhver Konstitueren­de Forsamling: fred, jord og arbejderkontrol med indu­strien. Den Konstituerende Forsamling var blevet udsat og udsat, og ville formodentlig blive udsat igen, indtil folk var blevet så ydmyge, – at de måske formindskede deres krav! I hvert fald var der nu gået otte måneder, siden revolutionen begyndte, og det var magert nok, hvad der var kommet ud af det .. .

I mellemtiden begyndte soldaterne at 1øse fredsproble­met simpelt hen ved at desertere, bønderne brændte godsernes hovedbygninger og overtog jorden, arbejderne drev sabotage og strejkede … Som naturligt var, gjorde fabrikanterne, godsejerne og officererne alt hvad de kunne for at forhindre ethvert kompromis .. .

Den provisoriske regerings politik skiftede mellem ineffektive reformer og strenge undertrykkelsesforan­staltninger. Et ‘Aloud fra den socialistiske arbejdsmini­ster gik ud på, at alle arbejderråd for fremtiden kun måtte holde møde efter arbejdstid. Blandt tropperne ved fronton blev oppositionelle partiers »agitatorer« ar­resteret, radikale aviser blev standset, og dødsstraf an­vendt mod revolutionære propagandister. Der blev gjort forsøg på at afvæbne arbejdernes ride garde. Ko­sakkerne blev sendt ud for at holde orden i provinsen .. .

Disse foranstaltninger fik støtte hos de moderate socialister og deres ledere i ministeriet, som anså det for nødvendigt at samarbejde med de besiddende klasser. Folket forlod dem skyndsomst og gik over til bolsjevik­kerne, som virkede for fred, jord, arbejderkontrol med industrien og en regering udgået af arbejderklassen. I september 1917 trak det sammen til en krise. Stik imod den overvældende stemning i landet lykkedes det Ke­renskij og de »moderate« socialister at etablere en koali­tionsregering med de besiddende klasser; og resultatet
blev, at mensjevikkerne og de socialrevolutionere mi­stede folkets tillid for bestandig.

En artikel i bladet Arbejderens Vej midt i oktober med titlen ”De socialistiske ministre” udtrykte folke­massernes følelser over for de »moderate« socialister:

Her er listen over deres fortjenester:

Tsereteli: afvæbnede med general Polovtsevs hjælp arbej­derne, satte de revolutionære soldater mat og godkendte døds­straf i hæren.

Skobelev: begyndte med et forsøg på at beskatte kapitali­sternes profit med 100 pct. og endte med et forsøg på at opløse arbejderrådene i virksomhederne.

Avksentjev: satte adskillige hundrede bønder i fængsel,b medlemmer af landkomiteerne og undertrykte adskillige arbejder- og soldateraviser.

Tchernov: Skrev under på det “kejserlige” manifest, som beordrede opløsning af den finske rigsdag

Savinkov: sluttede sig til en åben alliance med General Kornilov. Hvis denne landets frelser ikke var i stand til at forråde Petrograd, var det på grund af årsager uden for hans kontrol.

Zarudny: Med billigelse fra Alexinsky og Kerensky, smed han nogle af revolutionens bedste arbejdere, soldater og sømænd i fængsel.

Nikitin: Handlede som en vulær politimand imod jernbanearbejderne
Kerensky: Det er bedre ikke at sige noget om ham. Hans liste af misgerninger er alt for lang….

En kongres af delegerede fra den baltiske flåde, ved Helsingfors, vedtog en resolution som begyndte således:
“Vi kræver den øjeblikkelige fjernelse fra den provisoriske regering, af “socialisten”, den politiske eventyrer-Kerensky, som en der skandaliserer og ruinerer den store revolution. og med den de revolutionære masser, med hans skænselsløst politiske afspresning på vegne af borgerskabet.”

