“87% af eleverne ville strejke”
Interview med elev fra Metropolitanskolens Gymnasium


Interview af Andreas Bulow



2 minutter

Socialistisk Standpunkt har talt med Hans-Martin, en af de aktive gymnasieelever fra Metropolitanskolen, på Nørrebro i København. Eleverne vedtog onsdag morgen at gå i strejke og besætte deres gymnasium.

På hvilket initiativ opstod jeres strejke?

Først holdt vi et fællesmøde, onsdag, kl.12 hvor næsten alle eleverne på skolen var tilstede. Der stemte vi så, og dem der ikke var tilstede stemte skriftligt, så stemmedeltagelsen var på 100%. 87, 3 % valgte at stemme for elevrådets opfordring til strejke. Afstemning var en vigtig ting…Vi havde på forhånd vedtaget at der minimum skulle 75% flertal til for at udløse strejke, fordi vi søgte maksimal enhed iblandt eleverne. Det er sammen at vi står stærkest.
Strejken vil løbe onsdag, torsdag, fredag – og måske mandag – og tirsdag tager vi så til den store fællesdemonstration.

Hvor mange elever fra skolen deltog i STOP-NU konferencen?

Der var cirka 150 elever fra Metropolitanskolen som deltog.

Hvilke forringelser oplever i, i jeres hverdag?

For det første er der alt, alt for lidt plads. I min klasse er vi 29 elever, på trods af elevernes krav om et loft på 28 elever i klassen. Flere klasser her på skolen deler endda lokaler. Udviklingen peger også imod flere elever, men skolen udvides ikke: Sidste år var der 5 1.g klasser, i år er der 7 1.g klasser og næste år skal vi have 10!
Der er ingen landkort inde i lokalerne og folk skal ofte sidde ude i vindueskarmen mens der er undervisning. Vi har heller ikke mere end 10 dansk-engelsk ordbøger her på skolen, så det er et stort problem for undervisningens forløb!

Hvad siger dine klassekammerater til strejken?

Langt de fleste synes at det er et virkelig godt initiativ, og det er godt at vi gør noget. Dog er der nogen der er bange for at forsømme læsningen til pensum. Derfor har vi lavet en selvorganiseret lektiecafe hvor vi kan hjælpe hinanden. Denne fungerer også normalt her på skolen. Men vi kan ikke få nogen lærehjælp, kun 1 time hver mandag eftermiddag, i matematik, fordi at der er blevet skåret så meget ned. Det er endnu et eksempel på de problemer vi har.

Hvad siger lærerne til jeres strejke?

Det er forskelligt. De fleste er positive, selvom det selvfølgelig ikke er alle der er det…men de har ikke rigtig mulighed for at vise deres sympati sådan rigtigt…

Hvad skal der ske efter demonstrationen på tirsdag?

Ja det er jo en smule uklart…Vi skal nok tilbage til almindelig undervisning….og så må vi jo bare håbe på at vores standpunkt er blevet opfattet af politikerne….