“Lærlingene har fået nok!” – Interview med formanden for EEO


L. Bertelsen



5 minutter

Interview med formanden for Erhvervsskolernes ElevOrganisation, EEO

I slutningen af oktober skete der noget, som ikke er sket i lang tid. Tusindvis af lærlinge demonstrerede over hele Danmark. Grunden til det var den borgerlige regerings bebudede besparelser på SKP-uddannelsen, altså uddannelsen for dem, som ikke har fået en læreplads inden for de tekniske uddannelser.

Socialistisk Standpunkt kunne derfor ikke gøre andet end straks at opsøge formanden for Erhvervsskolernes ElevOrganisation, EEO, som har stået i spidsen for disse protester. En mørk novemberaften har vi været heldige af fange den travle formand Christina Celeste Nielsen, som fik posten som formand på EEO’s “Top-møde” (landsmøde) den 3.-5. oktober. Normalt er Christina SKP-elev på den mediegrafiske linje. Derudover er hun aktiv i diverse politiske foreninger såsom SUF, Enhedslisten og SAP. En travl ung kvinde, som hel-digvis lige kan afse en times tid til læserne af Socialistisk Standpunkt.

Kan du fortælle noget om, hvad EEO helt præcist er?
Christina: Erhvervsskolernes ElevOrganisation blev stiftet i 1996 for at organisere eleverne på de tekniske skoler og de tekniske gymnasier. Før det havde der manglet en organisation, der kunne samle alle eleverne på de tekniske skoler.

Hvad er det præcist der er ved at ske med SKP-uddannelsen?
Christina: SKP-uddannelsen blev skabt for at afhjælpe det stigende antal elever, der ikke kunne skaffe en praktikplads i en ordinær virksomhed. Men politikerne mener nu, at der er tale om et misbrug, og at de unge er blevet for krævende. Derfor laver politikerne nu tiltag for at begrænse antallet af SKP-elever for, som de siger, at skaffe rigtige praktiskpladser. Problemet er bare, at de afskaffer SKP-uddannelsen uden at have skaffet nogen praktikpladser som erstatning.

De vil skære antallet af SKP-elever ned til 1200. For de få heldige, som kommer igennem nåleøjet og ind på den meget beskårede SKP-uddannelse, skal de nu i stedet for lærlingeløn aflønnes med en produktionssko-leydelse. Det svarer til, at en førsteårslærling over 18 år vil gå 2300,- ned i løn. Er man under 18 vil man gå 4500,- ned. Dette skal være med tilbagevirkende kraft. For ældre SKP-elever, der har børn og/eller en høj husleje, vil dette indgreb betyde, at de må springe fra deres uddannelse. Og de lærlinge, hvis firmaer går konkurs, skal pludselig så indstille sig på en langt lavere løn gennem SKP.

Men det er jo ikke elevernes skyld, at der mangler 7.200 lærepladser. Og derfor er det ikke eleverne, der skal bøde. Elever, der ikke kan få praktikplads, skal have samme løn, respekt og kvalifikationer som elever med praktikplads.

Er SKP løsningen eller skal der ordinære lærepladser til?
Christina: Vores fokus er på at forsvare uddannelsesgarantien. Samtidig med at vi har kæmpet for at forsvare SKP’en, har vi også altid krævet flere praktikpladser. Men SKP er det eneste alternativ vi har til praktikplad-ser. SKP er ikke så dårlig, som nogle siger. Nogle vil hellere have mere skole end praktik og omvendt. Der er folk inden for både SKP og de ordinære praktikordninger, der er utilfredse. I dag er der uddannelsesplaner inden for uddannelserne, hvilket er en god ting. Man må bare passe på, at det ikke bliver gummiparagraffer, som man ikke kan bruge til noget. Men inden for SKP er uddannelsesplanerne ikke forpligtende. Vi har hel-ler ikke krav på en talsmand.

Hvad har I lavet mod regeringens angreb?
Christina: Vi vedtog på vores nylig afholdte landsmøde at lave en kampagne for at forsvare SKP’en. Siden da er det gået over al forventning. Ind til denne kampagne har det her område ligget meget dødt. Men pludselig var der møder og demonstrationer i København, Århus, Ålborg og mange andre steder i landet. Jeg havde min mobil åben under aktionsdagen d. 21. oktober, og den kimede konstant med flere skoler, hvor eleverne nedlagde undervisningen og gik med i demonstrationen. Også handelsskoleelever gik med, til trods for at deres egen organisation ikke gjorde det. Den 23 oktober gik Metal Ungdom i spidsen for en ny demonstrati-on med 1500 deltagere. Vi har samtidig lavet en underskriftsindsamling, som 8.600 har støttet, hvilket vi har afleveret til Ulla Tørnæs. 11/11 deltog 700 lærlinge i et stormøde i Århus, og den 14/11 deltog ca. 1000 i et stormøde i København. Ved alle aktiviteterne har det både været SKP’ere, lærlinge og handelsskoleelever, der har deltaget. Vi håber nu på at få sat gang i aktiviteter mod finansloven med resten af fagbevægelsen og uddannelsesorganisationerne.

Hvordan står EEO i forhold til lærlingeklubberne og de forskellige faglige ungdomsudvalg?
Christina: EEO er stadigvæk en relativ svag organisation. Kampagnen har været rigtig god, den har betydet, at vi har fået et omfattende netværk. I København har vi prioriteret, at vi vil arbejde for et tæt samarbejde med resten af den unge fagbevægelse. Vi opfordrer alle til at blive aktive i deres fagforeninger. Der er op til flere aktivister fra EEO, der er gået med i forskellige fagforeninger. I øjeblikket er EEO den eneste organisa-tion, der samler alle lærlinge fra alle fag på landsplan. En anden god ting ved EEO er, at vi er uafhængige af den “bureaukratiske” del af fagbevægelsen, i modsætning til andre steder hvor der er konsulenter, der lægger bånd på aktiviteterne.

Har I fået opbakning nok fra fagbevægelsen?
Christina: Det har været meget forskelligt. Nogle fagforeninger som f.eks. TiB København har været rigtig gode og har sendt folk for at hjælpe os med at organisere tingene. Andre har støttet økonomisk. Men mange ungdomskonsulenter har sagt, at de ikke kan opfordre til boykot af undervisningen. I øjeblikket prøver en ring af fagforeninger at mobilisere deres medlemmer til protester mod finansloven, som jo indeholder forrin-gelserne af SKP’en. Her deltager vi også. Derudover vil vi også gå sammen for at kæmpe for 12,- kr. mere i timen til lærlingene ved overenskomsterne.