Det direkte resultat af alt dette var Bolshevismens rejsning….
Siden marts 1917, da den brølende strøm af arbejdere og soldater der banker på Tauride paladset tvang den modstræbende kejserlige duma til at overtage den dominerende magt i Rusland, var det massen af folket, arbejderne, soldaterne og bønderne, som gennempressede hver eneste skift i revolutionens forløb. De kylede Miliukov ministeriet ned; det var deres sovjet som proklamerede de russiske fredsbetingelser ud til verden, “Ingen annektioner, ingen erstatning, og retten til folkeslagenes selvbestemmelse.”; og igen, i juli, var det det uorganiserede proletariats rejsning som endnu engang stormede Tauride paladset, for at kræve at sovjetterne overtog regeringen af Rusland.

Derpå fulgte en vild jagt på bolsjevik­kerne, hundreder blev spærret inde, deriblandt Trotskij, madame Kollontaj og Kamenev; Lenin og Zinovjev gik under jorden og mødte ikke for retten; de bolsjevikiske aviser blev undertrykt. Provokatører og reaktionære larmede op om, at bolsjevikkerne var tyske agenter, indtil folk over hele verden troede på det.

Men den provisoriske regering viste sig ude af stand til at belægge sine anklager med beviser; de dokumen­ter, der skulle vise den tyske sammensværgelse, blev afsløret som falsknerier; og en efter en blev bolsjevik­kerne 1øsladt uden retsforfølgning – indtil der kun var seks tilbage. At den stadig skiftende provisoriske rege­ring var evneløs og ubeslutsom var et argument ingen kunne gendrive. Bolsjevikkerne fremsatte igen den folkekære parole ”Al magt til sovjetterne!” – og de var ikke egoister, for på den tid bestod flertallet af sovjet­terne af ‘moderates socialister’, deres bitre fjender.

Men endnu stærkere virkede det, at de overtog de ubehøvlede og enkle krav, som arbejderne, soldaterne og bønderne mødte med, og byggede deres aktuelle program på dem. Mens mensjevikkerne og de social­revolutionære med deres krigsfortsættelsespolitik ind­viklede sig i kompromis’er med bourgeoisiet, vandt bol­sjevikkerne i hurtig takt de russiske masser. I juli var de jagede og foragtede, i september var hovedstadens arbejdere, den baltiske flådes søfolk og soldaterne næ­sten helt vundet for bolsjevikkernes sag. I september fandt der kommunevalg sted i de store byer’, kun 18 pct. af stemmerne faldt på mensjevikkerne og de socialrevo­lutionere, mod over 70 pct. i juni…

Tilbage stod et fænomen, som voldte udenlandske korrespondenter, hovedbrud, det at de forskellige sovjet­ters centraleksekutivkomiteer (landsledelser, TSIK), de centrale hær- og flådekomiteer og centralkomiteerne for nogle af fagforbundene – navnlig post- og telegrafarbejderne og jernbanefolkene – vendte sig mod bolsjevikkerne med den største voldsomhed. Disse centralkomiteer var alle blevet valgt midt på sommeren, eller endda før, dengang mensjevikkerne og de social­revolutionære havde vældig tilslutning, og de udskød eller forpurrede alle nyvalg. F. eks. bestemte statutterne for Arbejder- og Soldaterrepræsentanternes Sovjet, at der skulle have været afholdt en landskongres i Septem­ber, men disse sovjetters TsIK ville ikke indkalde kon­gressen under det påskud, at der kun var to måneder til den Konstituerende Forsamling, og de antydede, at til den tid ville sovjetterne ophæve sig selv. Imidlertid vandt bolsjevikkerne den ene lokale sovjet efter den anden over hole landet, og det samme skete i fagfor­eningerne og blandt soldaterne og sømændene. Bonde­sovjetterne forblev konservative, fordi den politiske bevidsthed udviklede sig langsomt i de tunge land­distrikter, og det socialrevolutionære parti havde i en generation været det parti, der havde agiteret blandt bønderne … Men selv blandt bønderne var en revo­lutionær fløj under dannelse. Det viste sig tydeligt i ok­tober, da den venstre fl¢j blandt de socialrevolutionære skilte sig ud og dannede en ny politisk gruppe, de ven­stre-socialrevolutionære.

