Marxistisk parlamentsmedlem fra Pakistan taler ud
J. Clyne: Hvilken rolle vil du komme til at spille i parlamentet?
Mansoor Ahmed: Min opgave er at tage arbejderklassens problemer op i parlamentet. Der er så mange problemer. Siden Indien blev splittet op i Indien og Pakistan, har den herskende klasse været ude af stand til at løse nogen af de problemer, der er. Arbejdsløsheden er meget høj. Bønderne har også store problemer, vi har problemer med sundheden, uddannelse og udenrigspolitikken. Fattigdommen er steget i løbet af de 54 år, der er gået siden delingen af landet. Dybest set er dette parlament den herskende klasses parlament. Jeg er repræsentant for arbejderklassen i dette parlament, så jeg vil tage alle de her sager op derinde. Men min rolle uden for parlamentet er vigtigere. Det at jeg er blevet valgt, er en god mulighed for at organisere alle bønder, arbejdere og unge.
JC: Hvad er den egentlige løsning på de problemer, arbejdere og bønder står over for?
MA: Den eneste løsning er en socialistisk revolution. Intet mindre. I vore dage er der ikke plads i økonomien til nogen som helst reformer. Systemet skal ændres grundlæggende, det kan ikke bare reformeres. Vi vil kæmpe for socialistisk politik både inde i og uden for parlamentet. For tiden er der mange mennesker, der siger, at vi har brug for en revolution. De tror ikke på systemet. Alle lider de under elendigheden i systemet. De ved ikke, hvordan vi får en revolution, men de vil have forandring. Vores opgave er at forsyne dem med en ledelse, et parti. Det vil tage tid. Det sker ikke på få dage eller måneder. Men i den næste periode vil der komme revolutionære og kontra-revolutionære bevægelser. En revolutionær bevægelse kan bryde ud pludseligt, og så kan vi ændre hele samfundet.
JC: Hvis der kom en revolution, hvad ville så være det vigtigste at gøre?
MA: Vi må udrydde feudalismen, fundamentalismen og nationalisere de vigtigste dele af økonomien og inddrage imperialisternes ejendom. Der er en storslået potentiel produktivitetskapacitet i Pakistan. Men pga. kapitalismens krise og IMF’s politik er der blevet lukket mere end 7.000 fabrikker i de sidste ti år. Førhen har vi haft nationaliseringer, endda ret omfattende, under Zulfiqar Ali Bhutto i 70’erne. Men da var problemet, at det skete under bureaukratisk kontrol. Nu må vi nationalisere under arbejderklassens demokratiske kontrol. Det vil medføre en enorm forøgelse af produktionen.
JC: Der har været adskillige krige med Indien, og lige nu er der millioner af soldater på begge sider af grænsen; tror du ikke, at Indien ville prøve at angribe Pakistan efter en socialistisk revolution her?
MA: Jo, men den indiske arbejderklasse er den største arbejderklasse i det sydlige Asien. Den er vores største allierede. De kan spille en rolle i at stoppe den indiske herskende klasses krig mod et socialistisk Pakistan. Vi i Pakistan kan aldrig stoppe dem selv, men det kan den indiske arbejderklasse. Den har en mægtig tradition for kamp. Jeg tror ikke, at den indiske og pakistanske revolution er to forskellige ting. Hvis vi skal lave revolution i Pakistan, må vi lave revolution på hele subkontinentet. Efter den socialistiske revolution kan vi gøre en ende på opsplittelsen af landet gennem en socialistisk føderation. Det er et smukt område af jorden. Arbejderklassen er hårdtarbejdende og dygtig. De sidste 5.000 års historie er fuld af en rig kultur og civilisation. Det er den herskende klasse, der er skyld i al den fattigdom og elendighed, der har plaget samfundet.
JC: Ved valget fik fundamentalisterne deres højeste stemmeandel nogensinde. De fik 16% af mandaterne i parlamentet, før fik de kun 5%. Hvordan kan det være?
