Nu har den borgerlige regering og dens støtter haft mere end 100 dage til at vise, hvad den dur til – og det må man sandelig sige, at de har formået. Et utal af nedskæringer og angreb på alle dele af velfærdssamfundet er, hvad de har stået for: Øget privatisering og flere forringelser af hospitaler og hjemmehjælp, ødelæggelse af miljø- og u-landsbistand, hårde slag mod uddannelserne, forringelser for indvandrere, fyringer i det offentlige, direkte angreb på arbejderbevægelsen, arbejdsmiljøet og de faglige rettigheder – det er godt klaret på så kort tid.

Regeringens politik med nedskæringer og forringelser vil skabe større og større modstand. Ungdommen er gået i kamp mod nedskæringerne på uddannelserne lige fra folkeskoler til universiteter. De offentligt ansatte trues med fyringer og “effektiviseringer”, og der er derfor reel mulighed for konflikt. Der er også en stigende modstand blandt fagligt aktive i den private sektor.

Vi må på vores arbejds- og uddannelsespladser og i vores partiafdelinger aktivt arbejde for, at regeringen får en meget kort og meget hård tid ved magten, en tid med flere og flere protester og mere modstand. Det er vigtigt ikke at lade sig splitte. Når vi protesterer mod nedskæringer på et område, må vi ikke glemme andre velfærdsområder. Løsningen er ikke at skubbe forringelserne over på et andet område, men at fjerne dem helt. Samling af protesterne mod regeringen og størst mulig deltagelse fra den organiserede arbejderbevægelses side er vejen frem. Hvis Socialdemokratiet og LO ville kæmpe seriøst og mobilisere, ville det være en smal sag at tvinge regeringen til at trække forringelserne tilbage, og endda til helt at gå af. Men så længe ledelsen for parti og fagbevægelse ikke har et alternativ, og dybest set er enig i den nedskæringspolitik, de borgerlige fører – i og med at de selv har ført den samme politik i 9 år i en “light”-udgave – vil det være nødvendigt at arbejde for at opbygge en opposition, en stærk socialistisk tilstedeværelse i den danske arbejderbevægelse.