Samtidig var der alle vegne tegn på, at reaktionens kræfter var ved at få selvtillid. Det skete f. eks. på Troit­skij Farce Teatret i Petrograd, at en revy med titlen Tsarens Synder blev afbrudt af en gruppe monarkister, der truede med at lynche skuespillerne for ”fornærmel­se mod tsaren”. Visse blade begyndte at sukke efter en .russisk Napoleon«. Det var blevet almindeligt blandt borgerlige intellektuelle at omtale arbejdersovjetterne som hundesovjetterne, med et ordspil på rabotjij, ar­bejder, og sobatsjij, hund.
Den 15. oktober havde jeg en samtale med en russisk storkapitalist Stepan Georgievitj Ljanozov, der gik un­der navnet den » russiske Rockefeller«, politisk var han kadet.

”Revolutionen,” sagde han, ”er en sygdom. Før eller senere må de fremmede magter intervenere her, ligesom man intervenerer for at kurere et sygt barn eller for at lære det at gå. Det vilde naturligvis være mere eller mindre passende, men nationerne må gøre sig klart at bolsjevismen er en fare i deres egne lande, med smit­tefarlige ideer som proletariatets diktatur eller den so­ciale verdensrevolution … Der er en chance for, at in­tervention ikke bliver nødvendig. Transportvæsenet er demoraliseret, fabrikkerne er ved at standse, og tysker­ne rykker frem. Sult og nederlag kan måske bringe det russiske folk til fornuft.”

Hr. Ljanozov betonede, at hvad der end skete, ville forretningsfolk og fabrikanter ikke kunne tillade eksi­stensen af bedriftsråd, eller lade arbejderne få del i in­dustriens ledelse.
Hvad. bolsjevikkerne angår, ville de blive uskadelig­gjort ved en ‘af to metoder. Regeringen kan evakuere Petrograd, erklære belejringstilstand, og områdets miliærkommandant kan behandle disse herrer uden legale formaliteter … Eller hvis f. eks. den konstituerende forsamling viler nogen form for utopiske tendenser, kan den opløses med våbenmagt …«

Vinteren var ved at rykke nærmere, den frygtelige russiske vinter. Jeg hørte forretningsfolk tale om den: Vinteren har altid været Ruslands bedste ven. Maske vil den nu befri os for revolutionen. Ude ved den fry­sende front fortsatte miserable hære at sulte og dø uden begejstring. Jernbanerne var ved at bryde sammen, maden blev knappere, fabrikkerne standsede. De desperate masser råbte det ud, at bourgeoisiet saboterede folkets liv og fremkaldte nederlag ved fronten. Riga var blevet overgivet til fjenden lige efter, at general Kornilov of­fentligt havde udtalt: »Er Riga den pris, vi nødvendig­vis må betale for at få landet til at forstå sin pligt?»

For amerikanere er det utroligt, at klassekrigen skulle kunne udvikle sig til en sådan skarphed. Men jeg har personlig mødt officerer på nordfronten, som ugenert foretrak militær katastrofe frem for samarbejde med soldaterkomiteerne. Sekretæren for det liberal-konser-
vative kadetpartis afdeling i Petrograd fortalte mig, at sammenbruddet af landets økonomiske liv var et led i en plan til kompromittering af revolutionen. En allieret
diplomat, hvis navn jeg lovede ikke at nævne, bekræftede det ud fra personlig erfaring. Jeg kendte bestemte kulminer nær ved Harkov, som blev sat i brand og over­svømmet på initiativ af deres ejere, og tekstilfabrikker ved Moskva, hvor ingeniørerne bragte maskineriet i uor­den, da de forlod dem, eller overordnede jernbanefunk­tionerer, som arbejderne greb i forsøg på at ødelægge lokomotiver …