MA: Det er meget enkelt. Et vigtigt emne under valgkampen har været modstanden mod amerikansk imperialisme. Fundamentalisterne har udnyttet dette spørgsmål, især i de provinser, der har grænse til Afghanistan. Ingen af de andre partiers kandidater (inklusiv de fleste af PPP’s kandidater) gik imod den amerikanske imperialisme. Den amerikanske imperialisme har spillet en slem og beskidt rolle, ikke mindst i Afghanistan. De bombede civile. Til at begynde med, før i tiden, brugte de amerikanske imperialister fundamentalismen, men nu har de trukket deres penge tilbage, og derfor vender fundamentalisterne sig nu imod USA. PPP må gå imod imperialismen. Det er en offentlig kendt hemmelighed, at Zulfiqar Ali Bhutto blev hængt i 1979 af militærregeringen på vegne af USA. Jeg gik klart imod imperialismen i min kampagne, og som følge af det fik fundamentalisterne mindre end 1% af stemmerne i min kreds.
JC: Der er også store nationale, religiøse og etniske konflikter i Pakistan. Hvordan kan de blive løst?
MA: Alle steder slår folk hinanden ihjel. I Punjab, Sindh, Baluchistan og North West Frontier, alle steder er der konstant uro og vold. En bevægelse i arbejderklassen ville sætte en stopper for alt dette. For tiden er arbejderklassen ikke aktiv, især ikke i Pakistan. Den venter, ser hvad der sker. Der er kun mindre bevægelser nu, men på et tidspunkt vil der komme et massivt opsving.
JC: Hvordan har kvinder det i dagens Pakistan?
MA: Kvindernes vilkår er meget dårlige. De bliver dobbelt udbyttet. Først af systemet, og så af mændene. Millioner af kvinder fra arbejderklassen arbejder mere end 16 timer om dagen. De skal også passe børnene, lave mad og arbejde hårdt derhjemme. De bliver ikke behandlet som mennesker. Og så er der også traditionen med Karo Kari (æresdrab). I nogle områder får kvinder aldrig lov til at forlade huset, og de må ikke tale. De er de mest undertrykte i Pakistan. De udgør 48% af befolkningen, hvilket viser, at der generelt er mangler i omsorgen for pigebørn.
Der er ingen løsning på denne situation inden for det nuværende system. Det grundlæggende problem er økonomisk. Kvindernes arbejde regnes ikke for noget af systemet, og de penge, de tjener, skal de give direkte til mændene. Hvordan skulle man kunne ændre noget ved det, når uddannelses- og sundhedssystemet er på så lavt et niveau? Kun 1,2% af statens udgifter går til uddannelse. Det er skammeligt. Kun 0,7% af budgettet bruges på sundhed. Forskellige NGO’er skulle forestille at arbejde for kvindernes vilkår, men hvad har de opnået? Intet. Forholdene for arbejdende kvinder er værre nu end før. Forbedringer af kvindernes forhold er tæt sammenknyttet med den socialistiske revolution. I nogle lag af samfundet, f.eks. i den herskende klasse, er kvindernes stilling mere fremskreden, men i andre lag eksisterer der stadig slaveri. Det må løses gennem en grundlæggende forandring, ikke via små reformer.
JC: Hvilken rolle spillede kvinder i din kampagne?
MA: En rigtig god rolle. For første gang i Kasurs historie havde vi store offentlige møder med kvinder. På et af møderne var der mere end 500 kvinder. Jeg talte til det møde – det var helt utroligt. De var meget glade og meget entusiastiske. I den kommende periode skal vi prøve at højne kvinders deltagelse i vores politiske arbejde endnu mere. Kvinderne spillede en afgørende rolle i min kampagne. Før jeg møder op i parlamentet, vil jeg arrangere et stort møde for kvinder og høre på deres problemer og bede dem om at vejlede mig i mit arbejde, og så vil jeg tage deres problemer op i parlamentet.
JC: Hvilken rolle spillede fagforeningerne i din valgkreds?
MA: Jeg fik stor støtte fra alle fagforeningerne. Fagforeningerne er ikke store, men deres støtte har været meget vigtig, især den opbakning, jeg har fået fra væveriarbejdernes, rickshaw-kørernes, bankarbejdernes og vand- og elektricitetsarbejdernes fagforeninger. Jeg er også blevet støttet af journalistforbundet og postarbejdernes fagforening. Sanitetsarbejdernes fagforening, som er en kristelig fagforening, har givet mig deres fulde støtte. Jeg arbejdede ikke bare med fagforeningerne under valgkampen, men også før, og nu vil jeg holde møder med dem for at diskutere, hvad jeg kan gøre for dem som medlem af parlamentet. Essensen af min kampagne har været, at alle dem, der støttede op om mig, ikke førte kampagne for Mansoor, men for dem selv. Det har været den afgørende grund til, at jeg vandt.