En betydelig del af de besiddende klasser foretrak ty­skerne frem for revolutionen, ja frem for den proviso­riske regering, og tøvede ikke med at sige det. I den russiske familie, hvor jeg havde logi, var samtaleemnet ved middagsbordet uvægerligt tyskernes komme for at bringe »lov og orden« … En aften var jeg til te hos en Moskva-bankmand, og i aftenens 1øb spurgte vi de elleve gæster, om de foretrak ”Wilhelm eller bolsjevikkerne”. Stemmerne faldt 10 mod 1 for Wilhelm :

Spekulanterne drog fordel af den altomfattende desorganisation til at lave sig formuer og formøble dem i fantastiske orgier eller til bestikkelse af regeringsem­bedsmand. Fødevarer og brændsel blev hamstret, eller hemmeligt sendt ud af landet til Sverige. Under revolu­tionens første fire måneder f. eks. blev reservelagrene af levnedsmidler i Petrograds store kommunale lager­bygninger næsten åbenlyst plyndret, indtil det oprin­delige forråd, to års forsyninger med korn, var faldet så stærkt, at der knap var nok til by ens forbrug på en måned .. Ifølge forsyningsministerens officielle rapport, under den provisoriske regering, blev kaffe købt engros i Vladivostok til 2 rubler pundet, men forbruge­ren i Petrograd betalte 13. I alle butikker i storbyerne var der tons af mad og klæder, men kun de rige kunne købe dem.

I en provinsby kendte jeg en købmandsfamilie, der drevspekulation – marod¢rer kaldte russerne dem, De
tre sønner havde med bestikkelser klaret sig fri af hæ­ren. Den ene spekulerede i levnedsmidler. Den anden solgte illegalt guld fra Lena-minerne til mystiske købere i Finland. Den tredje ejede et kontrollerende ak­tieparti i en chocoladefabrik, der forsynede de lokale brugsforeninger – på den betingelse, at brugsforenin­gerne forsynede ham med all, hvad han havde brug for. Sådan gik det til, at mens folkemasserne fik et kvart pund sort brød på deres brødkort, havde han overflod af franskbrød, sukker, te, konfekt, kager og smør … Da soldaterne ved fronten ikke længere kunne kæmpe, på grund af kulde, sult og udmattelse, – hvor indigneret råbte ikke denne familie »Kujoner!« efter soldaterne, hvor ”skammede” de sig ikke over at ”værre russere” .. . Da bolsjevikkerne endelig fandt og beslaglagde de ham­strede lagre, hvilke »reserver« var der så ikke!

Under overfladen af al denne råddenskab bevægede sig gamle dages dunkle kræfter, der ikke havde foran­dret sig efter tsar Nikolajs fald, stadig hemmelige og meget aktive. Det berygtede hemmelige politis agenter fungerede stadig, for og imod tsaren, for og imod Ke­renskij, alt efter den der betalte … I mørket var under­jordiske organisationer som de Sorte Hundreder travlt beskæftiget med forsøg på at bringe reaktionen til mag­ten igen, i en eller anden form.

I denne atmosfære af korruption, af oppustede for­drejelser, lød der en klar tone dag efter dag, bolsjevik­kernes stadig mere rungende kor: ”A1 magt til sovjet­terne! Al magt til de direkte repræsentanter for millioner og atter millioner af arbejdere, soldater og bønder. Jord, brød og slut på den meningsløse krig, slut på det hemmelige diplomati, spekulationen, forræderiet … Re­volutionen og dermed menneskehedens sag er i fare! e
Kampen mellem proletariatet og bourgeoisiet, mellem sovjetterne og regeringen, der var begyndt i de første martsdage, var ved at kulminere. Rusland, der med et sæt var sprunget fra middelalderen ind i det tyvende århundrede, viste den forbløffede verden to slags revolution i dødelig strid – den politiske og den sociale. Hvilken åbenbaring af den russiske revolutions vita­litet efter alle disse måneders forkommenhed og des­illusionering! Bourgeoisiet burde have kendt sit Rus­land bedre. Der vil gå lang tid, før »sygdommen«, revo­lutionen i Rusland, er overstået .. .

For et tilbageblik synes Rusland, som det var før no­vemberrejsningen, at tilhøre en anden historisk tidsal­der, næsten utrolig konservativt. Så hurtigt tilpassede vi os til det nyere, hurtigere liv, at det var, som om rus­sisk politik korporligt svingede til venstre – indtil ka­detterne blev brændemærket som ”folkefjender”, Kerenskij blev ”kontrarevolutionær”, middelvejens socia­listiske ledere Tsereteli, Dan, Lieber, Gots og Avksen­tjev blev for reaktionære for deres tilhængere, og mind som Viktor Tjernov, ja også Maksim Gorkij, tilhørte nu højrefløjen…
Omkring midten af december 1917 aflagde en gruppe socialrevolutionære et privat besøg hos sir George Bu­chanan, den britiske ambassadør, og bønfaldt ham om ikke at nævne, at de havde været der, fordi de blev ‘be­tragtet som for langt til højre.
”Og tænk sig,” sagde sir George, ”at for et år siden gav min regering mig instruks om ikke at modtage Miljukov (liberal-konservativ), fordi han var for farligt venstreorienteret!«

September og oktober er de værste måneder i det rus­siske år, særlig i Petrograds år. Under sløve grå himle og stadig kortere dage faldt regnen uophørligt gennem­sivende. Mudderet forneden var dybt, slibrigt, klabrigt, slæbt ind overalt af de tunge støvler, og værre end sæd­vanligt, fordi den kommunale administration komplet brød sammen. Råkolde vinde fejede ind fra den finske bugt, og tage og slud rullede gennem gaderne. Om nat­ten var kun få lygter tændt, af sparehensyn og frygt for tyske zeppelin-luftskibe; i private lejligheder blev
elektriciteten afbrudt fra 6 morgen til midnat, stearin­lys kostede fyrre cents stykket, og det var sinat med pe­troleum. Røverier og indbrud tog til. I boligkvarterer skiftedes mændene til at gå vagt, væbnet med skarp­ladte rifler. Dette var under den provisoriske regering.
Uge for uge blev maden knappere. Den daglige brød­ration faldt fra halvandet pund til et pund, så trekvart, et halvt, et kvart pund. Henimod slutningen var der en uge aldeles uden brød. Sukker skulle man have to pund af om måneden, hvis man overhovedet kunne få det, hvad der sjældent var muligt. En stang chokolade eller en lidet velsmagende sukkerstang kostede syv til ti rub­ler. Der var mælk til halvdelen af småbørnene i byen, de fleste hoteller og private hjem fik i månedsvis intet. I frugtsæsonen solgtes æbler og pærer på gadehjørnerne for en rubel stykket .. .