JC: Hvad var de væsentligste aktiviteter under din kampagne?
MA: Der var to hovedting. For det første var der den del af kampagnen, der bestod i diskussioner mand til mand, kvinde til kvinde, fra dør til dør – og som involverede mange mennesker. For det andet var der de offentlige møder, hvor jeg talte. Der har været nogle helt fantastiske møder. Det var helt utroligt at tale ved 15 offentlige møder i løbet af én dag. Du kan se, at jeg stadig har problemer med hæshed en uge efter valget. Jeg må have talt ved mere end 200 offentlige møder i løbet af kampagnen. Ved hvert af disse møder har der mindst været 1.000 mennesker, og nogle steder var der mere end 10.000. Vi kunne ikke opreklamere møderne på busser og sådan noget, for regeringen gav os ikke lov til at arrangere store offentlige møder, til forskel fra alle andre kandidater. Det er, fordi vi er rigtigt imod regeringen.
De kandidater, der stillede op imod mig, var meget rige. Under kampagnen udfordrede jeg på et tidspunkt mine modstandere til at drikke en tår af det almindelige postevand i Kasur, som jeg selv drak, mens tusindvis af mennesker så på. Men mine modstandere er ikke vant til det, og de turde ikke drikke det, for de ville sikkert være blevet syge af det. De tog ikke imod udfordringen. En af dem, Nelufar Qasim Mehdi, er fra det klassiske borgerskab. Hendes familie er en af de ti rigeste familier i Pakistan. Hun brugte næsten 50 millioner rupees på sin kampagne. Det er rigtigt meget i Pakistan. Khursid Kasuri, en anden rig kandidat, brugte 35 millioner rupees. Under hele min kampagne blev der ikke engang brugt 1 million. Det er meget interessant, at folk har givet mig penge, trykt mine plakater og klistermærker osv. Et af klistermærkerne ved vi ikke engang, hvem der har trykt. Folk har sørget for biler til kampagnen. Folk hjalp spontant til. Det har været meget inspirerende. Når jeg kom ned fra talerstolen efter et møde, kom der altid flere hundrede op og samlede sig omkring mig – der var bl.a. en mand, der kom hver dag og gav mig 100 rupees – sikkert det meste af hans dagløn. En anden gang fandt jeg et stykke papir i min lomme, da jeg kom hjem. Det var en check på 10.000 rupees fra en person, som jeg ikke kender. De har givet mig meget kærlighed, meget af alting. Jeg kunne vinde over de rige kandidater, takket være arbejderklassen, bønderne og ungdommen.
JC: Den måde din kampagne var organiseret på, og de idéer du står for, er meget anderledes end de fleste PPP-kandidaters linje, og især afviger det fra ledelsens politik. Har det været en fordel eller en bagdel for dig at være kandidat for PPP?
MA: Jeg førte kampagne ud fra PPP’s grundlæggende manifest. I 1968 og 1969 var der en stor bevægelse. Det var en utrolig revolutionær bevægelse, som ændrede massernes indstilling. PPP er et produkt af den bevægelse, og det forklarer, hvorfor PPP er det mest populære politiske parti i arbejderklassen. Den bevægelse frembragte det bedste manifest nogensinde i Pakistans historie. Det indeholder PPP’s endelige mål – at opbygge et klasseløst samfund gennem socialistisk revolution. Selv de manifester, som de kommunistiske partier havde førhen, har aldrig haft den socialistiske revolution så klart på dagsordenen. De har i stedet stået for en national-demokratisk revolution. Det har været let at være en del af PPP og fremføre et socialistisk program. Det er ikke mig, der går imod det grundlæggende manifest og PPP’s væsen – det er ledelsen, der gør det.
JC: Hvad har inspireret dig i kampen?
MA: De marxistiske idéer har inspireret mig. Efter Marx og Engels har Lenin og Trotskij inspireret mig, og så de idéer, som Ted Grant og den internationale marxistiske bevægelse grupperet omkring In Defence of Marxism har udviklet – og frem for alt den idé, at marxister må kæmpe for deres idéer inden for masseorganisationerne for at få fat i arbejderklassen.