For at få mælk og brød og sukker og tobak skulle man stå i kø i timevis i den kolde regn. På hjemvejen fra et langt aften møde har jeg set en kø begynde at danne sig før daggry, de fleste af dem kvinder, nogle med små­børn på armen … Carlyle har i sin bog Den franske revolution beskrevet det franske folk på den måde, at det mere end noget andet har talent for at stå i kø. Rusland har indrettet sig på denne praksis, der begyndte så langt tilbage som i 1915 under Nikolaj den Velsignede og si­den fortsatte med visse afbrydelser indtil sommeren 1917, da den slog rod som tingenes rette orden. Tænk på de fattigt klædte mennesker dagevis stående pa Pe­trograds gråhvide gader i den russiske vinter! Jeg har hørt på samtalen i brødkøerne, den bitre, skarpe tone af utilfredshed som tid efter anden brød igennem den russiske folkemangdes mirakuløst godhjertede natur .
Naturligvis spillede alle teatre hver aften, ogsa om søndagen. Karsavina dansede i en ny ballet pa Mariin­skij, alle danseelskende kom og så hende. Sjaljapin sang. På Aleksandrinskij genoplivede de Meyerholds iscene­seettelse af Tolstojs ulvan den Skrækkeliges død«, og fra den forestilling husker jeg en elev fra Tsarens pageskole, i sin paradeuniform stod han ret mellem akterne og vendte ansigtet mod tsarens loge, hvor alle ¢rne var revet af … “Troldspejlet” opf¢rte en overdådig ver­sion af Schnitzlers Reigend.

Selv om Ermitagen og andre museer var blevet eva­kueret til Moskva, afholdtes der hver uge udstillinger af malerier. Skarer af kvindelig intelligentsia stimlede sammen for at høre forelsninger om kunst, litteratur og billig filosofi. Det var en smærtlig travl sæson for teo­sofferne. Og Frelsens Hær, som for første gang var slumpet hid i Rusland, overklistrede murene med plakater for evangeliemøder, der morede og forbaysede de rus­siske tilhørere …

Som i alle sadanne tider fortsatte byens daglige trum­merum uden megen opmærksomhed om revolutionen. Digterne lavede vers, men ikke om revolutionen. Unge damer fra provinsen kom til hovedstaden for at lære fransk og få en dannet udtale, og de livslystne smukke officerer bar deres guldkantede karmoisinrøde baslyker (hovedtøj) og deres kunstfærdige kaukasiske sverd fra vestibule til vestibule. Damerne fra embedsstandens la­ves lag drak to hos hinanden om eftermiddagen, hver medbringende sin Bile sukkermske af guld eller sølv med juveler, og en halv skive brød i muffen, og ønskede at tsaren ville komme igen,. eller at tyskerne ville kom­me, eller hvad som helst der kunne løse tjenestefolkproblemet … Datteren af en af mine venner kom en efter­middag hjem midt i et hysterisk anfald, fordi en kvinde­lig sporvognskonduktør havde kaldt hende kammerat!
Rundt om dem var det store Rusland ved at nedkom­me med en ny verden, veerne havde meldt sig. De tje­nestefolk, man ellers behandlede som dyr og betalte næsten ingenting, var ved at gøre sig selvstændige. Et par sko kostede over hundrede rubler, og da 1¢nningerne kun lå på 30-40 rubler om maneden, nægtede tjeneste­folkene at stå i kø og få deres sko ødelagt i pløret. Men det var ikke alt. I det nye Rusland kunne hver mand og kvinde stemme; der var arbejderaviser, der skrev
nye og opskræmmende ting; der var sovjetterne; og der var fagforeningerne. Kuskene havde en fagforening, de var ogsa repræsenteret i Petrograd-sovjetten. Tjenerne og hotelpersonalet var organiseret og begyndte at afslå at modtage drikkepenge. På restauranternes vægge satte de skilte op: »Her modtages ikke drikkepenge -«, eller At en mand skal tjene sit br¢d ved at servere er ingen grund til at fornærme ham ved at tilbyde ham drikke­penge!

Ved fronten udkæmpede soldaterne deres kamp med officererne og lavede selvstyre gennem deres komiteer. I fabrikkerne var disse enestående russiske organisatio­ner, bedriftsrådene, ved at vinde erfaring og styrke og realisere deres historiske mission ved at tage kampen op mod de gamle tilstande. Hele Rusland var i færd med at lære at læse, og var ved at læse – politik, økonomi, historie – fordi folket ønskede at vide besked . . . I hver by, i de fleste smabyer, langs fronten, havde hver poli­tisk gruppe sit blad, ofte flere. Hundredtusinder af pje­cer blev fordelt af tusinder af organisationer og øst ud over hærene, landsbyerne, fabrikkerne, gaderne. Tør­sten efter oplysning, der så længe havde været holdt nede, brød i revolutionsmånederne frem som en besæt­telse. Alene fra Smolnyj-instituttet blev der i de første seks maneder hver dag sendt tons, vognlæs, vognladnin­ger af litteratur ud for at mætte landet. Rusland absor­berede læsestof som varmt sand drikker vand, ustand­seligt. Og det var ikke fabler, opbyggelsesskrifter eller bedøvende romaner, men sociale og økonomiske teorier, filosofi, Tolstojs, Gogols og Gorkijs værker …
Og der mest det talte ord, hvor fortidens revolutions­taler blev stillet i skygge. Foredrag, debatter, taler, i teatre, cirkus, skoler, klubber, marketenderier, fagfor­eningskontorer, kaserner … Mader i skyttegravene ved fronten, på landsbypladser, i fabrikker … Hvilket vid­underligt syn at se Putilov-værkernes 40.000 arbejdere strømme ud for at høre socialdemokrater, socialrevolu­tioniere, anarkister, hvem som helst, så længe de ville tale, blot de havde noget på hjerte! I måneder var hvert gadehjørne i Petrograd og i hele Rusland en offentlig tribune. I jernbanetog, sporvogne, altid en pludseligt opstaende diskussion, alle vegne .

Dernst landskonferencerne og kongresserne, der samlede mennesker fra to kontinenter sovjetterne, de kooperative foretagender, nationaliteterne, prsesterne, bønderne, politiske partier; den demokratiske konferen­ce, Moskva-konferencen, den Russiske Republiks Rad. Der var altid tre-fire kongresser i gang i Petrograd. På hvert eneste møde blev forslag om begrænset taletid stemt ned, og hver mand havde frihed til at udtrykke den tanke, han gik med .. .

Vi kom ned til tolvte armes front bag Riga, hvor ud­hungrede, st¢vlel¢se mand i desperate skyttegraves mudder smittedes af sygdomme; da de fik øje på os, sprang de op, med deres indsunkne ansigter og den bla­frosne krop synlig gennem laserne, og stillede ivrige spørgsmal: Tar I noget med, vi kan læse?

Men selv om de ydre og synlige tegn på forandring var mange, selv om statuen af Katarina den Store foran Aleksandrinskij-teatret bar et Lille rødt flag i sin hånd, og andre lidt falmede flag vajede fra alle offentlige byg­ninger, og det kejserlige navnetræk og Ornene enten var revet af eller overdækket, og der i stedet for den strenge politibetjent gik en stilfærdig og ubevbnet Borger­milits på patrulje i gaderne – så var der stadig mange løjerlige fortidslevn.

F. eks. var Peter den Stores rangforordning, som han med jernhand påtvang russerne, stadig gyldig. Næsten enhver fra skoledrengen opefter bar sin foreskrevne uniform med tsarens signatur på knapper og skulder­stropper. Ved fem-tiden om eftermiddagen var gaderne fulde af veldresserede gamle herrer i uniform med mapper under armen på vej hjem fra arbejdet i de kæmpe­messige, kasernelignende ministerialbygninger, måske optaget af beregninger over, hvor stor en dødelighed blandt deres overordnede der skulle til for at de kunne
nå den forjættede rang af departementschef med udsig­ten til en fin pension og muligvis Skt. Annakorset…

Der er historien om senator Sokolov, som, da revolu­tionen var i fuldt sving, kom til et senatsmøde i civilt tøj og ikke fik adgang, fordi han ikke bar det fore­skrevne liberi fra tsarens tjeneste!
Det var på denne baggrund af en hel nation i gæring og opløsning, at de russiske massers rejsning foldede sig ud og blev et historisk skuespil..